af Karsten Jørgensen
Da The Beatles gik i opløsning i april 1970, blev deres trommeslager ikke levnet store chancer for en musikalsk karriere uden intensiv hjælp fra kollegerne John Lennon, Paul McCartney og George Harrison.
Som bekendt gik det anderledes, og pladerne fra Ringo Starr er siden 1970 faldet drypvis, sideløbende med en flittig turnéaktivitet med backingbandet The All-Starr Band. Imorgen udsender Ringo endnu et album på Universal, det 19. som solist og det første siden ”Postcards From Paradise”, der udkom i 2015.
På albummet, med titlen ”Give More Love”, får Ringo hjælp fra en stribe venner, bl.a. Peter Frampton, Richard Marx, Glen Ballard, Edgar Winter, Dave Stewart, Steve Lukather, Don Was og Timothy B. Schmit fra The Eagles. Endvidere medvirker en anden Eagle, Joe Walsh, som i øvrigt er Ringos svoger, samt Paul McCartney, der spiller bas på numrene ”Show Me The Way” og ”We’re On The Road Again”.
Foruden ti nye sange, indeholder albummet også fire bonus-numre, som er genindspilninger af sange Ringo tidligere har udsendt – ”Back Off Boogaloo”, oprindelig en single i 1972, ”You Can’t Fight Lightning”, indspillet til 1981-albummet ”Stop And Smell The Roses”, ”Photograph” fra 1973 og ”Don’t Pass Me By”, oprindelig fra The Beatles hvide dobbelt-album fra 1968.
I kølvandet på udgivelsen drager Ringo og hans All-Starr Band igen på landevejen, og spiller bl.a. et otte-dages engagement på Planet Hollywood i Las Vegas.
Trackliste:
We’re On The Road Again
Laughable
Show Me The Way
Speed Of Sound
Standing Still
King Of The Kingdom
Electricity
So Wrong for So Long
Shake It Up
Give More Love
Bonus-numre:
Back Off Boogaloo
You Can’t Fight Lightning
Photograph
Don’t Pass Me By