Category: Nyhed

Willie Nelsons søn erstatter Nils Lofgren i Crazy Horse

af Karsten Jørgensen

Intet menneske kan være to steder på samme tid.

Det gælder også for guitaristen Nils Lofgren, som både er medlem af Neil Youngs backinggruppe Crazy Horse og Bruce Springsteens E Street Band.

Nils Lofgren, t.v., med Bruce Springsteen

Når Neil Young og Crazy Horse den 20. og 21. september spiller på The Roxy i Hollywood, Los Angeles, akkompagnerer Nils Lofgren samtidig ’The Boss’ ved en koncert i Columbus i Ohio, og derfor har Young meddelt sine fans, at Lofgren ved denne lejlighed bliver erstattet af Willie Nelsons søn, Micah Nelson.

Micah Nelson

Om Nils Lofgren senere vender tilbage som fast medlem af Crazy Horse er ikke oplyst.

Neil Youngs ‘Odeon Budokan’ livealbum udsendes på vinyl

af Karsten Jørgensen

Livealbummet ”Odeon Budokan” med Neil Young og Crazy Horse, optaget i marts 1976 i henholdsvis Hammersmith Odeon i London og Nippon Budokan Hall i Tokyo, blev oprindelig udsendt på cd, som en del af bokssættet ”Neil Young Archives Vol. II” i 2020.

Nu får albummet en selvstændig udgivelse på LP, når de ti sange, med bl.a. klassikere som ”Cowgirl in the Sand” og ”Cortez the Killer”, udsendes på 140 grams sort vinyl, via Reprise Records den 1. september.

Side 1 fra Hammersmith Odeon er Neil Young solo med akustisk guitar, mens Side 2 fra Budokan Hall i Tokyo, er elektrisk sammen med Crazy Horse. Det hele er produceret af David Briggs.

Trackliste for ”Odeon Budokan”:

Side 1:
The Old Laughing Lady
After The Gold Rush
Too Far Gone
Old Man
Stringman

Side 2:
Don’t Cry No Tears
Cowgirl In The Sand
Lotta Love
Drive Back
Cortez The Killer

Sangeren Billy J. Kramer fylder 80 år

af Karsten Jørgensen

I dag fylder den engelske sanger, Billy J. Kramer, som tidligt i sin karriere var tæt knyttet til The Beatles, 80 år.

Billy J. Kramer

Billy J. Kramer blev oprindelig født som William Howard Ashton i Bootle, Lancashire, den 19. august 1943, men efter mødet i begyndelsen af 1960’erne med The Beatles’ manager, Brian Epstein, ændrede han navn.

Kramer blev valgt helt tilfældigt efter et opslag i en telefonbog, mens J’et var John Lennons forslag.

Sammen med en gruppe fra Manchester, The Dakotas, og under navnet Billy J. Kramer & The Dakotas, havde gruppen i nogle år i begyndelsen af 1960’erne en stribe hitsange, hvoraf flere var skrevet af John Lennon og Paul McCartney.

Billy J. Kramer med backinggruppen The Dakotas

Blandt dem var ”I’ll Be On My Way”, ”Bad To Me” og ”From A Window”, som ikke var indspillet af The Beatles, mens andre som ”Do You Want To Know A Secret?” og ”I Call Your Name” allerede var indspillet af deres rivaler.

”Bad To Me” var et nr. 1-hit i England, ”Do You Want To Know A Secret?” blev nr. 2, men efter endnu et par hits, ”Little Children” (også nr. 1) og Bacharachs ”Trains And Boats And Planes”, i henholdsvis 1964 og 1965, var det slut med hitlisteplaceringer, og siden har Kramer haft en karriere i kabaret og på fjernsyn.

Singlen “Bad To Me”, med “I Call Your Name” på B-siden

I 2016 udsendte han sine erindringer i bogen ”Do You Want To Know A Secret”.

Komponisten Carl Davis, som arbejdede på McCartneys ‘Liverpool Oratorio’, er død, 86 år

af Karsten Jørgensen

Den produktive amerikanskfødte engelske dirigent og komponist Carl Davis, som i 1991 hjalp Paul McCartney med at skrive hans første klassiske værk, ”Liverpool Oratorio”, er død, 86 år.

Davis, som komponerede musik til både film, fjernsyn og balletter, blev født i Brooklyn, New York, den 28. oktober 1936, og fik en musikalsk uddannelse ved både Queens College i New York og New England Conservatory of Music i Boston.

I slutningen af 1950’erne var han bl.a. assisterende dirigent ved New York City Opera og medkomponist til en revy, ”Diversions”. Efter Davis i begyndelsen af 1960’erne flyttede til London, skrev han musik til det satiriske tv-program ”That Was The Week That Was”, og det blev starten på en lang karriere i de kulturelle cirkler i Storbritannien.

Carl Davis med Paul McCartney

Siden skrev han musik til en lang række tv-serier og film, med højdepunkter i ”The French Lieutenant’s Woman” i 1981, som indbragte Carl Davis både en Bafta- og en Ivor Novello-pris, og samarbejdet med Paul McCartney på ”Liverpool Oratorio” ti år senere, som var baseret på McCartneys opvækst i Liverpool, og blev opført og indspillet i Liverpool Cathedral, med de klassiske solister Kiri Te Kanawa og Willard White i hovedrollerne.

I sine senere år, skrev Davis overvejende opera- og balletmusik, og i 2005 fik han en CBE-orden af den engelske dronning.

Carl Davis døde af en hjerneblødning den 3. august 2023, og efterlader sig hustruen Jean Boht, og to døtre, Hannah og Jessie.

Manden, som klædte The Beatles på, er død

af Karsten Jørgensen

Han blev kaldt ”troldmanden med saksene”, og Paul McCartneys yngste datter Stella, der siden har etableret sig som en berømt tøjdesigner, stod i lære hos ham. ”Mine år som lærling hos Edward er blandt de mest mindeværdige og betydningsfulde i min karriere”, har hun senere sagt.

Edward Sexton

Nu er omtalte Edward – med det fulde navn Edward Sexton, og skrædder, modedesigner og produktionskonsulent af profession – død, 80 år gammel.

Lige siden Edward Sexton og hans forretningspartner Tommy Nutter på Valentinsdag i 1969 åbnede skrædderbutikken Nutters i det fashionable Savile Row i det centrale London, var deres tøjkreationer rettet mod tidens rock- og filmstjerner.

Da The Beatles gik over den berømte fodgængerovergang på det symbolladede omslag til albummet ”Abbey Road” i 1969, var tre af medlemmerne klædt i habitter, som var syet hos Nutters – undtagen George Harrison, som var klædt i skorte og jeans.

Da John Lennon og Yoko Ono samme år blev gift ved en ceremoni i den britiske kronkoloni Gibraltar, var Lennon iført en hvid habit, ligeledes fra Nutters.

Og da Mick Jagger i 1971 blev gift med den nicaraguanske skønhed Bianca Perez-Mora Macias i den sydfranske by St. Tropez, var han også klædt i en hvid habit fra Nutters.

Mick Jagger og Biancas bryllup, 1971

I det første år efter Nutters var åbnet, solgte de omkring 1000 sæt tøj, ca. halvdelen til amerikanske kunder, bl.a. den senere præsidentfrue Nancy Reagan. Resten blev købt af britiske celebriteter, ikke mindst Elton John, som bogstavelig talt købte de moderigtige habitter i bundter.

Blandt Nutters øvrige klienter var fotomodellerne Twiggy og Pattie Boyd (Harrisons hustru), skuespiller Joan Collins, og rockmusikere som Eric Clapton og David Bowie.

I 1976 opløstes partnerskabet mellem Sexton og Nutter, og Sexton fortsatte driften af forretningen alene. Han fortsatte leveringen af specialsyet tøj til de kendte, bl.a. sangerne Annie Lennox og Harry Styles.

I 1995 kom Stella McCartney i lære hos Sexton, mens hun stadig studerede tøjdesign hos Central Saint Martins, og senere, da McCartney var ansat som kreativ direktør hos modefirmaet Chloe, brugte hun ofte Sexton som konsulent.

Edward Sexton i 2016

Edward Sexton blev født i Dagenham, London, den 9. november 1942, og døde, også i London, den 23. juli 2023.