Category: Nyhed

Dylan-sange fylder helt album med The Nitty Gritty Dirt Band

af Karsten Jørgensen

Det amerikanske country-rock/bluegrass-band The Nitty Gritty Dirt Band, som har eksisteret siden 1966, udsender den 20. maj albummet ”Dirt Does Dylan”, med 10 Bob Dylan-sange.

På albummet debuterer tre nye medlemmer af det hæderkronede orkester, som siden midten af 1960’erne har været aktivt under ledelse af Jeff Hanna.

De nye medlemmer er violinisten Ross Holmes, bassisten Jim Photoglo og guitaristen Jaime Hanna, som er søn af Jeff Hanna.

”Dirt Does Dylan” er produceret af Ray Kennedy i Nashville, og udover Jeff Hanna og de tre nye medlemmer, medvirker endnu to mangeårige medlemmer af The Nitty Gritty Dirt Band, Jimmie Fadden og Bob Carpenter.

”Bob Dylan var et oplagt valg, fordi hans sangbog har dybde”, forklarer Jeff Hanna, som samtidig siger, at processen med at udvælge sangene var svær. ”Vi er et band, og meget af Dylans materiale er meget personligt og ligger bedre for en solist”. Og det betød, at der var et naturligt fravalg.

Blandt albummets ti sange, er sidste års velgørenhedssingle med ”The Times They Are A-Changin’”, som gruppen indspillede sammen med en stribe gæstemusikere som Steve Earle, Rosanne Cash, Matraca Berg (Jeff Hannas hustru) og mange andre.

På ”I Shall Be Released” er der en gæsteoptræden af duoen Larkin Poe, mens gruppen selv står for både musik og sang på de øvrige otte sange.

Den svenske udgave af singlen “Mr. Bojangles”, 1971

Blandt The Nitty Gritty Dirt Bands mest kendte indspilninger er fortolkningen af Jerry Jeff Walkers ”Mr. Bojangles” fra 1970, og albummet ”Will The Circle Be Unbroken” fra 1972, som opnåede en fjerdeplads på hitlisten i USA.

The Nitty Gritty Dirt Band

Trackliste for ”Dirt Does Dylan”:

1. Tonight I’ll Be Staying Here with You
2. Girl from the North Country
3. It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry
4. Country Pie
5. I Shall Be Released (ft. Larkin Poe)
6. She Belongs to Me
7. Forever Young
8. The Times They Are A-Changin’ (ft. Rosanne Cash, Jason Isbell, Steve Earle, and The War and Treaty)
9. Don’t Think Twice, It’s All Right
10. Quinn The Eskimo (The Mighty Quinn)

George Harrisons barndomshjem udlejes som Airbnb

af Karsten Jørgensen

George Harrisons barndomshjem på Upton Green nr. 25 i Liverpool, som blev solgt på auktion i november, er siden begyndelsen af april blevet udlejet via Airbnb.

Prisen for en overnatning er mellem 200-300 £, og eventuelt interesserede skal binde sig til minimum 2 overnatninger.

Upton Green nr. 25 – spisestuen

Da huset på Upton Green gik på auktion i november, blev det købt af en amerikansk Beatles-fan, 48-årige Ken Lambert, for 171.000 £.

”Jeg er en stor Beatles-fan og George er min yndlings-beatle”, sagde Ken til den lokale avis Liverpool Echo efter auktionen. ”Da The Beatles blev opløst, fulgte jeg med i Georges musik og alle de ting, han gjorde udenfor The Beatles”.

”Da det gik op for mig, at det var mit bud, der havde vundet, blev jeg en smule chokeret”, siger Ken til avisen The New York Post. ”Og derefter begyndte jeg at tænke over, hvad jeg egentlig ville med huset”.

George Harrison boede i huset på Upton Green fra 1949, da han var seks år, og indtil begyndelsen af 1960’erne, da han flyttede hjemmefra.

The Quarrymen – George yderst til venstre – øvede tit i huset på Upton Green

Med hensyn til Ken Lamberts udtalelse til Liverpool Echo om, at han fulgte Harrisons karriere efter opløsningen af The Beatles i 1970, skal den nok tages med et gran salt, for med en alder på 48 år betyder det, at han blev født i 1974 – altså fire år efter The Beatles blev opløst.

Soveværelset

Hidtil uhørt demo-indspilning med Paul McCartney på auktion

af Karsten Jørgensen

Da Ringo Starr i 1981 indspillede albummet ”Stop And Smell The Roses”, donerede Paul McCartney en ny komposition til sin gamle Beatles-kollega.

Label fra ‘Stop And Smell The Roses’

”Attention” var titlen på sangen, og nu bliver McCartneys originale demo-indspilning udbudt til salg på auktion hos Omega Auctions, som forventer, at kassettebåndet med indspilningen vil indbringe den nuværende ejer en net sum på omkring 10.000 £.

Kassettebånd med McCartneys demo til ‘Attention’

Sælgeren af kassettebåndet er saxofonisten Howie Casey, som fik demoen af McCartney inden han gik i studiet og indspillede sangen med Ringo Starr.

Howie Casey, t.v., med Paul McCartney

Demo-båndet bliver solgt på auktionen den 26. april, og i Omega Auctions beskrivelse af demoen pointeres det, at en evt. køber kun får båndet, men uden ophavsrettighederne til hverken indspilningen eller kompositionen.

Ringo Starrs søn gift i Hollywood

af Karsten Jørgensen

Zak Starkey, der ligesom sin far Ringo Starr har skabt sig en karriere som trommeslager, blev 21. marts gift med sin partner gennem 18 år, Sharna Liguz.

Ceremonien, som fandt sted i Hollywood med den nærmeste familie og ganske få venner, blev udført på parrets datter, Luna Lee Lightnins, 1-års fødselsdag.

Sharna og Zak med datteren Luna, og Ringo yderst til højre

Ringo Starr var forlover for sin søn, 56-årige Zak Starkey, mens den 37-årige Sharna Liguz, blev ført op af sin far, fotografen Andrzej Liguz.

Blandt de få inviterede gæster var Barbara Bach (Ringos hustru), Augusta Tigrett (Zaks halvsøster), samt Eddie Vedder (fra Pearl Jam).

Zak Starkeys karriere som trommeslager inkluderer bl.a. perioder som medlem af The Whos turnéband (siden 1996) og Oasis (2001-2009), samt i Ringo Starrs All-Starr Band.

Julian Lennon udsender nyt album ‘JUDE’

af Karsten Jørgensen

Julian Lennon, John Lennons søn af første ægteskab med ungdomskæresten Cynthia Powell, udgiver sit syvende album og det første i 11 år med titlen ”JUDE”.

To nye sange, ”Every Little Moment” og “Freedom”, udkommer den 8. april – i øvrigt også Julians 59 års fødselsdag – og hele albummet følger senere i 2022.

Titlen på albummet henviser til Beatles-sangen ”Hey Jude”, som Paul McCartney angiveligt skrev til den fem-årige Julian i 1968, mens hans forældre lå i skilsmisse.

Julian som barn sammen med Paul McCartney

Oprindelig kaldte McCartney sangen for ”Hey Jules”, men ændrede senere titlen til ”Hey Jude”.

Julian Lennon indrømmer, at han har et had/kærligheds-forhold til den berømte Beatles-sang, fordi den minder ham om en ulykkelig periode i hans liv, men samtidig erkender han, at den er blevet en vigtig del af hans identitet.

”JUDE” er produceret af Julian Lennon selv og Justin Clayton, og er hans første album siden ”Everything Changes” i 2011.

Julian med moren Cynthia Powell (Lennon)