Tag: Ron Aniello

Bruce Springsteen skriver sang til ny film

af Karsten Jørgensen

Bruce Springsteen har skrevet og indspillet en ny sang til filmen ”She Came To Me”, som havde verdenspremiere ved Berlin Film Festival den 16. februar.

Sangen, med titlen ”Addicted To Romance”, bliver spillet under rulleteksterne i filmen, som er instrueret af Rebecca Miller og har Marisa Tomei, Peter Dinklage og Anne Hathaway i hovedrollerne.

”Addicted To Romance” er produceret af Springsteens faste producer Ron Aniello og Bryce Dessner, og blandt de medvirkende musikere er Benjamin Lanz på trombone, Kyle Resnick på trompet og Springsteens kone Patti Scialfa som korsanger.

Bruce Springsteen er i øjeblikket i gang med en amerikansk turné sammen med sit E Street Band.

Bruce Springsteens nye album er coverversioner af klassiske soul-numre

af Karsten Jørgensen

Den 11. november udsender Bruce Springsteen et nyt album, ”Only The Strong Survive”, som består af 15 kopiversioner af soulsange fra 1960’erne og frem til 1980’erne, som overvejende blev udsendt på pladeselskaberne Motown og Stax.

Blandt sangene på albummet er titelnummeret, oprindelig indspillet i 1969 af Jerry Butler, The Temptations’ ”I Wish It Would Rain”, Diana Ross & The Supremes’ ”Someday We’ll Be Together” og ”The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore”, som var et stort hit for The Walker Brothers i 1966.

”Jeg ville lave et album, hvor jeg kun skulle synge”, siger Springsteen, ”og hvor finder man bedre musik, end i den store amerikanske sangbog fra tresserne og halvfjerserne?”

”Mit mål er, at få et nyt, yngre publikum til at mærke den skønhed og glæde, som jeg følte, første gang jeg hørte den musik”.

”Only The Strong Survive”, som er Bruce Springsteens 21. studiealbum og det første siden ”Letter To You” i 2020, er produceret af Ron Aniello, og har gæstevokaler på to sange af Sam Moore, plus korstemmer af Soozie Tyrell, Lisa Lowell, Michelle Moore, Curtis King Jr., Dennis Collins og Fonzi Thornton.

På omslaget af albummet står der ’Covers Volume 1’, hvilket indikerer, at flere plader af samme slags kan være på vej.

Trackliste til ”Only The Strong Survive”, med de oprindelige kunstnere i parentes:

1. Only the Strong Survive (Jerry Butler)
2. Soul Days feat. Sam Moore (Dobie Gray)
3. Nightshift (The Commodores)
4. Do I Love You (Indeed I Do) (Frank Wilson)
5. The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore (The Walker Brothers)
6. Turn Back the Hands of Time (Tyrone Davis)
7. When She Was My Girl (The Four Tops)
8. Hey, Western Union Man (Jerry Butler)
9. I Wish It Would Rain (The Temptations)
10. Don’t Play That Song (Aretha Franklin)
11. Any Other Way (Jackie Shane)
12. I Forgot to Be Your Lover feat. Sam Moore (William Bell)
13. 7 Rooms of Gloom (The Four Tops)
14. What Becomes of the Brokenhearted (Jimmy Ruffin)
15. Someday We’ll Be Together (Diana Ross and the Supremes)

‘Letter To You’ er Bruce Springsteens nye album

af Karsten Jørgensen

Rygterne har svirret hele sommeren og nu er de endelig bekræftet: Bruce Springsteen har indspillet et nyt album, som udkommer på Columbia Records den 23. oktober.

Albummet, med titlen ”Letter To You”, blev ifølge Bruce indspillet i løbet af kun fem dage i hans hjemmestudie i New Jersey, og indeholder i alt 12 sange.

Heraf er de ni nye, mens tre er nyindspilninger af sange, som Springsteen skrev tilbage i begyndelsen af 1970’erne, før han havde udgivet sit debutalbum, ”Greetings From Asbury Park, N.J.”, i 1973.

De tre sange – ”Janey Needs A Shooter”, “If I Was The Priest” og “Song For Orphans” – er dog ikke ukendte for hardcore-fans, idet de i årtier har været tilgængelige på piratplader, såkaldte ’bootlegs’.

På ”Letter To You” akkompagneres Springsteen af hele The E Street Band: Roy Bittan, Nils Lofgren, Patti Scialfa, Gary Tallent, Steve Van Zandt, Max Weinberg, Charlie Giordano og Jake Clemons, nevø af afdøde saxofonist Clarence Clemons.

Springsteens seneste album var ”Western Stars”, som udkom i juni 2019. Men det nye album er hans første sammen med The E Street Band siden ”High Hopes” i 2014 og hans første optræden med gruppen siden ”The River”-turneen i 2016.

”Letter To You” er produceret af Bruce Springsteen i samarbejde med Ron Aniello.

Trackliste:

1. “One Minute You’re Here”
2. “Letter To You”
3. “Burnin’ Train”
4. “Janey Needs A Shooter”
5. “Last Man Standing”
6. “The Power Of Prayer”
7. “House Of A Thousand Guitars”
8. “Rainmaker”
9. “If I Was The Priest”
10. “Ghosts”
11. “Song For Orphans”
12. “I’ll See You In My Dreams”

Bruce Springsteen udsender nyt album

af Karsten Jørgensen

Efter et særdeles succesfuldt engagement med one-man-showet ”Springsteen On Broadway”, som sluttede i december efter mere end 236 optrædender for fulde huse, vender Bruce Springsteen nu tilbage til sin karriere som pladekunstner efter fem års pause.

”Western Stars” er titlen på det nye album, som udkommer den 14. juni på Columbia Records, og som på trods af at være annonceret som et soloalbum, alligevel indeholder flere bidrag fra medlemmer af The E Street Band.

”Denne plade er en tilbagevenden til min solokarriere, med sange domineret af personligheder og filmiske arrangementer”, siger Bruce Springsteen, som har hentet inspiration fra den mere bløde popmusik, som californiske kunstnere lavede i slut-1960’erne og de tidlige 1970’ere – mere præcis folk som Glen Campbell, Burt Bacharach og Jimmy Webb, som Bruce selv fremhævede i et interview med magasinet Variety i december.

Alle 13 sange på ”Western Stars” er skrevet af Bruce Springsteen, som også har produceret i samarbejde med Ron Aniello, der producerede Springsteens to forrige studieplader, ”Wrecking Ball” i 2012 og ”High Hopes” i 2014. Albummet er overvejende indspillet i Bruces eget studie i New Jersey, samt i Californien og New York.

Mere end 20 forskellige musikere medvirker på ”Western Stars”, bl.a. Jon Brion, Charlie Giordano og Soozie Tyrell. Men også keyboardspilleren David Sancious fra The E Street Band gæsteoptræder på pladen, og det samme gør Springsteens hustru, Patti Scialfa.

Foreløbig har Springsteen udsendt to sange fra albummet, som kan høres på You Tube, ”Hello Sunshine” og ”There Goes My Miracle”.

Trackliste:

1. Hitch Hikin’
2. The Wayfarer
3. Tucson Train
4. Western Stars
5. Sleepy Joe’s Café
6. Drive Fast (The Stuntman)
7. Chasin’ Wild Horses
8. Sundown
9. Somewhere North of Nashville
10. Stones
11. There Goes My Miracle
12. Hello Sunshine
13. Moonlight Motel