Category: Nyhed

Komponisten Les Reed, som bl.a. skrev sange til Elvis, er død, 83 år

af Karsten Jørgensen

Les Reed, én af de helt store britiske sangskrivere i 1960’erne, som bl.a. skrev tre sange til Elvis Presley, men nok blev mest kendt for sit samarbejde med Tom Jones, er død, 83 år.

Leslie David Reed, som var født i Woking i Surrey den 24. juli 1935, lærte at spille klaver allerede som 6-årig, og senere som teenager kastede han sig endvidere over både vibrafon og harmonika. Han gik på London College of Music, og efter endt uddannelse her, blev Les Reed professionel musiker.

Efter fire år i The Willis Reed Group, et orkester Reed dannede med vennen Peter Willis, tilsluttede han sig i 1959 gruppen The John Barry Seven som pianist. Denne gruppe blev ledet af John Barry, der et par år senere komponerede musik til den første James Bond-film ”Dr. No”, og fortsatte med det indtil ”The Living Daylight” i 1987.

The John Barry Seven indspillede både musik på egen hånd og sammen med bl.a. sangeren Adam Faith, som var forlover, da Reed i 1960 blev gift med June Williams.

I 1962 forlod Les Reed The John Barry Seven, og begyndte at arbejde for pladeselskabet Piccadilly Records, hvor han blev arrangør for sangere som Joe Brown og Emile Ford, og selv indspillede plader under navnet The Les Reed Combo.

Les Reed opdagede imidlertid, at hans virkelige talent var som sangskriver, og i 1964 stod han opført som komponist til sangen ”It’s Not Unusual”, som toppede hitlisterne med en ny sanger, Tom Jones.

”Jeg fandt ud af, hvad Tom kunne li’”, sagde Reed om Jones, som han skrev flere sange til de følgende år. ”Han elskede gode tekster og melodier med en blues-fornemmelse, og når vi ramte det, sad den lige i skabet”.

I årene efter indledte Reed et makkerskab med en anden sangskriver, Geoff Stephen, og sammen skrev de bl.a. ”Tell Me When” til The Applejacks, ”Here It Comes Again” til The Fortunes, ”Leave A Little Love” til Lulu, og ikke mindst, i 1967, ”There’s A Kind Of Hush” til Herman’s Hermits, som solgte over en million eksemplarer og opnåede en placering som nr. 4 på singlehitlisten i USA.

Les Reed, t.h., med Engelbert Humperdinck

Les Reed skrev også sammen med andre, bl.a. Barry Mason (”Everybody Knows”, Dave Clark Five, 1967, ”The Last Waltz”, Engelbert Humperdinck, 1967, og ”Delilah”, igen til Tom Jones, 1968), og fik endda tid til at skrive filmmusik, bl.a. til kultfilmen ”Girl On A Motorcycle” i 1968, med Marianne Faithfull i en af hovedrollerne.

Les Reed var endvidere medkomponist til tre sange, som blev indspillet af Elvis Presley i begyndelsen af 1970’erne: ”Girl of Mine”, ”Sylvia” og ”This Is Our Dance”.

Efter storhedstiden i 1960’erne fortsatte Les Reed som komponist til hitsange, men brugte mere tid på at skrive musik til film og musicals. I 1970 dannede han også sit eget pladeselskab, Chapter One.

I 1998 fik Les Reed tildelt en orden, OBE (Order of the British Empire), af den engelske dronning, som en påskønnelse af hans indsats i musikindustrien.

Reeds kone, June, døde i 2011.

Les Reed døde den 15. april 2019, og efterlader sig datteren Donna, samt to børnebørn, Alex og Dom.

McCartneys seneste album udsendes i ‘rejseudgave’

 

af Karsten Jørgensen 

Paul McCartneys seneste album, ”Egypt Station”, der udkom i september sidste år og efterfølgende indtog førstepladsen på den amerikanske hitliste, bliver nu genudgivet i en såkaldt ”Traveller’s Edition”.

Prisen på dette klenodie forudsætter, at man enten er superfan eller en meget barnlig sjæl. Eller også skal man have en god klat penge tilovers, og se det som en investering til mere magre tider som pensionist.

Sangene på ”Egypt Station” var løseligt bygget op omkring et rejsetema. Den nye specialudgivelse har taget tråden op, og er udformet som en kuffert, med alskens rejserelateret merchandise, bl.a. vejkort, rejseplan, postkort, kuffertmærker, billetter, spillekort, samt et puslespil med mere end 500 brikker.

Det mest interessante er dog, som altid med Paul McCartney, musikken, og deluxe-udgaven indeholder albummet som både cd, cassette og 180 grams sort vinyl dobbelt LP. Som noget nyt indeholder denne version også en LP med titlen ”Egypt Station 2”, med tre bonus-sange, som ikke er udgivet tidligere: ”Frank Sinatra’s Party”, ”Sixty Second Street” og en forlænget version af singlen ”Who Cares”. Hertil også fire live-versioner, optaget i henholdsvis Abbey Road Studios, Cavern Club, L.I.P.A. og Grand Central Station.

”Egypt Station (Traveller’s Edition)” bliver udsendt den 10. maj 2019, i begrænset oplag på 3000 eksemplarer og til en udsalgspris på 315 £ + forsendelse. Men forvent dog, at værket allerede nu, og på trods af prisen, er udsolgt.

Tom Hanks spiller Elvis’ manager i ny film

af Karsten Jørgensen

Skuespilleren Tom Hanks (kendt for fremragende præstationer i bl.a. ”Saving Private Ryan” og ”Forrest Gump”) forhandler i øjeblikket med Warner Brothers om at spille rollen som Elvis Presleys manager Colonel Tom Parker i en ny film, instrueret af Baz Luhrmann, der tidligere har lavet storfilm som ”Moulin Rouge”.

Tom Hanks

Tom Hanks

Luhrmann, der også skriver manuskript til filmen sammen med Craig Pearce, siger ifølge magasinet Variety, at rollen som Elvis bliver besat med en helt ukendt skuespiller, og han håber, at indspilningen af filmen, som stadig er uden titel, kan gå i gang senere i 2019.

Colonel Tom Parker - and Elvis Presley

Elvis og Colonel Tom Parker

Supertrommeslageren Hal Blaine er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske trommeslager Hal Blaine, som medvirkede på hundredevis af hitsange i 1960’erne med bl.a. Elvis Presley, The Beach Boys, Frank Sinatra, The Byrds, Simon & Garfunkel og mange andre, er død, 90 år.

Blaine, Hal - drummer, in 1970

Hal Blaine bag ‘gryderne’ i 1970

”Hal Blaine var en så fantastisk musiker og ven, at jeg slet ikke kan finde ord til at beskrive det”, skrev Brian Wilson på Twitter. ”Hal lærte mig så meget, og han havde stor andel i vores succés”.

Det sidste er en hentydning til, at Hal Blaine ofte erstattede Brians lillebror Dennis Wilson på The Beach Boys’ pladeindspilninger.

Hal Blaine blev født Harold Simon Blesky i Holyoke, Massachusetts, den 5. februar 1929, og allerede før han var fyldt 20 skabte han sig en karriere som én af verdens mest benyttede studiemusikere. Ifølge uofficielle kilder medvirkede han på omkring 35.000 indspilninger, men selv sagde Blaine, at det rigtige tal nok var nærmere 6000. Det gør ham dog alligevel til én af musikhistoriens mest benyttede trommeslagere, og ifølge The Rock And Roll Hall of Fame kan hans trommespil høres på mere end 40 popsange, som har indtaget førstepladsen på hitlisterne, plus et par hundrede, som ”kun” har ligget på Top 10.

Allerede som 8-årig var Hal Blaine aktiv på trommerne, i begyndelsen mest inspireret af jazz, men efter han som 20-årig blev professionel, var det overvejende rock- og popmusik.

I slutningen af 1940’erne blev han medlem af gruppen The Novelteers, og op gennem 1950’erne spillede han med bl.a. Vicki Young, Tommy Sands og Patti Page. I slutningen af årtiet valgte han imidlertid en karriere som studiemusiker, hvor han, primært i 1960’erne, medvirkede på op mod 300 hitsange med bl.a. Phil Spector (”Be My Baby”), Sam Cooke, The Righteous Brothers, Sonny & Cher (”I Got You Babe”), The Byrds (”Mr. Tambourine Man”), The Mamas & The Papas (”California Dreamin’”), The Beach Boys (”Good Vibrations”), Scott McKenzie (”San Francisco”), Frank Sinatra (“Strangers In The Night”), Simon & Garfunkel (“Mrs. Robinson” og “Bridge Over Troubled Water”), Ike & Tina Turner, The Carpenters (“Top Of The World”) og The Monkees. Samtidig er det værd at nævne, at Blaine er den eneste trommeslager, som har arbejdet sammen med alle fire medlemmer af The Beatles – John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr.

Blaine, Hal - drummer, in the studio with George Harrison

Hal Blaine i studiet med George Harrison

Hal Blaine spillede i begyndelsen af 1960’erne i grupperne The Catalinas, sammen med bl.a. Bruce Johnston, Billy Strange og Leon Russell, og Hal Blaine & The Young Cougars uden nævneværdig succes. Han spillede endvidere i den uformelle studiegruppe The Wrecking Crew, som bl.a. bestod af Glen Campbell, Billy Strange og Larry Knechtel, før han i 1970’erne satte tempoet ned og i det følgende årti helt trak sig tilbage fra musikbranchen. Herefter skrev han sin selvbiografi, ”Hal Blaine & The Wrecking Crew”, som blev udgivet i 1991.

Hal Blaines samarbejde med Elvis Presley begyndte den 21. marts 1961 med sangene til ”Blue Hawaii”. Siden var han en integreret del af Elvis’ studieorkester på pladerne ”Girls! Girls! Girls!”, ”Fun In Acapulco”, ”Roustabout”, ”Paradise, Hawaiian Style”, ”Easy Come, Easy Go” og ”Live A Little, Love A Little”. Hans svanesang i Elvis-regi var Presleys legendariske comeback-show for NBC i 1968.

Hal Blaine døde den 11. marts af naturlige årsager i sit hjem i Palm Desert, Californien.

Morrissey fortolker Bob Dylan på nyt album

af Karsten Jørgensen

Den tidligere sanger i legendariske The Smiths, Morrissey, som siden gruppens opløsning i slutningen af 1980’erne har haft en ujævn solokarriere henover mere end ti albums, udsender den 24. maj en ny plade, som adskiller sig fra de øvrige ved udelukkende at indeholde coverversioner.

Dels fortolker han Bob Dylans gamle ”Only A Pawn In Their Game”, som mesteren selv indspillede på sit tredje album “The Times They Are A-Changin’” i 1963. I Morrisseys version er sangen et samarbejde med den amerikanske sanger og violinist Petra Haden, der også medvirker på Morrisseys fortolkning af Carly Simons ”When You Close Your Eyes”.

Blandt de øvrige sange på albummet er Joni Mitchells ”Don’t Interrupt The Sorrow”, samt kompositioner af bl.a. Tim Hardin, Buffy Sainte-Marie, Burt Bacharach, Melanie og Phil Ochs.

California Son - Morrissey, cd, 2019, front

Albummet, som får titlen ”California Son”, er produceret af Joe Chiccarelli og udsendes af selskabet Etienne, et datterselskab i BMG-koncernen.

Trackliste på ”California Son” er (med de oprindelige kunstnere i parentes):

1. Morning Starship (Jobriath)
2. Don’t Interrupt The Sorrow (Joni Mitchell)
3. Only a Pawn In Their Game (Bob Dylan)
4. Suffer the Little Children (Buffy St Marie)
5. Days of Decision (Phil Ochs)
6. It’s Over (Roy Orbison)
7. Wedding Bell Blues (The Fifth Dimension)
8. Loneliness Remembers What Happiness Forgets (Dionne Warwick)
9. Lady Willpower (Gary Puckett)
10. When You Close Your Eyes (Carly Simon)
11. Lenny’s Tune (Tim Hardin)
12. Some Say I Got Devil (Melanie)