af Karsten Jørgensen
En hidtil ”glemt” film med Paul McCartney og Wings, optaget under gruppens første, europæiske turné i 1972, bliver den 21. januar vist i udvalgte biografer i USA, Canada, England og Australien – bl.a. New York, Los Angeles, London, Liverpool, Sydney og Montreal.
Filmen, ”The Bruce McMouse Show”, er delvis en koncertfilm og delvis en tegnefilm – en teknik, der ligner den Walt Disney brugte i ”Mary Poppins” – og handler om en animeret musefamilie, som bor under en scene, hvor Wings optræder.
Én af Paul McCartneys originale skitser
Filmen blev instrueret af Barry Chattington, efter en idé, McCartney fik, og musene blev tegnet af Eric Wylam. Både Paul og Linda, samt flere andre, lagde efterfølgende stemmer til medlemmerne af musefamilien, og optagelserne med Wings blev filmet i Holland og Tyskland.
Den endelige film var længe undervejs og blev først færdig i 1977, hvor den blev skrinlagt. Men sidste år i december blev den udsendt på dvd, som en del af bokssættet ”Wings 1971-73”, og nu bliver den også vist i udvalgte biografer, men kun én dag.
Den psykedelisk-inspirerede turnébus, Wings brugte under turneen i Europa i 1972