Trommeslageren på The Beatles’ første single er død

af Karsten Jørgensen

Trommeslageren Andy White, som i 1962 på producer George Martins foranledning erstattede Ringo Starr bag gryderne, da The Beatles lavede deres første pladeindspilning i EMI’s Abbey Road-studie, er død af et slagtilfælde i sit hjem i Caldwell, New Jersey, 85 år gammel.

I september 1962 havde Ringo Starr kun været medlem af The Beatles i ganske få uger, så da de 11. september besøgte studiet i Abbey Road i London, for at indspille deres første single ”Love Me Do”, var produceren forståeligt nok skeptisk, og hans tillid til, at Ringo kunne klare opgaven var ikke stor.

White, Andy - session drummer

Andy White ‘på stikkerne’

Martin tog derfor ingen chancer. Han indkaldte den rutinerede Andy White til jobbet bag trommerne, og i løbet af et par timer var tre sange i hus: ”Love Me Do” og dens B-side ”P.S. I Love You”, samt en tidlig udgave af ”Please Please Me”, som White imidlertid aldrig er blevet krediteret for. For White var indspilningen med The Beatles bare endnu et job af tre timers varighed, som indbragte ham tariffen på 5 £, plus en bonus på 10 shilling, fordi han medbragte sit eget trommesæt.

At Andy White var stand-in for Ringo betyder, at The Beatles’ indspilning af ”Love Me Do” i dag findes i versioner med hele tre forskellige trommeslagere. Dels den officielle med Ringo Starr, indspillet den 4. september 1962 og udsendt på den engelske singleudgivelse, samt på opsamlingsalbummet ”Past Masters” i 1988. Dels Andy Whites version, som blev udsendt på The Beatles’ debutalbum ”Please Please Me”, samt på de første singleudgivelser i USA i 1964. Og endelig er der en tidlig version med Pete Best fra 6. juni 1962, før han blev fyret, som i 1995 blev udgivet på dobbeltalbummet ”Anthology 1”. Og det betyder vel, at Andy White med ligeså stor ret som Best kunne hævde, at han var ”den femte Beatle”.

White, Andy - session drummer - 2

Andy White med genudgivelsen af ‘Love Me Do’

Andy White blev født i den lille skotske by Stranraer, nær Glasgow, den 27. juli 1930, og begyndte at spille trommer, da han var 12 år. Det første professionelle job fik han som 22-årig med et danseorkester, der havde et sæsonbetonet engagement på et hotel i en skotsk badeby, og kort tid senere tilsluttede han sig et populært swing-band, The Vic Lewis Orchestra, som turnerede i Amerika.

I slutningen af 1950’erne havde White etableret sig som en populær studiemusiker med base i London, og selvom The Beatles endnu ikke var kendt udenfor Liverpool, så vidste Andy White godt hvem de var, da han i september 1962 fik tilbudt jobbet ved indspilningen af ”Love Me Do”. Andy Whites første kone, sangerinden Lyn Cornell, kom nemlig fra Liverpool, og var medlem af grupperne The Vernon Girls, The Pearls og The Carefrees – sidstnævnte havde i 1964 et amerikansk hit med kærlighedssangen ”We Love You Beatles”.

I midten af 1960’erne spillede Andy White trommer på adskillige hitsange, bl.a. Lulus ”Shout”, 1964, Tom Jones’ ”It’s Not Unusual”, 1965, og en del sange med Herman’s Hermits. Endvidere medvirkede han også på Billy Furys første album, og turnerede med navne som Bill Haley, Chuck Berry, The Platters og, i 1970’erne, Rod Stewart. Fra 1964 og de følgende 11 år spillede han i Marlene Dietrichs turneorkester, sammen med bl.a. pianisten Burt Bacharach.

Senere blev White medlem af BBC Scottish Radio Orchestra, og da orkestret opløstes i 1983, flyttede White og hans familie til USA, hvor de slog sig ned i Caldwell i New Jersey.

Andy White, New Jersey, October 1992

Andy White, oktober 1992

Andy White døde den 9. november og efterlader sig sin anden hustru Thea.

Start a Conversation

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.