Tag: Don Hunstein

Fotografen som tog billedet til ‘The Freewheelin’ Bob Dylan’ er død

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske fotograf Don Hunstein, som gennem 30 år var tilknyttet Columbia Records, er død 88 år gammel. Hans mest berømte foto er billedet af Bob Dylan og hans daværende kæreste Suze Rotolo, som pryder forsiden af omslaget til Dylans andet album, ”The Freewheelin’ Bob Dylan”, fra 1963.

Hunstein, Don - med omslaget til The Freewheelin' Bob Dylan

Don Hunstein med coveret til ‘The Freewheelin’ Bob Dylan’

Donald Robert Hunstein blev født i St. Louis, Missouri, den 19. november 1928, og begyndte at fotografere som hobby, mens han i begyndelsen af 1950’er var udstationeret ved det amerikanske luftvåben i England.

I 1956 fik han arbejde hos Columbia Records, hvor han tog billeder af legender som Billie Holiday, Miles Davis, Duke Ellington og Aretha Franklin. I 1962 tog han billedet på omslaget af Dylans debutalbum, ”Bob Dylan”, og året efter var han fotografen bag det ikoniske billedet på ”The Freewheelin’ Bob Dylan”.

Oprindelig havde Hunstein taget en række sort/hvide billeder indendørs i Dylans lejlighed, men var ikke tilfreds med resultatet. Han bad derfor Dylan og veninden Suze Rotolo om at gå udenfor, på Jones Street i Greenwich Village. Det var en frysende kold februardag, gaden var dækket af sne og det var sidst på eftermiddagen.

Bob Dylan og Suze Rotolo, 1963 - 2    Bob Dylan og Suze Rotolo, 1963

‘Out-takes’ fra den legendariske foto-session

”Jeg ved ikke hvorfor jeg foreslog det, men jeg sagde ’Bare gå lidt frem og tilbage’….Solen stod lavt bag dem, det var koldt og sikkert ret ubekvemt, der i sneen”, sagde Hunstein mange år senere.

Det var oprindelig også meningen, at et foto af Don Hunstein i 1964 var planlagt til omslaget på det uudgivne album ”Bob Dylan In Concert”.

Gennem sin karriere arbejdede Don Hunstein med mange af de helt store navne, bl.a. Tony Bennett, The Hollies, Stephen Stills, Al Kooper, The Cyrkle – samt på Gasolins ’amagerkanske’ album ”What A Lemon” i 1976 – og siden er hans fotos blevet brugt på en lang række arkivudgivelser med Bob Dylan og Simon & Garfunkel.

I 2013 udkom et stort udvalg af hans billeder i bogen ”Keeping Time: The Photographs of Don Hunstein”, med tekst af Jon Pareles.

Keeping Time, The Photographs of Don Hunstein, 2013, book

Hunstein holdt op hos Columbia i 1986, da selskabet nedlagde deres fotoafdeling, og han arbejdede sidenhen freelance. Hans familie oplyser, at han døde den 18. marts 2017, efter en årelang kamp med sygdommen Alzheimer.