Strawberry Field åbner dørene for offentligheden

af Karsten Jørgensen

Rigtige Beatles-fans ved selvfølgelig godt, at Beatles-sangen ”Strawberry Fields Forever”, som blev udsendt på en dobbelt A-side single i 1967 sammen med Paul McCartneys ”Penny Lane”, ikke handler om den lille mindelund i Central Park i New York, som først åbnede i 1985, fem år efter John Lennon døde.

Singlen ‘Strawberry Fields Forever’, 1967, den danske udgivelse

Det rigtige Strawberry Field (det var Lennon, som tilføjede s’et i Fields i sangtitlen), der oprindelig var et børnehjem drevet af Frelsens Hær, hvor John Lennon ofte legede som barn, ligger nemlig i Liverpool, og indtil nu har det været lukket land for offentligheden og de godt 60.000 fans, som hvert år kommer forbi, har måttet se på herligheden gennem de ikoniske røde metallåger, som markerer indgangen til Strawberry Field fra Beaconsfield Road i Liverpool-forstaden Woolton.

Den oprindelige gotiske bygning på grunden, blev bygget i 1878 af en velhavende skibsreder, og i 1934 blev det købt af Frelsens Hær, der indrettede bygningen til børnehjem, som de drev fra 1936. I 1973 blev den oprindelige bygning revet ned og erstattet af en ny, der blev nedlagt som børnehjem i 2005.

Den oprindelige bygning i et foto fra 1936

Som barn boede John Lennon kun nogle få gader væk fra Strawberry Field sammen med sin tante Mimi og onkel George. Fra tid til anden kravlede han over muren, klatrede i træerne og legede gemmeleg i den store park, og bortset fra disse mere ureglementerede besøg, var han der også med sin tante og onkel til den årlige havefest, hvor børnehjemmet åbnede lågerne for lokalbefolkningen.

Senere huskede tante Mimi, at denne årlige begivenhed var af stor betydning for John. ”Ligeså snart vi kunne høre Frelsens Hær-orkestret spille, kunne John ikke sidde stille. Og han råbte ’Mimi, skynd dig. Ellers kommer vi for sent!’”

Nu har Frelsens Hær renoveret både bygningen og parken, og 14. september åbnede det for offentligheden. En del af det nye projekt er et såkaldt Steps To Work-program, rettet mod unge mennesker med indlærings- og andre problemer, som hindrer deres indtræden på arbejdsmarkedet.

Resten af bygningen indeholder dels en udstilling om Frelsens Hær og dels en interaktiv Beatles-relateret udstilling, som hedder ”Strawberry Field Nothing Is Real”, og viser historien om John Lennons tidligste år og den tid, hvor han færdedes i Strawberry Field.

Ved annonceringen af det nye projekt, deltog Lennons halvsøster Julia Baird, nu 72 år, som også er protektor for projektet.

Julia Baird med de ikoniske røde metallåger ind til Strawberry Field

Hun sagde: ”Jeg tror, han (John) ville have elsket det, for selv var han ikke lige ud ad landevejen som menneske, og det var han meget bevidst om”.

”Jeg tror, at vi alle som børn længes efter et specielt sted, som er vores eget”, fortsatte Baird. ”Et lille rum under trappen eller et klatretræ, hvor vi kan være alene. Og når jeg hører Johns sang, så tror jeg, at Strawberry Field var hans specielle sted”.

Julia Baird kommer også med en interessant betragtning: ”Første gang jeg besøgte John i New York, slog det mig hvor meget Dakota-bygningen, hvor han boede, ligner det gamle Strawberry Field. Måske var det bevidst, for at finde et nyt specielt sted, hvor han kunne finde fred”.

Strawberry Field har åbent hver dag, og der er gratis adgang til haven, mens entré til udstillingen koster 12.95 £ for voksne og 8.00 £ for børn.

Ekspert mener historien om The Beatles’ afslutning skal omskrives

af Karsten Jørgensen

Hvis vi skal tro på Mark Lewisohn – verdens vel nok førende autoritet om alt der vedrører The Beatles – skal hele forløbet, som førte til gruppens opløsning i 1970, nu tages op til revision.

En hidtil ukendt båndoptagelse fra 1969 afslører nemlig, at de tre primære sangskrivere i The Beatles – John Lennon, Paul McCartney og George Harrison – diskuterede muligheden af, at indspille endnu et album efter ”Abbey Road”.

Omslag til ‘Abbey Road’, 1969

Optagelsen, som fandt sted i Apples hovedkvarter i Savile Row i London den 8. september 1969 – kun to uger før udgivelsen af ”Abbey Road” – viser også, at de tre beatler overvejede at indspille en helt ny single, som skulle udsendes umiddelbart før jul.

Ringo Starr deltog ikke i mødet, da han var på hospitalet til undersøgelse for et maveonde, og mødet mellem de tre øvrige beatler blev optaget på bånd for, at Ringo senere kunne komme med sit besyv til de eventuelle planer.

På optagelsen, som er i Mark Lewisohns besiddelse, foreslår John Lennon at fordelingen af sange skal være mere lige, og han præciserer, at han synes, at de primære sangskrivere hver bidrager med fire sange til det nye album, og at Ringo kan få to ”hvis han altså har lyst”, som Lennon siger.

Endvidere siger Lennon, med adresse til den gamle myte om komponist-parret Lennon-McCartney, at de på det kommende album skal krediteres individuelt som komponister.

På båndet kommer Paul McCartney med en lille stikpille til Harrison, da han siger, at ”indtil dette album (’Abbey Road’), har jeg ikke syntes, at Georges sange var særlig gode”, hvortil Harrison, som skrev både ”Something” og ”Here Comes The Sun” til ”Abbey Road”, svarer: ”Det er vist et spørgsmål om smag, for generelt har folk vist syntes godt om mine sange”.

John Lennon foreslår også, at de fremover forærer ’fjollede’ sange som ”Maxwell’s Silver Hammer” til andre, og mere poporienterede, sangere, som f.eks. Mary Hopkin, der netop tidligere i 1969 havde haft et stort hit med en kasseret McCartney-komposition, ”Goodbye”.

Mark Lewisohn har fortalt den engelske avis The Guardian, at den nyfundne båndoptagelse punkterer den traditionelle opfattelse af, at indspilningen af ”Abbey Road” var tænkt som gruppens sidste bevidst planlagte album.

Albummet ”Let It Be” udkom ganske vist senere, i maj 1970, og blev officielt gruppens sidste udgivelse, men næsten alle sangene var indspillet allerede i januar 1969, et halvt år før ”Abbey Road”.

Beatles-historikeren Mark Lewisohn

”Alle bøger har hidtil fortalt, at de selv vidste, at ’Abbey Road’ skulle være deres sidste album og at de ønskede at afslutte deres karriere sammen på et højdepunkt”, siger Lewisohn. ”Men nej – de diskuterede faktisk indspilningen af deres næste album. Og denne optagelse modbeviser også, at det var John Lennon, som ønskede dem splittet ad. Vi skal omskrive alt det, vi troede, at vi vidste”.

Mark Lewisohn har gennem 30 år udgivet adskillige bøger om The Beatles, bl.a. ”The Complete Beatles Recording Sessions” i 1988 og ”All These Years – Tune In”, første del af et planlagt tre-binds værk om gruppen, i 2013. De øvrige to bind i trilogien, med de foreløbige undertitler ”Turn On” og ”Drop Out”, er planlagt til udgivelse i henholdsvis 2020 og 2028 (hvor Lewisohn fylder 70). Samtidig arbejdede Lewisohn også med The Beatles på deres store ”Anthology”-projekt i midten af 1990’erne.

I oktober turnerer Beatles-forfatteren i England med et multi-medie show, ”Hornsey Road”, med både båndoptagelser, film, fotos, samt anekdoter og effekter fra hans eget arkiv, om tilblivelsen af ”Abbey Road” i forbindelse med albummets 50 års jubilæum.

27. september udsendes en ”super deluxe” udgave af ”Abbey Road”, med tre cd’er, en blu-ray og en bog.

Filmen ‘Above Us Only Sky’ udsendes på dvd og blu-ray

af Karsten Jørgensen

Sidste år var John Lennon aktuel med cd-bokssættet ”Imagine – The Ultimate Collection”, samt dvd/blu-ray versioner af to dokumentarfilm om skabelsen af ”Imagine” – den første hed blot ”Imagine” og udkom oprindelig i 1972, mens den anden, ”Gimme Some Truth”, udsendtes 28 år senere, i 2000.

Nu kommer der endnu en film om John Lennon, Yoko Ono og ”Imagine” med titlen ”Above Us Only Sky”. Filmen blev oprindelig vist på betalings-kanaler, og selvom den genbruger adskillige klip fra de to førnævnte film, er der også nye, hidtil uudgivne scener, samt nye interviews med en række nøglepersoner.

‘Above Us Only Sky’ – cover

”Above Us Only Sky” er blevet til i samarbejde med Yoko Ono og viser nye interviews med bl.a. galleriejeren John Dunbar, som arrangerede Yokos første kunstudstilling i Indica Gallery i London i 1966, hvor John og Yoko mødtes første gang. Andre interviewede er Lennon-parrets daværende personlige assistent Dan Richter og studiedesigneren Eddie Veale, som byggede Lennons hjemmestudie på landstedet Tittenhurst Park i Berkshire, hvor ”Imagine” blev indspillet.

Musikerne Klaus Voormann, Alan White og Jim Keltner, der alle medvirkede på ”Imagine”, har også bidraget med nye interviews til filmen, som er instrueret af Michael Epstein. Den varer i 90 minutter og udsendes på både dvd og blu-ray af Eagle Vision den 13. september.

Brian Wilsons yndlingsguitarist er død

af Karsten Jørgensen

Guitaristen Nicky Wonder, som dannede gruppen The Wondermints og i mange år spillede i Brian Wilsons backinggruppe, er død, kun 59 år.

Brian Wilson og Nick Walusko

”Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at vores elskede Nicky Wonder døde sidste nat, mens han sov”, skrev Wilson på sin hjemmeside onsdag. ”Som I sikkert kan forstå, er vi stadig i chok”.

Nicky blev født Nick Walusko den 22. maj 1960, og dannede i 1992 gruppen The Wondermints sammen med Darian Sahanaja. Begge var de store fans af Brian Wilson, som de senere mødte ved en velgørenhedskoncert i Los Angeles, og det førte til, at Brian Wilson i 1999 turnerede med The Wondermints som backing.

I 2004 medvirkede gruppen på Wilsons indspilning af det legendariske ”Smile”-projekt, og Nick var derefter fast guitarist på Wilsons soloplader ”Gettin’ In Over My Head”, 2004, ”That Lucky Old Sun”, 2008, ”Brian Wilson Reimagines Gershwin”, 2010, ”In The Key Of Disney”, 2011, og ”No Pier Pressure”, 2015.

Nicky Wonder medvirkede også på The Beach Boys’ genforeningsalbum ”That’s Why God Made The Radio” i 2012.

“Nicky var min yndlingsguitarist, og jeg har altid elsket den måde, han kunne bruge sine fingre på instrumentet”, skrev Brian Wilson om musikeren, som døde den 6. august.

Ringo bekræfter: ‘Abbey Road’ udsendes i deluxe-version

af Karsten Jørgensen

Fornylig bekræftede Ringo Starr overfor branchemagasinet Billboard, at Beatles-albummet ”Abbey Road” vil få samme behandling som både ”Sgt. Pepper” og ”Det Hvide Album”, når det til september fylder 50 år.

”Jeg holder meget af genudgivelserne, fordi de bliver remasterede”, fortalte Ringo, som specielt er glad for, at lydkvaliteten er forbedret. ”Man kan bedre høre trommerne, som blev nedtonet på pladerne i gamle dage”.

I 2017 og 2018 blev ”Sgt. Pepper” og ”Det Hvide Album” genudgivet i deluxe-versioner i forbindelse med deres respektive 50 års jubilæer, med de oprindelige plader i remasterede udgaver, samt akustiske versioner, alternative takes og uudgivne sange, som er med til at tegne et billede af, hvordan de oprindelige sangskitser blev til de endelige sange.

Men hvis man skal tro Ringo, er netop dette aspekt af deluxe-udgaverne ikke lige hans kop te.

”Personligt er jeg lidt træt af at høre Take 9 eller Take 3 – alt det, vi ikke udgav dengang”, sagde han. ”Men det er åbenbart en del af konceptet med et boks-sæt”.

”Abbey Road”, som har et af The Beatles’ mest ikoniske pladeomslag og var det sidste album gruppen indspillede sammen, blev oprindelig udsendt i England 26. september 1969, og det bliver interessant at se, hvad bonus-materialet vil indeholde.

F.eks. blev demo-versioner af sangene ”Mean Mr. Mustard” og ”Polythene Pam” allerede udsendt på sidste års ”White Album”-boks. Tidligere versioner af ”She Came In Through The Bathroom Window” og ”Oh Darling” udkom allerede i 1996 på ”Anthology 3”, og det samme gjorde demo-versionen af ”Come And Get It”, Take 5 af ”Maxwell’s Silver Hammer” og demoen af ”Come Together”.

Tilbage er dog stadig udgaven af ”I Want You (She’s So Heavy)” med Paul McCartney på leadvokaler (i stedet for John Lennon), plus en version af ”Her Majesty” med Lennon på slideguitar, som varer to minutter længere end afslutningsnummeret på den oprindelige udgivelse af ”Abbey Road”.