Robert Bateman, medkomponist til ‘Please Mr. Postman’, er død, 80 år

af Karsten Jørgensen

Komponisten og produceren Robert Bateman, som opdagede soulgruppen The Marvelettes og var med til at skrive deres første hit ”Please Mr. Postman”, er død af hjertestop i Sherman Oaks, Californien, 80 år gammel.

Robert Bateman var født i Illinois, men voksede op i Detroit og var en af de første musikere, som fik arbejde på Berry Gordys nystartede pladeselskab Tamla Motown. Bateman dannede i 1959 gruppen The Satintones og deres debutplade, ”Going To The Hop”, var den første singleudgivelse på Motown. De udsendte endnu fire singler, før de i 1961 blev opløst.

please-mr-postman-the-marvelettes

Herefter begyndte Bateman både at producere og komponere, oftest sammen med Brian Holland (under pseudonymet Brianbert), og efter at have opdaget pigekvartetten The Marvelettes, skrev han også deres debutsingle, ”Please Mr. Postman”, som blev nr. 1 på den amerikanske hitliste i december 1961. Året efter skrev han også ”Playboy” og ”Twistin’ Postman” til gruppen, og arbejdede sideløbende som producer for bl.a. The Falcons, Wilson Pickett og Florence Ballard. I 1963 forlod han Motown.

”Please Mr. Postman” er krediteret til hele fem komponister – foruden Robert Bateman er Georgia Dobbins, William Garrett, Freddie Gorman og Brian Holland også påført som medkomponister. The Beatles havde ”Please Mr. Postman” på deres liverepertoire i 1962 og indspillede sangen til deres første album, ”With The Beatles”, i 1963, og mere end ti år senere, i 1975, var sangen igen nr. 1 i USA, dennegang med søskendeduoen The Carpenters.

please-mr-postman-the-beatles-japan

please-mr-postman-the-beatles-canada

The Beatles udsendte ‘Please Mr. Postman’ på single i både Japan (øverst) og Canada (nederst)

 

 

Bob Dylan får Nobel-prisen i litteratur

af Karsten Jørgensen

Efter flere år som seriøs kandidat, er Bob Dylan endelig blevet tildelt Nobel-prisen i litteratur for ”at have skabt nye poetiske udtryk indenfor rammerne af den store amerikanske sangtradition”. Det blev i dag meddelt af Det Svenske Akademi, som uddeler prisen, der ledsages af et beløb på ca. 900.000 dollar.

Bob Dylan - 1965..

Nobel-prisen i litteratur blev indstiftet af Alfred Nobel i hans testamente i 1895, og Dylan kommer i fint selskab, idet tidligere modtagere af prisen bl.a. er John Steinbeck, Ernest Hemingway, Samuel Beckett, Pablo Neruda, Jean-Paul Sartre og Gunter Grass. Bob Dylan er den første sangskriver, som får prisen.

Akademiets sekretær Sara Danius, som annoncerede tildelingen, uddybede valget i et efterfølgende interview: ”I 54 år har han holdt sig i gang og har opfundet sig selv gang på gang, og hele tiden skabt nye identiteter”.

Nyt album med Elvis i oktober

af Karsten Jørgensen

Efter sidste års succes med albummet ”If I Can Dream: Elvis Presley With The Royal Philharmonic Orchestra”, hvor Elvis’ stemme blev parret med et stort orkester med strygere og hele svineriet, har Sony Music fået blod på tanden og udsender 21. oktober en follow-up med titlen ”The Wonder Of You: Elvis Presley With The Royal Philharmonic Orchestra”.

the-wonder-of-you-elvis-presley-with-the-royal-philharmonic-orchestra-cd-2016-front

”If I Can Dream” var enormt populært og indtog førstepladsen på hitlisterne i adskillige lande, og solgte mere end 1,5 millioner eksemplarer.

Det nye album er produceret af Nick Patrick (som også producerede et par sange på Gnags’ 14. studiealbum ”Mr. Swing King” i 1989) og er, ligesom forgængeren, indspillet i de legendariske Abbey Road-studier i London.

Efter udgivelsen i oktober, drager The Royal Philharmonic Orchestra på en kort turne i England i november, hvor fans kan opleve ’Kongen’ synge sange fra begge album på storskærm, akkompagneret af det store orkester.

Trackliste:

01. A Big Hunk O’ Love
02. I’ve Got A Thing About You Baby
03. Suspicious Minds
04. I Just Can’t Help Believing
05. Just Pretend
06. Always on my Mind
07. Memories
08. Kentucky Rain
09. Don’t
10. Amazing Grace
11. Starting Today
12. You Gave Me a Mountain
13. Let It Be Me
14. The Wonder of You
Bonus:
15. Just Pretend (Duet med Helene Fischer)

Endnu et afslag til Lennons morder

af Karsten Jørgensen

For niende gang har Mark David Chapman, som den 9. december 1980 skød og dræbte eks-beatlen John Lennon foran dennes hjem i New York, fået afslag på sin ansøgning om løsladelse fra fængslet.

Mark David Chapman i fængslet

Mark David Chapman i fængslet

Chapman, som blev idømt en straf på mellem 20 år og livstid for sin ugerning, har siden 2000 søgt i alt ni gange om løsladelse og fået afslag på dem alle.

Muligheden for at ansøge foreligger hvert andet år, og hver gang har Lennons enke Yoko Ono skrevet til myndighederne og udtrykt frygt for både sit eget og sine børns liv, hvis Chapman får opfyldt sit ønske om at blive løsladt.

Ved de tidligere ansøgninger har et enigt løsladelsesudvalg argumenteret for, at ”det vil underminere respekten for loven” at sætte Mark David Chapman på fri fod.

Dakota-bygningen i New York

John Lennon blev dræbt foran indgangen til sit hjem i Dakota-bygningen i New York

Chapman, som i dag er 61 år, kan ansøge om løsladelse igen i august 2018.

Paul McCartney skifter til Capitol Records

af Karsten Jørgensen

Efter knap ti år på Hear Music skifter Paul McCartney pladeselskab igen. Og overraskende nok er det tilbage til Capitol Records, selskabet som oprindelig udsendte Beatles-pladerne i USA tilbage i 1960’erne.

I England var The Beatles knyttet til Parlophone Records, et datterselskab i EMI-koncernen, men i guds eget land landede rettighederne hos Capitol Records, som udsendte de primære albums og singler med The Beatles fra ”Meet The Beatles” i 1964 til ”Magical Mystery Tour” i 1967. Herefter dannede The Beatles deres eget pladeselskab Apple, men fik dog stadig distribueret pladerne gennem Capitol.

Paul McCartney foran Capitol-bygningen

McCartney foran Capitol-bygningen i Los Angeles

Paul McCartneys soloplader efter opløsningen af The Beatles blev også distribueret af Capitol, indtil 1979, hvor han skiftede til Columbia, som udsendte det sidste Wings-album ”Back To The Egg” og McCartneys soloplader indtil midten af 1980’erne. Fra ”Press To Play” (1986) var han tilbage på Capitol og blev her indtil ”Chaos And Creation In The Backyard” i 2005.

I 2007 indgik han kontrakt med det Starbucks-ejede Hear Music, som siden har udsendt tre studiealbums med McCartney: ”Memory Almost Full”, 2007, ”Kisses On The Bottom”, 2012, og det foreløbig seneste ”New” fra 2013. Hertil kommer også flere deluxe-genudgivelser fra bagkataloget, samt opsamlingspladen ”Pure McCartney”, som udkom tidligere i 2016.

Efter McCartney, som var den første kunstner på Hear Music, fik selskabet vokseværk og skrev også kontrakter med bl.a. Joni Mitchell, Carly Simon, James Taylor og Elvis Costello. Hvad årsagen er til, at McCartney nu forlader Hear Music kendes ikke.

Paul McCartney er i gang med indspilningen af et nyt album, som måske/måske ikke udkommer senere i 2016, og det bliver hans første udgivelse under den nye kontrakt med Capitol Records, som også kommer til at stå for genudgivelsen af resten af McCartneys gamle albums i deluxe-versioner. Capitol er i dag en del af Universal Music Group.