Paul McCartneys ‘Ram’ udkom for 50 år siden

af Karsten Jørgensen

Paul og Linda McCartney, 1971

I dag er det præcis 50 år siden, at Paul McCartneys andet solo-album ”Ram” blev udsendt i Europa. Det er også det eneste album nogensinde, som er krediteret til ”Paul og Linda McCartney”.

Albummet blev indspillet i både New York og Los Angeles fra oktober 1970 til april 1971, og blandt musikerne på pladen er trommeslageren Denny Seiwell og Linda, som korsanger, der begge senere i 1971 blev medlemmer af Pauls nye gruppe Wings. Ved de samme sessions indspilledes også sangen ”Another Day”, som blev Paul McCartneys første single.

Blandt sangene på albummet er tre, der udkom som singler: ”Uncle Albert/Admiral Halsey”, der blev McCartneys første nr. 1-hit i USA, samt ”The Back Seat Of My Car” og ”Eat At Home”. Andre sange er ”Too Many People”, der blev opfattet som et verbalt angreb på McCartneys gamle kollega i The Beatles, John Lennon.

A-siden på den danske udgave af ‘Ram’

Oprindelig fik albummet blandede reaktioner fra medierne, men er sidenhen steget i agtelse, og betragtes i dag som en McCartney-klassiker.

”Ram” blev i 1971 nr. 1 på hitlisterne i bl.a. England, Canada, Holland, Sverige, Norge og Spanien, og nr. 2 i USA og Italien.

Også i 1971 indspillede McCartney, under pseudonymet Percy ’Thrills’ Thrillington, en instrumental version af ”Ram”, som blev udsendt under titlen ”Thrillington” i 1977.

Coveret til ‘Thrillington’

”Ram” blev i 2012 udsendt i en deluxe-version, bestående af fire cd’er (det oprindelige album i både stereo og mono, en cd med bonus sange og ”Thrillington”) og en dvd med en dokumentarfilm, plus flere musikvideoer.

”Ram” blev udsendt i Europa den 21. maj 1971 med flg. trackliste:

Side 1:
Too Many People
3 Legs
Ram On
Dear Boy
Uncle Albert/Admiral Halsey
Smile Away
Side 2:
Heart Of The Country
Monkberry Moon Delight
Eat At Home
Long Haired Lady
Ram On (Version Two)
The Back Seat Of My Car

Paul McCartney er på mærkerne igen

af Karsten Jørgensen

Tilbage i 2007 prydede Paul McCartney en stribe frimærker sammen med kollegerne fra The Beatles, da det engelske postvæsen, Royal Mail, udsendte en serie frimærker, hvor nogle af gruppens ikoniske pladecovere blev afbildet.

Nu bliver denne handling gentaget, dog med den væsentlige forskel, at det er Paul McCartney som solokunstner, der modtager æren på de nye mærker.

De nye frimærker viser otte forskellige pladeomslag

Den 28. maj udsender Royal Mail i alt 12 forskellige frimærker med McCartney. På de otte er motivet berømte pladecovere, som spænder fra ”McCartney” i 1970, over ”Ram”, ”Venus And Mars” og ”McCartney II”, fra henholdsvis 1971, 1975 og 1980, til ”Tug Of War” (1982), ”Flaming Pie” (1997) og ”Egypt Station” (2018), og frem til det seneste ”McCartney III”, som udkom sidste år. De resterende fire frimærker viser Paul McCartney i pladestudiet, på fotografier fra hhv. 1970, 1971, 1980 og 1997.

Mange lande har udgivet frimærker med McCartney, her fra republikken Tchad

I en pressemeddelelse skriver Royal Mail: ”Paul McCartney er fortsat en vital skikkelse i rock- og popverdenen. Arven efter ham er enorm, men hans virke bliver ved at afføde bred opmærksomhed og anerkendelse. Dette frimærkesæt er en passende hyldest til én af Englands mest elskede og værdsatte musikalske ikoner”.

Frimærkerne bliver tilgængelige i mange forskellige konstellationer – lige fra en førstedagskuvert til 12.90 £ til et ”limited edition” nummereret sæt med en sølvmedalje fra The Royal Mint til 99.99 £.

Førstedagskuvert med Paul McCartney-frimærker, 2021

Paul McCartney får denne ære som den kun tredje solomusiker, efter David Bowie, som var afbildet på frimærker i 2017, og Elton John i 2019. Endvidere fik The Beatles deres egne frimærker i 2007, Pink Floyd i 2016 og Queen i 2020.

Engelske frimærker med The Beatles, 2007

I USA har flere rock-, country- og soulmusikere også været afbildet på adskillige frimærker, bl.a. John Lennon, som i 2018 blev foreviget på et mærke i serien ’Forever’.

Amerikansk frimærke med John Lennon fra 2018

Chrissie Hynde udgiver album med Dylan-sange

af Karsten Jørgensen

Frontkvinden i The Pretenders, Chrissie Hynde, udsender 21. maj et nyt soloalbum med lutter coverversioner af Bob Dylan-sange, ”Standing In The Doorway: Chrissie Hynde Sings Bob Dylan”.

I første omgang udkommer albummet kun på streaming-tjenester, mens fysiske udgaver på cd og vinyl udsendes via BMG den 20. august.

Albummet er indspillet under den lange nedlukning i forbindelse med corona-pandemien, og foruden Hynde selv medvirker også bandkammeraten og guitaristen James Walbourne.

En dokumentarfilm om indspilningen af albummet, ”Tomorrow Is A Long Time”, som er instrueret af Michael Nunn og Billy Trevitt, bliver vist på den britiske Sky Arts tv-kanal den 24. maj, som i øvrigt er samme dag, som Bob Dylan fylder 80 år.

Det seneste album med The Pretenders, ”Hate For Sale”, udkom sidste år, mens Chrissie Hyndes seneste soloalbum, ”Valve Bone Woe”, der også bestod af coverversioner af andres sange – bl.a. Brian Wilsons ”Caroline, No” og Ray Davies’ ”No Return”, kom i 2019.

Trackliste:

1. In the Summertime
2. You’re a Big Girl Now
3. Standing in the Doorway
4. Sweetheart like You
5. Blind Willie McTell
6. Love Minus Zero / No Limit
7. Don’t Fall Apart on Me Tonight
8. Tomorrow is a Long Time
9. Every Grain of Sand

‘Come Together’ er Ringo Starrs foretrukne Beatles-sang

af Karsten Jørgensen

Den gamle Beatles-trommeslager Ringo Starr, som fylder 81 i juli, medvirkede fornylig i tv-showet ”The Late Show” med Stephen Colbert, og afslørede, at hans yndlingssang med The Beatles hverken var ”Act Naturally”, ”Don’t Pass Me By” eller ”Octopuss’ Garden”, som han selv sang.

Ringo Starr, da han blev adlet i 2018

Stephen Colbert stillede ham spørgsmålet: ”Du får én sang at lytte til resten af livet. Hvilken?”

Og Ringo svarede uden tøven: ”Come Together”.

”Jeg har mange andre favoritter, men du vil kun ha’ én. ”Come Together” er et godt valg. Den fungerede perfekt med gruppen og var John, når han var bedst. Jeg elskede det øjeblik”.

”Come Together” var skrevet af John Lennon, som senere blev sagsøgt på grund af sangens lighed med en Chuck Berry-sang, ”You Can’t Catch Me”. Parterne indgik imidlertid forlig, inden sagen kom til doms, og resulterede bl.a. i, at Lennon – som en del af forliget – udgav sin version af ”You Can’t Catch Me” på albummet ”Rock And Roll” i 1975.

Ringo Starr og John Lennon i filmen ‘Help!’, 1965

Ny film om Beatles-manageren Brian Epstein på vej

af Karsten Jørgensen

En biografisk film om Brian Epstein, den karismatiske manager, som førte The Beatles frem til verdensomspændende succes i begyndelsen af 1960’erne, er sat i produktion, og de egentlige filmoptagelser forventes at begynde senere i år, dels i Twickenham-studierne i London, samt på udvalgte locations i både Liverpool og USA.

Brian Epstein i Abbey Road-studiet s.m. Lennon og McCartney, 1967

Filmen, som ikke er blåstemplet af hverken Epsteins familie eller de overlevende beatler, får titlen ”Midas Man”, og bliver instrueret af Jonas Akerlund, som tidligere har arbejdet med både Paul McCartney, Lady Gaga, Madonna, The Rolling Stones, Beyonce og Ozzy Osbourne, og har Jacob Fortune-Lloyd, kendt fra bl.a. filmen ”The Queen’s Gambit”, i hovedrollen som Epstein.

”Det er et stort privilegium at spille Brian Epstein, som satte et vigtigt og varigt aftryk på vores kultur, men selv kæmpede med at finde sin egen plads i verden”, siger Fortune-Lloyd.

Også Jonas Akerlund har høje tanker om Epstein.

”Historien om Brian Epstein har alt det, jeg leder efter i en historie”, siger han til Deadline. ”Det tiltaler mig, at Brian tilsyneladende vidste alt det, som ingen andre vidste; han så ting, som andre ikke så. Hans vision var fantastisk, og han skabte en hel kultur, som ikke fandtes”.

Brian Epstein, som var The Beatles’ manager fra 1961 til 1967, levede en svær tilværelse som bøsse (i 1960’erne var homoseksualitet stadig strafbart i England), og døde af en overdosis piller i august 1967, kun 32 år gammel.