Journalisten og forfatteren Jerry Hopkins er død, 82 år

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske journalist og forfatter Jerry Hopkins, som stod bag banebrydende biografier om bl.a. Elvis Presley og Jim Morrison, er død i sit hjem i Bangkok, Thailand, efter længere tids sygdom, 82 år gammel.

Jerry Hopkins, her sammen med Keith Moon fra The Who

Jerry Hopkins, t.h., her sammen med Keith Moon fra The Who

Hopkins blev født Elisha Gerald Hopkins i Camden, New Jersey, den 9. november 1935, og efter militærtjeneste begyndte han at skrive freelance for musikmagasinet Village Voice i slutningen af 1950’erne.

Senere var Jerry Hopkins en af de første skribenter i det respekterede magasin Rolling Stone, som trykte hans anmeldelse af en koncert med The Doors allerede i februar 1968.

Jerry Hopkins - Elvis, The Biography

Tre år senere, i 1971, udgav Hopkins den første seriøse biografi om Elvis Presley, ”Elvis: A Biography”, men indrømmede, at ingen kunstner i rockmusikken fascinerede ham så meget som The Doors-lederen Jim Morrison.

Det førte i 1980 til Morrison-biografien ”No One Here Gets Out Alive”, der først udkom efter at flere end 30 forlag havde afvist manuskriptet. Bogen blev en bestseller, og var i høj grad med til at popularisere rockbiografien som genre.

”Morrison var den mest fascinerende af alle rockstjernerne”, sagde Hopkins i et interview med L.A. Weekly i 2013. ”Morrison var interessant på et helt andet niveau, end alle de andre”.

Ti år senere købte Oliver Stone rettighederne til bogen og instruerede filmen ”The Doors”, baseret på Hopkins bog. Filmen havde premiere i 1991, men Jerry Hopkins havde blandede følelser for det færdige resultat.

”Primært fordi den var så en-sidet”, sagde han i 2007. ”Den viste Jim som et fordrukket fjols, men han var jo meget andet end det”.

 

Jerry Hopkins - Yoko Ono

Jerry Hopkins udgav 37 bøger, de fleste musikbøger: ”Elvis: The Final Years”, 1981, ”Hit & Run: The Jimi Hendrix Story”, 1983, ”Bowie”, 1985, ”Yoko Ono”, 1986, og mange andre.

Han var gift fire gange, senest med Lamyai siden 2003, som overlever ham. Det samme gør to børn fra et tidligere ægteskab, samt otte børnebørn.

Jerry Hopkins døde den 3. juni 2018.

Start a Conversation

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.