Category: Nyhed

Filminstruktøren Steve Gebhardt, som arbejdede med John Lennon og Yoko Ono, død, 78 år

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske filminstruktør Steve Gebhardt, som i begyndelsen af 1970’erne var tilknyttet John Lennon og Yoko Onos filmselskab Joko Films og arbejdede med dem på en række avantgarde- og dokumentarfilm, er død af hjertestop i sin hjemby Cincinnati i Ohio, 78 år gammel.

Gebhardt, Steve - director and filmmaker

Steve Gebhardt

Steve Gebhardt blev født i Cincinnati den 6. januar 1937, og læste oprindelig til arkitekt. Men en glødende kærlighed til filmmediet fik ham til at skifte retning, og i 1970 instruerede han dokumentarfilmen ”Escalator Over The Hill”, som viste indspilningen af en jazz-opera af Carla Bley. Det førte videre til et tre-årigt samarbejde med John Lennon og Yoko Ono.

Han arbejdede som kameramand på parrets eksperimenterende film ”Fly” og ”Up Your Legs Forever” i 1970, og året efter instruerede han dokumentarfilmen ”Imagine”, som viste indspilningen af Lennons berømte album af samme navn. Gebhardt var også instruktør af filmen ”John Lennon & Yoko Ono Present The One To One Concert”, som viste John Lennons sidste koncert i august 1972. En redigeret udgave af filmen, med titlen ”John Lennon, Live In New York City”, blev udsendt på video i 1986.

Live In New York City - John Lennon, dvd

Dvd-udgave af “John Lennon, Live In New York City”

Senere var Steve Gebhardt også instruktør på Rolling Stones-koncertfilmen ”Ladies And Gentlemen, The Rolling Stones”, som havde premiere i 1974. ”Imagine”-filmen, med bonus-materiale, blev genudsendt på dvd i 2000 under titlen ”Gimme Some Truth: The Making Of John Lennon’s Imagine Album”.

Ladies & Gentlemen, The Rolling Stones - blu-ray

“Ladies & Gentlemen, The Rolling Stones”, blu-ray

Trommeslageren på The Beatles’ første single er død

af Karsten Jørgensen

Trommeslageren Andy White, som i 1962 på producer George Martins foranledning erstattede Ringo Starr bag gryderne, da The Beatles lavede deres første pladeindspilning i EMI’s Abbey Road-studie, er død af et slagtilfælde i sit hjem i Caldwell, New Jersey, 85 år gammel.

I september 1962 havde Ringo Starr kun været medlem af The Beatles i ganske få uger, så da de 11. september besøgte studiet i Abbey Road i London, for at indspille deres første single ”Love Me Do”, var produceren forståeligt nok skeptisk, og hans tillid til, at Ringo kunne klare opgaven var ikke stor.

White, Andy - session drummer

Andy White ‘på stikkerne’

Martin tog derfor ingen chancer. Han indkaldte den rutinerede Andy White til jobbet bag trommerne, og i løbet af et par timer var tre sange i hus: ”Love Me Do” og dens B-side ”P.S. I Love You”, samt en tidlig udgave af ”Please Please Me”, som White imidlertid aldrig er blevet krediteret for. For White var indspilningen med The Beatles bare endnu et job af tre timers varighed, som indbragte ham tariffen på 5 £, plus en bonus på 10 shilling, fordi han medbragte sit eget trommesæt.

At Andy White var stand-in for Ringo betyder, at The Beatles’ indspilning af ”Love Me Do” i dag findes i versioner med hele tre forskellige trommeslagere. Dels den officielle med Ringo Starr, indspillet den 4. september 1962 og udsendt på den engelske singleudgivelse, samt på opsamlingsalbummet ”Past Masters” i 1988. Dels Andy Whites version, som blev udsendt på The Beatles’ debutalbum ”Please Please Me”, samt på de første singleudgivelser i USA i 1964. Og endelig er der en tidlig version med Pete Best fra 6. juni 1962, før han blev fyret, som i 1995 blev udgivet på dobbeltalbummet ”Anthology 1”. Og det betyder vel, at Andy White med ligeså stor ret som Best kunne hævde, at han var ”den femte Beatle”.

White, Andy - session drummer - 2

Andy White med genudgivelsen af ‘Love Me Do’

Andy White blev født i den lille skotske by Stranraer, nær Glasgow, den 27. juli 1930, og begyndte at spille trommer, da han var 12 år. Det første professionelle job fik han som 22-årig med et danseorkester, der havde et sæsonbetonet engagement på et hotel i en skotsk badeby, og kort tid senere tilsluttede han sig et populært swing-band, The Vic Lewis Orchestra, som turnerede i Amerika.

I slutningen af 1950’erne havde White etableret sig som en populær studiemusiker med base i London, og selvom The Beatles endnu ikke var kendt udenfor Liverpool, så vidste Andy White godt hvem de var, da han i september 1962 fik tilbudt jobbet ved indspilningen af ”Love Me Do”. Andy Whites første kone, sangerinden Lyn Cornell, kom nemlig fra Liverpool, og var medlem af grupperne The Vernon Girls, The Pearls og The Carefrees – sidstnævnte havde i 1964 et amerikansk hit med kærlighedssangen ”We Love You Beatles”.

I midten af 1960’erne spillede Andy White trommer på adskillige hitsange, bl.a. Lulus ”Shout”, 1964, Tom Jones’ ”It’s Not Unusual”, 1965, og en del sange med Herman’s Hermits. Endvidere medvirkede han også på Billy Furys første album, og turnerede med navne som Bill Haley, Chuck Berry, The Platters og, i 1970’erne, Rod Stewart. Fra 1964 og de følgende 11 år spillede han i Marlene Dietrichs turneorkester, sammen med bl.a. pianisten Burt Bacharach.

Senere blev White medlem af BBC Scottish Radio Orchestra, og da orkestret opløstes i 1983, flyttede White og hans familie til USA, hvor de slog sig ned i Caldwell i New Jersey.

Andy White, New Jersey, October 1992

Andy White, oktober 1992

Andy White døde den 9. november og efterlader sig sin anden hustru Thea.

Elvis planlagde turné i England umiddelbart før han døde

af Karsten Jørgensen

Gennem hele sin karriere optrådte Elvis Presley aldrig udenfor det nordamerikanske kontinent, bortset fra en håndfuld koncerter på Hawaii, som jo teknisk set også er en del af USA. Årsagen til dette hævdes at være, at Elvis’ hollandsk-fødte manager Colonel Parker opholdt sig illegalt i landet, og derfor ikke turde rejse udenfor USA’s grænser.

Men en forsikringspolice, som er fundet i en mappe med mere end hundrede andre Elvis-relaterede dokumenter, antyder nu, at Elvis planlagde at turnere i England, og måske også Japan, umiddelbart før han døde i august 1977. Og Elvis’ 70-årige eks-hustru og mor til hans datter Lisa Marie, skuespilleren Priscilla Presley, underbygger denne antagelse i et interview med magasinet Female First, hvor hun samtidig gør reklame for et nyt Elvis-album, ”If I Can Dream”, hvor ’Kongens’ originale indspilninger bliver parret med nye optagelser med The Royal Philharmonic Orchestra.

Elvis Presley, forsikringspolice 11. august 1976

Den eneste gang, Elvis angiveligt satte foden på britisk jord, var i 1960, hvor han mellemlandede og opholdt sig ganske få timer i Prestwick-lufthavnen i Glasgow, på vej hjem fra militærtjeneste i Vesttyskland. Derimod er rygter om, at han allerede i 1958 skulle have mødt sangeren Tommy Steele i London aldrig blevet bekræftet.

Forsikringspolicen, som er dateret den 11. august 1976, gælder hans private jetfly, en Corvair 880 med navnet ’Lisa Marie’. I en rubrik, hvor han skal oplyse hvilke lande han påtænker at flyve til, skrev han ”Japan og England”, og det har fået Julie Yeardye, en britisk Elvis-ekspert, til at konkludere, at Elvis planlagde at turnere i de pågældende lande.

The Lisa Marie

Elvis’ private jetfly, Lisa Marie

”I årevis blev der spekuleret i, hvorvidt Elvis ville komme til Europa og optræde”, siger hun. ”Det, der gør det foreliggende dokument så interessant er, at det for første gang demonstrerer sort på hvidt, at Elvis faktisk overvejede at rejse til England”.

Forsikringspolicen er udbudt til salg på Julien’s auktioner og forventes at indbringe omkring 10.000 £.

I øvrigt er ”If I Can Dream” netop blevet nr. 1 på den engelske album-hitliste i den forløbne uge. Det er en ny rekord for en mandlig sanger, da det er 12. gang, at Elvis Presley når førstepladsen på album-hitlisten i England. Hermed tangerer han Madonnas præstation, og overgås kun af The Beatles, der som gruppe har nået den eftertragtede topplacering hele femten gange.

If I Can Dream - Elvis Presley & Royal Philharmonic Orchestra, cd, U.K., 2015, front

Ny biografi om Neil Young af Karsten Jørgensen

af Karsten Jørgensen

På torsdag den 12. november, på Neil Youngs 70 års fødselsdag, udkommer min nye bog, som er en biografi om netop Neil Young, på Forlaget Klim.

Bogen, som er på 370 sider, følger mønstret fra mine tidligere biografier om bl.a. John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Bruce Springsteen, og tegner et grundigt portræt af både mennesket og kunstneren, betragtet gennem danske øjne og med danske kulturelle referencer.

Neil Young bio

Læs mere og køb.

I morgen, den 8. november, interviewes jeg på BogForum i Bella Centret. Det sker på Rød Scene kl. 15:30. Intervieweren er journalist René Gummer fra Weekendavisen.

Neil Young er gæstesanger på nyt album

af Karsten Jørgensen

Bandet Promise Of The Real, der var Neil Youngs våbenbrødre på hans seneste album ”The Monsanto Years” og sidenhen akkompagnerede ham på en amerikansk turné, som kulminerede med optræden ved årets Bridge School-koncerter den 24. og 25. oktober, viser nu, at de godt kan stå på egne ben.

Lukas Nelson, Neil Young, Micah Nelson

Lukas Nelson, Neil Young og Micah Nelson

Den 26. februar udsender Promise Of The Real albummet ”Something Real”, deres tredje LP, og har til lejligheden fået Neil Young til at medvirke som gæstesanger på nummeret ”San Francisco”.

Albummet blev indspillet helt tilbage i efteråret 2014, men af hensyn til samarbejdet med Neil på ”The Monsanto Years” og den efterfølgende Rebel Content-turné, valgte gruppen at udskyde udgivelsen.

Promise Of The Real, med Willie Nelsons sønner Lukas og Micah i front, giver koncerter på egen hånd fra 10. november og frem til nytår, inden udgivelsen af ”Something Real”, der indeholder musik som gruppen selv beskriver som ”cowboy hippie surf rock”.