Tag: Yoko Ono

John Lennons penthouse-lejlighed i New York til salg

af Karsten Jørgensen

En tre-etages penthouse-lejlighed på East 52 Street på Manhattan, New York, hvor John Lennon boede i næsten et år, mens han var separeret fra Yoko Ono fra 1973 til 1975, er udbudt til salg for 5,5 millioner dollar.

Lejligheden, som har en udendørs terrasse på 600 kvadratmeter, er indrettet i en bygning fra 1928, og indeholder fire soveværelser, fire badeværelser, samt en enorm dagligstue, et bibliotek og en stor spisestue, med plads til tyve personer.

Udsigten fra terrassen

John Lennon flyttede ind i lejligheden i juni 1974, mens han indspillede sit femte soloalbum ”Walls And Bridges”. Han var midt i sin såkaldte ”lost weekend”, en 18 måneders periode, hvor han boede sammen med sin amerikanskfødte, kinesiske elskerinde May Pang, der tidligere havde fungeret som hans og Yoko Onos personlige assistent.

John Lennon flyttede ud af lejligheden, da han i begyndelsen af 1975 blev genforenet med Yoko Ono, som han senere samme år fik sønnen Sean med.

Det var fra lejlighedens tagterrasse, at Lennon selv senere påstod, at han havde iagttaget en UFO.

Bob Gruens berømte billeder blev taget på tagterrassen

John Lennons 80-årsdag markeres

af Karsten Jørgensen

Efterhånden er det blevet en fast tradition, at nye udgivelser om og med John Lennon udsendes på hans fødselsdag den 9. oktober. Også i år udgives der både cd’er, film og bøger i den forbindelse, men det specielle i år er, at de nye udgivelser markerer, at John Lennon ville have været fyldt 80 år.

Fra officiel side udsendes dobbelt-albummet ”Gimme Some Truth: The Ultimate Mixes” den 9. oktober gennem Capitol og UMe. Albummet er, som titlen siger, blevet remixet af Paul Hicks, assisteret af Sam Gannon, og er produceret af Lennons enke og søn, Yoko Ono og Sean Lennon.

”Gimme Some Truth: The Ultimate Mixes” giver, med sine 36 sange, et vue over eks-beatlens solokarriere, med udvalgte singler og albumsange, og udsendes som sædvane er i flere forskellige konfigurationer, både en deluxe-udgave med 2 cd, 1 bluray og en 124-siders bog, som almindelig dobbelt-cd, som dobbelt LP og 4-dobbelt LP, samt digitalt.

Samtidig udsender pladeselskabet JEM Records et album med 13 cover-versioner af Johns sange, både fra hans tid i The Beatles og hans solokarriere. Sange som ”Jealous Guy”, ”No Reply”, ”Strawberry Fields Forever” og ”Power To The People” er indspillet af relativt ukendte bands som The Weeklings, The Grip Weeds, The Gold Needles og The Midnight Callers. Covernoterne er skrevet af musikhistorikeren Kenneth Womack, som op til fødselsdagen udgiver sin egen bog ”John Lennon 1980: The Last Days In The Life”.

Filminstruktøren Brian Grant har lavet dokumentarfilmen ”Lennon’s Last Weekend”, som handler om det sidste interview, Lennon gav før han blev skudt. BBC-journalisten Andy Peebles mødte John Lennon den 7. december 1980, dagen før mordet i New York, hvor han udspurgte eks-beatlen om bl.a. opløsningen af The Beatles og om det album, Lennon og Yoko Ono netop havde udsendt, ”Double Fantasy”.

”Lennon’s Last Weekend”, som varer omkring en time, bliver streamet på bl.a. det amerikanske Britbox-netværk fra begyndelsen af december.

Trackliste for ”Gimme Some Truth: The Ultimate Mixes”:
CD 1:
1 Instant Karma! (We All Shine On) (Ultimate Mix)
2 Cold Turkey (Ultimate Mix)
3 Working Class Hero (Ultimate Mix)
4 Isolation (Ultimate Mix)
5 Love (Ultimate Mix)
6 God (Ultimate Mix)
7 Power To The People (Ultimate Mix)
8 Imagine (Ultimate Mix)
9 Jealous Guy (Ultimate Mix)
10 Gimme Some Truth (Ultimate Mix)
11 Oh My Love (Ultimate Mix)
12 How Do You Sleep? (Ultimate Mix)
13 Oh Yoko! (Ultimate Mix)
14 Angela (Ultimate Mix)
15 Come Together (live) (Ultimate Mix)
16 Mind Games (Ultimate Mix)
17 Out The Blue (Ultimate Mix)
18 I Know (I Know) (Ultimate Mix)

CD 2:
1 Whatever Gets You Thru The Night (Ultimate Mix)
2 Bless You (Ultimate Mix)
3 #9 Dream (Ultimate Mix)
4 Steel And Glass (Ultimate Mix)
5 Stand By Me (Ultimate Mix)
6 Angel Baby (Ultimate Mix)
7 (Just Like) Starting Over (Ultimate Mix)
8 I’m Losing You (Ultimate Mix)
9 Beautiful Boy (Darling Boy) (Ultimate Mix)
10 Watching the Wheels (Ultimate Mix)
11 Woman (Ultimate Mix)
12 Dear Yoko (Ultimate Mix)
13 Every Man Has A Woman Who Loves Him (Ultimate Mix)
14 Nobody Told Me (Ultimate Mix)
15 I’m Stepping Out (Ultimate Mix)
16 Grow Old With Me (Ultimate Mix)
17 Happy Xmas (War Is Over) (Ultimate Mix)
18 Give Peace A Chance (Ultimate Mix)

Lennons morder nægtet løsladelse for 11. gang

af Karsten Jørgensen

For 11. gang har John Lennons morder, Mark David Chapman, fået afslag på sin anmodning om løsladelse.

Afslaget kom i onsdags fra fængselsmyndighederne i New York, hvor Chapman afsoner en livstidsdom i Wende Correctional Facility.

Igen er det en tungtvejende grund, at Lennons enke Yoko Ono modsætter sig en løsladelse, både fordi hun frygter for Lennons sønners sikkerhed, men også af hensyn til Chapmans egen sikkerhed, idet man frygter, at en Mark David Chapman på fri fod kan risikere at blive likvideret af vrede og hævntørstige Lennon-fans.

John Lennon signerer et pladeomslag til Mark David Chapman, t.h., få timer før mordet

Den samme frygt var også en væsentlig del af begrundelsen for, at Chapman i 2018 ligeledes fik afslag på sin ansøgning.

Dengang skrev udvalget bag prøveløsladelser bl.a.: ”Nogen vil måske forsøge eller lykkes med at skade dig, i vrede eller af hævn, eller af samme årsag, som du gjorde det samme mod John Lennon – for at blive berømt”.

Chapman modtager jævnligt besøg i fængslet af sin hustru, Gloria, som han blev gift med halvandet år før han begik mordet på John Lennon ved indgangen til Dakota-bygningen på Manhattan, i december 1980.

Chapman kan søge om løsladelse igen om to år, i august 2022, når han er 67 år.

En nyopdaget bille opkaldes efter The Beatles

af Karsten Jørgensen

Hollandske biologer har opdaget en ny billeart i Vondelpark nær Amsterdam, og da de er store fans af The Beatles, besluttede de at opkalde den nye bille efter deres idoler.

Så nu findes der officielt en billeart med navnet ’Ptomaphagus thebeatles’.

”Insekter bliver tit opkaldt efter berømte musikere”, siger en af biologerne, Joris Koene, som arbejder ved Vrije-universitetet. ”En flue er opkaldt efter Beyonce og fire arter af vandnymfer har fået navn efter alle medlemmerne af Queen. Mærkeligt nok, er en bille aldrig blevet opkaldt efter The Beatles, men det er der nu rådet bod på”.

Ifølge biologerne er den aktuelle coronakrise den direkte årsag til, at de overhovedet fandt den nye billeart, for normalt arrangerer de ekspeditioner til fjerne, eksotiske destinationer, men på grund af pandemien har de været tvunget til at arbejde mere lokalt.

The Beatles a.k.a. Billerne

Tilfældigvis ligger Vondelpark ikke langt fra Hilton Hotel, hvor John Lennon og Yoko Ono i 1969 iscenesatte deres berømte ’bed-in for peace’.

The Beatles samlet på nyt Ringo-album

af Karsten Jørgensen

Når 79-årige Ringo Starr den 25. oktober udsender sit 20. soloalbum, kan man teknisk set tale om en gendannelse af The Beatles, for en af sangene, ”Grow Old With Me”, har alle fire en andel i.

’Teknisk set’ skal tages meget bogstaveligt, da både John Lennon og George Harrison har været døde i mange år, og kun Ringo og Paul McCartney har fysisk været tilstede ved indspilningen af sangen. Men da ”Grow Old With Me” er skrevet af Lennon og et brudstykke af Harrisons ”Here Comes The Sun” høres i slutningen af sangen, kan man med god vilje sige, at alle fra The Beatles er med.

Ringos nye album, med titlen ”What’s My Name”, er indspillet i Roccabella West, Ringos hjemmestudie i Los Angeles, og foruden ”Grow Old With Me”, hvor Ringo på forskellig vis får assistance fra de øvrige beatler, er pladen lavet efter den gamle formel, som har fulgt ham gennem hele hans solokarriere: ’with a little help from my friends’.

Blandt de medvirkende musikere er Eagles-medlemmet og Ringos svoger Joe Walsh, Benmont Tench fra The Heartbreakers, Edgar Winter, Toto-guitaristen Steve Lukather og Richard Page fra Mr. Mister, der alle – undtagen Tench – på forskellige tidspunkter har været medlemmer af Ringos turné-band The All-Starr Band.

”Grow Old With Me” er en sang, John Lennon skrev og lavede en demo-version af under indspilningen af hans og Yoko Onos seneste album, ”Double Fantasy”, i 1980. Senere bad Ono Elton John om at gøre sangen færdig til udgivelse, men han afviste, og i 1984 udkom den originale demo, med klaver og rytmeboks, på det posthume album ”Milk And Honey”. I 1994 var ”Grow Old With Me” én af fire Lennon-sange, som de tre øvrige beatler overvejede at indspille til det store ”Anthology”-projekt, og i 1998 lavede produceren George Martin en orkestreret version af sangen, som blev udsendt på ”The John Lennon Anthology” bokssættet.

Det er derfor svært at tro på Ringo, når han hævder, at han slet ikke kendte til demo-versionen af ”Grow Old With Me”, før produceren Jack Douglas, som arbejdede på ”Double Fantasy”, spillede den for ham.

”Jack spurgte, om jeg havde hørt The Bermuda Tapes, Johns demoer fra den periode”, siger Ringo. ”Og jeg havde aldrig hørt om dem…Men jeg elskede denne sang med det samme, og jeg synger den, så godt jeg kan”.

”En anden god ting er, at jeg virkelig ønskede Paul skulle spille på den, og han sagde ja. Han spiller bas og synger lidt sammen med mig”.

”Så, på en måde er John med, jeg er med og Paul er med. Det er ikke bare et reklamestunt…Og strygerne, som Jack har arrangeret på sangen…Hvis man lytter godt efter, er der en bid fra Harrisons ’Here Comes The Sun’. Så på en måde er det os alle fire”.

Ringo og Paul McCartney har flere gange arbejdet sammen siden opløsningen af The Beatles, senest i 2017 på Ringos album ”Give More Love”. Og bortset fra ”Grow Old With Me”, er der også en anden reference til John Lennon. Ringo har indspillet en version af Barrett Strongs ”Money (That’s What I Want)”, en sang, som John Lennon plejede at synge i tiden med The Beatles, der i øvrigt udsendte deres egen udgave af sangen på albummet ”With The Beatles” i 1963.

”What’s My Name” udkommer på Roccabella/Universal Music Enterprises som både cd, vinyl og på blå vinyl i begrænset oplag.

Trackliste for ”What’s My Name”:

1. Gotta Get Up to Get Down
2. Its Not Love That You Want
3. Grow Old With Me
4. Magic
5. Money (That’s What I Want)
6. Better Days
7. Life Is Good
8. Thank God for Music
9. Send Love Spread Peace
10. What’s My Name