Arthur Janov, John Lennons primalterapeut, er død

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske psykolog Arthur Janov, som blev en international celebritet efter han i 1970 behandlede John Lennon og Yoko Ono med primal-terapi, er død efter et slagtifælde i sit hjem i Malibu, Californien, 93 år.

Arthur Janov

Psykologen Arthur Janov

Det var bogen ”The Primal Scream – Primal Therapy: The Cure For Neurosis”, udgivet i januar 1970, der gjorde Janov kendt i bredere kredse. Han bad sin forlægger om at sende et eksemplar til John Lennon, som blev begejstret og inviterede Janov til England. Senere, fra den 26. april til den 29. juli 1970, opholdt John og Yoko sig i Los Angeles, hvor de underkastede sig primalterapi med Arthur Janov og hans kone Vivian på Primal-instituttet.

Arthur Janov blev født i Los Angeles den 21. august 1924. Han gjorde tjeneste i flåden og gik senere på universitetet i Los Angeles, hvor han læste til psykolog. Efter at have praktiseret som konventional psykolog i mere end tyve år, udviklede han en ny behandlingsform, som han kaldte for ”primal-terapi”.

Arthur Janovs teori var, at alle voksne menneskers neuroser – og begrebet neuroser fortolkede Janov meget bredt – stammer fra undertrykte traumer i barndommen. ”Når smerten bliver for stor, undertrykker vi den og gemmer den væk”, skrev han. ”Når tilstrækkelig meget uforløst smerte er ophobet, mister vi kontakt med vores følelser og skaber neuroser. Den største dræber i dag er ikke kræft eller hjertesygdomme, men derimod følelsesmæssige fortrængninger”.

Denne udlægning appellerede naturligt til John Lennon, der i sin barndom havde oplevet at blive forladt af både sin far og sin mor, og anbragt hos en tante. Da Lennon opsøgte Janov, var formålet med terapien at ”løsne spændinger og den undertrykte smerte fra ens tidlige barndom”, og ved at skrige sin smerte ud, følte folk sig ”rensede, frie og vidende om, hvad der egentlig skete med dem i deres barndom”.

For John Lennon forelå det synlige resultat af behandlingen senere i 1970 på albummet ”John Lennon/Plastic Ono Band”, hvor han kanaliserede sin indre smerte ud i hudløse og minimalistiske sange som ”Mother” og ”My Mummy’s Dead”, hvor han vedkendte sig tabet af de forældre, som havde svigtet ham. I førstnævnte sang han ”Mother, you had me, but I never had you/I wanted you, you didn’t want me” og sluttede af med råbet “Mamma, don’t go/Daddy, come home!” Yoko Ono udtrykte de samme følelser og erfaringer i sit beslægtede album “Yoko Ono/Plastic Ono Band”, også udsendt i 1970.

1970 - Mother - John Lennon, 7 inch single, A-side label

Singlen ‘Mother’ med John Lennon, 1970

Efter kontakten med John Lennon og Yoko Ono blev Arthur Janov en international berømthed, og hans primal-terapi blev i vid udstrækning et modefænomen, helt i pagt med tiden. Efterfølgende åbnede han afdelinger af sit Primal-institut i både New York og Paris. Men han tabte i troværdighed, da han fortsatte med at hævde, at primal-terapi også kunne kurere homoseksualitet – længe efter det amerikanske psykologforbund havde fjernet homoseksualitet fra listen over psykiske lidelser i 1973.

Selv hævdede Arthur Janov at primal-terapi var ”den mest betydningsfulde opdagelse i det 20. århundrede”, men som tiden gik blev fænomenet mere marginaliseret. Imidlertid dog ikke mere end, at terapiformen lagde navn til den skotske gruppe Primal Scream, dannet i Glasgow i 1982, og popgruppen Tears For Fears, som ligeledes tog deres navn fra behandlingsformen og relaterede direkte til den i deres hit ”Shout” fra 1984.

Efter ”The Primal Scream” skrev Arthur Janov mere end et dusin bøger, bl.a. ”The Primal Revolution” i 1972 og ”Prisoners Of Pain” i 1980.

The Primal Scream, bog

Bogen “The Primal Scream”, 1970

Arthur Janov døde den 1. oktober 2017 og blev 93 år.

Start a Conversation

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.