af Karsten Jørgensen
Endnu et vigtigt Beatles-dokument bliver nu udbudt til salg, når den kontrakt de fire medlemmer indgik med manageren Brian Epstein i oktober 1962 kommer på Sotheby’s auktioner i London den 29. september. Det er anden gang indenfor få år, at kontrakten er til salg. Sidst var i september 2008, hvor dokumentet blev solgt for 240.000 £ ved en auktion, dengang gennem The Fame Bureau. Ved det aktuelle salg forventes det, at kontrakten vil indbringe mellem 300.000 og 500.000 £.
Oprindelig underskrev The Beatles allerede i januar 1962 en kontrakt, som vel at mærke ikke blev underskrevet af Brian Epstein. Otte måneder senere, da trommeslageren Pete Best var blevet fyret og erstattet af Ringo Starr, og Epstein havde opfyldt sit løfte om at skaffe gruppen en pladekontrakt, blev kontrakten taget frem igen og dennegang, helt præcist den 1. oktober 1962, skrev alle gruppens medlemmer og Brian Epstein under – John Lennon endda hele to gange, idet han ved en fejl skrev under det forkerte sted første gang. Også Paul McCartney og George Harrisons fædre skrev under, idet de to musikere ikke var fyldt 21 og derfor endnu ikke var myndige.
The Beatles med Brian Epstein
Kontrakten, som blev underskrevet kun fire dage før The Beatles den 5. oktober 1962 udsendte deres første single, ”Love Me Do”, beseglede et kompagniskab, som de følgende år erobrede hele verden, men samtidig var det også den eneste managementkontrakt, som både Beatles og Epstein underskrev, idet Epstein døde få måneder før kontrakten, som løb i fem år, skulle fornyes i oktober 1967.
En nærlæsning af kontraktens mange punkter og klausuler er ganske interessant. Et punkt siger, at Epstein skulle modtage 10 pct. af gruppens indtjening af beløb op til 100 £ pr. uge. Af beløb mellem 100-200 £ fik Epstein 20 pct. Og derefter fik han 25 pct. Et andet punkt gav The Beatles ret til, med tre måneders varsel, at kunne annullere kontrakten, men gruppen stolede så meget på Epstein, at denne klausul blev strøget kun fem måneder senere.
Kontrakten med Lennons signatur hele to gange
Kontrakten gav også Brian Epstein autoritet til at bestemme gruppens image, herunder brugen af scenetøj og make-up, mens en anden klausul sagde, sikkert inspireret af den nylige afskedigelse af Pete Best, at to medlemmer af The Beatles kunne beslutte at ekskludere et andet medlem af gruppen – med managerens accept, vel at mærke.
Blandt Sotheby’s øvrige effekter ved salget den 29. september er signerede eksemplarer af LP’erne ”Please Please Me” og ”With The Beatles”, samt et nummereret eksemplar (nr. 01) af ”The White Album”. Sidstnævnte er vurderet til at blive solgt for mellem 5000 og 7000 £.
Blandt de øvrige effekter er Eric Claptons Fender Stratocaster-guitar fra 2009, og et maskinskrevet manuskript af Bob Dylans ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall”, suppleret med Dylans egne håndskrevne noter, som forventes at sælge for mindst 150.000 £.
Manuskriptet til ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ med Dylans håndskrevne noter