Tag: Paul Simon

Tillykke til Art Garfunkel – 80 år idag

af Karsten Jørgensen

Tillykke til sangeren og skuespilleren Art Garfunkel, som blev født i Forest Hills i New York-bydelen Queens den 5. november 1941.

Efter årene sammen med barndomsvennen Paul Simon i først duoen Tom & Jerry og senere som Simon & Garfunkel, har Garfunkel haft en succesfuld solokarriere, med hits som bl.a. “I Only Have Eyes For You”, 1975, og “Bright Eyes”, 1978. Sideløbende har han også haft en karriere som skuespiller.

Tom & Jerry sidst i 1950’erne – Garfunkel til venstre

Simon & Garfunkel, sidst i 1960’erne

Ved Grammy-uddelingen i 1975, fra venstre: David Bowie, Art Garfunkel, Paul Simon, Yoko Ono og John Lennon

Art Garfunkels seneste studiealbum var “Some Enchanted Evening” fra 2007.

Tillykke til Paul Simon – 80 år

Et forsinket tillykke til sangeren og sangskriveren Paul Simon, som blev født i Queens, New York City, den 13. oktober 1941.

Efter en årrække i partnerskab med barndomsvennen Art Garfunkel i først Tom & Jerry og derefter Simon & Garfunkel, har Paul Simon siden 1971 haft en succesfuld solokarriere.

Tom & Jerry (Paul Simon til højre) i slutningen af 1950’erne

Simon & Garfunkel sidst i 1960’erne

Blandt hans største hits er “The Sound of Silence”, “Mrs. Robinson”, “Bridge Over Troubled Water”, “Still Crazy After All These Years” og “Graceland”.

 

Bruce Springsteen og Paul Simon spiller i Central Park

af Karsten Jørgensen

I forbindelse med, at millionbyen New York genåbner kulturelt efter den lange coronapause, har bystyret annonceret en stor udendørskoncert i Central Park, som ligger på Manhattan.

En endelig dato for koncerten er endnu ikke fastsat, men tidligere har den 21. august været på tale som en mulighed.

Ved den omtalte koncert vil der være optræden af Bruce Springsteen, Paul Simon og rhythm’n’blues-sangeren Jennifer Hudson.

Paul Simon og Bruce Springsteen

Paul Simon har tidligere optrådt i Central Park, både i 1982 som en del af duoen Simon & Garfunkel foran et publikum på godt en halv million mennesker, og igen som solist ti år senere. Paul Simon, der fylder 80 senere i år, trak sig tilbage fra turnelivet i 2018, men har sagt, at han stadig vil optræde ved udvalgte begivenheder.

Bruce Springsteen genoptog i sidste måned sit show ”Springsteen On Broadway”, der forventes at fortsætte indtil den 4. september, og det forlyder, at hans optræden ved koncerten i Central Park vil omfatte en duet med Patti Smith (som havde et hit med Springsteen-kompositionen ”Because The Night” i 1978) – et rygte, som endnu ikke er bekræftet.

Ny live-EP med Simon & Garfunkel

af Karsten Jørgensen

I anledning af 50 året for udgivelsen af det legendariske album ”Bridge Over Troubled Water” med Simon & Garfunkel, udsender duoen nu en EP, ”Live At Carnegie Hall 1969”, dog kun til streaming, med live-versioner af fire sange, som var med på den berømte plade: ”So Long, Frank Lloyd Wright”, ”The Boxer”, ”Song For The Asking” og titelsangen ”Bridge Over Troubled Water”.

Alle fire sange er optaget i Carnegie Hall den 27. november 1969. En anden sang fra samme aften, ”At The Zoo”, blev i 2008 udgivet på albummet ”Live 1969”, men udgivelsen af de fire sange på EP kan muligvis være en trailer for et album med alle sangene fra den pågældende aften i Carnegie Hall, hvor de spillede for en udsolgt sal. Det samme gjorde de aftenen efter, og det var lidt af en præstation, da The Rolling Stones samtidig spillede i Madison Square Garden lige i nærheden.

LP’en ”Bridge Over Troubled Water” blev oprindelig udsendt den 26. januar 1970, og blev årets bedst solgte album. Det lå nr. 1 på hitlisterne i ti forskellige lande, og gav duoen seks Grammy’er det følgende år, bl.a. som ”Album of the Year”, ”Record of the Year” og ”Song of the Year”.

Kort tid efter udgivelsen gik duoen hvert til sit. Siden har Simon udsendt 14 studieplader, Art Garfunkel 10, og duoen er med jævne mellemrum blevet gendannet, dog kun på scenen. Sidst parret optrådte sammen var ved en koncert på New Orleans Jazz & Heritage Festival i april 2010.

Til spørgsmålet om hvorvidt duoen kunne finde på at blive gendannet igen, sagde Paul Simon til Rolling Stone i 2016: ”Det er helt udelukket. Vi er ikke engang på talefod med hinanden!”

Ny bog om Paul Simon

af Karsten Jørgensen

Fredag den 26. oktober udsender forlaget Klim min nyeste bog og den 14. i rækken siden 1979.

”Paul Simon – en biografi”, på 277 sider, fortæller historien om sangskriver og sanger Paul Simon, som har gjort sig gældende på den internationale musikscene siden 1964.

PS_T_Forside

Gennem seks årtier har Paul Simon igen og igen sat sit aftryk i populærmusikken, og efter flere kommercielle op- og nedture er han forblevet en væsentlig del af popmusikkens øverste elite.

Hans publikum spænder over mange generationer, og alle har en favoritperiode i hans karriere. For nogle er det det legendariske samarbejde med Art Garfunkel i 1960’erne, der begyndte med sange som ”The Sound Of Silence” og ”Mrs. Robinson”, og toppede med mesterværket ‘Bridge Over Troubled Water’, det ultimative højdepunkt.

Andre sværger til pladerne fra 1970’erne, hvor solisten Paul Simon var med til at definere singer-songwriter begrebet. En periode kendetegnet af musikalsk nysgerrighed, hvor han dyrkede perfektionen i lyd og produktion på sange som ”American Tune” og ”Still Crazy After All These Years”, og gang på gang gik forrest i udforskningen af musik fra alle hjørner af den tredje verden.

Eller i 1980’erne, hvor kærligheden til og engagementet i sydafrikansk musik resulterede i det banebrydende album ’Graceland’, som overskred barrieren af politisk korrekthed og blev en musikalsk triumf, der spredte sig som ringe i vandet.

I de følgende årtier fortsatte Paul Simon med at eksperimentere, og har haft succesrige samarbejder med bl.a. avantgardemusikeren Brian Eno og den italienske producer og dj Clap! Clap!, sidstnævnte på albummet ‘Stranger To Stranger’, der indeholder elementer fra alle hans perioder og kan ses som et musikalsk kalejdoskop over en karriere, som aldrig har stagneret.

Indimellem har der været mindre heldige ekskursioner i filmmediet med ’One-Trick Pony’, og musicalen ‘The Capeman’ var også mere en personlig triumf end en anmeldersucces. I næsten alle årtier har der været succesrige, men anstrengte genforeninger af Simon & Garfunkel på scenen, men ikke i pladestudiet.

Men uanset succes eller ej, har Paul Simon som kunstner altid haft modet til at udforske nye områder, og ofte med så stor succes, at det har aftvunget generel respekt fra både musikerkolleger, publikum og anmeldere.

Bogen følger Paul Simons karriere helt til dørs og slutter med farvel-turneen ’Homeward Bound’, som bragte Simon til Royal Arena i juli 2018, og det helt nye album ’In The Blue Light’, som udkom i september.

Søndag den 28. oktober kl. 14:30 er jeg på Rød Scene på årets Bog Forum i Bella Centret, hvor jeg interviewes af journalist René Gummer og fortæller om både den nye bog og om Paul Simons karriere.