Tag: Motown

Bruce Springsteen har indspillet en follow-up til ‘Only the Strong Survive’

af Karsten Jørgensen

Sidste år udsendte Bruce Springsteen albummet ”Only the Strong Survive”, med coverversioner af gamle soul-numre.

Og hvis man skal tro David Sancious, keyboardspilleren i Springsteens E Street Band, kan Bossens fans forvente en follow-up engang i 2024.

”Jeg har lige arbejdet med Bruce på en fortsættelse af ’Only the Strong Survive’”, siger Sancious til musikmagasinet Mojo. ”Han har endnu 18 coverversioner af klassiske Motown- og rhythm’n’blues-sange klar”.

Bruce Springsteen og hans E Street Band turnerer i øjeblikket i Europa. I dag (8. juli) optræder han i Hyde Park i London, og tirsdag og torsdag i næste uge, den 11. og 13. juli, kommer turen til hans danske publikum, med to koncerter i Parken i København.

Bruce Springsteens nye album er coverversioner af klassiske soul-numre

af Karsten Jørgensen

Den 11. november udsender Bruce Springsteen et nyt album, ”Only The Strong Survive”, som består af 15 kopiversioner af soulsange fra 1960’erne og frem til 1980’erne, som overvejende blev udsendt på pladeselskaberne Motown og Stax.

Blandt sangene på albummet er titelnummeret, oprindelig indspillet i 1969 af Jerry Butler, The Temptations’ ”I Wish It Would Rain”, Diana Ross & The Supremes’ ”Someday We’ll Be Together” og ”The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore”, som var et stort hit for The Walker Brothers i 1966.

”Jeg ville lave et album, hvor jeg kun skulle synge”, siger Springsteen, ”og hvor finder man bedre musik, end i den store amerikanske sangbog fra tresserne og halvfjerserne?”

”Mit mål er, at få et nyt, yngre publikum til at mærke den skønhed og glæde, som jeg følte, første gang jeg hørte den musik”.

”Only The Strong Survive”, som er Bruce Springsteens 21. studiealbum og det første siden ”Letter To You” i 2020, er produceret af Ron Aniello, og har gæstevokaler på to sange af Sam Moore, plus korstemmer af Soozie Tyrell, Lisa Lowell, Michelle Moore, Curtis King Jr., Dennis Collins og Fonzi Thornton.

På omslaget af albummet står der ’Covers Volume 1’, hvilket indikerer, at flere plader af samme slags kan være på vej.

Trackliste til ”Only The Strong Survive”, med de oprindelige kunstnere i parentes:

1. Only the Strong Survive (Jerry Butler)
2. Soul Days feat. Sam Moore (Dobie Gray)
3. Nightshift (The Commodores)
4. Do I Love You (Indeed I Do) (Frank Wilson)
5. The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore (The Walker Brothers)
6. Turn Back the Hands of Time (Tyrone Davis)
7. When She Was My Girl (The Four Tops)
8. Hey, Western Union Man (Jerry Butler)
9. I Wish It Would Rain (The Temptations)
10. Don’t Play That Song (Aretha Franklin)
11. Any Other Way (Jackie Shane)
12. I Forgot to Be Your Lover feat. Sam Moore (William Bell)
13. 7 Rooms of Gloom (The Four Tops)
14. What Becomes of the Brokenhearted (Jimmy Ruffin)
15. Someday We’ll Be Together (Diana Ross and the Supremes)

Robert Bateman, medkomponist til ‘Please Mr. Postman’, er død, 80 år

af Karsten Jørgensen

Komponisten og produceren Robert Bateman, som opdagede soulgruppen The Marvelettes og var med til at skrive deres første hit ”Please Mr. Postman”, er død af hjertestop i Sherman Oaks, Californien, 80 år gammel.

Robert Bateman var født i Illinois, men voksede op i Detroit og var en af de første musikere, som fik arbejde på Berry Gordys nystartede pladeselskab Tamla Motown. Bateman dannede i 1959 gruppen The Satintones og deres debutplade, ”Going To The Hop”, var den første singleudgivelse på Motown. De udsendte endnu fire singler, før de i 1961 blev opløst.

please-mr-postman-the-marvelettes

Herefter begyndte Bateman både at producere og komponere, oftest sammen med Brian Holland (under pseudonymet Brianbert), og efter at have opdaget pigekvartetten The Marvelettes, skrev han også deres debutsingle, ”Please Mr. Postman”, som blev nr. 1 på den amerikanske hitliste i december 1961. Året efter skrev han også ”Playboy” og ”Twistin’ Postman” til gruppen, og arbejdede sideløbende som producer for bl.a. The Falcons, Wilson Pickett og Florence Ballard. I 1963 forlod han Motown.

”Please Mr. Postman” er krediteret til hele fem komponister – foruden Robert Bateman er Georgia Dobbins, William Garrett, Freddie Gorman og Brian Holland også påført som medkomponister. The Beatles havde ”Please Mr. Postman” på deres liverepertoire i 1962 og indspillede sangen til deres første album, ”With The Beatles”, i 1963, og mere end ti år senere, i 1975, var sangen igen nr. 1 i USA, dennegang med søskendeduoen The Carpenters.

please-mr-postman-the-beatles-japan

please-mr-postman-the-beatles-canada

The Beatles udsendte ‘Please Mr. Postman’ på single i både Japan (øverst) og Canada (nederst)