Tag: Rock And Roll Hall Of Fame

Robert Hunter, som skrev flere sange med Bob Dylan, er død, 78 år

af Karsten Jørgensen

Tekstforfatteren Robert Hunter, som er mest kendt for sit mangeårige samarbejde med Jerry Garcia og The Grateful Dead, er død, 78 år. Det oplyser familien, som 24. september skrev: ”Det er med stor sorg, at vi bekræfter, at vores elskede Robert Hunter gik bort i går aftes. Han døde fredfyldt hjemme i sin seng, omgivet af kærlighed…I denne stund skal vi fejre ham på den måde vi kender, ved at være sammen og lytte til musikken. Lad sangene fylde luften”.

Robert Hunter

Hans hustru gennem 37 år, Maureen, holdt ham i hånden, da han døde. Dødsårsagen er ikke oplyst.

”Til alle de fans, som har elsket hans tekster gennem så mange år, siger vi, at de skal vide, at hans ord stadig er iblandt os, og derfor er han på en måde ikke rigtig væk”, siger familien.

Robert Hunter blev oprindelig født med navnet Robert Burns i Californien i 1941, og han var 19 år, da han mødte den 18-årige Jerry Garcia i 1961. De to blev introduceret for hinanden af Garcias kæreste – som også var Hunters eks-kæreste – Diane Huntsburger.

Herefter spillede Robert mandolin og opretstående bas i Jerry Garcias første grupper, bl.a. i en duo som Bob & Jerry og en bluegrass-gruppe, Hart Valley Drifters, der dog hurtigt opløstes. Men venskabet varede ved.

Da Garcia dannede Grateful Dead, inviterede han Robert Hunter til at være med, men han valgte i stedet at gå på Stanford-universitetet, hvor han deltog i et statsfinancieret forsøgsprogram med både LSD og mescalin, og ifølge Robert, satte disse stoffer fart på hans lyst til at skrive tekster.

”Ordene hoppede bogstavelig talt ud af min underbevidsthed og lige ned på papirer”, sagde han.

Hunter sendte nogle af sine digte til Jerry Garcia, der satte musik til dem og gjorde ham til Grateful Deads primære tekstforfatter. Han skrev tekst til nogle af gruppens mest berømte sange – ”Dark Star”, ”Truckin’”, ”Box Of Rain”, ”Sugar Magnolia”, ”Friend Of The Devil” og deres største hit ”Touch Of Grey”.

Hunters tekster var fulde af drømmeagtige, psykedeliske billeder, og var tilpas vage og tvetydige til, at gruppens fans kunne fascineres af dem og fortolke dem. Han forbød også gruppen at trykke hans tekster på pladeomslagene. ”Folk kunne få meninger ud af det, de hørte forkert, og på den måde kunne de selv være med i teksterne”, sagde han.

Hunter gav næsten aldrig interviews – ikke fordi han ikke brød sig om journalister, snarere var det et udtryk for forfængelighed. ”Der skal jo være et godt billede, og jeg bliver ikke særlig god på billeder”, sagde han til Rolling Stone i 2013. ”Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er grim, eller om det er kameraet, som ikke kan li’ mig”.

Robert Hunter, t.v., sammen med Jerry Garcia

Selvom Hunter spillede både mandolin, guitar, violin, cello og trompet, optrådte han aldrig med Grateful Dead. I stedet skrev han sange til dem i en periode på 30 år, der sluttede med Jerry Garcias død i 1995.

Efter Jerry Garcia døde, arbejdede Hunter sammen med en stribe andre musikere, bl.a. Elvis Costello, Bruce Hornsby, Little Feat og i særdeleshed Bob Dylan, som han allerede i 1988 havde arbejdet sammen med på to sange, ”Silvio” og ”Ugliest Girl In The World”, der udsendtes på albummet ”Down In The Groove”.

Senere skrev han alle teksterne, undtagen én, på Dylan-albummet ”Together Through Life”, 2009, samt sangen ”Duquesne Whistle” på ”Tempest”, 2012.

Robert Hunter udsendte mere end ti soloplader, den første, ”Tales of the Great Rum Runners”, allerede i 1974, sideløbende med samarbejdet med Grateful Dead. Han udgav også bøger med sine sangtekster, samt digte og oversættelser af Rainer Maria Rilke, og bliver betragtet som en af rockmusikkens mest ambitiøse poeter.

”Hunter talte til sin generation ligesom Dylan”, sagde Mike Campbell fra The Heartbreakers, da Grateful Dead i 1994 blev optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, hvor Hunter også blev indlemmet i logen på lige fod med de øvrige medlemmer. Elleve år senere, i 2015, blev både Garcia og Hunter også optaget i Songwriter’s Hall Of Fame.

På Grateful Deads officielle hjemmeside skriver gruppens arkivist David Lemieux: ”Robert Hunter har været en ligeså vigtig del af The Grateful Dead, som dem, der indspillede musikken, der ledsagede hans ord, og dem, der gik ind på scenen og gav ordene liv”.

Robert Hunter døde i sit hjem i San Rafael i Californien den 23. september 2019, og efterlader sig hustruen Maureen, samt tre børn Kate, Charlotte og Jess.

Denny Laine alligevel i Rock And Roll Hall Of Fame

af Karsten Jørgensen

Da det den 11. december blev offentliggjort, at fem kunstnere/grupper ville blive optaget i Rock And Roll Hall Of Fame i Cleveland den 14. april 2018, herunder den engelske rockgruppe The Moody Blues, var Denny Laine, tidligt medlem af gruppen før de i 1967 skiftede til at lave mere storladen symfonisk rock, blandet op med psykedeliske elementer, ikke blandt de medlemmer, som ville få æren.

Denny Laine, 2017

Denny Laine i 2017

Men senere, på foranledning af både Steve Van Zandt og Peter Asher, der begge er med i Rock-hallens bestyrelse, er Denny Laines navn blevet føjet til de øvrige medlemmer af The Moody Blues – Graeme Edge, Justin Hayward, John Lodge, Mike Pinder og Ray Thomas.

Denny Laine var sanger og guitarist i The Moody Blues fra 1964 til 1966, og var i front på deres første hit, ”Go Now”, der blev nr. 1 på den engelske single-hitliste i 1964.

Denny Laine, th, med the Moody Blues, 1965

The Moody Blues i 1965 – Denny Laine t.h.

Før The Moody Blues var Laine leder af sin egen gruppe, Denny & The Diplomats, og senere var han både solist og med i grupper som Electric String Band, Balls og Ginger Baker’s Air Force, før han i 1971 blev guitarist i Wings, den gruppe Paul McCartney dannede efter bruddet i The Beatles.

Denny Laine var med i alle årene i Wings, indtil 1981, hvor gruppen gik i opløsning efter McCartneys arrestation i Tokyo for forsøg på indsmugling af marijuana. Siden har Denny Laine primært været solist og bosiddende i USA.

Da det den 16. december stod klart, at Laine også ville blive optaget i Rock And Roll Hall Of Fame var han begejstret.

”Jeg syntes resten af bandet fortjente det, på grund af al deres arbejde og popularitet”, sagde Laine til Billboard. ”Jeg er stor fan af deres musik, og jeg er naturligvis glad for, at jeg også bliver optaget. Det er en ære, og jeg synes, jeg er en lille del af deres historie”.

Om chancerne for at Wings også bliver optaget i Rock And Roll Hall Of Fame er Laine skeptisk.

”Det var jo ikke et rigtigt band. Det var bare Paul McCartney og en backinggruppe”, siger Laine. ”Så helt ærligt, så tror jeg ikke, der er de helt store chancer for, at Wings bliver optaget”.

Denny Laine, i Wings, med Linda og Paul McCartney

Wings – Linda McCartney, Paul McCartney, Denny Laine

‘Den femte beatle’, produceren George Martin er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Manden, der producerede alle Beatles-pladerne fra 1962 til 1970, døde tirsdag, 90 år gammel, og selvom han i sin lange karriere arbejdede med et utal af kunstnere i mange forskellige genrer, så vil han for altid fortrinsvis blive husket for sit visionære og loyale samarbejde med John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, der vendte op og ned på alle populærmusikkens konventioner. Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.

Photo of George Martin

George Martin som ung

Titlen ’Den femte beatle’ er for længst blevet et begreb i popmusikken, og gennem tiderne har mange mennesker flygtigt solet sig i den berømmelse der fulgte med, når de af medierne blev udnævnt til ’Den femte beatle’. Det gjaldt bl.a. manageren Brian Epstein, reservetrommeslageren Jimmy Nicol og pianisten Billy Preston, mens andre var døde, før begrebet opstod (Stuart Sutcliffe). For andre igen, først og fremmest Pete Best, var kælenavnet kun årsag til smerte og bitterhed.

Men én person har dog haft et lykkeligt forhold til begrebet og samtidig haft så stor indflydelse på The Beatles’ musik, at hvis man nødvendigvis skal hæfte titlen på nogen, må det være produceren George Martin, som stod last og brast med gruppen gennem hele dens karriere i 1960’erne.

Da George Martin i 1997, som 71-årig, meddelte at han ville trække sig tilbage for at nyde sit otium, var der alvor i beslutningen. Han havde tidligere kommet med lignende udtalelser, men den megen musik havde næsten gjort Martin døv, og samtidig var der naturligvis også en vis symbolik i, at hans sidste værker som aktiv producer dels var verdens dengang mest solgte single nogensinde, nemlig ”Candle In The Wind”, som Elton John nyfortolkede til minde om netop afdøde prinsesse Diana. Singlen solgte mere end 37 mill. eksemplarer.

Som underlægningsmusik til sin absolutte svanesang havde George Martin selvfølgelig valgt The Beatles, og i midten af marts 1998 udkom albummet ”In My Life”, hvor tekst og musik var af John Lennon og Paul McCartney, fortolket af en skønsom blanding af kunstnere, spændende fra Goldie Hawn og Sean Connery til Phil Collins og Celine Dion.

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers, 1961

George Martin adskilte sig markant fra alle de andre engelske pladeproducere i 1960’erne, som enten var jævnaldrende med eller yngre end de popstjerner de producerede. Martin var betydeligt ældre, idet han allerede før rock and roll-æraen havde etableret sig i pladebranchen, både som producer, komponist og musiker.

George Martin blev født 3. januar 1926 i Highbury, London, og begyndte tidligt at spille klaver. Under 2. verdenskrigs sidste år gjorde han tjeneste ved Royal Air Force, førend han i 1945 blev optaget på musikkonservatoriet i Guildhall, hvor han fik en klassisk uddannelse. Senere arbejdede han freelance med obo som speciale, og blev samtidig ansat i musikafdelingen ved den engelske statsradio BBC.

Men det første skridt på den kurs, som førte fremad til Martins egentlige mission, nemlig som producer, blev taget i november 1950, da han blev ansat på pladeselskabet Parlophone som assistent og medhjælp for selskabets daværende direktør Oscar Preuss.

Parlophone var, og er stadig, en selvstændig underafdeling i EMI/Universal-koncernen, og Martins arbejde bestod i, at finde talenter og deres materiale, at booke studier, hyre musikere og sørge for, at det alt sammen blev betalt. Men bortset fra enkelte succeser, førte Parlophone i 1950’erne en henslumrende tilværelse, som ikke forbedredes væsentligt, da George Martin i 1955 overtog chefstolen.

Blandt de mere populære udgivelser var såkaldte ’comedy’-plader med folk som Peter Sellers, Spike Milligan og Bernard Cribbins, mens resten var en ujævn blanding af klassisk, skotsk folkemusik og big bands. Én af de helt store succeser var singlen ”Goodness, Gracious Me” fra 1961 med Peter Sellers og Sophia Loren, som Martin producerede.

Modsat andre afdelinger i EMI, f.eks. Columbia og HMV, som udsendte amerikanske plader i England, deriblandt den lukrative rock and roll, havde Parlophone ingen udenlandske licenser, og overlevede derfor udelukkende af det talent, som George Martin selv opdagede. Og desuden skal man huske på, at pladeindustrien i 1950’ernes England endnu ikke havde antaget de dimensioner af storindustri, den har i dag. ”Hvis man solgte 1500 plader, var man på vej til et gennembrud, og hvis man solgte 3000 var det et hit”, har George Martin senere sagt.

George Martin i studiet med The Beatles

George Martin i pladestudiet med The Beatles

Historien har sidenhen fremstillet George Martin som den store velynder, der generøst gav de upolerede Beatles en chance, da alle andre havde sagt nej tak. Men helt så eventyrligt var det ikke.

Realiteterne var faktisk, at Parlophone havde udvist så sløje resultater, at EMI’s ledelse alvorligt overvejede at nedlægge selskabet, og Martin ville derfor miste sit job. I betragtning af de fremtidsudsigter, kan man godt sige, at George Martin ikke løb nogen risiko. Snarere tværtimod. The Beatles var hans sidste chance, og denne desperation skinner da også klart igennem i hans senere beskrivelse af gruppen.

”Jeg var mere fascineret af dem som personligheder end som musikere. Der var bestemt ingen tegn på, at de kunne skrive de nødvendige hits, men jeg var overbevist om, at jeg havde en succes på hænderne, hvis jeg kunne finde de rigtige sange til dem”.

Om John Lennon og Paul McCartney som sangskrivere, havde han heller ikke for store tanker, og om The Beatles’ første single ”Love Me Do” fra oktober 1962, sagde George Martin: ”Den var det bedste de havde skrevet, og jeg syntes den var pokkers elendig”.

Én af de første ting Martin gjorde, var fundamentalt at ændre sammensætningen i The Beatles, som indtil mødet med produceren bestod af Lennon, McCartney, George Harrison og trommeslageren Pete Best.

”Jeg kunne godt li’ dem, men deres trommeslager var det svage led”, sagde Martin senere. ”Da jeg skrev kontrakt med dem, fortalte jeg deres manager Brian Epstein, at jeg ikke ville bruge Pete Best. Bevares, han så godt ud og sagde meget lidt, men trommerne duede han ikke til”.

Altså blev Pete Best fyret og erstattet af Ringo Starr.

De tidlige Beatles-plader fra 1963-64 blev ikke produceret i ordets egentlige forstand. Der var to guitarister, bas og trommer, så det hele gav sig selv. George Martins funktion bestod i at komme med gode råd, foreslå tempoet, beslutte hvordan sangene skulle indledes og hvor soloerne skulle komme, og først med LP’en ”Rubber Soul” fra 1965 blev Martin uundværlig i den kreative proces, som manden der omsatte de uskolede beatlers fantasifulde idéer til virkelighed. Hans ypperste øjeblikke findes på den skelsættende plade ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fra 1967, der vendte op og ned på alle regler og principper i populærmusikken, og netop her nød The Beatles godt af, at George Martin havde lang erfaring i næsten alle musikalske genrer.

”Jeg tror ikke vi kunne have lavet det vi gjorde på ”Sgt. Pepper”, hvis ikke jeg oprindelig havde lavet alle de spøjse plader med Peter Sellers”.

Samarbejdet mellem George Martin og The Beatles fortsatte med stor succes indtil 1970, hvor det sluttede på den vemodige tone, som ”Let It Be” var, og herefter vendte alle fire beatler Martin ryggen, i forsøget på at ryste Beatles-uhyret af sig.

George Martin med Cilla Black, 1965

George Martin og sangerinden Cilla Black, som døde sidste år

Selvom George Martin fortsatte som The Beatles’ producer helt frem til opløsningen, så havde han dog allerede i 1965 forladt Parlophone, på grund af selskabets fedtede lønpolitik. Kort tid efter oprettede han sit eget pladestudie, AIR, med hovedkontor i London og, noget senere, en eksotisk filial på den caribiske ø Montserrat, der blev ødelagt af en orkan i 1989. Så Martin blev ikke arbejdsløs efter The Beatles.

Han fortsatte som producer for andre grupper og solister, men undgik bevidst de lange forhold. Gennem 1970’erne lavede han plader med så forskellige folk som America, Neil Sedaka, Gary Brooker, John McLaughlin, Jeff Beck og sågar Paul McCartney (”Live And Let Die” i 1973). Han holdt lav profil og blev, med hans egne ord, lidt kynisk i forhold til musikken.

”Jeg er holdt op med at producere ukendte kunstnere. Jeg spørger altid mig selv, om det er noget der vil sælge, for jeg vil helst lave succeser”.

I 1980’erne blev Martin og Paul McCartney genforenet på flere LP’er, bl.a. den smukke ”Tug Of War”, men indtil det store ”Anthology”-projekt i 1995, hvor han var producer på alle de gamle Beatles-sange, som blev fundet frem fra EMI’s arkiver, har hans kontakt til beatlerne været sporadisk.

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet, 1996

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet

George Martin, som i 1996 blev adlet for sin lange og store indsats i engelsk musik, så tilbage på sit engagement i Beatles-historien med stolthed, og var ikke bleg for at indrømme, at samarbejdet med beatlerne ikke kun handlede om musikalske ambitioner.

”Dengang i 1962 nærmede jeg mig 40, og jeg tror, at dét at arbejde sammen med mennesker som var 16-17 år yngre end jeg selv, var en måde at få den ungdom tilbage, jeg selv var gået glip af. Min opvækst blev jo afbrudt af krigen. Jeg var i hæren som 17-årig og gift, da jeg var 22”.

Men samtidig var han stolt over, at han i højeste grad var med til at ændre den retning moderne popumusik tog, både med og efter The Beatles.

”Pop var en parentes før The Beatles, men sammen skabte vi en slags nutidig klassisk musik, der var et spejlbillede af vores tid. Måske lyder det højttravende og patetisk i dag, men det var dét, vi troede på og stræbte mod dengang”.

I 1999 blev George Martin optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, og i 2006 arbejdede han sammen med sønnen på sit sidste Beatles-projekt, teaterproduktionen ”Love”, som blev opført af gruppen Cirque de Soleil i Las Vegas og samtidig udsendt på cd.

George Martin med sønnen Giles

George Martin med sønnen Giles

George Martin modtog i alt seks Grammy’er, og udsendte en stribe bøger, bl.a. ”All You Need Is Ears”, 1979, ”Summer Of Love: The Making Of Sgt. Pepper”, 1994, og selvbiografien ”Playback” i 2003.

Han efterlader sig hustruen Judy, samt fire børn – Alexis, Lucy, Gregory Paul og Giles.