Tag: Marilyn Monroe

Stella Stevens, som spillede sammen med Elvis i ‘Girls! Girls! Girls!’, er død, 84 år

af Karsten Jørgensen

Stella Stevens, en amerikansk skuespiller, der var mest kendt for sine roller i film som ”The Nutty Professor” og Elvis Presley-komedien ”Girls! Girls! Girls!”, er død efter en længere kamp med sygdommen Alzheimer. Hun døde den 17. februar på et hospice i Los Angeles, 84 år.

Stella Stevens

Hun var født Estelle Caro Eggleston i Yazoo City, Mississippi, den 1. oktober 1938, men flyttede som 4-årig med sin familie til Memphis, hvor hun voksede op.

Hun giftede sig med klassekammeraten og elektrikeren Noble Herman Stephens i december 1954, kort efter hun fyldte 16. Hun fødte sønnen Andrew få måneder senere, og var skilt igen som 17-årig. Herefter begyndte hun en karriere som model og skuespiller, hvor hun ændrede efternavnet fra Stephens til Stevens.

Stella Stevens fik sin første succes som skuespiller i en teateropførelse af ”Bus Stop”, filmen fra 1956, som havde Marilyn Monroe i hovedrollen. Hun fik gode anmeldelser, og det førte kort tid senere til en kontrakt med filmselskabet 20th Century Fox i Hollywood, der markedsførte hende som et sexsymbol, fremfor som skuespiller. Hun fik sin debut i filmen ”Say One For Me” fra 1959, hvor hun spillede sammen med Bing Crosby og Debbie Reynolds, og vandt året efter en Golden Globe som årets nye stjerne.

Stella Stevens

På trods af dette, droppede 20th Century Fox hende, hvorefter hun indgik en ny kontrakt med Paramount. Imellemtiden var hun i januar 1960 folde-ud pige i Playboy, noget hun forgæves havde prøvet at stoppe, da hun foretrak en karriere som seriøs skuespiller. Alligevel optrådte hun to gange senere i Playboy, i 1965 og 1968, og var i 1998 nr. 27 på magasinets liste over ”100 Sexiest Stars of the 20th Century”. Og prædikatet som ’sex-killing’ forfulgte hende gennem resten af hendes karriere.

I de følgende år medvirkede hun bl.a. i ”Girls! Girls! Girls!”, 1962, sammen med Elvis Presley, ”The Nutty Professor” med Jerry Lewis i 1963, og ”The Silencers” og ”How To Save A Marriage and Ruin Your Life” med Dean Martin i henholdsvis 1966 og 1968.

I 1970’erne og 1980’erne arbejdede Stella Stevens primært i tv-serier, bl.a. ”Murder She Wrote”, ”Magnum, P.I.” og ”The Love Boat”, med en væsentlig undtagelse i katastrofefilmen ”The Poseidon Adventure” fra 1972, som var en af det års populæreste film. Hun instruerede også to film, ”The American Heroine” i 1979 og ”The Ranch” i 1989, og havde sin sidste filmrolle i ”Megaconda” fra 2010.

Stella Stevens og Jerry Lewis i ‘The Nutty Professor’

Senere i livet sagde Stella Stevens, at hun kun fortrød to ting. Den ene var jobbet som folde-ud pige i Playboy og den anden var rollen som cabaretsangeren Robin i Elvis-filmen ”Girls! Girls! Girls!”. Det første undskyldte hun med, at 20th Century Fox havde droppet hende og ”jeg havde et barn at forsørge”. Det andet gjorde hun kun, fordi hun var bundet af sin kontrakt med Paramount.

Hun erindrede mange år senere, at hun læste manuskriptet til ”Girls! Girls! Girls!” og tænkte, ”Sikke noget lort”, og hævdede, at hun aldrig havde set den færdige version af filmen. Elvis Presley gjorde heller ikke noget større indtryk på hende, og hun beskrev ham som en mand der ”blandede sine drinks med et helt batteri af piller”.

Stella Stevens med Elvis i ‘Girls! Girls! Girls!’

Stella Stevens giftede sig aldrig igen, men var fra 1983 i et forhold med guitaristen og produceren Bob Kulick, indtil dennes død i maj 2020. Kulick arbejdede sammen med bl.a. Meat Loaf, Lou Reed og Diana Ross, og var bror til Bruce Kulick, guitarist i gruppen Kiss.

Stella Stevens medvirkede i mere end 135 film og tv-serier, ofte af svingende kvalitet, og efterlader sig sønnen Andrew Stevens, som er filmproducer, samt tre børnebørn.