Brian Wilson sagsøgt af sin eks-kone

af Karsten Jørgensen

Brian Wilsons forhenværende hustru, Marilyn Wilson-Rutherford, har sagsøgt sin eks-mand ved retten i Los Angeles, med et krav på 6,7 millioner dollar, som hun mener at være blevet snydt for.

Marilyn Wilson-Rutherford

Sagen omhandler Brian Wilsons salg af sine musikrettigheder til Universal Music Publishing Group sidste år, for et anslået beløb på 32 millioner dollar, plus yderligere 19 millioner for den såkaldte ”fremtidsret”.

”Fremtidsretten” er en bestemmelse i amerikansk copyright-lovgivning, indført i 1976, som automatisk tilbagegiver sangrettigheder til komponisten, 35 år efter han har solgt sine værker.

I anklageskriftet påstår Marilyn Wilson-Rutherford, at hun ganske rigtigt fik 11 millioner dollar fra hovedsalget, men ikke modtog 6,7 millioner fra salget af ”fremtidsretten”.

Endvidere påstår hun, at hun i december blev tilbudt 3,3 millioner dollar ”for at lukke salget”, men i anklageskriftet hævder Marilyn, at det skyldige beløb er nærmere det dobbelte.

Brian Wilson og Marilyn, da de stadig var gift

Parret Brian og Marilyn Wilson var gift fra 1964 til 1978, og efter skilsmissen var de fælles om ejerskabet af godt 170 Brian Wilsons kompositioner, bl.a. ”California Girls”, ”God Only Knows”, ”Wouldn’t It Be Nice” og ”Good Vibrations”, og den aktuelle retssag omhandler kun de sange, som Brian Wilson skrev i perioden inden deres skilsmisse.

Brian Wilsons salg af sine sangrettigheder kom i kølvandet på adskillige andre handler, hvor folk som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Neil Young og Stevie Nicks afhændede deres sangkataloger for svimlende summer.

Start a Conversation

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.