‘Hey Clockface’, nyt album fra Elvis Costello

af Karsten Jørgensen

I dag udsender Elvis Costello et nyt album, ”Hey Clockface”, på Concord Records, som follow-up til det anmelderroste ”Look Now” fra 2018.

Albummet er indspillet dels i Helsinki, Finland, dels i Paris og New York, og mixet i Los Angeles. Blandt musikerne på albummets 14 sange, er pianisten Steve Nieve (oprindelig medlem af The Attractions) og guitaristen Bill Frisell, som tidligere har arbejdet sammen med Costello på bl.a. albummet ”Deep Dead Blue” i 1995.

”Hey Clockface” er produceret af Costello i samarbejde med Sebastian Krys, og har følgende trackliste:

Revolution #49
No Flag
They’re Not Laughing at Me Now
Newspaper Pane
I Do (Zula’s Song)
We Are All Cowards Now
Hey Clockface / How Can You Face Me?
The Whirlwind
Hetty O’Hara Confidential
The Last Confession of Vivian Whip
What Is It That I Need That I Don’t Already Have?
Radio Is Everything
I Can’t Say Her Name
Byline

‘Hey Clockface’ fås også som kaffe/the-krus…

… og som mundbind

 

Cavern Club får del i hjælpepakke

af Karsten Jørgensen

En hjælpepakke på 257 millioner £ skal hjælpe nogle af Storbritanniens vigtigste kulturinstitutioner gennem coronakrisen, heriblandt den legendariske Cavern Club i Liverpool, som lagde lokaler til mange af The Beatles’ tidligste koncerter, og som siden pandemiens start har måttet holde lukket.

Cavern Club, indvendig

Mere end 1300 museer, spillesteder, teatre o. lign. får del i hjælpepakken. Foruden Cavern Club er det bl.a. London Symphony Orchestra, Birmingham Royal Ballet og teatret Bristol Old Vic, som skuespilleren Jane Asher var tilknyttet i en periode, mens hun var kæreste med Paul McCartney.

”Mens vi har været lukket ned, har vi mistet omkring 30.000 £ om ugen”, har direktøren for Cavern Club, Jon Keats, sagt til The Sunday Times.

Direktøren for Cavern Club, Jon Keats

Cavern Club står til at modtage et beløb på 525.000 £ fra hjælpepakken.

Nyt album ‘McCartney III’ udkommer 11. december

af Karsten Jørgensen

Som rygterne gennem de sidste tre uger har villet vide, barsler Paul McCartney med et nyt album.

For et par dage siden lagde McCartney et billede på sin Facebook-side, som viste en terning med tre øjne i forgrunden, mens baggrunden afbilder omslaget fra McCartneys første soloalbum fra 1970. Og gennem den senere tid har udvalgte fans modtaget merchandise med posten, som indeholder en lille pose med tre terninger.

I går meddelte han så på sin hjemmeside, og gennem en pressemeddelelse, at et nyt album ganske rigtigt bliver udsendt den 11. december og får titlen ”McCartney III”.

McCartney-fans ved naturligvis godt, at eks-beatlen udsendte sit første soloalbum ”McCartney” i 1970, som en markering af, at hans tid som medlem af The Beatles var forbi. I 1980 udgav han albummet ”McCartney II”, som markerede afslutningen på tiden med gruppen Wings.

Begge disse plader var, i ordets bogstaveligste forstand, soloplader, hvor McCartney både producerede, sang og spillede alle instrumenter selv, med en smule vokalassistance fra hans daværende, nu afdøde hustru Linda, som også tog fotos til omslagene.

Titlen ”McCartney III” indikerer endnu et ’rigtigt’ soloalbum, indspillet under den nuværende coronaepidemi, hvor McCartney har holdt sig isoleret på sit landsted i Sussex, sammen med datteren Mary, efter en omfattende Europa-turne tidligere på året blev aflyst.

I stedet brugte McCartney tiden til at komponere og indspille i sit hjemmestudie, og flere kilder påstår, at han har op mod 25 færdige sange liggende klar til udgivelse. Endnu er det dog ikke præciseret, om det nye album bliver et dobbeltalbum.

Fotos til det nye album er taget af datteren Mary og barnebarnet Sonny, mens designet er af den amerikanske kunstner Ed Ruscha.

CD-versionen af ‘McCartney III’

I et interview med magasinet GQ i august, fortalte McCartney om hverdagen under coronaepidemien og manglen på social kontakt.

”Jeg føler virkelig med dem, der er isolerede, og i særdeleshed med dem, som har mistet nogle af deres kære”, sagde han. ”Jeg har været heldig. Jeg har kunnet skrive og spille musik, skrive nye sange, gøre andre sange færdige, som jeg har haft liggende og ikke har haft tid til at gøre færdige, før nu”.

Skuespilleren Margaret Nolan, som medvirkede i ‘A Hard Day’s Night’, er død, 76 år

af Karsten Jørgensen

Skuespilleren Margaret Nolan, som medvirkede i The Beatles’ ”A Hard Day’s Night” og James Bond-filmen ”Goldfinger”, begge i 1964, er død, 76 år gammel.

Margaret Nolan blev født i Norton Radstock i Somerset, England, den 29. oktober 1943, og begyndte sin karriere som fotomodel i begyndelsen af 1960’erne under navnet Vicky Kennedy.

Margaret Nolan som Dink i ‘Goldfinger’, med Sean Connery

Da hun senere, i 1962, indledte sin karriere som skuespiller, skiftede hun tilbage til sit fødenavn, og blev kendt to år senere som massøsen Dink i ”Goldfinger”. Men hendes egentlige berømmelsen, og det hun primært huskes for, stammede fra filmens titelsekvens, hvor hun blev vist helt malet i guld og iført en guld-bikini. Denne rolle i selve filmen blev imidlertid spillet af Shirley Eaton, som således blev ”Goldfingers” egentlige ’Bond-babe’. Rollen i ”A Hard Day’s Night”, som en kvinde i et casino, var ukrediteret.

Margaret Nolan fortsatte som skuespiller indtil midten af 1980’erne, hvor hun satte sin karriere på stand-by indtil 2011, hvor hun vendte tilbage som Dame Margaret i ”The Power of Three”, men mest kendt er hun for sin rolle i ”Goldfinger” og for sin medvirken i seks film i ”Carry On…”-serien mellem 1965 og 1974.

Margaret Nolan malet i guld fra ‘Goldfingers’ berømte titelsekvens

Nolan var gift med skuespilleren Tom Kempinski fra 1967 til 1972, og var senere gift med Michael O’Sullivan. Hun efterlader sig to sønner, Oscar Deeks og Luke O’Sullivan, to børnebørn og en søster, Geraldine Ross.

Margaret Nolan døde i London af kræft den 5. oktober 2020.

John Lennons penthouse-lejlighed i New York til salg

af Karsten Jørgensen

En tre-etages penthouse-lejlighed på East 52 Street på Manhattan, New York, hvor John Lennon boede i næsten et år, mens han var separeret fra Yoko Ono fra 1973 til 1975, er udbudt til salg for 5,5 millioner dollar.

Lejligheden, som har en udendørs terrasse på 600 kvadratmeter, er indrettet i en bygning fra 1928, og indeholder fire soveværelser, fire badeværelser, samt en enorm dagligstue, et bibliotek og en stor spisestue, med plads til tyve personer.

Udsigten fra terrassen

John Lennon flyttede ind i lejligheden i juni 1974, mens han indspillede sit femte soloalbum ”Walls And Bridges”. Han var midt i sin såkaldte ”lost weekend”, en 18 måneders periode, hvor han boede sammen med sin amerikanskfødte, kinesiske elskerinde May Pang, der tidligere havde fungeret som hans og Yoko Onos personlige assistent.

John Lennon flyttede ud af lejligheden, da han i begyndelsen af 1975 blev genforenet med Yoko Ono, som han senere samme år fik sønnen Sean med.

Det var fra lejlighedens tagterrasse, at Lennon selv senere påstod, at han havde iagttaget en UFO.

Bob Gruens berømte billeder blev taget på tagterrassen