Category: Nyhed

Bruce Springsteens gamle bandkammerat George Theiss er død

af Karsten Jørgensen

George Theiss, som var lead-sanger i Bruce Springsteens første band, The Castiles, er død af lungecancer, 68 år gammel.

Theiss voksede, ligesom Bruce, op i Freehold i New Jersey, og var en kendt skikkelse i en række lokale bands som Rusty Chain, Doo-Dah, The Cahoots og The George Theiss Band.

The Castiles 1966 - George Theiss i midten, Bruce nr. 2 fra venstre

The Castiles, 1966 – George Theiss i midten, Springsteen nr. 2 fra venstre

Men mest kendt var han naturligvis for tiden som leder af The Castiles i midten af 1960’erne, hvor en meget ung Bruce Springsteen trådte sine musikalske barnesko som guitarist.

George var kæreste med Virginia Springsteen, Bruces søster, og det førte til, at Bruce i 1965 fik tilbuddet om at blive leadguitarist i The Castiles.

The Castiles indspillede to sange i et pladestudie i Freehold i maj 1966, ”That’s What You Get” og ”Baby I”, begge skrevet i fællesskab af Theiss og springsteen, men først 50 år senere blev det ene nummer, ”Baby I”, udsendt officielt på Springsteen-albummet ”Chapter And Verse” i 2016.

Bruce spillede sammen med Theiss i The Castiles fra 1965 til 1968, hvor gruppen opløstes efter de alle blev arresteret for besiddelse af marijuana.

Men allerede før bruddet, havde der været gnidninger mellem Bruce og George Theiss, som følte, at Bruce truede hans position som leder af gruppen.

Alligevel forblev George Theiss og Bruce Springsteen venner, og i 1969 var Bruce med til Theiss’ bryllup.

Ved en slags skæbnens ironi giftede Bruce Springsteen sig senere med Patti Scialfa, hvis bror Michael havde spillet sammen med Theiss i en senere gruppe, The Cahoots.

George Theiss, sammen med Bruce Springsteen og Marion Vinyard i Freehold, 2002

George Theiss med Springsteen (t.h.) og Marion Vinyard i Freehold, 2002

George Theiss, som var flyttet fra Freehold til Salisbury i North Carolina, døde den 13. juli, og efterlader sig hustruen Diana, som han havde været gift med siden 1969.

Amerikansk postvæsen udsender frimærke med John Lennon

af Karsten Jørgensen

Internetsiden Ultimate Classic Rock skriver, at John Lennons kontrafej nu bliver foreviget på et amerikansk frimærke.

Den 7. september udsender det amerikanske postvæsen frimærket, som er prydet med et portræt af John Lennon fra august 1974, taget af fotografen Bob Gruen og brugt på omslaget til ex-beatlens femte soloalbum, ”Walls And Bridges”.

John Lennon, Forever stamp, U.S.A., 2018

Postvæsenet begrunder i en pressemeddelelse valget af eks-beatlen: ”Lennon er elsket over hele verden, og havde stor succes både som medlem af The Beatles og som solist. Lennons musik er stadig en fortaler for sandhed, fred og tolerance”.

Frimærket med John Lennon er det foreløbig seneste i serien ’Forever’, der tidligere har udgivet frimærker med portrætter af Elvis Presley, Janis Joplin, Ray Charles, Jimi Hendrix og Johnny Cash.

Kl. 11 på udgivelsesdatoen 7. september bliver der afholdt en ceremoni i New Yorks Central Park, ikke langt fra mindeparken Strawberry Fields og heller ikke langt fra den lejlighed i bygningskomplekset The Dakota, hvor Lennon boede de seneste år af sit liv, indtil han i december 1980 blev skudt og dræbt af en sindsforvirret fan. Ceremonien er åben for offentligheden.

 

Ringo bliver slået til ridder af prins William

af Karsten Jørgensen

I slutningen af december sidste år meddeltes det fra det britiske kongehus, at Richard Starkey – bedre kendt som Ringo Starr – ville blive slået til ridder i 2018, ligesom hans gamle Beatles-kollega Paul McCartney blev i 1997.

I går skete det så, ved en ceremoni på Buckingham Palace, hvor han blev adlet af den engelske tronfølger prins William.

Ringo Starr bliver slået til ridder af prins William, 20. marts 2018

Sir Ringo og prins William på Buckingham Palace

Bagefter fortalte Sir Ringo de ventende journalister, at han endnu ikke havde vænnet sig til, at folk skulle til at kalde ham Sir.

”Det betyder meget for mig”, sagde han til BBC. ”Og det betyder en anerkendelse af det, vi har udrettet”.

Han sagde også, at han savnede selskabet fra de øvrige beatler, som havde været på Buckingham Palace kollektivt som The Beatles i 1965, da de modtog deres MBE-ordner af dronning Elizabeth.

”Det var lidt skræmmende i dag, at stå der alene”, sagde han.

Ringo Starr with his medal - 20. marts 2018

Sir Ringo – stolt som en pave

Tilsidst indrømmede Sir Ringo, at han endnu ikke havde besluttet hvad han ville bruge sin medalje til.

”Men jeg vil ha’ den på til morgenmaden”, spøgte han.

Barneskuespiller fra ‘Paradise, Hawaiian Style’ er død, 62 år

af Karsten Jørgensen

Den charmerende barneskuespiller Donna Butterworth, som spillede sammen med Elvis Presley i filmen ”Paradise, Hawaiian Style” i 1966, er død på et hospital i Hilo på Hawaii, 62 år gammel. Dødsårsagen er endnu ikke oplyst.

Butterworth, Donna - child actor, with Elvis Presley, 1966

Donna Butterworth med Elvis

Donna Butterworth var kun 10 år og havde allerede udsendt to singler i eget navn, da hun optrådte i ”Paradise, Hawaiian Style” med sangene ”Datin’”, ”Bill Bailey, Won’t You Please Come Home” og ”Queen Wahine’s Papaya”, sidstnævnte en duet med Elvis, der samtidig spillede på ukulele.

Butterworth var født i Philadelphia, Pennsylvania i USA den 23. februar 1956 og var kun tre år, da hun flyttede med sin familie til Hawaii. Her optrådte hun først med den lokale entertainer Don Ho, og var senere med i tv-programmer som ”The Andy Williams Show”, ”The Dean Martin Show” og ”The Danny Kaye Show”.

Hun spillede en hovedrolle sammen med komikeren Jerry Lewis i lystspillet ”The Family Jewels” i 1965 – en rolle hun blev nomineret til en Golden Globe for. To år senere sluttede hendes skuespillerkarriere med en optræden i tv-serien ”Walt Disney’s Wonderful World of Color”.

Butterworth, Donna - child actor, in The Family Jewels, 1965

Donna Butterworth i ‘The Family Jewels’, 1965

Donna Butterworth døde den 6. marts 2018.

‘Paul er den dårligste bassist, jeg nogensinde har hørt’, siger Quincy Jones

af Karsten Jørgensen

Den legendariske pladeproducer Quincy Jones, som har arbejdet med kunstnere fra Lesley Gore og Little Richard til Michael Jackson, Frank Sinatra og Donna Summer, fylder 85 år i næste måned, og blev i den anledning fornylig interviewet til magasinet New York.

Quincy Jones med Michael Jackson

Quincy Jones og Michael Jackson

Emnerne i interviewet spændte fra astrologi, raceproblematik og den aktuelle feministbevægelse, til personlige betragtninger om musikbranchen og hans kolleger i den. Her langede Quincy Jones bl.a. ud efter Michael Jackson, som han kaldte for en ’sangtyv’, under henvisning til, at Jacksons kæmpehit ”Billie Jean” havde lånt lige lovlig meget fra Donna Summers ”State Of Independence”. Men også The Beatles fik nogle hug.

”Paul er den dårligste bassist, jeg nogensinde har hørt”, sagde Jones bramfrit, og fortsatte med en sønderlemmende kritik af Ringo Starr, som han arrangerede sangen ”Love Is A Many Splendoured Thing” for, på Beatles-trommeslagerens solodebutalbum ”Sentimental Journey” i 1970.

”Jeg kan huske, at Ringo brugte tre timer på at lægge rytme på et helt enkelt nummer i fire-fjerdedele. Men han kunne ikke ramme takten”, sagde Quincy Jones.

Quincy Jones foreslog Ringo at holde en halv times pause, og så komme tilbage til studiet og prøve igen. Imellemtiden fik Quincy en studiemusiker til at indspille trommerne til sangen.

Da Ringo kom tilbage, bad han Quincy Jones om at afspille båndet med sangen.

”Det lyder da ikke så dårligt, vel”, sagde Ringo glad, hvortil Quincy Jones tørt svarede: ”Nej, men det er heller ikke dig”.

Men bortset fra det var Ringo Starr en flink fyr, sagde Quincy Jones i interviewet.