Tag: Elvis Presley

Premiere på Baz Luhrmanns Elvis-film i juni

af Karsten Jørgensen

Baz Luhrmanns længe ventede film om Elvis Presley bliver præsenteret på filmfestivalen i Cannes, som løber af stablen i sidste halvdel af maj. Biografpremiere er der den 24. juni i Nordamerika, og den 22. juni i resten af verden.

Fornylig fik Presleys eks-kone Priscilla et smugkig på den færdige film, som blot får titlen ”Elvis”, og hun var fuld af lovprisninger for specielt Austin Butlers præstation i hovedrollen som Elvis Presley.

Priscilla Presley

”Det er historien om forholdet mellem Elvis og Colonel Parker”, skrev Priscilla på Facebook. ”Det er en sand historie, som bliver fortalt fremragende og kreativt på en måde, som kun Baz, med sit unikke talent, kan gøre det”.

”Og Austin Butler, som spiller Elvis, er enestående … for han vidste, at det var store sko at udfylde”.

Rollen som Colonel Parker bliver spillet af Tom Hanks, der fremstiller manageren, som styrede Elvis og hans karriere, indtil ikonets alt for tidlige død som 42-årig i 1977.

”Colonel Parker havde to sider, og jeg oplevede dem begge”, skrev Priscilla på Facebook. ”Historien, som vi kender den, endte ikke lykkeligt. Men jeg tror, at folk forstår den lidt bedre, når de ser denne film, af en instruktør, som har lagt både hjerte og sjæl og mange, mange timer i den”.

Priscilla Presley i 1975

Ronnie Tutt, trommeslager i Elvis’ legendariske TCB Band, er død, 83 år

af Karsten Jørgensen

Trommeslageren Ronnie Tutt, som var medlem af The TCB Band og spillede i alt 1954 koncerter med Elvis Presley fra 31. juli 1969 og indtil Elvis’ død i august 1977, er død i sit hjem i Franklin, Tennessee, 83 år gammel.

Tutts kone Donna bekræftede dødsfaldet og sagde, at Ronnie gennem en årrække havde lidt af kroniske hjerteproblemer.

Ronald Ellis Tutt var født i Dallas, Texas, den 12. marts 1938, og voksede op som enebarn af forældrene Frank og Gladys Tutt. Det første instrument, han begyndte at spille, var en ukulele, som derefter i hurtig rækkefølge blev erstattet af guitar, violin og trompet, indtil han kastede sig over trommerne, da han gik i gymnasiet.

”Jeg begyndte at danse, da jeg var tre år, så rytmen var altid vigtigere for mig end melodien”, sagde Tutt i et interview i 2016. ”Både trompet og guitar frustrerede mig, fordi jeg ville udtrykke mig rytmisk. Så skiftet til trommerne var ikke særlig svært”.

Ronnie Tutt var stadig teenager, da han fik sit første professionelle job, som trommeslager i countrygruppen Western Swing Band, og op gennem 1960’erne og 1970’erne, sideløbende med samarbejdet med Elvis, etablerede han sig som en meget efterspurgt studiemusiker.

Album med optagelser fra Elvis’ optræden i International Hotel, august 1969

I midten af 1969 blev Ronnie Tutt hyret til The TCB Band, som erstatning for DJ Fontana, til en serie legendariske engagementer med Elvis Presley på The International Hotel i Las Vegas, der markerede The King’s tilbagevenden som sceneentertainer, efter en periode på otte år, hvor han udelukkende indspillede film og tilhørende soundtracks. Disse første engagementer med Elvis kan høres på albummet ”From Memphis To Vegas/From Vegas To Memphis”, som blev udsendt i 1969.

Ronnie Tutt medvirkede på stort set alle pladeindspilninger med Elvis siden marts 1972 og indtil de sidste sessions i Graceland i 1976. Men Tutt var også særdeles aktiv som studiemusiker, mens han var tilknyttet Elvis’ turnéband, og bl.a. medvirkede Tutt på Billy Joels gennembrudsalbum ”Piano Man” i 1973 og det enlige album med duoen Lindsey Buckingham & Stevie Nicks, før de blev medlemmer af Fleetwood Mac, ligeledes i 1973, samt Gram Parsons, Emmylou Harris, Michael Nesmith, Johnny Cash, Chris Hillman og The Flying Burrito Brothers.

Tutt spillede også med Jerry Garcia Band og, efter Elvis’ død, med The Carpenters og Mink DeVille, inden han i 1981 blev medlem af Neil Diamonds turnéband – et samarbejde, der fortsatte indtil 2018. Han medvirkede også på plader med Los Lobos og Elvis Costello (fire sange på albummet ”King of America” og singlen ”The People’s Limousine”), og var med i sidstnævntes backingband, The Confederates, i 1987.

Fra 1997 og indtil midten af 2010’erne turnerede Tutt med det øvrige TCB Band, som akkompagnement til ”Elvis: The Concert”-showet, hvor videooptagelser med afdøde Elvis Presley blev vist på et kæmpemæssigt lærred, mens de oprindelige musikere spillede til.

Når Ronnie Tutt senere fortalte om sit venskab med Elvis, var det altid med stor respekt og omsorg. ”Den måske allerstørste tragedie i Elvis’ liv var, at han var fanget i det image, han selv havde skabt”, sagde Tutt. ”Han kunne ikke engang beholde sin rigtige hårfarve. Han farvede det kulsort, når det i virkeligheden var helt hvidt, ligesom mit skæg. Han ville også have været smuk med hvidt hår, men det ville ødelægge det image han havde. Og det var selvfølgelig den virkelige tragedie, at uanset hvad han gjorde, var han altid tvunget til at ligne Elvis Presley”.

Ronnie Tutt døde den 16. oktober, og efterlader sig hustruen Donna, syv døtre, to sønner, samt adskillige børnebørn.

Elvis Presley vender tilbage til Bad Nauheim

af Karsten Jørgensen

Senest til august, vender Elvis Presley tilbage til den lille tyske by, hvor han aftjente sin værnepligt i godt halvandet år i 1958-59 – om end det kun er i form af en statue.

Meike og Angela med den 2 meter høje statue

Efter tre måneders grundlæggende militæruddannelse i Fort Hood i Texas, blev Elvis i september 1958 sendt til Tyskland, hvor han var tilknyttet den 32. kampvognsbataljon i Friedberg, nær Frankfurt.

Imens boede han i den lille by Bad Nauheim, i et hus på Goethestrasse nr. 14, og det var under hans ophold i Bad Nauheim, at han mødte sin kommende hustru, den dengang 14-årige Priscilla Beaulieu, hvis stedfar, Joseph Beaulieu, var udstationeret som kaptajn i luftvåbnet på den amerikanske base i Wiesbaden.

Goethestrasse nr. 14 i Bad Nauheim, hvor Elvis boede

Indtil Elvis blev hjemsendt i begyndelsen af marts 1960, tilbragte han det meste af sin fritid sammen med Priscilla, som han giftede sig med den 1. maj 1967.

Som en hyldest til byens berømte gæst blev et lille torv på hovedgaden i Bad Nauheim i 1995 omdøbt til Elvis Presley Platz, og nu bliver en 220 kg tung og godt 2 meter høj bronzestatue, som er udført efter et foto fra 1959, opstillet på en bro i byen, som går over floden, der meget apropos hedder Usa.

Foto af Elvis på broen over floden Usa, 1959

To tyske Elvis-fans, Meike Berger og Angela Storm, har gennem en del år indsamlet 42.000 dollar til statuen, som forventes opstillet inden midten af august, hvor byens årlige Elvis-festival finder sted for 18. gang.

Baz Luhrmanns Elvis-film rykket til 2022

af Karsten Jørgensen

Den planlagte premieredato for Baz Luhrmanns Elvis-film, som var sat til den 5. november i år, er nu skubbet frem til 3. juni 2022, i forventning om, at den kan få en traditionel premiere i alverdens biografer.

Elvis og hans manager Colonel Tom Parker

Filmen, som primært har fokus på forholdet mellem Elvis og hans manager, Colonel Tom Parker, har Austin Butler og Tom Hanks i de to store hovedroller som Elvis og Parker.

Australske Olivia DeJonge skal spille rollen som Elvis’ hustru Priscilla, mens Rufus Sewell og Maggie Gyllenhaal, der oprindelig fik rollerne som Elvis’ forældre, nu er erstattet af henholdsvis Richard Roxburgh og Helen Thomson.

I andre roller som nogle af Elvis Presleys musikalske kolleger og samtidige finder vi Alton Mason (Little Richard), Kelvin Harrison Jr. (B.B. King), David Wenham (Hank Snow) og Yola som Sister Rosetta Tharpe.

Elvis’ indspilninger i Nashville fra 1970 samles på nyt bokssæt

af Karsten Jørgensen

Elvis Presleys legendariske indspilninger i RCA’s Studio B i Nashville fra 1970, som udkom på tre af Elvis’ albums i 1970 og 1971, bliver nu samlet på en ny cd-boks med titlen ”From Elvis In Nashville”.

Indspilningerne, hvor Elvis fortolkede sange som ”I’ve Lost You”, ”Funny How Time Slips Away” og ”There Goes My Everything”, blev oprindelig udsendt på pladerne ”That’s The Way It Is”, 1970, ”Elvis Country (I’m 10.000 Years Old)”, 1971, og ”Love Letters From Elvis”, 1971. Mange af disse sange indgik i hans live-repertoire i resten af hans karriere, indtil Elvis døde i 1977.

Henover fem dage i juni og én dag i september 1970, samledes ”The Nashville Cats”, studiemusikere, der bestod af multiinstrumentalisten Charlie McCoy, bassisten Norbert Putnam, pianisten David Briggs og guitaristerne James Burton og Eddie Hinton i Studie B, hvor de og Elvis indspillede mere end 40 sange i genrer fra bluegrass og country til rockabilly og moderne pop.

Nu samles alle sangene, plus adskillige alternative optagelser – 74 numre i alt – på bokssættet ”From Elvis In Nashville”, som udsendes af RCA/Legacy Recordings den 20. november. En skrabet udgave med højdepunkter, bestående af to vinylplader, udgives samtidig.

Trackliste:

CD 1
Opening Jam (Mystery Train)
Twenty Days And Twenty Nights
I’ve Lost You
I Was Born About Ten Thousand Years Ago
The Sound Of Your Cry
The Fool
A Hundred Years From Now
Little Cabin On The Hill
Cindy, Cindy
Bridge Over Troubled Water
How The Web Was Woven
Got My Mojo Working/ Keep Your Hands Off Of It
It’s Your Baby, You Rock It
Stranger In The Crowd
I’ll Never Know
Mary In The Morning
It Ain’t No Big Thing (But It’s Growing)
You Don’t Have To Say You Love Me
Just Pretend
This Is Our Dance
Life
Heart of Rome

CD 2
When I’m Over You
I Really Don’t Want To Know
Faded Love
Tomorrow Never Comes
The Next Step Is Love
Make The World Go Away)
Funny How Time Slips Away
I Washed My Hands In Muddy Water
Love Letters
There Goes My Everything
If I Were You
Only Believe
Sylvia
Patch It Up
Snowbird
Where Did They Go, Lord
Whole Lot-ta Shakin’ Goin’ On
Rags To Riches

CD 3
Jam 2 (Tiger Man)
I’ve Lost You – take 1
The Next Step Is Love – takes 3-6
You Don’t Have To Say You Love Me – rehearsal
Patch It Up – take 1
Twenty Days And Twenty Nights – takes 5,6 & 8
How The Web Was Woven – take 1
Mary In The Morning – takes 3-4
Just Pretend – takes 1-2
Stranger In The Crowd – takes 1-5
Bridge Over Troubled Water – rehearsal, take 1
Patch It Up – take 9
The Sound Of Your Cry – take 3
Where Did They Go, Lord – takes 2-3
Rags To Riches – take 2

CD 4
Jam 3 (I Didn’t Make It On Playing Guitar)
Faded Love – rehearsal (country version)
The Fool – take 1
A Hundred Years From Now – take 1
Little Cabin On The Hill – take 1
Tomorrow Never Comes – takes 10-11
Snowbird – take 1
Faded Love – take 3
It’s Your Baby, You Rock It – take 3
There Goes My Everything – take 1
Love Letters – take 1
If I Were You– take 5
Heart Of Rome – take 1
Cindy, Cindy – take 1
I’ll Never Know – take 3
Sylvia – take 9
It Ain’t No Big Thing (But It’s Growing) – takes 1-2
Only Believe – take 3
Life – take 2