af Karsten Jørgensen
Da republikaneren Donald Trump forrige tirsdag indledte en kampagne for at blive nomineret som sit partis præsidentkandidat, brugte han Neil Youngs 25 år gamle sang ”Rockin’ In The Free World” som en del af sin præsentation.
Og selvom Neil Young ganske vist tidligere flere gange har bakket op omkring republikansk politik, farede han omgående i blækhuset og beskyldte Trump for ’tyveri’.
Neil Young
Mange husker sikkert, at Neil i en periode i 1980’erne forsvarede Ronald Reagans politik og senere, efter 9/11, støttede Bush-administrationens krig i Afghanistan og skrev slagsangen ”Let’s Roll”. Men allerede få år senere var Neils følelser overfor republikanerne blevet mere lunkne, og han skrev en tirade mod Bush, den beske ”Let’s Impeach The President”.
”Donald Trump har ikke fået lov til at bruge ”Rockin’ In The Free World” i sin kampagne”, lød det fra Neil Youngs bagland, Lookout Management. ”Og i øvrigt støtter Neil Young demokraten Bernie Sanders’ bestræbelser på at blive USA’s næste præsident”.
En talsmand for Trump hævdede imidlertid, at brugen af ”Rockin’ In The Free World” var helt lovlig, og at de havde betalt og sikret sig tilladelse gennem aftaler med både ASCAP og BMI.
”Vi bruger den ikke igen. Der er jo masser af andre sange, at vælge mellem”, forsikrede talsmanden. ”Men på trods af deres forskellige politiske holdninger, så kan Trump faktisk godt li’ Neil”.
En udtalelse, Neil Young var helt kold overfor.
”Musik er et universelt sprog, og jeg er glad for, at så mange mennesker med vidt forskellige holdninger får glæde af den, også selvom de ikke nødvendigvis deler mine synspunkter”, skrev Neil på sin Facebook-profil. ”Men hvis jeg var blevet spurgt om tilladelse til at bruge min musik af denne kandidat, så havde jeg sagt nej…Jeg skriver sange for mennesker, ikke til præsidentkandidater”.
Efter mere end en uge, har Donald Trump nu svaret igen på Twitter, og anklager Neil Young for at være en ”total hykler”. For at bevise denne påstand, viser Trump et foto af ham selv og Neil, der giver hinanden hånd og smiler. Men anledningen var ikke politisk. Derimod var Neil Youngs ærinde, at rejse penge til sit musikprojekt Pono.
Som Billboard skriver, er Neil Young sikkert ikke ked af den megen omtale i medierne, for allerede i næste uge udsender han et nyt album, ”The Monsanto Years”.