Tag: george harrison

The Traveling Wilburys fejres med billed-disk på vinyl

af Karsten Jørgensen

I anledning af, at det er 30 år siden supergruppen The Traveling Wilburys blev samlet og udsendte deres første plade, med titlen ”Vol. 1”, bliver albummet nu genudgivet som billed-disk på vinyl.

Supergruppen blev dannet i 1988, efter George Harrison indspillede sangen ”Handle With Care” som B-side til en single fra hans ’comeback’-album ”Cloud Nine”.

Traveling Wilburys Vol. 1, The - LP, 1988, front

Det oprindelige album fra 1988

Men pladeselskabet Warner Brothers mente, at sangen var alt for god til at blive gemt væk på bagsiden af en singleplade, og i stedet blev ”Handle With Care” højdepunktet på et helt album, som Harrison derefter indspillede sammen med Bob Dylan, Roy Orbison, Tom Petty og Jeff Lynne, og udsendte under gruppenavnet The Traveling Wilburys.

En opfølger, med den kryptiske titel ”Vol. 3”, udkom i 1990, men uden Roy Orbison, som desværre døde kort tid efter udgivelsen af ”Vol. 1”.

Billed-disk versionen på vinyl udsendes af pladeselskabet Craft Recordings den 2. november.

Paul McCartney tilbage i The Cavern

af Karsten Jørgensen

Som reklame for sit kommende nye album, ”Egypt Station”, der udkommer den 7. september, spillede Paul McCartney i går eftermiddags en ’surprise’-koncert for 350 mennesker i den legendariske Cavern Club i Liverpool.

Billetterne til koncerten, som startede kl. 14 og varede i godt to timer, blev givet væk gratis efter princippet først til mølle, og som forventet tog det ikke mange sekunder.

Beatles at The Cavern, 1961

The Beatles, med Pete Best, i The Cavern, 1961

Som medlem af The Beatles spillede McCartney i alt 292 gange i The Cavern Club mellem 1958 og 1963. Den oprindelige Cavern blev revet ned i 1973, men genåbnede elleve år senere i en nærliggende bygning på den anden side af Matthew Street, da byen opdagede, at Beatles-fænomenet var godt i gang med at blive en storindustri. I dag vurderes det, at hvert 10. job i Liverpool, på den ene eller anden måde har noget at gøre med The Beatles.

Siden 1963 har Paul McCartney kun spillet én gang i The Cavern, i december 1999, med et band, der bl.a. bestod af Pink Floyds David Gilmour.

Live at The Cavern Club - Paul McCartney, dvd, cover 2

McCartneys optræden i The Cavern i 1999 blev udsendt på dvd

Ved gårsdagens koncert spillede McCartney 28 sange, heribandt fire fra det nye album, samt udvalgte numre fra både tiden i The Beatles, i Wings og som solist. Én af sangene, ”In Spite Of All The Danger”, skrev han med George Harrison i 1958, dengang de senere beatler stadig kaldte sig The Quarrymen og endnu ikke havde fået Ringo Starr ind i folden.

Paul McCartney 80 - at The Cavern Club, 26. juli 2018

Paul McCartney på scenen i The Cavern igår

Sætlisten i Cavern Club, 26. juli 2018:

Jam
Twenty Flight Rock
Magical Mystery Tour
Jet
All My Loving
Letting Go
Come On To Me
Let Me Roll It
I Got A Feeling
My Valentine
Queenie Eye
1985
Lady Madonna
In Spite Of All The Danger
Things We Said Today
Confidante
Love Me Do
Who Cares
Birthday
I Wanna Be Your Man
Fuh You
Get Back
Ob-La-Di, Ob-La-Da
Band On The Run
Hi Hi Hi
I Saw Her Standing There
Sgt Pepper’s Lonely Hearts Club Band
Helter Skelter

Bob Dylan-guitar solgt på auktion for næsten 400.000 $

af Karsten Jørgensen

En akustisk guitar, som Bob Dylan spillede på i 1970’erne, er solgt på en auktion i Dallas, Texas, for 396.000 dollar – næsten 100.000 dollar mere end forventet.

Bob Dylan 117 - og George Harrison ved Concert for Bangladesh

Bob Dylan, t.h., med George Harrison ved Concert For Bangladesh, New York

Guitaren, af mærket Martin, var den Dylan spillede på ved de legendariske støttekoncerter for Bangladesh i Madison Square Garden, New York, i august 1971, og senere fulgte den ham også på The Rolling Thunder Revue-turneen rundt i USA fra oktober 1975 til maj 1976.

Året efter, i 1977, solgte Dylan guitaren til sin guitarreparatør Larry Cragg for 500 dollar.

Heritage Auctions i Dallas, som stod for salget, sagde at køberen ønskede at være anonym.

Trods beløbet på 396.000 dollar, er der alligevel et stykke vej op til en anden af Dylans guitarer, en elektrisk Fender Stratocaster, som han brugte på Newport Folk Festivalen i 1965. Denne guitar blev solgt, ligeledes på auktion, i 2013 for 965.000 dollar.

Ukendt George Harrison-sang solgt på auktion for 14.000 £

af Karsten Jørgensen

En ukendt komposition af George Harrison, ”Hello Miss Mary”, indspillet på et spolebånd sammen med alternative versioner af flere Beatles-sange i begyndelsen af 1968, er blevet solgt på en auktion i Warrington i Cheshire, England.

George Harrison - bånd med sangen Hello Miss Mary, 1967

Sangen, som George skrev specielt til sin gode ven Mary Bee, har tekst sat til en indisk-inspireret melodi – komponeret i samme stil, som Harrison brugte på andre sange fra samme periode, bl.a. ”Within You, Without You” og ”The Inner Light”.

Båndet med ”Hello Miss Mary” og et vedhæftet brev på seks sider, skrevet af Georges daværende hustru Pattie Boyd, blev solgt for 14.000 engelske pund.

Utrættelige Ringo Starr udsender nyt album

af Karsten Jørgensen

Da The Beatles gik i opløsning i april 1970, blev deres trommeslager ikke levnet store chancer for en musikalsk karriere uden intensiv hjælp fra kollegerne John Lennon, Paul McCartney og George Harrison.

Som bekendt gik det anderledes, og pladerne fra Ringo Starr er siden 1970 faldet drypvis, sideløbende med en flittig turnéaktivitet med backingbandet The All-Starr Band. Imorgen udsender Ringo endnu et album på Universal, det 19. som solist og det første siden ”Postcards From Paradise”, der udkom i 2015.

Give More Love - Ringo Starr, cd, 2017, front

På albummet, med titlen ”Give More Love”, får Ringo hjælp fra en stribe venner, bl.a. Peter Frampton, Richard Marx, Glen Ballard, Edgar Winter, Dave Stewart, Steve Lukather, Don Was og Timothy B. Schmit fra The Eagles. Endvidere medvirker en anden Eagle, Joe Walsh, som i øvrigt er Ringos svoger, samt Paul McCartney, der spiller bas på numrene ”Show Me The Way” og ”We’re On The Road Again”.

Foruden ti nye sange, indeholder albummet også fire bonus-numre, som er genindspilninger af sange Ringo tidligere har udsendt – ”Back Off Boogaloo”, oprindelig en single i 1972, ”You Can’t Fight Lightning”, indspillet til 1981-albummet ”Stop And Smell The Roses”, ”Photograph” fra 1973 og ”Don’t Pass Me By”, oprindelig fra The Beatles hvide dobbelt-album fra 1968.

I kølvandet på udgivelsen drager Ringo og hans All-Starr Band igen på landevejen, og spiller bl.a. et otte-dages engagement på Planet Hollywood i Las Vegas.

Trackliste:

We’re On The Road Again
Laughable
Show Me The Way
Speed Of Sound
Standing Still
King Of The Kingdom
Electricity
So Wrong for So Long
Shake It Up
Give More Love

Bonus-numre:
Back Off Boogaloo
You Can’t Fight Lightning
Photograph
Don’t Pass Me By