Category: Nyhed

Pegi Young, sanger og Neil Youngs eks, død af kræft

af Karsten Jørgensen

Pegi Young, musiker og sanger, som var gift med Neil Young i 36 år, er død af kræft, 66 år.

Pegi Young - undated 2

”Det er med stor sorg, vi bekræfter, at den 1. januar, efter en årelang kamp mod kræft, døde Pegi Young – mor, bedstemor, søster, tante, musiker, aktivist og medstifter af The Bridge School – omgivet af sine venner og familie”, stod der torsdag morgen i et opslag på Pegis Facebook-side.

Og Graham Nash, som arbejdede sammen med Neil Young i supergruppen Crosby, Stills, Nash & Young, fortalte Billboard: ”Pegi var på mange måder en stærk kvinde, som folk beundrede”.

Pegi Young, som blev født med navnet Margaret Morton i San Mateo i Californien den 1. december 1952, mødte Neil Young i 1974, mens hun arbejdede som servitrice på et cafeteria nær hans ranch i La Honda i Californien. Neil var på daværende tidspunkt gift med skuespilleren Carrie Snodgrass, som han i 1975 blev skilt fra, og tre år senere giftede Pegi sig med Neil Young.

Senere i 1978 fødte Pegi sønnen Ben, som havde en svær hjerneskade, efterfulgt af en datter, Amber Jean, i 1984, som lider af epilepsi. Samtidig blev Pegi også stedmor til Neils søn fra ægteskabet med Carrie Snodgrass, Zeke, som var født i 1972 – også med hjerneskade.

Da Ben blev ældre, søgte forældrene en skole, som kunne opfylde hans specielle behov. De fandt ingen, og i 1986 oprettede de deres egen, The Bridge School, hvor de ansatte lærere og pædagoger, der arbejder med banebrydende metoder, som har vundet anerkendelse og har spredt sig til hele verden.

”Det var min drøm”, sagde Pegi, som var primus motor i driften af skolen. ”Men at se det blive realiseret, det var virkelig stort”.

Hvert år indtil 2016 stod Neil og Pegi for en støttekoncert for The Bridge School, som rejste penge til skolen, og gennem årene har megastjerner som bl.a. Paul McCartney, Bob Dylan, Bruce Springsteen, Tom Petty, Brian Wilson, Elton John, Metallica, Elvis Costello, Willie Nelson, Crosby, Stills, Nash & Young og Buffalo Springsteen optrådt.

Gennem årene inspirerede Pegi sin mand til at skrive en lang række sange, bl.a. ”Unknown Legend” på albummet ”Harvest Moon” i 1992, samt ”Such A Woman” og ”Once An Angel”.

Pegi Young - and Neil Young 2

Pegi Young sammen med Neil

Pegi Young havde også en musikkarriere, men det tog en del år før hun kom i gang, primært ”fordi jeg er for genert og for usikker til, at stå på egne ben”.

Oprindelig var hun korsanger i The Pinkettes, som akkompagnerede Neil Young på Rock-a-Billy Shocking Pinks-turneen i 1983. Senere sang hun kor på Neils Oscar-nominerede sang ”Philadelphia” i 1994, og optrådte regelmæssigt ved hans koncerter. Siden 2007, hvor hun dannede gruppen The Survivors og solodebuterede med albummet ”Pegi Young”, har hun udsendt flere plader: ”Foul Deeds” i 2010, ”Bracing For Impact” i 2011, ”Lonely In A Crowded Room”, 2014, og senest ”Raw” i 2017.

I juli 2014, efter 36 års ægteskab, indgav Neil skilsmissebegæring, efter han havde indledt et forhold til skuespilleren og aktivisten Daryl Hannah, som han senere giftede sig med i august 2018.

Pegis sidste album ”Raw” udkom i 2017 i efterdønningerne fra skilsmissen, og i flere af sangene forholdt hun sig nøgtern og betragtende, og afholdt sig fra bitre angreb, selv i åbningssangen ”Why” hvor hun begynder med linjen ”Why’d you have to ruin my life?”

”Den proces er min, men det er også en almen oplevelse, uanset om det er et brud sent i livet eller et dødsfald eller et andet tab”, sagde hun efter udgivelsen af ”Raw”. ”Man er nødt til at lære at leve i den nye verdensorden – og det er dét, jeg gør”.

Neil Young har endnu ikke kommenteret sin tidligere kones død.

Pegi Young efterlader sig børnene Ben og Amber, stedsønnen Zeke, to børnebørn, to søstre og to ældre brødre.

 

Opdateret:

Den 5. januar 2019 lagde Neil Young en udtalelse på sin internetside NeilYoungArchives.com, med overskriften ”Such A Woman: Pegi Young 1952-2019”, hvor han citerede fra sin egen sang med samme titel, oprindelig udsendt på albummet ”Harvest Moon” i 1992: ”You are such a woman to me/And I love you/Our love will live/Until the end of all time”.

Disse linjer blev efterfulgt af en meget kort, personlig udtalelse: ”Tak Pegi, fordi du har været en vidunderlig mor for vores børn. Du lever videre i dem og i så mange andre, du har haft berøring med”.

 

‘Springsteen On Broadway’ på både CD, LP og Netflix

af Karsten Jørgensen

Bruce Springsteens succesfulde forestilling ”Springsteen On Broadway”, som siden oktober 2017 har spillet for fulde huse i The Walter Kerr Theatre i New York, nærmer sig nu sin afslutning og forventes at spille for sidste og 236. gang den 15. december.

Showet blev modtaget med superbe anmeldelser, og Jesse Green skrev bl.a. i sin anmeldelse i New York Times: ”Som et billede af en kunstner, har der aldrig været noget, hverken mere virkeligt eller smukkere, på Broadway”.

Alle, der af den ene eller anden årsag ikke fik billet til showet, kan snart trøste sig med, at Bruces one-man show nu udkommer på både dobbelt-CD og vinylsæt med fire LP’er.

Springsteen On Broadway - 2 cd, 2018

”Springsteen On Broadway” udsendes dagen før det sidste show, den 14. december, og markedsføres som et soundtrack, idet det er lydsporet til den visuelle udgave af showet, som Netflix viser allerede den 16. december.

Rygter om, at Bruce og The E Street Band har planer om at turnere i 2019, blev i går dementeret af Bruce Springsteen selv på Twitter, mens andre forlydender om, at et nyt studiealbum er på vej, det første siden ”High Hopes” i 2014, skulle der være hold i. Og det er angiveligt et soloalbum. ”I mangel af et bedre ord, vil jeg kalde det en singer-songwriter plade”, sagde Bruce i søndags i et interview med den engelske avis The Times.

Springsteen On Broadway - 2 cd, 2018 - 2

Trackliste til dobbelt-cd’en ”Springsteen On Broadway”, udsendt på Columbia Records:

CD 1:
1. Growin’ Up (Introduction)
2. Growin’ Up
3. My Hometown (Introduction)
4. My Hometown
5. My Father’s House (Introduction)
6. My Father’s House
7. The Wish (Introduction)
8. The Wish
9. Thunder Road (Introduction)
10. Thunder Road
11. The Promised Land (Introduction)
12. The Promised Land

CD 2:
1. Born In the U.S.A. (Introduction)
2. Born In the U.S.A.
3. Tenth Avenue Freeze-Out (Introduction)
4. Tenth Avenue Freeze-Out
5. Tougher Than the Rest (Introduction)
6. Tougher Than the Rest
7. Brilliant Disguise (Introduction)
8. Brilliant Disguise
9. Long Time Comin’ (Introduction)
10. Long Time Comin’
11. The Ghost of Tom Joad (Introduction)
12. The Ghost of Tom Joad
13. The Rising
14. Dancing In the Dark (Introduction)
15. Dancing In the Dark
16. Land of Hope and Dreams
17. Born To Run (Introduction)
18. Born To Run

Geoff Emerick, lydtekniker på plader med The Beatles og Paul McCartney, er død, 72 år

af Karsten Jørgensen

Den engelske lydtekniker og producer Geoff Emerick, som siden 1966 arbejdede sammen med The Beatles, Paul McCartney og mange andre, er død af hjertestop, 72 år.

Geoff Emerick - med Paul McCartney

Geoff Emerick i studiet med Paul McCartney

”En af de bedste og mest opfindsomme lydfolk”, skrev produceren Giles Martin, søn af afdøde Beatles-producer George Martin. ”Vi er alle påvirket af de lyde, han var med til at skabe på den mest fantastiske musik, der nogensinde er indspillet”.

Geoffrey Ernest Emerick blev født i London den 5. december 1945, og begyndte sin karriere som assisterende lydtekniker hos EMI Records som 15-årig. Han var første gang involveret i en indspilning med The Beatles i 1963, hvor han var båndoperatør på to sange, ”Misery” og ”Baby It’s You”.

Tre år senere, i april 1966, blev Emerick forfremmet til primær lydtekniker, og afløste Norman Smith ved The Beatles’ pladeindspilninger. De følgende tre år skabte trekløveret af The Beatles, produceren George Martin og Emerick pladerne ”Revolver”, ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, “Magical Mystery Tour”, “The Beatles (The White Album)”, “Yellow Submarine” og “Abbey Road”.

“Jeg blev lidt overrasket; ja, faktisk skræmte det mig”, sagde Emerick senere om det første samarbejde med The Beatles på “Revolver”. ”Ansvaret var enormt, men jeg sagde ja, og tænkte, at jeg måtte løse problemerne i takt med at de opstod”.

Senere kaldte Emerick ”A Day In The Life” for højdepunktet i sin karriere. ”Den aften, vi indspillede det store orkester, gik min og alle andres verden fra sort/hvid til farver”.

Geoff Emerick - i midten, med George Martin og Ringo Starr

Geoff Emerick, i midten, med George Martin og Ringo Starr

Efter opløsningen af The Beatles i 1970 fortsatte Emerick samarbejdet med Paul McCartney. Han var teknisk ansvarlig for en stribe Wings- og McCartney-albums: “Band On The Run”, 1973, “Venus And Mars”, 1975, “London Town”, 1978, “Tug Of War”, 1982, “Pipes of Peace”, 1983, “Give My Regards To Broad Street”, 1984, “Flowers in the Dirt”, 1989, “Unplugged – The Official Bootleg”, 1991, “Paul Is Live”, 1993, “Flaming Pie”, 1997, “Run Devil Run”, 1999, “Driving Rain”, 2001, og “Memory Almost Full”, 2007. Venskabet mellem dem var så tæt, at Paul McCartney var forlover, da Geoff Emerick i januar 1989 blev gift med Nicole Graham.

Geoff Emerick har endvidere arbejdet på albummet ”The Beatles At The Hollywood Bowl”, 1977, soundtrack-LP’en ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” (med The Bee Gees og Peter Frampton), 1978, og cd-trilogien ”Anthology”, med optagelser fra Beatles-arkiverne, 1995-96. Desuden har han produceret flere plader med andre kunstnere, bl.a. ”Imperial Bedroom”, 1982, og ”All This Useless Beauty”, 1996, med sangeren Elvis Costello, samt albums med både Kate Bush, Art Garfunkel, Judy Garland, America, Badfinger, Manfred Mann, The Zombies og mange andre.

Geoff Emerick modtog tre Grammy’er som lydtekniker, for hhv. ”Sgt. Pepper”, ”Abbey Road” og Wings’ ”Band On The Run”, og fik i 2003 en fjerde, en ”teknisk Grammy”, for ”at have flyttet grænserne i pladestudiet med sin kreativitet og fantasi”.

I 2006 udgav Geoff Emerick erindringsbogen ”Here, There and Everywhere: My Life Recording the Music of the Beatles”, og mange kritiserede ham efterfølgende for, at han i alt for høj grad fremhævede Paul McCartneys betydning, og nedtonede George Harrison og Ringo Starrs roller i The Beatles.

Geoff Emerick - Here, There And Everywhere

Geoff Emerick døde den 2. oktober 2018.

Ny bog om Paul Simon

af Karsten Jørgensen

Fredag den 26. oktober udsender forlaget Klim min nyeste bog og den 14. i rækken siden 1979.

”Paul Simon – en biografi”, på 277 sider, fortæller historien om sangskriver og sanger Paul Simon, som har gjort sig gældende på den internationale musikscene siden 1964.

PS_T_Forside

Gennem seks årtier har Paul Simon igen og igen sat sit aftryk i populærmusikken, og efter flere kommercielle op- og nedture er han forblevet en væsentlig del af popmusikkens øverste elite.

Hans publikum spænder over mange generationer, og alle har en favoritperiode i hans karriere. For nogle er det det legendariske samarbejde med Art Garfunkel i 1960’erne, der begyndte med sange som ”The Sound Of Silence” og ”Mrs. Robinson”, og toppede med mesterværket ‘Bridge Over Troubled Water’, det ultimative højdepunkt.

Andre sværger til pladerne fra 1970’erne, hvor solisten Paul Simon var med til at definere singer-songwriter begrebet. En periode kendetegnet af musikalsk nysgerrighed, hvor han dyrkede perfektionen i lyd og produktion på sange som ”American Tune” og ”Still Crazy After All These Years”, og gang på gang gik forrest i udforskningen af musik fra alle hjørner af den tredje verden.

Eller i 1980’erne, hvor kærligheden til og engagementet i sydafrikansk musik resulterede i det banebrydende album ’Graceland’, som overskred barrieren af politisk korrekthed og blev en musikalsk triumf, der spredte sig som ringe i vandet.

I de følgende årtier fortsatte Paul Simon med at eksperimentere, og har haft succesrige samarbejder med bl.a. avantgardemusikeren Brian Eno og den italienske producer og dj Clap! Clap!, sidstnævnte på albummet ‘Stranger To Stranger’, der indeholder elementer fra alle hans perioder og kan ses som et musikalsk kalejdoskop over en karriere, som aldrig har stagneret.

Indimellem har der været mindre heldige ekskursioner i filmmediet med ’One-Trick Pony’, og musicalen ‘The Capeman’ var også mere en personlig triumf end en anmeldersucces. I næsten alle årtier har der været succesrige, men anstrengte genforeninger af Simon & Garfunkel på scenen, men ikke i pladestudiet.

Men uanset succes eller ej, har Paul Simon som kunstner altid haft modet til at udforske nye områder, og ofte med så stor succes, at det har aftvunget generel respekt fra både musikerkolleger, publikum og anmeldere.

Bogen følger Paul Simons karriere helt til dørs og slutter med farvel-turneen ’Homeward Bound’, som bragte Simon til Royal Arena i juli 2018, og det helt nye album ’In The Blue Light’, som udkom i september.

Søndag den 28. oktober kl. 14:30 er jeg på Rød Scene på årets Bog Forum i Bella Centret, hvor jeg interviewes af journalist René Gummer og fortæller om både den nye bog og om Paul Simons karriere.

Neil Young udsender albummet ‘Songs For Judy’

af Karsten Jørgensen

Neil Youngs næste udgivelse bliver et livealbum med optagelser fra 1976, som får titlen ”Songs For Judy”.

Songs For Judy - Neil Young, cd, 2018, front

Pladen, der udsendes den 30. november, indeholder 22 sange optaget under Neil Youngs soloturne i november 1976, hvor han optrådte alene, kun med en akustisk guitar, og indimellem også spillede klaver eller banjo.

Blandt sangene, der inkluderer kendte numre som ”Heart Of Gold”, ”Sugar Mountain” og ”After The Goldrush”, er også én sang, som aldrig har været udgivet før: ”No One Seems To Know”.

Albummet udsendes også digitalt, og den 14. december vil en vinyl-udgave også være tilgængelig.

Neil Young undated 3

Neil Young har også sat en (næsten) udgivelsesdato på anden del af hans arkivudgivelser. ”Neil Young Archives Vol. 2” forventes at være i handlen i maj 2019, ni år efter ”Neil Young Archives Vol. 1, 1963-1972”, og forventes at dække årene fra 1972 til 1982.

Trackliste for ”Songs For Judy”:

Songs For Judy Intro
Too Far Gone
No One Seems To Know
Heart Of Gold
White Line
Love Is A Rose
After The Gold Rush
Human Highway
Tell Me Why
Mr. Soul
Mellow My Mind
Give Me Strength
Man Needs A Maid
Roll Another Number
Journey Through The Past
Harvest
Campaigner
Old Laughing Lady
The Losing End
Here We Are In The Years
The Needle And The Damage Done
Pocahontas
Sugar Mountain