George Harrisons storesøster, Louise Harrison Caldwell, er død, 91 år

af Karsten Jørgensen

George Harrisons storesøster, Louise Harrison Caldwell, som boede størstedelen af sit liv i USA, er død på et plejehjem i Sarasota i Florida, 91 år.

Louise blev født i Liverpool den 16. august 1931, som den ældste af en børneflok på fire. George var den yngste, født i 1943, og derimellem var der yderligere to drenge, Harry og Peter.

Louise giftede sig sidst i 1950’erne med en mineingeniør, Gordon Caldwell, som var amerikaner. Sammen flyttede de derefter til byen Benton i delstaten Illinois, hvor de fik to børn. Senere blev de skilt, hvorefter Louise flyttede til først Californien og senere til Missouri.

Da George Harrison i september 1963 besøgte hende i Benton, blev han den første af The Beatles, som satte fod på amerikansk jord. I England og resten af Europa var gruppen allerede det helt store navn, med hits som bl.a. ”Please Please Me” og ”She Loves Me”, men i USA, slog de først igennem et halvt år senere, i februar 1964, med singlen ”I Want To Hold Your Hand” og en sensationel optræden foran 73 millioner tv-seere på ”The Ed Sullivan Show”.

Louise Harrison med lillebror George Harrison

George rejste over til sin søster for at få lidt fred fra fanhysteriet i England. Han var i selskab med sin bror Peter og købte sin første Rickenbacker-guitar i Benton, hvor han også i al ubemærkethed optrådte sammen med et lokalt orkester, The Four Vests.

På trods af den fysiske afstand og Georges store succes med The Beatles og som solist, holdt de to søskende kontakten, selvom deres relation blev mere anspændt efter George i 1978 giftede sig med Olivia Arias og fik sønnen Dhani.

Alligevel begyndte George i 1980 at udbetale Louise et fast underhold på 2000 dollar pr. måned. Det var både af skattemæssige årsager, men også for at hans søster kunne leve anstændigt. ”Min egen økonomiske situation taget i betragtning, er der ingen grund til, at min søster skal mangle noget”, sagde George.

I midten af 1990’erne kom der en kurre på tråden mellem de to søskende, fordi Louise omdannede sit gamle hus på McCann Street nr. 113 i Benton, Illinois, til et bed & breakfast og kaldte det for A Hard Day’s Night. Og det følte George var et usmageligt forsøg på at prøve at udnytte hans navn og fortid i The Beatles.

Herefter havde Louise og George ingen kontakt før 2001, hvor Louise blev bekendt med sin lillebrors skrantende helbred, efter han havde fået konstateret og fjernet en kræftsvulst. Louise besøgte George på et hospital på Staten Island, hvor han var i behandling, og sad hos ham i to timer, hvor søster og bror blev forsonet. George døde fjorten dage senere, den 29. november 2001, i et hus i Beverly Hills, ejet af Paul McCartney.

Resten af sit liv deltog Louise Harrison ved Beatles Conventions, hvor hun fortalte om sit kendskab til både George og resten af The Beatles, og var manager for hyldestgruppen The Liverpool Legends.

I 2014 udsendte hun bogen ”My Kid Brother’s Band, a.k.a. The Beatles”.

Louise Harrison døde 29. januar 2023.

Start a Conversation

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.