Tag: The Beatles

Trommeslageren på The Beatles’ første single er død

af Karsten Jørgensen

Trommeslageren Andy White, som i 1962 på producer George Martins foranledning erstattede Ringo Starr bag gryderne, da The Beatles lavede deres første pladeindspilning i EMI’s Abbey Road-studie, er død af et slagtilfælde i sit hjem i Caldwell, New Jersey, 85 år gammel.

I september 1962 havde Ringo Starr kun været medlem af The Beatles i ganske få uger, så da de 11. september besøgte studiet i Abbey Road i London, for at indspille deres første single ”Love Me Do”, var produceren forståeligt nok skeptisk, og hans tillid til, at Ringo kunne klare opgaven var ikke stor.

White, Andy - session drummer

Andy White ‘på stikkerne’

Martin tog derfor ingen chancer. Han indkaldte den rutinerede Andy White til jobbet bag trommerne, og i løbet af et par timer var tre sange i hus: ”Love Me Do” og dens B-side ”P.S. I Love You”, samt en tidlig udgave af ”Please Please Me”, som White imidlertid aldrig er blevet krediteret for. For White var indspilningen med The Beatles bare endnu et job af tre timers varighed, som indbragte ham tariffen på 5 £, plus en bonus på 10 shilling, fordi han medbragte sit eget trommesæt.

At Andy White var stand-in for Ringo betyder, at The Beatles’ indspilning af ”Love Me Do” i dag findes i versioner med hele tre forskellige trommeslagere. Dels den officielle med Ringo Starr, indspillet den 4. september 1962 og udsendt på den engelske singleudgivelse, samt på opsamlingsalbummet ”Past Masters” i 1988. Dels Andy Whites version, som blev udsendt på The Beatles’ debutalbum ”Please Please Me”, samt på de første singleudgivelser i USA i 1964. Og endelig er der en tidlig version med Pete Best fra 6. juni 1962, før han blev fyret, som i 1995 blev udgivet på dobbeltalbummet ”Anthology 1”. Og det betyder vel, at Andy White med ligeså stor ret som Best kunne hævde, at han var ”den femte Beatle”.

White, Andy - session drummer - 2

Andy White med genudgivelsen af ‘Love Me Do’

Andy White blev født i den lille skotske by Stranraer, nær Glasgow, den 27. juli 1930, og begyndte at spille trommer, da han var 12 år. Det første professionelle job fik han som 22-årig med et danseorkester, der havde et sæsonbetonet engagement på et hotel i en skotsk badeby, og kort tid senere tilsluttede han sig et populært swing-band, The Vic Lewis Orchestra, som turnerede i Amerika.

I slutningen af 1950’erne havde White etableret sig som en populær studiemusiker med base i London, og selvom The Beatles endnu ikke var kendt udenfor Liverpool, så vidste Andy White godt hvem de var, da han i september 1962 fik tilbudt jobbet ved indspilningen af ”Love Me Do”. Andy Whites første kone, sangerinden Lyn Cornell, kom nemlig fra Liverpool, og var medlem af grupperne The Vernon Girls, The Pearls og The Carefrees – sidstnævnte havde i 1964 et amerikansk hit med kærlighedssangen ”We Love You Beatles”.

I midten af 1960’erne spillede Andy White trommer på adskillige hitsange, bl.a. Lulus ”Shout”, 1964, Tom Jones’ ”It’s Not Unusual”, 1965, og en del sange med Herman’s Hermits. Endvidere medvirkede han også på Billy Furys første album, og turnerede med navne som Bill Haley, Chuck Berry, The Platters og, i 1970’erne, Rod Stewart. Fra 1964 og de følgende 11 år spillede han i Marlene Dietrichs turneorkester, sammen med bl.a. pianisten Burt Bacharach.

Senere blev White medlem af BBC Scottish Radio Orchestra, og da orkestret opløstes i 1983, flyttede White og hans familie til USA, hvor de slog sig ned i Caldwell i New Jersey.

Andy White, New Jersey, October 1992

Andy White, oktober 1992

Andy White døde den 9. november og efterlader sig sin anden hustru Thea.

Elvis planlagde turné i England umiddelbart før han døde

af Karsten Jørgensen

Gennem hele sin karriere optrådte Elvis Presley aldrig udenfor det nordamerikanske kontinent, bortset fra en håndfuld koncerter på Hawaii, som jo teknisk set også er en del af USA. Årsagen til dette hævdes at være, at Elvis’ hollandsk-fødte manager Colonel Parker opholdt sig illegalt i landet, og derfor ikke turde rejse udenfor USA’s grænser.

Men en forsikringspolice, som er fundet i en mappe med mere end hundrede andre Elvis-relaterede dokumenter, antyder nu, at Elvis planlagde at turnere i England, og måske også Japan, umiddelbart før han døde i august 1977. Og Elvis’ 70-årige eks-hustru og mor til hans datter Lisa Marie, skuespilleren Priscilla Presley, underbygger denne antagelse i et interview med magasinet Female First, hvor hun samtidig gør reklame for et nyt Elvis-album, ”If I Can Dream”, hvor ’Kongens’ originale indspilninger bliver parret med nye optagelser med The Royal Philharmonic Orchestra.

Elvis Presley, forsikringspolice 11. august 1976

Den eneste gang, Elvis angiveligt satte foden på britisk jord, var i 1960, hvor han mellemlandede og opholdt sig ganske få timer i Prestwick-lufthavnen i Glasgow, på vej hjem fra militærtjeneste i Vesttyskland. Derimod er rygter om, at han allerede i 1958 skulle have mødt sangeren Tommy Steele i London aldrig blevet bekræftet.

Forsikringspolicen, som er dateret den 11. august 1976, gælder hans private jetfly, en Corvair 880 med navnet ’Lisa Marie’. I en rubrik, hvor han skal oplyse hvilke lande han påtænker at flyve til, skrev han ”Japan og England”, og det har fået Julie Yeardye, en britisk Elvis-ekspert, til at konkludere, at Elvis planlagde at turnere i de pågældende lande.

The Lisa Marie

Elvis’ private jetfly, Lisa Marie

”I årevis blev der spekuleret i, hvorvidt Elvis ville komme til Europa og optræde”, siger hun. ”Det, der gør det foreliggende dokument så interessant er, at det for første gang demonstrerer sort på hvidt, at Elvis faktisk overvejede at rejse til England”.

Forsikringspolicen er udbudt til salg på Julien’s auktioner og forventes at indbringe omkring 10.000 £.

I øvrigt er ”If I Can Dream” netop blevet nr. 1 på den engelske album-hitliste i den forløbne uge. Det er en ny rekord for en mandlig sanger, da det er 12. gang, at Elvis Presley når førstepladsen på album-hitlisten i England. Hermed tangerer han Madonnas præstation, og overgås kun af The Beatles, der som gruppe har nået den eftertragtede topplacering hele femten gange.

If I Can Dream - Elvis Presley & Royal Philharmonic Orchestra, cd, U.K., 2015, front

På denne dag – 9. oktober – John Lennon 75 år

af Karsten Jørgensen

9. oktober 1940
John Winston Lennon født på Liverpool Maternity Hospital. Han fik fornavnet John efter sin farfar og mellemnavnet Winston efter den daværende engelske premierminister Winston Churchill.

John Lennon e-bog

Min John Lennon-biografi – læs mere og køb som e-bog

9. oktober 1960
The Beatles (John Lennon, Paul McCartney, George Harrison, Stuart Sutcliffe og Pete Best) spiller i Kaiserkeller, Hamborg.

9. oktober 1965
Beatles-singlen ”Yesterday” når 1. pladsen på den amerikanske Billboard-hitliste.

9. oktober 1968
Paul McCartney indspiller sangen ”Why Don’t We Do It In The Road” i Abbey Road’s Studio One. Den udsendes i november på gruppens ‘hvide’ dobbeltalbum, som blot hedder ”The Beatles”.

9. oktober 1969
Giles Martin, søn af Beatles-produceren George Martin, født. Giles gik i sin fars fodspor, og har produceret sange med bl.a. The Beatles, George Harrison og Paul McCartney.
Gravide Yoko Ono bliver indlagt på King’s College Hospital i London, hvor hun aborterer fire dage senere.

9. oktober 1971
Yoko Onos kunstudstilling ”This Is Not Here” åbner i Syracuse, New York.

9. oktober 1973
Elvis’ og Priscilla Presleys skilsmisse bliver stadfæstet i retten efter seks års ægteskab. Priscilla får et engangsbeløb på 725.000 dollar og et månedligt hustrubidrag på 4.200 dollar.

Priscilla og Elvis, bryllup, 1967 - 2

Priscilla og Elvis’ bryllup, 1967

9. oktober 1975
Sean Taro Ono Lennon, John og Yoko Onos søn og eneste fælles barn, født.

9. oktober 1985
Yoko Ono indvier mindeparken Strawberry Fields i et hjørne af Central Park i New York.

9. oktober 1987
Bruce Springsteen udsender albummet “Tunnel Of Love”, som bl.a. indeholder titelsangen, samt ”Brilliant Disguise” og ”Tougher Than The Rest”.

Tunnel of Love - B. Springsteen

9. oktober 2000
John Lennon Museum åbner i den lille by Saitama, ca. 30 km nord for Tokyo, Japan. Det lukkede igen den 30. september 2010.

9. oktober 2002
Mark David Chapman, som skød og dræbte John Lennon i 1980, får for anden gang afslag på sin ansøgning om benådning.

9. oktober 2007
Mindesmærket for John Lennon, The Imagine Peace Tower, på øen Videy i Kollafjördur-fjorden nær Reykjavik, Island, åbner. Tilstede er bl.a. Yoko Ono, Sean Lennon, Ringo Starr, samt George Harrisons enke og søn, Olivia og Dhani Harrison. Paul McCartney var inviteret, men var forhindret pga. retsmøder i hans verserende skilsmisseforhandlinger med hustruen Heather Mills.
Som den sidste af solobeatlerne, bliver det meste af George Harrisons musikalske bagkatalog tilgængeligt på iTunes.

9. oktober 2011
Paul McCartney gifter sig med sin amerikanske kæreste Nancy Shevell.

9. oktober 2015
Bob Dylan og hans band spiller i Falconer Salen på Frederiksberg, København.

Beatles-statuer placeres på havnefronten i Liverpool

af Karsten Jørgensen

Planer om at placere statuer af alle fire medlemmer af The Beatles på havnefronten i Liverpool, vil i nær fremtid blive behandlet i det lokale byråd, skriver Liverpool Echo.

Et planlagt panorama af statuerne på Liverpools havnefront, oktober 2015

Panorama af de planlagte statuer på Liverpools havnefront

Bronzestatuerne, som er skabt af skulptøren Andrew Edwards, blev i løbet af sommeren købt af The Cavern Club for 200.000 £. Senere har klubben doneret erhvervelsen til byen.

Der er planlagt en høringsperiode, før der tages en endelig beslutning, men det anses af de fleste som en ren formalitet.

”Cavern Club har betalt for statuerne og doneret dem til byen, til fornøjelse for både Liverpools indbyggere og dens turister”, sagde en talsmand for byrådet. ”Vi har derfor påtaget os, at finde et passende sted at placere dem på havnefronten”.

Beatles-kontrakt solgt for 365.000 £

af Karsten Jørgensen

Den eneste juridisk bindende management-kontrakt The Beatles indgik med manageren Brian Epstein, blev i går solgt på Sotheby’s auktioner i London for 365.000 £ til en anonym køber.

1. oktober 1962 - Beatles' kontrakt med Brian Epstein

Kontrakten blev underskrevet den 1. oktober 1962 på Epsteins kontor i Whitechapel i Liverpool, og adskillige eksperter har udnævnt den til at være popmusikkens vigtigste dokument – som det egentlige startskud for gruppens kometagtige vej til verdensomspændende berømmelse.

Sidste gang kontrakten blev solgt ved en auktion, ligeledes i London, var i 2008, hvor salgsprisen var 240.000 £.