Tag: The Cavern Club

The Cavern Club synger måske på sidste vers

af Karsten Jørgensen

Den legendariske Cavern Club i Liverpool, som i årevis bogstavelig talt var The Beatles’ andet hjem, er i fare for at bukke under for den verdensomspændende coronaepidemi, som har tvunget koncertsteder og klubber til at holde helt lukket, eller i bedste fald, at køre på halv kraft, siden foråret.

The Cavern Club, indgangen i Mathew Street

Under hele epidemien har The Cavern Club i Liverpool haft et underskud på omkring 30.000 £ om ugen, og det har tæret på egenkapitalen, som nu er ved at være i bund og truer med at tvinge klubben til at lukke helt.

Direktøren for The Cavern, Bill Heckle, oplyser, at klubben allerede har fyret 20 medarbejdere og at yderligere 20 jobs er i fare i den nærmeste fremtid.

”Allerede for flere år siden besluttede vi, at opspare en kapital, så vi kunne modstå regnvejrsdage”, siger Heckle og tilføjer ironisk: ”Vi forventede selvfølgelig ikke en tordenstorm! Og de 1,4 millioner £, vi havde i banken, er nu halveret”.

The Cavern Club, interiør

Om The Cavern Club overlever coronakrisen afhænger nu af regeringens hjælpepakke til kulturlivet, som fokuserer på at hjælpe sunde virksomheder med at komme gennem krisen.

Fra 27. august til 1. september afholdt The Cavern en virtuel ’Beatles-uge’, hvor et reduceret publikum kunne se pre-indspillede koncerter med Beatles-kopibands.

”Vi kommer ikke til at tjene noget på det”, sagde Bill Heckle. ”Formålet med det var udelukkende, at minde folk om, at vi er her, og det eneste vi stræber efter er, at komme ud på den anden side med skinnet på næsen”.

The Beatles i The Cavern Club, mens Pete Best, i forgrunden, stadig var medlem, 1961

Omkring 800.000 besøger årligt den berømte kælderklub i Mathew Street i Liverpools centrum, hvor The Beatles optrådte 292 gange fra 1961 til den sidste koncert 3. august 1963. Senere har også The Rolling Stones, David Bowie, Stevie Wonder og Paul McCartney som solist boltret sig på scenen i The Cavern.

The Cavern åbnede oprindelig i 1957 som en jazzklub, og bestod indtil 1973, da klubben blev revet ned. Den blev siden genopført med mange af de oprindelige mursten, på den modsatte side af gaden, og åbnede igen den 26. april 1984.

Liverpools borgmester, Joe Anderson, siger at byrådet gør hvad de kan, for at finde en løsning i den nuværende situation, og tilføjer, at ”udsigten til at miste et nationalt klenodie som The Cavern er et skrækkeligt scenarie”.

The Beatles i The Cavern, 5. september 1962, nu med Ringo Starr bag trommerne