Tag: The Beatles

Garderobedamen der blev stjerne

Cilla Black 1943-2015
af Karsten Jørgensen

Søndag morgen døde den engelske sangerinde og TV-stjerne Cilla Black i sit hjem i Estepona på Costa del Sol i Spanien, 72 år, af et slagtilfælde, og dermed sluttede en lang karriere, som havde gjort hende til et nationalt ikon.

Cilla Black - undated 2

I musikkredse var Cilla kendt for sit tætte venskab med The Beatles, og i 1960’erne blev hun billedet på ”the girl next door” i en tid, hvor ”almindelige mennesker kunne udrette ualmindelige ting”, som fotomodellen Twiggy udtrykte det. Men gennem det meste af karrieren var det fjernsynsmediet, som nød godt af hendes talent. Selv betragtede Cilla Black sig som først og fremmest sangerinde og på et tidspunkt sagde hun, at på hendes gravsten ønskede hun, at der skulle stå: ”Her ligger Cilla Black, sanger. Ikke TV-vært”.

Cilla Black blev født Priscilla Maria Veronica White (”Mine forældre havde ingen penge, så de gav os mange navne i stedet for”, sagde hun) i Liverpool den 27. maj 1943, og arbejdede oprindelig som garderobedame i The Cavern, hvor hun kom i kontakt med både The Beatles og andre lokale beatgrupper som Gerry & The Pacemakers og Rory Storm & The Hurricanes. Indimellem gik hun på scenen med dem, både i The Cavern og andre af havnebyens klubber som Casanova Club, The Iron Door og Blue Angel, og sang et par numre.

Cilla Black med Brian Epstein

Cilla Black og manageren Brian Epstein

”Swinging Cilla”, som hun også blev kaldt, fik sin professionelle debut som solist i The Cavern den 25. januar 1963, og i august samme år skrev hun, som den første og eneste kvindelige kunstner, kontrakt med Brian Epstein, og kom dermed under det samme dynamiske management som The Beatles. Hun ændrede, angiveligt på diktat fra Epstein, sit navn til Cilla Black og udsendte i oktober 1963 sin debutsingle, den Lennon/McCartney-komponerede ”Love Of The Loved”, på selskabet Parlophone.

love of the loved

Den engelske udgave af singlen “Love Of The Loved”

”Love Of The Loved” blev kun nr. 35 på hitlisten. Rigtig succes fik hun først i 1964 med Burt Bacharach-sangen ”Anyone Who Had A Heart”, som nåede førstepladsen på den engelske hitliste og blev efterfulgt af et lille dusin hitsange de følgende år, bl.a. ”You’re My World”, 1964, der også blev nr. 1, Lennon/McCartneys ”It’s For You”, 1964, og endnu en komposition af Bacharach, ”Alfie”, i 1966. Forbindelsen til The Beatles blev yderligere understreget af, at hun både indspillede ”Yesterday”, ”For No One”, ”Across The Universe”, ”The Long And Winding Road” og flere andre.

I 1968 blev Cilla Black vært på TV-showet ”Step Inside Love”, hvor én af hendes første gæster var Ringo Starr, som hun sang duet med i sangen ”Act Naturally”. TV-showets tema-sang, ”Step Inside Love”, var komponeret specielt til hende af Paul McCartney, og toppede på en 8. plads på hitlisten, da den blev udgivet som single. Men bortset fra denne lidt skuffende placering, havde Cilla indtil 1971 i alt 11 singler placeret på den engelske Top 10.

Cilla Black med Paul McCartney, 1968

Cilla Black med Paul McCartney, 1968

Herefter dalede hendes popularitet mærkbart, og selvom hun sadlede om og ændrede sit image fra det poporienterede til det cabaretagtige, og bl.a. medvirkede i flere film, forsvandt hun gennem resten af 1970’erne og en del af 1980’erne fra mediernes søgelys.

Et halvhjertet forsøg på at genoplive sin popkarriere i 1972, hvor George Harrison skrev sangene ”You’ve Got To Stay With Me” og ”When Every Song Is Sung” til hende, fusede ud, og selvom Cilla Black indspillede begge sange, blev de aldrig udsendt på plade. Sidstnævnte sang blev senere indspillet af Ringo Starr og udsendt på albummet ”Rotogravure”, 1976, med en ny titel, ”I’ll Still Love You”.

I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne fik Cilla Black et comeback som populær værtinde i TV-serierne ”Surprise Surprise” og ”Blind Date”, der på højden af populariteten havde mere end 15 millioner seere og gjorde hende til den højest betalte kvindelige entertainer på engelsk fjernsyn.

Cilla Black blev i 1997, samme år som Paul McCartney, adlet af den engelske dronning Elizabeth med en OBE-orden og fik sin musikalske karriere stillet retrospektivt til skue på den tre-dobbelte cd-boks ”Cilla Black: 1963-1973 – The Abbey Road Decade”, udsendt i september 1997, som foruden hendes største succeser også indeholdt en del tidligere uudgivne indspilninger, bl.a. en demoversion af ”Step Inside Love”, hvor Paul McCartney medvirker på akustisk guitar.

Cilla Black trak sig mere eller mindre tilbage fra det offentlige liv i 1999, da hendes mand gennem tredive år Bobby Willis, som også havde virket som hendes manager siden midten af 1960’erne, døde af lungekræft. I 2003 udsendte hun sin selvbiografi ”What’s It All About”, opkaldt efter en linje fra sangen ”Alfie”, og slog sig senere ned i Spanien, hvor hun de seneste år led af et skrantende helbred. Sidste år blev hun opereret i den ene hånd. Hun havde fremskreden gigt, synet svigtede og hun var bogstavelig talt helt døv. Og flere nære bekendte har sagt, at det var tydeligt, at hun mistede lysten til at leve, da hendes mand døde.

Cilla Black efterlader sig tre voksne sønner og flere børnebørn.

Cilla Black, 2009

Forfatteren til den første biografi om The Beatles er død

af Karsten Jørgensen

Hos de fleste mennesker får navnet Peter Jones ikke klokkerne til at ringe. Men for folk i en vis alder (omkring 65-70) er der stor sandsynlighed for, at den første bog de læste om The Beatles, var skrevet af netop Peter Jones. Hvis de stadig ikke erindrer sig navnet, er det nok fordi Peter Jones kaldte sig noget andet dengang, nemlig Billy Shepherd. Og under det pseudonym skrev han i 1964 den første biografi om The Beatles, ”The True Story Of The Beatles”.

Peter Jones with Ringo Starr and George Harrison

Peter Jones med Ringo Starr og George Harrison

Nu er engelske Peter Jones/Billy Shepherd, der primært havde sit virke som en respekteret journalist i næsten et halvt århundrede, død, 85 år gammel.

Peter Jones blev født i Carshalton Beeches i Surrey den 6. januar 1930, og fik sit første job som journalist på Portsmouth Evening News i 1948.

Han arbejdede sig op gennem hierakiet og specialiserede sig i showbiz, og skrev i midten af 1950’erne for magasinet Weekend, som havde et oplag på mere end 1,5 millioner eksemplarer.

Herfra var der ikke langt til popbladet Record Mirror, hvor Peter Jones i midten af 1960’erne blev redaktør, mens han samtidig skrev i månedsmagasinet Beatles Monthly, under pseudonymet Billy Shepherd.

The True Story Of The Beatles af Billy Shepherd, 1964
The True Story Of The Beatles af Billy Shepherd, 1964

I 1964 skrev og udsendte Jones/Shepherd biografien ”The True Story Of The Beatles” og samme år, under et nyt pseudonym Pete Goodman, udgav han også ”Our Own Story”, en biografi om den rivaliserende gruppe The Rolling Stones.

Peter Jones var respekteret i musikmiljøet, og skrev om en lang række kunstnere før de blev berømte – herunder The Who, The Kinks og Jimi Hendrix, og udsendte endvidere bøger om både Tom Jones og Elvis Presley.

I 1969 blev Record Mirror købt af det amerikanske magasin Billboard, og Peter Jones blev redaktør for den engelske afdeling – en stilling han bestred i mere end 25 år, samtidig med freelance-arbejde for bl.a. special-magasinet Record Collector.

Peter Jones gik på pension i 1995 og nød sit otium indtil han døde den 10. juli 2015. Begravelsen finder sted i dag i Manor Park i London.

Vores egen historie

Vores egen historie, 1965 – den danske udgave af ‘Our Own Story’

Popmusikkens Askepot fylder 75

af Karsten Jørgensen

”Ringo er ikke ligesom os andre. Hvis musikken svinger, vil ingen sige det er på grund af Ringos trommespil. Men hvis det ikke svinger, kan vi altid sige, det er Ringos skyld. Det er dét, han er der til”.

Ordene er John Lennons og stammer fra midten af 1960’erne, og selvom John blot spøgte, var det en ret præcis definition af Ringo Starrs rolle i The Beatles.

The Beatles ved ankomsten til USA, 1964

The Beatles ved ankomsten til USA, 1964

Ringo Starr, eller Richard Starkey, som der står på dåbsattesten, gjorde ikke særlig meget for at opnå den rigdom og berømmelse, han nu har nydt i mere end halvtreds år. ”Jeg sagde bare ja”, siger han om dengang i 1962, hvor John Lennon, Paul McCartney og George Harrison gav ham tilbuddet om, at blive The Beatles’ nye trommeslager. Betænkeligheder havde han dog, for dengang var The Beatles kun verdensberømte i Hamborg og Liverpool; de havde endnu ikke udgivet plader og resten af England havde aldrig hørt om dem.

Ringo Starr blev født for 75 år siden, den 7. juli 1940, i Liverpools fattigste kvarter, Dingle, og hele sin barndom var han plaget af dårligt helbred. Gang på gang blev skolegangen afbrudt af langvarige hospitalsophold, som betød, at da Ringo forlod skolen var han intellektuelt set slet ikke på højde med sine jævnaldrende. På arbejdsmarkedet drev han det ikke videre, end et job som bud ved de engelske jernbaner.

Man kan derfor godt sige, at historien om Ringo Starr er eventyret om Askepot om igen. Fra udsigten til et kedeligt liv i samfundets underste klasse, blev han som ved et trylleslag fjerdemand i verdens berømteste popgruppe.

Efter The Beatles med kanonfart havde bestormet berømmelsens tinde med deres første plader i 1963, blev personerne hvermands eje. Og medierne fremstillede dem som fire dele af en helhed, med individuelle træk. John Lennon var intellektet, Paul McCartney hjertet, George Harrison sindet og Ringo Starr var kroppen og pulsen i gruppen – det klippefaste underlag, som var base for de til tider vidtløftige ekskursioner.

Ringo Starr er ingen banebrydende trommeslager. Han kunne ikke lave en finesse, om så det gjaldt livet, men blev alligevel stildannende indenfor rockmusikken. Hans tunge, habile spil lagde en solid bund i The Beatles’ musik, og inspirerede bl.a. Keith Moon fra The Who og Mick Avory fra The Kinks, som heller ikke kunne håndtere mange nuancer. Det er velkendt, at Paul McCartney greb stikkerne, når passagerne blev for svære for Ringo, som i øvrigt var trommeslager i en anden populær Liverpool-gruppen, Rory Storm & The Hurricanes, før han afløste Pete Best, The Beatles’ første trommeslager.

Da The Beatles, trods Lennon og McCartneys tydelige dominans, var et demokratisk foretagende, fik også Ringo sine øjeblikke i rampelyset, med sange der ofte hvilede på country & western-traditionen, for Ringo var bestemt ingen rocksanger. Hans vokale formåen lader meget tilbage at ønske, men alligevel høstede han stor succés med sange som ”Boys”, ”Honey Don’t”, ”Act Naturally”, ”Yellow Submarine” og ”With A Little Help From My Friends”, der alle var som skræddersyede til Ringos mildest talt begrænsede stemmeføring. De viste en godmodig dreng, som ikke havde en tone i livet, men elskede at synge, og netop det uambitiøse og uprætentiøse var sangenes charme.

Ringos bidrag til The Beatles som komponist, er to sange, som begge er parenteser i gruppens produktion. ”Don’t Pass Me By” og ”Octopus’s Garden”, som Ringo skrev i slutningen af Beatles-tiden, er enkle sange uden dikkedarer, bygget over tre akkorder.

Han indledte sin filmkarriere i Beatles-regi med ”A Hard Day’s Night” og ”Help!”, som viste et vist komisk talent, og sidenhen har han medvirket i en halv snes spillefilm, med større eller navnlig mindre succés. Størst i tidsdokumentet ”That’ll Be The Day” fra 1973, hvor Ringo spiller rollen som ung rod i 1950’ernes England. Hvad han i øvrigt også var i det virkelige liv. Men bortset fra denne film, har Ringos største aktiv på celluoid været stillingsbetegnelsen ”eks-beatle”.

Da The Beatles i 1970 blev opløst, var der almindelig enighed om, at Ringo Starr havde mest at tabe. De andre tre var talentfulde komponister, sangere og musikere, mens Ringo stort set ikke havde talent for noget som helst.

Kort før gruppens endeligt udgav han sin første soloplade, ”Sentimental Journey”, som bestod af coverversioner af gamle evergreens fra 1930’erne og 1940’erne. Det var mildt sagt ikke Ringos domæne, at spille rollen som 1970’ernes Frank Sinatra, hvad kritikerne da også uden barmhjertighed lod ham forstå. Og det fik den konsekvens, at hans næste udspil, som var en country & western-plade, ”Beaucoups Of Blues”, er forblevet et overset mesterværk.

Men LP’en ”Ringo” fra 1973 overraskede alle. Med hjælp fra sine tidligere kolleger i The Beatles, indspillede han denne fremragende plade, som viser en veloplagt Ringo i strålende form og med en smittende entusiasme. Hvad der selvfølgelig var medvirkende til succésen var, at alle fire beatler deltog aktivt på pladen, som var det tætteste The Beatles kom en egentlig gendannelse.

Men ”Ringo” var en enlige svale, og fra 1973 og frem havde Ringo ikke meget andet at byde på, end de obligatoriske årlige LP’er, som fortsatte med at udkomme indtil 1978, hvor han udgav sin karrieres vel nok dårligste plade, ”Bad Boy”. Sidenhen kom endnu to efternølere, ”Stop And Smell The Roses” og ”Old Wave”, som helt unddrog sig publikums opmærksomhed.

Barbara BachOp gennem 1980’erne brugte Ringo Starr fortrinsvis sin tid på, at være en omvandrende berømthed, som lå i fast pendulfart mellem cocktailparties, superstjernetræf og afvænningsklinikker, hvor han sammen med hustruen, skuespilleren Barbara Bach, gennemgik kure for at få has på sit store spiritusforbrug.

Men så tog han sig sammen, og i sommeren 1989 drog Ringo Starr ud på sin første turné nogensinde som solist, 23 år efter de sidste Beatles-koncerter. Han dannede et All-Starr Band, som siden har eksisteret i adskillige variationer og altid med en række af rockens garvede folk, der selv har haft hits og kan trække læsset sammen med Ringo.

Som trommeslager er han middelmådig. Som sanger er han håbløs. Som komponist er han umulig og som skuespiller har han været en eklatant fiasko. Men Ringo Starr er ikke typen, der stiller sit lys under en skæppe. I 1981 sagde han: ”Jeg er sandsynligvis verdens bedste trommeslager!”

Ni år senere korrigerede han, uden beskedenhed, sig selv: ”Jeg var lidt usikker dengang. Men fjern ’sandsynligvis’ – så passer det stadig”.

Talent eller ikke, så er han alligevel fantastisk populær og velhavende. Han er vellidt blandt musikerkolleger, der som regel aldrig siger nej, når han beder dem om en håndsrækning. Og endelig besidder han en kvalitet, som kan synes at være lidt af en sjældenhed i showbiz: han har begge ben solidt plantet på jorden.

Til dato har Ringo Starr udgivet mere end 25 soloplader (senest ”Postcards From Paradise” i marts i år), indspillet 14 film (de fire med The Beatles) og er blevet mangemillionær på det.

Postcards From Paradise

“Postcards From Paradise”

Og det må vel siges at være ganske godt klaret af en mand, som stort set ingenting kan!

Candlestick Park i San Francisco jævnes med jorden

af Karsten Jørgensen

I øjeblikket er stadionet Candlestick Park i San Francisco under nedrivning, og endnu et vigtigt stykke Beatles-historie er ved at forsvinde.

Candlestick Park blev opført fra 1958 og åbnede den 12. april 1960, hvor daværende vicepræsident Richard Nixon kastede åbningsbolden i den første baseballkamp. Siden har stadionet været hjemmebane for baseballholdet San Francisco Giants indtil 2000, og for fodboldholdet San Francisco 49ers siden 1971.

The Beatles gav deres sidste offentlige koncert i Candlestick Park den 29. august 1966, og spillede 11 sange, heriblandt deres nye single ”Paperback Writer”, i løbet af knap 33 minutter. På det tidspunkt havde stadionet en publikumskapacitet på 42.500, men overraskende nok havde The Beatles kun formået at sælge godt 25.000 billetter til en pris af mellem 4,5 og 6,5 $. The Beatles’ honorar for koncerten var ca. 90.000 $, mens bystyret i San Francisco fik 15.000 $, og facit var, at arrangøren faktisk kom ud af arrangementet med underskud.

29. august 1966 - The Beatles, Candlestick Park - concert ticket

Billet til den sidste Beatles-koncert

48 år senere, da det var besluttet at nedrive stadionet, vendte Paul McCartney tilbage, og lukkede og slukkede da han den 14. august 2014 optrådte ved det sidste arrangement i Candlestick Parks lange, glorværdige historie.

De første sæder blev demonteret i november 2014. Den egentlige nedrivning begyndte den 4. februar 2015, og når nedrivningen om kort tid er fuldført, bliver der opført et beboelseskompleks med underjordisk parkeringsanlæg, samt tilhørende butikscenter på området, som forventes at stå færdig i 2017.

Nedrivningen af Candlestick Park, 2015 - 4

Candlestick Park under nedrivning

 

John Lennon-guitar på vej mod rekord

af Karsten Jørgensen

En guitar, som John Lennon angiveligt brugte i 1962 på indspilningen af The Beatles’ første single ”Love Me Do”, kommer under hammeren på en auktion i Los Angeles i november, og forventes at indbringe mellem 600.000 og 800.000 $. Enkelte kendere påstår endog, at den i bedste fald kan ende med at slå den hidtidige rekord på 965.000 $, som Bob Dylans Fender Stratocaster, årgang 1964, blev solgt for i 2013.

Lennon købte guitaren, en akustisk-elektrisk Gibson J-160E, årgang 1962, i en lokal instrumentforretning i Liverpool den 10. september 1962 for 161 £, og det er almindelig antaget, at Lennon brugte den allerede dagen efter i Londons Abbey Road-studie, hvor The Beatles indspillede både ”Love Me Do” og dens B-side ”P.S. I Love You”. Guitaren var også i front på adskillige andre indspilninger fra 1963 – bl.a. ”This Boy” og flere skæringer på albummene ”Please Please Me” og ”With The Beatles” – indtil december 1963, hvor instrumentet blev stjålet under The Beatles’ engagement i Astoria Cinema i Finsbury Park, London.

Gibson guitar, Lennon

John Lennon i 1962 med sin Gibson J-160E og George Harrison, som købte en guitar magen til.

Næsten 50 år senere dukkede guitaren pludselig op i San Diego i USA. Ejeren, John McCaw, som hævder at han købte den i 1969 uden at kende dens rigtige historie, sætter nu instrumentet til salg gennem Julien’s auktionshus i Beverley Hills i begyndelsen af november. Autenciteten er verificeret af Andy Babiuk, forfatter til bogen ”Beatles Gear” om gruppens mange instrumenter, men modsat andre kendere sætter Babiuk spørgsmålstegn ved, om guitaren overhovedet blev benyttet under indspilningen af ”Love Me Do”.

En anden Lennon-guitar – en Gretsch 6120 Chet Atkins – som blev brugt til indspilningen af ”Paperback Writer” i april 1966, gik for 530.000 $ i marts, mens en elektrisk Maton Mastersound, som George Harrison brugte i sommeren 1963, blev solgt for 485.000 $ i maj.