Tag: Suresh Joshi

Hidtil ukendt sang med to beatler fundet

af Karsten Jørgensen

En hidtil ukendt sang, hvor beatlerne George Harrison og Ringo Starr medvirker på henholdsvis guitar og trommer, er fundet under oprydning på et loft i et hus i Birmingham.

Sangen, ”Radhe Shaam”, skrevet og produceret af journalisten og radioværten Suresh Joshi i 1968, blev fundet i den 75-åriges hjem, da en ven var på besøg under pandemien.

Suresh Joshi var én nær ven af George Harrison, og var den, der introducerede beatlen for den indiske sitarspiller Ravi Shankar, som derefter underviste Harrison i at spille sitar.

Ringo Starr og Suresh Joshi i 1968

Det var mens Joshi i 1968 arbejdede på en dokumentarfilm, ”East Meets West”, at Harrison og Ringo Starr lagde vejen forbi optagelserne i Trident Studios i Soho i London, og tilbød at spille guitar og trommer på den psykedeliske sang, som var skrevet til filmen.

De to beatler holdt i øvrigt pause fra en session med The Beatles, som indspillede deres kommende kæmpehit ”Hey Jude” i et andet studie i bygningen.

”Radhe Shaam”, som også har bidrag fra en anden indisk musiker, Aashish Khan, blev imidlertid aldrig udsendt, og først under pandemien kom Joshi i tanker om det uudgivne nummer, og insisterede på, at han og vennen Deepak Pathak skulle lede efter det oprindelige bånd.

De fandt det i en kasse på loftet, og efter produceren Suraj Shinh havde finpudset lyden, blev det spillet for et lille, inviteret publikum på hundrede mennesker på Liverpools Beatles Museum.

Suresh Joshi på Beatles Museum, Liverpool, 2021

Planen er nu at udsende sangen på plade og forære et eventuelt overskud væk til velgørenhed.