af Karsten Jørgensen
I forbindelse med Paul McCartneys optræden på Roskilde Festivalen lørdag 4. juli, sender Danmarks Radio P1 en portrætudsendelse i to afsnit, tilrettelagt af Anders Dohn, som producerede et lignende portræt af Leonard Cohen op til hans 80 års fødselsdag i september sidste år.
Første del af programmet, med titlen ”Elsket og hadet – en radiobiografi om Paul McCartney”, sendes på P1 torsdag den 25. juni fra kl. 10:03 til 11:00, mens anden del følger en uge senere, den 2. juli samme tid – og kun to dage før McCartney indtager Orange Scene i Roskilde.
I udsendelsen medvirker musikeren Tim Christensen, Beatles-kenderen Per Wium, samt undertegnede Karsten Jørgensen, som i 2007 udgav biografien ”Paul McCartney – Mennesket, Myten og Musikken” på forlaget Haase & Søn.
Fås stadig som både paperback og e-bog.