Tag: The Rockets

Mere arkivmateriale med Neil Young og Crazy Horse

af Karsten Jørgensen

Efter Neil Young i 1968 opløste gruppen Buffalo Springfield, udsendte han kort tid senere samme år sit første soloalbum, blot med titlen ”Neil Young”.

Derefter fandt Neil Young sammen med en ukendt gruppe, The Rockets, som omdøbtes til Crazy Horse, og i 1969 udsendte de sammen albummet ”Everybody Knows This Is Nowhere”. De fire medlemmer af denne tidlige udgave af Crazy Horse, var trommeslageren Ralph Molina, bassisten Billy Talbot, guitaristen Danny Whitten og Jack Nitzsche på keyboard.

Nu udsendes et helt album, med titlen ”Early Daze”, som fortrinsvis består af hidtil uudgivne indspilninger fra netop året 1969, sammen med Crazy Horse. Der er tale om dels alternative udgaver af sange, som senere fandt vej til ”Everybody Knows…”, og dels sange, som det følgende år blev udsendt på både Youngs eget album ”After the Gold Rush”, samt ”Deja Vu” med supergruppen Crosby Stills Nash & Young, hvor Neil Young blev genforenet med sin gamle kollega fra Buffalo Springfield, Stephen Stills.

”Early Daze” udsendes 28. juni både på cd, vinyl og digitalt, og har følgende trackliste:

Dance Dance Dance (tidligere udsendt på ”Neil Young Archives Vol. I”)
Come On Baby Let’s Go Downtown (uudgivet version)
Winterlong (uudgivet version)
Everybody’s Alone (nyt mix, udsendt på ”Archives Vol. I”)
Wonderin’ (uudgivet version)
Cinnamon Girl (original 7” mono mix)
Look At All The Things (uudgivet version)
Helpless (uudgivet version)
Birds (uudgivet stereo mix)
Down By The River (uudgivet version med alternative vokaler)

Tillykke til Crazy Horse-bassisten Billy Talbot – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

Billy Talbot – som er født med navnet William Hammond Talbot – har siden 1969 været sanger og bassist i gruppen Crazy Horse, som i samme periode og helt op til i dag har fungeret som backinggruppe og musikalske sparringspartnere for den canadiske sanger Neil Young.

Talbot blev født i New York City den 23. oktober 1943, og begyndte allerede som 14-årig at synge på gadehjørner i The Big Apple. Senere flyttede han med sin familie til New Jersey, og som 17-årig tog han til Los Angeles, hvor han mødte Ralph Molina, Danny Whitten og Benjamin Rocco, som han dannede doo-wop gruppen Danny & The Memories sammen med.

Efter gruppen var flyttet til San Francisco, ændrede den navn til The Psyrcle, og fik tre nye medlemmer: brødrene Leon og George Whitsell, samt Bobby Notkoff. Samtidig ændrede de navn endnu en gang til The Rockets.

Denne konstellation indspillede albummet, og gruppens eneste, med titlen ”The Rockets” i 1968, og selvom pladen kun solgte i omkring 5000 eksemplarer, tiltrak den sig Neil Youngs opmærksomhed.

Crazy Horse, 1972, Billy Talbot nr. 2 fra højre

Neil Young, som havde forladt gruppen Buffalo Springfield i maj 1968, hyrede The Rockets som sin backinggruppe, da han i begyndelsen af 1969 indspillede sit andet soloalbum, ”Everybody Knows This Is Nowhere”, der på pladeomslaget var krediteret til Neil Young & Crazy Horse, som derfor blev gruppens nye navn.

Billy Talbot til højre, med Crazy Horse og Neil Young

Samarbejdet mellem Young og Crazy har fortsat, on and off, lige siden, og har resulteret i klassiske værker som ”Rust Never Sleeps”, ”Sleeps With Angels”, ”Psychedelic Pill”, ”Colorado” og senest ”World Record” i 2022.

Siden 1999 har Billy Talbot indimellem optrådt solo, og i 2004 turnerede han som The Billy Talbot Band.

I 2013 dannede Talbot gruppen The Wolves sammen med Ralph Molina, George Whitsell og Ryan James Holzer, som udsendte en EP, før han året efter måtte trække sig fra Crazy Horse efter et mindre slagtilfælde.

Billy Talbot kom dog hurtigt til hægterne igen, og var tilbage i Crazy Horse i god tid, inden de i 2018 igen turnerede med Neil Young.

Senest medvirkede Talbot på albummet ”All Roads Lead Home”, udsendt i marts 2023, og krediteret til Molina, Talbot, Lofgren & Young.

Albummet ‘All Roads Lead Home’