Category: Artikel

Tillykke til sanger og komponist Randy Newman – 80 år idag

af Karsten Jørgensen

Randall Stuart Newman, bedre kendt som Randy Newman, som gennem 1960’erne og 1970’erne skrev nogle iørefaldende sange, med nogle ofte provokerende og kontroversielle tekster, men som siden 1980’erne mest har komponeret filmmusik til biografsucceser for bl.a. Disney, fylder i dag 80 år.

Han blev født i Los Angeles den 28. november 1943, men voksede op i New Orleans i Louisiana, indtil han var fyldt 11 år og hans familie flyttede tilbage til Los Angeles.

Randy Newmans tre onkler – Alfred, Lionel og Emil Newman – var alle filmkomponister i Hollywood, så det lå næsten i kortene, at Randy Newman ville vælge en karriere i musik. Det var dog ikke underlægningsmusik til billeder på det hvide lærred, som han begyndte med.

Hans professionelle karriere som sangskriver begyndte som 17-årig, hvor hans kompositioner bl.a. blev indspillet af The Fleetwoods (”They Tell Me It’s Summer”, 1962), Pat Boone, Gene Pitney, Petula Clark, Dusty Springfield og Jackie DeShannon i de tidlige 1960’ere.

Midt i 1960’erne begyndte folk at få øjnene op for kvaliteten i Newmans sange, og det blev til flere hit med bl.a. Cilla Black (”I’ve Been Wrong Before”, 1965), Gene Pitney (”Nobody Needs Your Love”, 1966) og Alan Price Set (”Simon Smith and the Amazing Dancing Bear”, 1967). Sidstnævnte var så glad for Randy Newmans sange, at han indspillede hele syv af dem på sit album ”A Price on His Head”.

Succesen førte til, at Randy Newman fik sin egen pladekontrakt, og i 1968 debuterede han med albummet ”Randy Newman”, som indeholdt sangen ”I Think It’s Going to Rain Today”. Det var en kritikersucces, og derefter stod endnu flere topkunstnere i kø for at indspille hans sange, deriblandt Barbra Streisand, Bette Midler, Judy Collins, Glen Campbell, Nina Simone, Peggy Lee og Neil Diamond.

Året efter indspillede han sin første filmmusik med sangen ”Gone Dead Train” til filmen ”Performance”, med Mick Jagger i hovedrollen.

Op igennem 1970’erne udsendte Newman en stribe fine albums, bl.a. ”Sail Away” fra 1972, med signatursangen ”You Can Leave Your Hat On”, senere udødeliggjort af Joe Cocker.

Derefter kom flere plader, ofte med kontroversielle emner som sangene ”Short People” og ”The Biggest Night of Her Life”, men efter albummet ”Trouble In Paradise” i 1983, koncentrerede Newman mere og mere sine evner på at skrive filmmusik, en karriere han allerede havde indledt nogle år tidligere med musik til dramaet ”Ragtime”.

Mest kendt er hans musik og sange til adskillige Disney/Pixar-film, bl.a. de fire ”Toy Story”-film, samt ”A Bug’s Life”, ”Monster University” og ”Cars”.

Sideløbende har Randy Newman sporadisk udsendt nye albums, bl.a. ”Land of Dreams”, 1988, med sangen ”It’s Money That Matters”, og senest ”Dark Matter” i 2017.

Hele 22 gange har Randy Newman været nomineret til en Oscar. To gange har han vundet, dels med sangen ”If I Didn’t Have You” i 2002 og ”We Belong Together” fra ”Toy Story 3” i 2011. Endvidere har han modtaget Grammy-statuetter syv gange. I 2010 fik han en stjerne på Hollywood Walk of Fame og tre år senere blev han optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.

Tillykke til sangeren Carly Simon – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske sanger Carly Simon (med mellemnavnet Elisabeth), som sikrede sig noget nær udødelighed allerede i 1972 med den mytiske single ”You’re So Vain”, fylder i dag 80 år.

Carly Simon blev født i New York City den 25. juni 1943, som den yngste datter af Richard L. Simon, én af grundlæggerne af det berømte bogforlag Simon & Schuster.

Med sin ældre søster, Lucy, dannede Carly i 1963 duoen The Simon Sisters, som udsendte tre LP’er.

Carly Simon sprang ud som solist i 1971, hvor hun fik sit første hit med sangen ”That’s The Way I’ve Always Heard It Should Be”, mens et egentligt gennembrud kom året efter med LP’en ”No Secrets” og singlen ”You’re So Vain”, der tilsammen var nomineret til fire Grammy’er.

I kølvandet på succesen giftede Simon sig med kollegaen James Taylor, som hun fik to børn med, inden parret blev skilt i 1983.

Carly Simon med James Taylor

I resten af 1970’erne fortsatte Carly Simon med en stribe populære plader, der fandt sine højdepunkter i singlen ”Nobody Does It Better” fra James Bond-filmen ”The Spy Who Loved Me” (med Ringo Starrs senere hustru Barbara Bach som Bond-babe) og ”You Belong To Me”, en duet med Michael McDonald fra The Doobie Brothers.

Igennem 1980’erne skrev Simon en del filmsange, bl.a. ”Coming Around Again” og ”Let The River Run” fra henholdsvis 1986 og 1988, og fortsatte med at udgive plader, som generelt var mindre hitorienterede og mere tilfredsstillede Simons egne musikalske behov, bl.a. et album med amerikanske standardsange, ”My Romance”, i 1990.

Carly Simon sammen med Paul og Linda McCartney

Carly Simon har udgivet mere end tyve studieplader, og blev den 5. november 2022 optaget i Rock And Roll Hall of Fame. Simon var dog ikke selv tilstede, fordi hun kun fjorten dage forinden havde mistet begge sine ældre søstre, Joanna og Lucy, som døde af kræft med kun én dags mellemrum, den 19. og 20. oktober 2022.

Carly Simon, i midten, med sine ældre søstre

17. august 1960 – The Beatles’ første optræden i Tyskland

af Karsten Jørgensen

I dag for præcis 60 år siden, spillede fem ukendte musikere fra Liverpool deres første koncert i Tyskland. Og for en beatgruppe, der havde mere end svært ved at sikre sig betalte jobs i hjemlandet England, var engagementet i Indra Club, en snusket, tidligere stripklub i den tyske havneby Hamborg, mere end velkomment.

The Beatles, som bestod af guitaristerne John Lennon, Paul McCartney og George Harrison, bistået af bassisten Stuart Sutcliffe og trommeslageren Pete Best, spillede 48 aftener i Indra Club indtil den 3. oktober, hvor klager fra naboerne over støjen tvang ejeren af klubben, Bruno Koschmider, til at lukke stedet.

The Beatles i Indra Club, 17. august 1960, f.v. John Lennon, George Harrison, Pete Best, Paul McCartney og Stuart Sutcliffe

De fem medlemmer af gruppen fik hver 30 Deutsche Mark pr. person pr. aften, og for dette beløb forventedes det, at de var på scenen og underholdt det ofte højtrystede publikum i op til otte timer i træk.

Da engagementet i Indra Club sluttede, fortsatte The Beatles med at spille i andre, og større, klubber på Reeperbahn – Der Kaiserkeller, Top Ten Club og Star Club – indtil slutningen af 1962, hvor gruppen havde fået en pladekontrakt med pladeselskabet Parlophone og udsendt deres første single, ”Love Me Do”, nu med en ny mand bag trommerne, Ringo Starr.

Popmusikkens Askepot fylder 75

af Karsten Jørgensen

”Ringo er ikke ligesom os andre. Hvis musikken svinger, vil ingen sige det er på grund af Ringos trommespil. Men hvis det ikke svinger, kan vi altid sige, det er Ringos skyld. Det er dét, han er der til”.

Ordene er John Lennons og stammer fra midten af 1960’erne, og selvom John blot spøgte, var det en ret præcis definition af Ringo Starrs rolle i The Beatles.

The Beatles ved ankomsten til USA, 1964

The Beatles ved ankomsten til USA, 1964

Ringo Starr, eller Richard Starkey, som der står på dåbsattesten, gjorde ikke særlig meget for at opnå den rigdom og berømmelse, han nu har nydt i mere end halvtreds år. ”Jeg sagde bare ja”, siger han om dengang i 1962, hvor John Lennon, Paul McCartney og George Harrison gav ham tilbuddet om, at blive The Beatles’ nye trommeslager. Betænkeligheder havde han dog, for dengang var The Beatles kun verdensberømte i Hamborg og Liverpool; de havde endnu ikke udgivet plader og resten af England havde aldrig hørt om dem.

Ringo Starr blev født for 75 år siden, den 7. juli 1940, i Liverpools fattigste kvarter, Dingle, og hele sin barndom var han plaget af dårligt helbred. Gang på gang blev skolegangen afbrudt af langvarige hospitalsophold, som betød, at da Ringo forlod skolen var han intellektuelt set slet ikke på højde med sine jævnaldrende. På arbejdsmarkedet drev han det ikke videre, end et job som bud ved de engelske jernbaner.

Man kan derfor godt sige, at historien om Ringo Starr er eventyret om Askepot om igen. Fra udsigten til et kedeligt liv i samfundets underste klasse, blev han som ved et trylleslag fjerdemand i verdens berømteste popgruppe.

Efter The Beatles med kanonfart havde bestormet berømmelsens tinde med deres første plader i 1963, blev personerne hvermands eje. Og medierne fremstillede dem som fire dele af en helhed, med individuelle træk. John Lennon var intellektet, Paul McCartney hjertet, George Harrison sindet og Ringo Starr var kroppen og pulsen i gruppen – det klippefaste underlag, som var base for de til tider vidtløftige ekskursioner.

Ringo Starr er ingen banebrydende trommeslager. Han kunne ikke lave en finesse, om så det gjaldt livet, men blev alligevel stildannende indenfor rockmusikken. Hans tunge, habile spil lagde en solid bund i The Beatles’ musik, og inspirerede bl.a. Keith Moon fra The Who og Mick Avory fra The Kinks, som heller ikke kunne håndtere mange nuancer. Det er velkendt, at Paul McCartney greb stikkerne, når passagerne blev for svære for Ringo, som i øvrigt var trommeslager i en anden populær Liverpool-gruppen, Rory Storm & The Hurricanes, før han afløste Pete Best, The Beatles’ første trommeslager.

Da The Beatles, trods Lennon og McCartneys tydelige dominans, var et demokratisk foretagende, fik også Ringo sine øjeblikke i rampelyset, med sange der ofte hvilede på country & western-traditionen, for Ringo var bestemt ingen rocksanger. Hans vokale formåen lader meget tilbage at ønske, men alligevel høstede han stor succés med sange som ”Boys”, ”Honey Don’t”, ”Act Naturally”, ”Yellow Submarine” og ”With A Little Help From My Friends”, der alle var som skræddersyede til Ringos mildest talt begrænsede stemmeføring. De viste en godmodig dreng, som ikke havde en tone i livet, men elskede at synge, og netop det uambitiøse og uprætentiøse var sangenes charme.

Ringos bidrag til The Beatles som komponist, er to sange, som begge er parenteser i gruppens produktion. ”Don’t Pass Me By” og ”Octopus’s Garden”, som Ringo skrev i slutningen af Beatles-tiden, er enkle sange uden dikkedarer, bygget over tre akkorder.

Han indledte sin filmkarriere i Beatles-regi med ”A Hard Day’s Night” og ”Help!”, som viste et vist komisk talent, og sidenhen har han medvirket i en halv snes spillefilm, med større eller navnlig mindre succés. Størst i tidsdokumentet ”That’ll Be The Day” fra 1973, hvor Ringo spiller rollen som ung rod i 1950’ernes England. Hvad han i øvrigt også var i det virkelige liv. Men bortset fra denne film, har Ringos største aktiv på celluoid været stillingsbetegnelsen ”eks-beatle”.

Da The Beatles i 1970 blev opløst, var der almindelig enighed om, at Ringo Starr havde mest at tabe. De andre tre var talentfulde komponister, sangere og musikere, mens Ringo stort set ikke havde talent for noget som helst.

Kort før gruppens endeligt udgav han sin første soloplade, ”Sentimental Journey”, som bestod af coverversioner af gamle evergreens fra 1930’erne og 1940’erne. Det var mildt sagt ikke Ringos domæne, at spille rollen som 1970’ernes Frank Sinatra, hvad kritikerne da også uden barmhjertighed lod ham forstå. Og det fik den konsekvens, at hans næste udspil, som var en country & western-plade, ”Beaucoups Of Blues”, er forblevet et overset mesterværk.

Men LP’en ”Ringo” fra 1973 overraskede alle. Med hjælp fra sine tidligere kolleger i The Beatles, indspillede han denne fremragende plade, som viser en veloplagt Ringo i strålende form og med en smittende entusiasme. Hvad der selvfølgelig var medvirkende til succésen var, at alle fire beatler deltog aktivt på pladen, som var det tætteste The Beatles kom en egentlig gendannelse.

Men ”Ringo” var en enlige svale, og fra 1973 og frem havde Ringo ikke meget andet at byde på, end de obligatoriske årlige LP’er, som fortsatte med at udkomme indtil 1978, hvor han udgav sin karrieres vel nok dårligste plade, ”Bad Boy”. Sidenhen kom endnu to efternølere, ”Stop And Smell The Roses” og ”Old Wave”, som helt unddrog sig publikums opmærksomhed.

Barbara BachOp gennem 1980’erne brugte Ringo Starr fortrinsvis sin tid på, at være en omvandrende berømthed, som lå i fast pendulfart mellem cocktailparties, superstjernetræf og afvænningsklinikker, hvor han sammen med hustruen, skuespilleren Barbara Bach, gennemgik kure for at få has på sit store spiritusforbrug.

Men så tog han sig sammen, og i sommeren 1989 drog Ringo Starr ud på sin første turné nogensinde som solist, 23 år efter de sidste Beatles-koncerter. Han dannede et All-Starr Band, som siden har eksisteret i adskillige variationer og altid med en række af rockens garvede folk, der selv har haft hits og kan trække læsset sammen med Ringo.

Som trommeslager er han middelmådig. Som sanger er han håbløs. Som komponist er han umulig og som skuespiller har han været en eklatant fiasko. Men Ringo Starr er ikke typen, der stiller sit lys under en skæppe. I 1981 sagde han: ”Jeg er sandsynligvis verdens bedste trommeslager!”

Ni år senere korrigerede han, uden beskedenhed, sig selv: ”Jeg var lidt usikker dengang. Men fjern ’sandsynligvis’ – så passer det stadig”.

Talent eller ikke, så er han alligevel fantastisk populær og velhavende. Han er vellidt blandt musikerkolleger, der som regel aldrig siger nej, når han beder dem om en håndsrækning. Og endelig besidder han en kvalitet, som kan synes at være lidt af en sjældenhed i showbiz: han har begge ben solidt plantet på jorden.

Til dato har Ringo Starr udgivet mere end 25 soloplader (senest ”Postcards From Paradise” i marts i år), indspillet 14 film (de fire med The Beatles) og er blevet mangemillionær på det.

Postcards From Paradise

“Postcards From Paradise”

Og det må vel siges at være ganske godt klaret af en mand, som stort set ingenting kan!