af Karsten Jørgensen
I øjeblikket er stadionet Candlestick Park i San Francisco under nedrivning, og endnu et vigtigt stykke Beatles-historie er ved at forsvinde.
Candlestick Park blev opført fra 1958 og åbnede den 12. april 1960, hvor daværende vicepræsident Richard Nixon kastede åbningsbolden i den første baseballkamp. Siden har stadionet været hjemmebane for baseballholdet San Francisco Giants indtil 2000, og for fodboldholdet San Francisco 49ers siden 1971.
The Beatles gav deres sidste offentlige koncert i Candlestick Park den 29. august 1966, og spillede 11 sange, heriblandt deres nye single ”Paperback Writer”, i løbet af knap 33 minutter. På det tidspunkt havde stadionet en publikumskapacitet på 42.500, men overraskende nok havde The Beatles kun formået at sælge godt 25.000 billetter til en pris af mellem 4,5 og 6,5 $. The Beatles’ honorar for koncerten var ca. 90.000 $, mens bystyret i San Francisco fik 15.000 $, og facit var, at arrangøren faktisk kom ud af arrangementet med underskud.
Billet til den sidste Beatles-koncert
48 år senere, da det var besluttet at nedrive stadionet, vendte Paul McCartney tilbage, og lukkede og slukkede da han den 14. august 2014 optrådte ved det sidste arrangement i Candlestick Parks lange, glorværdige historie.
De første sæder blev demonteret i november 2014. Den egentlige nedrivning begyndte den 4. februar 2015, og når nedrivningen om kort tid er fuldført, bliver der opført et beboelseskompleks med underjordisk parkeringsanlæg, samt tilhørende butikscenter på området, som forventes at stå færdig i 2017.
Candlestick Park under nedrivning