Tag: Bob Dylan

Nye navne ved årets Bridge School-koncerter

af Karsten Jørgensen

Neil Young har netop annonceret musikprogrammet ved årets Bridge School støttekoncerter, som traditionen tro finder sted på Shoreline Amphitheater i Mountain View, Californien, den 24. og 25. oktober.

Bridge School Concerts 2015 - ad

Blandt årets nye navne er countrypigegruppen The Dixie Chicks, mens både Sheryl Crow og Ryan Adams er gengangere fra tidligere år. Guitaristen Nils Lofgren er en sand veteran, der ikke alene optrådte ved den første Bridge School-koncert i 1986 og sidenhen i både 1988 og 1991, men også medvirkede på så tidlige Neil Young-albums som ”After The Gold Rush” og ”Tonight’s The Night”. Gary Clark Jr., St. Vincent og Spoon udgør resten af programmet, sammen med, naturligvis, Neil Young ’himself’, som har optrådt hvert eneste år og ved de aktuelle koncerter går på scenen med Promise Of The Real – backinggruppen på hans seneste album ”The Monsanto Years”.

Bridge School – en specialskole for børn med både tale- og fysiske handicap, som er kendt for at bruge alternative behandlingsmetoder – blev grundlagt i 1986 i den lille californiske by Hillsborough på initiativ af Neils daværende kone, Pegi Young, og lige siden har der hvert år – undtagen 1987 – været afholdt støttekoncerter i Mountain View, som ligger et stenkast fra Hillsborough.

Gennem årene har arrangementet og den gode sag formået at tiltrække stort set alle, som er noget ved musikken – fra Bruce Springsteen og Tom Petty ved den første koncert i 1986, til Bob Dylan, Paul McCartney, Elvis Costello, Elton John, Simon & Garfunkel, Lou Reed, Brian Wilson og Neils gamle grupper Buffalo Springfield, Crosby, Stills, Nash & Young og Crazy Horse.

Neil Young & Paul McCartney, Bridge School koncert, 2004

Paul McCartney med Neil Young, Bridge School-koncert, 2004, hvor de bl.a. spillede “Only Love Can Break Your Heart”

I lørdags spillede Neil ved den 30. Farm Aid-koncert i Chicago – efter sigende i fin form – og præsenterede en helt ny sang, ”I Won’t Quit”, i et kort sæt med kun syv sange, akkompagneret af Promise Of The Real. Ved samme optræden spillede han også den klassiske ”Alabama” (fra ”Harvest”) for første gang siden 1977.

Ny auktion, ny kontrakt

af Karsten Jørgensen

Endnu et vigtigt Beatles-dokument bliver nu udbudt til salg, når den kontrakt de fire medlemmer indgik med manageren Brian Epstein i oktober 1962 kommer på Sotheby’s auktioner i London den 29. september. Det er anden gang indenfor få år, at kontrakten er til salg. Sidst var i september 2008, hvor dokumentet blev solgt for 240.000 £ ved en auktion, dengang gennem The Fame Bureau. Ved det aktuelle salg forventes det, at kontrakten vil indbringe mellem 300.000 og 500.000 £.

The Beatles' contract with Brian Epstein - 1. oktober 1962 - 2

Oprindelig underskrev The Beatles allerede i januar 1962 en kontrakt, som vel at mærke ikke blev underskrevet af Brian Epstein. Otte måneder senere, da trommeslageren Pete Best var blevet fyret og erstattet af Ringo Starr, og Epstein havde opfyldt sit løfte om at skaffe gruppen en pladekontrakt, blev kontrakten taget frem igen og dennegang, helt præcist den 1. oktober 1962, skrev alle gruppens medlemmer og Brian Epstein under – John Lennon endda hele to gange, idet han ved en fejl skrev under det forkerte sted første gang. Også Paul McCartney og George Harrisons fædre skrev under, idet de to musikere ikke var fyldt 21 og derfor endnu ikke var myndige.

The Beatles med Brian Epstein

The Beatles med Brian Epstein

Kontrakten, som blev underskrevet kun fire dage før The Beatles den 5. oktober 1962 udsendte deres første single, ”Love Me Do”, beseglede et kompagniskab, som de følgende år erobrede hele verden, men samtidig var det også den eneste managementkontrakt, som både Beatles og Epstein underskrev, idet Epstein døde få måneder før kontrakten, som løb i fem år, skulle fornyes i oktober 1967.

En nærlæsning af kontraktens mange punkter og klausuler er ganske interessant. Et punkt siger, at Epstein skulle modtage 10 pct. af gruppens indtjening af beløb op til 100 £ pr. uge. Af beløb mellem 100-200 £ fik Epstein 20 pct. Og derefter fik han 25 pct. Et andet punkt gav The Beatles ret til, med tre måneders varsel, at kunne annullere kontrakten, men gruppen stolede så meget på Epstein, at denne klausul blev strøget kun fem måneder senere.

The Beatles' contract with Brian Epstein - 1. oktober 1962

Kontrakten med Lennons signatur hele to gange

Kontrakten gav også Brian Epstein autoritet til at bestemme gruppens image, herunder brugen af scenetøj og make-up, mens en anden klausul sagde, sikkert inspireret af den nylige afskedigelse af Pete Best, at to medlemmer af The Beatles kunne beslutte at ekskludere et andet medlem af gruppen – med managerens accept, vel at mærke.

Blandt Sotheby’s øvrige effekter ved salget den 29. september er signerede eksemplarer af LP’erne ”Please Please Me” og ”With The Beatles”, samt et nummereret eksemplar (nr. 01) af ”The White Album”. Sidstnævnte er vurderet til at blive solgt for mellem 5000 og 7000 £.

Blandt de øvrige effekter er Eric Claptons Fender Stratocaster-guitar fra 2009, og et maskinskrevet manuskript af Bob Dylans ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall”, suppleret med Dylans egne håndskrevne noter, som forventes at sælge for mindst 150.000 £.

A Hard Rain's A-Gonna Fall - typed manuscript with handwritten notes

Manuskriptet til ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ med Dylans håndskrevne noter

 

 

Bob Johnston, som producerede Dylans mesterværker, er død, 83 år

af Karsten Jørgensen

Produceren Bob Johnston, som i 1960’erne producerede de plader næsten alle er enige om er Bob Dylans bedste, er død, 83 år gammel. Udover Dylan håndterede Johnston også lyden på berømte plader med flere af hans samtidige, heriblandt Simon & Garfunkel, Johnny Cash, Leonard Cohen og Willie Nelson.

Bob Johnston blev født 14. maj 1932 i Hillsboro, Texas, og i slutningen af 1950’erne indspillede han flere sange under kunstnernavnet Don Johnston. Men Bobs fremtid var ikke som sanger. I 1959 indledte han en karriere som producer, da han producerede enkelte sange med gruppen The Jaguars, og arbejdede for både Kapp Records og Dot Records. Det var imidlertid først i midten af 1960’erne, da han blev tilknyttet Columbia Records, at han blev kendt i bredere kredse, og kom i kontakt med Bob Dylan, som han havde et lettere underdanigt forhold til. Han sagde bl.a.: ”Dylan er kongen, og det er ikke min opgave at fortælle ham, hvad jeg mener om hans sange, medmindre han spørger mig om det”.

Bob Johnston med Bob Dylan og Johnny Cash, 1969

Bob Johnston med Bob Dylan og Johnny Cash, 1969

I juli 1965 erstattede Johnston Dylans hidtidige producer Tom Wilson, og var vital i Dylans forvandling fra folkesanger til elektrisk idol. Fra 1965 til 1970 producerede han de legendariske plader ”Highway 61 Revisited” (med undtagelse af ”Like A Rolling Stone”), dobbeltalbummet ”Blonde On Blonde”, ”John Wesley Harding”, ”Nashville Skyline”, dobbeltalbummet ”Self Portrait” og ”New Morning”. Også albummet ”Dylan”, som blev indspillet i 1970 men først udgivet i 1973, var produceret af Johnston.

Sideløbende med sit engagement hos Dylan, producerede Bob Johnston også plader med andre kunstnere, bl.a. Simon & Garfunkel (”Sounds Of Silence” og ”Parsley, Sage, Rosemary & Thyme”), Leonard Cohen (”Songs From A Room og ”Songs of Love And Hate”), Johnny Cash (”At San Quentin” samt flere andre) og The Byrds (”Dr. Byrds & Mr. Hyde”). Johnston har også arbejdet inden for andre genrer end rock, bl.a. jazz og soul med Louis Armstrong og Aretha Franklin.

Bob Johnston med Paul Simon, 1965

Bob Johnston med Paul Simon, 1965

Som producer havde Bob Johnston ingen ambitioner om, som han selv udtrykte det, at ”blive den næste Phil Spector”. Han ville bare gerne have, at de kunstnere han arbejdede med lavede gode plader. ”Bob Johnston er en producer, som er enhver kunstners drøm”, er Johnny Cash citeret for at sige i filmen ”The Other Side of Nashville”. ”Bob foretrækker, at læne sig tilbage og se på, at kunstneren producerer sig selv”.

Bob Johnston blev i 1967 chef for Columbia Records country & western-afdeling, og har endvidere virket som komponist til flere sange, bl.a. ”There Ain’t Nothing Like A Song”, som i 1968 blev indspillet af Elvis Presley. Johnstons hustru, komponisten Joy Byers, skrev adskillige sange til Elvis, og i de senere år hævdede Johnston, at han var medkomponist til de fleste, men ikke var blevet krediteret af kontraktlige årsager.

Efter Johnston forlod Columbia Records – på grund af en tvist om royalties – arbejdede han som selvstændig producer, bl.a. på albummet ”Fog On The Tyne” fra 1972 med den populære engelske folkrockgruppe Lindisfarne.

I 1990’erne producerede han plader med både Willie Nelson og Carl Perkins, før han trak sig tilbage fra musikbranchen. I fredags, den 14. august, døde Bob Johnston på et hospice i Nashville, og efterlader sig hustruen Joy Byers og sønnen Kevin.

John Lennon-guitar på vej mod rekord

af Karsten Jørgensen

En guitar, som John Lennon angiveligt brugte i 1962 på indspilningen af The Beatles’ første single ”Love Me Do”, kommer under hammeren på en auktion i Los Angeles i november, og forventes at indbringe mellem 600.000 og 800.000 $. Enkelte kendere påstår endog, at den i bedste fald kan ende med at slå den hidtidige rekord på 965.000 $, som Bob Dylans Fender Stratocaster, årgang 1964, blev solgt for i 2013.

Lennon købte guitaren, en akustisk-elektrisk Gibson J-160E, årgang 1962, i en lokal instrumentforretning i Liverpool den 10. september 1962 for 161 £, og det er almindelig antaget, at Lennon brugte den allerede dagen efter i Londons Abbey Road-studie, hvor The Beatles indspillede både ”Love Me Do” og dens B-side ”P.S. I Love You”. Guitaren var også i front på adskillige andre indspilninger fra 1963 – bl.a. ”This Boy” og flere skæringer på albummene ”Please Please Me” og ”With The Beatles” – indtil december 1963, hvor instrumentet blev stjålet under The Beatles’ engagement i Astoria Cinema i Finsbury Park, London.

Gibson guitar, Lennon

John Lennon i 1962 med sin Gibson J-160E og George Harrison, som købte en guitar magen til.

Næsten 50 år senere dukkede guitaren pludselig op i San Diego i USA. Ejeren, John McCaw, som hævder at han købte den i 1969 uden at kende dens rigtige historie, sætter nu instrumentet til salg gennem Julien’s auktionshus i Beverley Hills i begyndelsen af november. Autenciteten er verificeret af Andy Babiuk, forfatter til bogen ”Beatles Gear” om gruppens mange instrumenter, men modsat andre kendere sætter Babiuk spørgsmålstegn ved, om guitaren overhovedet blev benyttet under indspilningen af ”Love Me Do”.

En anden Lennon-guitar – en Gretsch 6120 Chet Atkins – som blev brugt til indspilningen af ”Paperback Writer” i april 1966, gik for 530.000 $ i marts, mens en elektrisk Maton Mastersound, som George Harrison brugte i sommeren 1963, blev solgt for 485.000 $ i maj.

Tre eks-beatler plus Dylan og Neil Young på samme album

af Karsten Jørgensen

”Dylan, Cash, And The Nashville Cats: A New Music City” er titlen på en dobbelt-cd, som udkommer 15. juni i et samarbejde mellem Legacy Recordings og Country Music Foundation Records. Albummet indeholder musik, der kan betragtes som et soundtrack til en udstilling med samme titel, som åbnede i The Country Music Hall Of Fame & Museum i Nashville i slutningen af marts og løber frem til december næste år.

Dylan, Cash & The Nashville Cats, A New Music City - Various Artists, 2 cd, 2015

Udstillingen belyser samspillet mellem rock- og country-musikken, som i offentligheden traditionelt havde været adskilt og i opposition til hinanden siden midten af 1950’erne. Selvom slægtsskabet mellem rock og country var tydeligt for mange allerede i 1950’erne – både hos Elvis, Jerry Lee Lewis og Buddy Holly, der alle havde musikalske rødder i countrymusikken – blev det først acceptabelt et godt stykke inde i 1970’erne.

Men da Bob Dylan i februar og marts 1966, på opfordring af produceren Bob Johnston, besluttede at indspille det meste af dobbelt-albummet ”Blonde On Blonde” i Nashville, var det en tilnærmelse som skulle få stor betydning for de to genrer de følgende år – ikke mindst Dylans venskab med Johnny Cash og det undergravende portræt han tegnede af sig selv som country-crooner på først ”Nashville Skyline” i 1969 og på ”Self Portrait”, der kun delvist blev indspillet i Nashville, det følgende år.

Specielt ”Nashville Skyline” satte gang i country-rocken, som i begyndelsen af 1970’erne fik stor succes for grupper som The Byrds, The Flying Burrito Brothers og The Eagles – og da først Dylan havde åbnet porten, strømmede rockmusikere i stort tal til Nashville og nød godt af byens mange superprofessionelle musikere – bl.a. bassisten Charlie McCoy, guitaristen Joe South og trommeslageren Kenny Buttrey – i folkemunde kaldt ’Nashville Cats’, der bogstavelig talt var en institution og så respekterede, at John Sebastian fra The Lovin’ Spoonful skrev en sang om dem med netop den titel.

 

Men det var ikke kun Dylan fra rockens øverste aristokrati, som lod sig besnære af de habile Nashville-musikeres professionelle og afslappede holdning. I 1970 kom både George Harrison og Ringo Starr fra The Beatles også i berøring med musikmiljøet i Nashville. Harrison kun indirekte, da han indspillede sin country-komposition ”Behind That Locked Door”, en sang han skrev om og til Bob Dylan, der levede en forholdsvis tilbagetrukket tilværelse på sit landsted i Woodstock.

Sangen blev indspillet i London, hvor steelguitaristen Pete Drake – en ’Nashville cat’ – spillede den smukke solo, som fik ”Behind That Locked Door” til så markant at stikke ud fra de øvrige sange på Harrisons tre-dobbelte album ”All Things Must Pass”, der udkom sidst i 1970.

Pete Drake havde også været i vælten under indspilningen af ”Nashville Skyline”, og Dylan var så tilfreds med hans indsats, at han gav Harrison telefonnummeret til steelguitaristen, som under optagelserne i London faldt i snak med Harrisons tidligere Beatles-kollega Ringo Starr, som var stor fan af countrymusik.

Ringo havde allerede i 1965 officielt erklæret sin kærlighed til countrygenren, da han og resten af The Beatles indspillede Buck Owens-sangen ”Act Naturally” til ”Help!”-albummet; en sang, der imidlertid repræsenterede en anderledes retning indenfor country – den såkaldte Bakersfield-lyd – end Nashville.

Ringo fortalte Pete Drake, at han gerne ville indspille et helt country-album, men ikke orkede de lange dage i et pladestudie, mens musikken blev arrangeret og musikerne øvede deres del i sangene. Men Drake forsikrede den lille trommeslager om, at han nok skulle arrangere det hele i forvejen, så Ringo blot skulle komme til Nashville og få et helt album i kassen på kun tre dage.

Som sagt, så gjort. Og senere i 1970 udsendte Ringo Starr det udmærkede country-album ”Beaucoups Of Blues”, der passede fint til hans begrænsede vokale formåen.

George Harrison i 1974

George Harrison i 1974

Fire år senere, i juni 1974, fandt også Paul McCartney og hans gruppe Wings vej til studiefaciliteterne og de dygtige musikere i Nashville. Paul og kompagni indlogerede sig på sangskriveren Curly Putnams farm få kilometer udenfor byen og henover det meste af en måned indspillede de omkring 10-15 sange, hvoraf kun de fire blev udsendt som A- og B-sider på singler, bl.a. ”Junior’s Farm” og ”Sally G.” Sidstnævnte, som oprindelig var en upåagtet B-side, men nu har fået plads på det nye dobbelt-album, var tiltænkt titlen ”Diane” efter sangerinden Diane Gaffney. Men da Paul hørte, at hun havde sagsøgt en avis, som bragte en historie om hende uden tilladelse, valgte han forståeligt nok at ændre titlen.

De øvrige to numre fra McCartneys ophold i Nashville, som også blev udgivet på en singleplade, var instrumentale og den ene, ”Walking In The Park With Eloise”, har sin helt egen historie, idet den blev komponeret af Pauls far James, da denne var amatørmusiker med sit eget jazzorkester tilbage i 1930’erne. Paul havde som lille hørt faren spille sangen på klaveret hjemme i dagligstuen, og nu besluttede han sig for at indspille og udgive den på plade som en gave til sin far. Blandt de medvirkende på ”Walking In The Park With Eloise”, som i øvrigt blev udsendt under det spøjse pseudonym The Country Hams og derfor heller ikke solgte særlig mange eksemplarer, er de garvede Nashville-notabiliteter Chet Atkins på guitar og Floyd Cramer på klaver.

Mens Paul McCartney var i Nashville mødte han i øvrigt Johnny Cash. Det blev et venskab, der blev genoptaget og fornyet knap femten år senere i 1988, hvor Paul var med til at skrive sangen ”New Moon Over Jamaica”, som Cash indspillede på albummet ”Water From The Wells Of Home”.

Som den eneste i The Beatles var John Lennon ikke videre tiltrukket af countrymusikken, og det tætteste han kom på genren var en klodset country & western-parodi med titlen ”Life Begins At Forty”, som han skrev i 1980 – samme år, han selv fyldte 40.

Sangens noget inferiøre kvalitet betød dog, at han valgte at forære den til Ringo, som også rundede 40 år i 1980. Men Ringo nåede ikke at indspille sangen, før Lennon blev myrdet i december 1980, og bagefter syntes Ringo, forståeligt nok, at det var upassende at indspille en sang med netop dén titel.

 

Efter Bob Dylan og beatlerne havde sagt god for mulighederne i Nashville, åbnede sluserne på vid gab og rockmusikere stod bogstavelig talt i kø foran byens pladestudier. Simon & Garfunkel, Leonard Cohen, Joan Baez og The Byrds allierede sig med Nashville-musikerne, sidstnævnte med den karismatiske Gram Parsons, der gennem sit venskab med Keith Richards var katalysator for den mærkbare countrystemning på Rolling Stones-albummet ”Exile On Main Street” fra 1972.

Da Neil Young, også i 1972, indspillede sin karrieres mest kommercielle album ”Harvest”, med megahittet ”Heart Of Gold”, i Nashville, gik han et skridt videre og dannede et egentligt backingband, som bestod af pianisten Jack Nitzsche, steel-guitaristen Ben Keith, bassisten Tim Drummond og trommeslageren Kenny Buttrey. Men teknisk set befandt de garvede musikere sig på et helt andet niveau end Young, og det varede ikke længe, før Neil Young vendte tilbage til de mere intuitive og primitive musikere i Crazy Horse.

Siden begyndelsen af 1970’erne er grænsen mellem country og rock/pop blevet stadig mere flydende, ikke mindst takket crossover-kunstnere som Dolly Parton, Olivia Newton-John, Garth Brooks og senest Carrie Underwood og Taylor Swift, og i dag er det svært at forstå, at linjerne mellem de to genrer engang var trukket endog meget skarpt op.

 

Det nye dobbeltalbum, ”Dylan, Cash, And The Nashville Cats: A New Music City”, dokumenterer udviklingen fra 1960’erne op gennem 1970’erne gennem 36 sange, der hver på sin måde har haft afgørende betydning for vores opfattelse af rock og country som to sider af samme sag, og udover førnævnte sange med bl.a. Harrison, Starr, McCartney og Neil Young, indeholder det også en hidtil uudgivet version af Dylans ”If Not For You” – den eneste sang på albummet ”New Morning”, som blev indspillet i Nashville.

Bob Dylan og Joan Baez, 1963

Joan Baez og Bob Dylan, 1963

Trackliste:
CD 1:

  1. Absolutely Sweet Marie – Bob Dylan
  2. Harpoon Man – Charlie McCoy & the Escorts
  3. It Ain’t Me, Babe – Johnny Cash
  4. Down In The Flood – Flatt & Scruggs
  5. The Way I Feel – Gordon Lightfoot
  6. I’ll Be Your Baby Tonight – Bob Dylan
  7. You Ain’t Goin’ Nowhere – The Byrds
  8. This Wheel’s On Fire – Ian & Sylvia
  9. Gentle On My Mind – John Hartford
  10. Some Of Shelly’s Blues – The Monkees
  11. Turn Around – The Beau Brummels
  12. I’m So Lonesome I Could Cry – Tracy Nelson
  13. If You Don’t Like Hank Williams (1968 Demo) – Kris Kristofferson
  14. Bird On The Wire – Leonard Cohen
  15. Hickory Wind – The Byrds
  16. Blowing Down That Dusty Road – Country Joe McDonald
  17. The Boxer – Simon & Garfunkel
  18. Stone Fox Chase – Area Code 615
  19. The Byrds Sweetheart Of The Rodeo Radio Ad (Bonus Track)

 

CD 2:

  1. Girl From The North Country – Bob Dylan with Johnny Cash
  2. Driftin’ Way Of Life – Jerry Jeff Walker
  3. Behind That Locked Door – George Harrison
  4. Crazy Mama – J.J. Cale
  5. Beaucoups Of Blues – Ringo Starr
  6. Going To The Country – Steve Miller Band
  7. Heart Of Gold – Neil Young
  8. If Not For You (Unreleased Version) – Bob Dylan with Lloyd

Green

  1. City Of New Orleans – Steve Goodman
  2. The Night They Drove Old Dixie Down – Joan Baez
  3. Blue River – Eric Andersen
  4. Seven Bridges Road (1972 Nashville Version) – Steve Young
  5. Will The Circle Be Unbroken – Nitty Gritty Dirt Band
  6. Sally G – Paul McCartney & Wings
  7. Silver Wings – Earl Scruggs with Linda Ronstadt
  8. A Six Pack To Go – Leon Russell (as Hank Wilson)
  9. Matchbox (Live On The Johnny Cash Show) – Derek & The Dominos with

Johnny Cash and Carl Perkins

 

”Dylan, Cash, And The Nashville Cats: A New Music City” udkommer på Legacy Recordings den 15. juni.