Tag: george harrison

Guitar-ikonet Scotty Moore er død, 84 år

af Karsten Jørgensen

Guitaristen Scotty Moore, som var med til at definere lyden for den tidlige Elvis Presley i midten af 1950’erne og senere var forbillede for guitarister som George Harrison og Keith Richards, er død i sit hjem i Nashville efter længere tids sygdom, 84 år. Moore akkompagnerede Elvis, både ved pladeindspilninger og koncerter, helt fra Elvis’ første plade i 1954, ”That’s All Right (Mama)”, til hans NBC-producerede comeback-show i 1968. Scotty Moore fungerede også som Elvis’ første manager fra 12. juli 1954 til 1. januar 1955, hvor Bob Neal overtog jobbet.

Moore, Scotty - guitarist, 2003

Scotty Moore i 2003

Winfield Scott (Scotty) Moore III blev født i Gadsden, Tennessee, den 27. december 1931, og lærte at spille guitar, da han var otte år. Han dannede sit første orkester i 1948, mens han var indkaldt som soldat. Efter militærtjeneste spillede Moore i 1951 guitar på singlen ”Hot Guitar” med Eddie Hill, og tilsluttede sig det følgende år gruppen Doug Poindexter & The Starlight Wranglers, sammen med bassisten Bill Black, som i 1954 udsendte en single, ”My Kind Of Carryin’ On”, på Sam Phillips’ Sun Records i Memphis. Pladen var ikke noget hit, men Moores guitarspil var så overbevisende, at det gav ham Phillips’ opmærksomhed, og det var derfor Moore og Black som blev kontaktet, da Phillips ringede og sagde, at han havde opdaget en ny, lovende sanger.

Scotty Moore og Bill Black mødte Elvis Presley første gang den 4. juli 1954, hvor de jammede sammen, men tilsyneladende var ingen af dem særlig imponerede af den unge sanger, og senere fortalte Scotty om sit første indtryk: ”Han havde disse lyserøde bukser på, med striber i siderne, og han havde anderumpefrisure. Men han lod til at kende alle sange i hele verden”.

Den følgende dag, 5. juli 1954, gik trioen ind i Sun-studiet, hvor de prøvede sig frem med adskillige sange, indtil de pludselig fandt kemien i Arthur Crudups ”That’s All Right (Mama)”, som skabte sensation, da den blev udsendt på plade fjorten dage senere.

That's All Right - Elvis Presley, 1954, A-side of single

“That’s All Right”, Elvis’ første single i 1954

Herefter spillede Scotty og Bill med Elvis indtil februar 1958, hvor uenighed om deres honorarer fik begge musikere til at bryde med Elvis.

Kort efter sagde Scotty til en interviewer: ”Elvis lovede os, at jo flere penge han tjente, jo mere ville der også være til os. Men sådan er det ikke gået”.

Elvis var såret over Scottys påstand og fortalte pressen, at han ikke havde lovet dem noget som helst.

Scotty svarede igen ved at sige: ”Vi har alle været kort for hovedet. Men Elvis kan være kort for hovedet i længere tid end os andre, fordi han har flere penge”.

Elvis Presley, Bill Black, Scotty Moore and Sam Phillips, 1954

Fra venstre: Elvis, Bill Black, Scotty Moore og Sam Phillips

Efter Elvis’ militærtjeneste sluttede i marts 1960, genoptog Scotty Moore samarbejdet med Elvis (Bill Black gjorde ikke, men dannede i stedet for sit eget orkester, Bill Black Combo), og spillede på en række af hans plader indtil NBC-showet i juni 1968, som var sidste gang han så Elvis.

Som solist indspillede Scotty Moore i december 1954 sangene ”Blues Stay Away From Me” og ”How Do You Think I Feel”, akkompagneret af Elvis, Bill Black og Johnny Bernero. De to sange udkom dog først langt senere på boks-sættet ”The Sun Country Years, 1950-1959”, og ellers arbejdede han i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne som studiemusiker for flere af Sun Records’ kunstnere, bl.a. Charlie Rich, Thomas Wayne og Carl Mann.

Senere har Moore medvirket på en lang række albums, bl.a. ”Tracy Nelson Country” med Mother Earth, 1969, ”Your O.K. I’m O.K.” med Billy Swan, 1978, samt adskillige med Jerry Lee Lewis og var medproducer på Ringo Starrs countryplade ”Beaucoups Of Blues” i 1970.

Scotty Moore har udsendt flere albums i eget navn, bl.a. ”The Guitar That Changed The World”, 1965, ”What’s Left”, 1970, ”Big Elvis Hits”, 1973, ”706 Reunion” med Carl Perkins, 1992, samt ”All The King’s Men” sammen med D.J. Fontana i 1997.

Han udsendte sin selvbiografi, ”That’s Alright, Elvis: The Untold Story Of Elvis’ First Guitarist And Manager”, skrevet sammen med James L. Dickerson i 1998.

Det er ikke meget mere end en uge siden, at to andre centrale skikkelser fra Elvis’ musikalske univers døde. Dels produceren Chips Moman, som arbejdede med Elvis på hans ’comeback’-singler ”In The Ghetto”, ”Kentucky Rain” og ”Suspicious Minds”, og trompetisten Wayne Jackson, der som medlem af blæsersektionen The Memphis Horns også medvirkede på bl.a. ”Suspicious Minds”.

Elvis Presley 84 - with producer Chips Moman

Elvis med produceren Chips Moman

Wings-guitaristen Henry McCullough død, 72 år

af Karsten Jørgensen

Den irske guitarist Henry McCullough, som var medlem af en tidlig udgave af Wings og spillede den smukke solo på Paul McCartneys ”My Love” i 1973, er død efter længere tids sygdom, 72 år.

Henry McCullough, guitarist with Wings, 2

McCullough døde i går morges, og kort tid efter begyndte de første hyldester at tikke ind på de sociale medier. Paul McCartney fortalte BBC, at ”han var en fornøjelse at arbejde sammen med, en super-talentfuld musiker med en herlig humoristisk sans”.

Henry Campbell Liken McCullough blev født i Portstewart i Nordirland den 21 juli 1943, og er mest kendt for sin tid i Wings fra 1972 til 1973.

McCullough spillede fra 1964 i adskillige mindre berømte grupper, bl.a. Jean & The Gents, Eire Apparent, Sweeney’s Men, Frankie Miller Band, The Grease Band (Joe Cockers backinggruppe, som optrådte på Woodstock-festivalen i 1969) og Spooky Tooth, før han i januar 1972, på Denny Laines anbefaling, blev kontaktet af Paul McCartney og hyret som lead-guitarist i Wings.

Henry McCullough pladedebuterede med Wings på den kontroversielle single ”Give Ireland Back To The Irish” i februar 1972. Han medvirkede desuden på de efterfølgende singler ”Mary Had A Little Lamb”, ”Hi Hi Hi” og ”Live And Let Die” og LP’en ”Red Rose Speedway”, som udkom i maj 1973.

Kun to måneder senere, i juli 1973, forlod McCullough Wings efter et voldsomt skænderi med McCartney. Han angav årsagen til bruddet som ”musikalske uoverensstemmelser” og generel utilfredshed over, at ”spille sammen med en amatør som Linda”.

Henry McCullough og Paul McCartney på turne, 1972

Paul McCartney og Henry McCullough på turné, 1972

Henry McCullough, der dybest set var en traditionel bluesguitarist, blev ofte korrekset af Paul McCartney, som krævede musikalske kompromiser, der kunne befordre Wings’ kommercielle musik. Senere sagde McCullough: ”Hvis jeg var blevet i Wings, ville jeg have været nødt til at prostituere min kunst og gøre ting, jeg ikke følte for”.

Den anden guitarist i Wings, Denny Laine, uddybede: ”Henry var lidt af et problem. Der var ting han simpelthen ikke ville gøre, fordi han havde en stil, en musikalsk overbevisning. Han var altid lidt af en oprører, og sommetider var det svært at få ham til at gøre visse ting”.

Henry McCullough fik senere en pladekontrakt med George Harrisons Dark Horse Records og udsendte i 1976 solo-albummet ”Mind Your Own Business”. Han spillede i 1977 kortvarigt i pub-rockgruppen Dr. Feelgood.

McCullough udsendte omkring ti solo-albums, senest ”Shabby Road” i 2012, men efter et hjerteanfald i 2012 havde han et skrantende helbred, som begrænsede hans musikalske aktiviteter.

Shabby Road - Henry McCullough & Denny Seiwell, LP, 2012

Albummet “Shabby Road”, 2012

Henry McCullough døde i sit hjem i Belfast og efterlader sig hustruen Josie.

To Beatles-sønner sammen på ny sang

af Karsten Jørgensen

Sønner og døtre af berømte forældre lever på overfladen et liv i sus og dus, men bagsiden af den glamourøse og sorgløse tilværelse kan tit være en følelse af utilstrækkelighed, der underminerer den selvtillid, som det i forvejen kan være så svært at mobilisere, når ens forældre betragtes som halvguder af resten af verden.

James McCartney - undated

James McCartney

James McCartney, 38-årig søn af Paul McCartney, er et eksempel på, hvor svært det kan være at etablere sig selvstændigt, og ikke mindst hvis man vælger samme profession som sit berømte ophav. Se blot på Stella McCartney, som har skabt sig en fantastisk karriere langt fra musikkens verden, uden at blive sammenlignet med farmand.

James McCartney sammen med farmand, 1979

James McCartney med farmand Paul

James McCartney har været en langsom starter, og først i 2010 debuterede han med ep’en ”Available Light”. Året efter fulgte endnu en ep, ”Close At Hand”, og i 2013 kom den første hele cd, ”Me”.

Den 6. maj udsender James en ny cd, ”The Blackberry Train”, og selv siger han, at de nye sange har ”en skarpere kant”.

”Jeg kan godt li’ at musikken har en stemning af avantgarde, psykedelisk, og i det hele taget går imod strømmen”, siger han.

På én af sangene, singlen ”Too Hard”, har James McCartney fået hjælp fra en anden Beatles-arving, Dhani Harrison, søn af George og Olivia Harrison, som både spiller guitar og synger.

Trackliste for ”The Blackberry Train”:

1. Too Hard
2. Unicorn
3. Waterfall
4. Paralysis
5. Ballerina
6. Peyote Coyote
7. Fantasy
8. Alice
9. Ring a Ring O’Roses
10. Prayer
11. Peace and Stillness

Blackberry Train, The - James McCartney, cd, 2016, front

James McCartney: “The Blackberry Train” (MaybeNot), udsendt 6. maj 2016.

Ringos barndomshjem solgt for 70.000 £

af Karsten Jørgensen

Den 24. marts blev Ringo Starrs barndomshjem i Admiral Grove nr. 10 i Liverpool-kvarteret Toxteth, hvor han boede fra han var tre år og indtil han flyttede til London som 23-årig, solgt ved en auktion i The Cavern Club til en ivrig Beatles-fan for 70.000 £.

Admiral Grove nr. 10

Admiral Grove nr. 10

Den forrige ejer af Admiral Grove nr. 10, Margaret Grose, døde sidste år som 91-årig, efter at have boet i huset i 40 år.

Ejendomsmægleren Plus Dane Group, som står bag salget, har dog betinget sig visse begrænsninger i brugen af den berømte ejendom.

”Vi har specifikke restriktioner i forbindelse med salget, så huset ikke kan bruges som hverken turistattraktion eller museum”.

Køberen er 48-årige Jackie Holmes, den samme Beatles-fan som i 2014 købte George Harrisons barndomshjem for 156.000 £ og Lennons mors hus sidste år for 155.000 £.

Jackie Holmes, køberen af Ringos barndomshjem, 2016

Den glade køber Jackie Holmes

”The Beatles og deres musik har været en stor del af mit liv, og det er skønt at eje endnu en del af Beatles-historien”, sagde Jackie Holmes og fortsatte:

”Nu håber jeg bare, at finde en Beatles-fan, som vil leje det og elske og værdsætte det”.

Ringo med sin mor Elsie og stedfader Harry foran huset i Admiral Grove

Ringo Starr med sin mor og stedfar foran huset i Admiral Grove

‘Den femte beatle’, produceren George Martin er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Manden, der producerede alle Beatles-pladerne fra 1962 til 1970, døde tirsdag, 90 år gammel, og selvom han i sin lange karriere arbejdede med et utal af kunstnere i mange forskellige genrer, så vil han for altid fortrinsvis blive husket for sit visionære og loyale samarbejde med John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, der vendte op og ned på alle populærmusikkens konventioner. Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.

Photo of George Martin

George Martin som ung

Titlen ’Den femte beatle’ er for længst blevet et begreb i popmusikken, og gennem tiderne har mange mennesker flygtigt solet sig i den berømmelse der fulgte med, når de af medierne blev udnævnt til ’Den femte beatle’. Det gjaldt bl.a. manageren Brian Epstein, reservetrommeslageren Jimmy Nicol og pianisten Billy Preston, mens andre var døde, før begrebet opstod (Stuart Sutcliffe). For andre igen, først og fremmest Pete Best, var kælenavnet kun årsag til smerte og bitterhed.

Men én person har dog haft et lykkeligt forhold til begrebet og samtidig haft så stor indflydelse på The Beatles’ musik, at hvis man nødvendigvis skal hæfte titlen på nogen, må det være produceren George Martin, som stod last og brast med gruppen gennem hele dens karriere i 1960’erne.

Da George Martin i 1997, som 71-årig, meddelte at han ville trække sig tilbage for at nyde sit otium, var der alvor i beslutningen. Han havde tidligere kommet med lignende udtalelser, men den megen musik havde næsten gjort Martin døv, og samtidig var der naturligvis også en vis symbolik i, at hans sidste værker som aktiv producer dels var verdens dengang mest solgte single nogensinde, nemlig ”Candle In The Wind”, som Elton John nyfortolkede til minde om netop afdøde prinsesse Diana. Singlen solgte mere end 37 mill. eksemplarer.

Som underlægningsmusik til sin absolutte svanesang havde George Martin selvfølgelig valgt The Beatles, og i midten af marts 1998 udkom albummet ”In My Life”, hvor tekst og musik var af John Lennon og Paul McCartney, fortolket af en skønsom blanding af kunstnere, spændende fra Goldie Hawn og Sean Connery til Phil Collins og Celine Dion.

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers, 1961

George Martin adskilte sig markant fra alle de andre engelske pladeproducere i 1960’erne, som enten var jævnaldrende med eller yngre end de popstjerner de producerede. Martin var betydeligt ældre, idet han allerede før rock and roll-æraen havde etableret sig i pladebranchen, både som producer, komponist og musiker.

George Martin blev født 3. januar 1926 i Highbury, London, og begyndte tidligt at spille klaver. Under 2. verdenskrigs sidste år gjorde han tjeneste ved Royal Air Force, førend han i 1945 blev optaget på musikkonservatoriet i Guildhall, hvor han fik en klassisk uddannelse. Senere arbejdede han freelance med obo som speciale, og blev samtidig ansat i musikafdelingen ved den engelske statsradio BBC.

Men det første skridt på den kurs, som førte fremad til Martins egentlige mission, nemlig som producer, blev taget i november 1950, da han blev ansat på pladeselskabet Parlophone som assistent og medhjælp for selskabets daværende direktør Oscar Preuss.

Parlophone var, og er stadig, en selvstændig underafdeling i EMI/Universal-koncernen, og Martins arbejde bestod i, at finde talenter og deres materiale, at booke studier, hyre musikere og sørge for, at det alt sammen blev betalt. Men bortset fra enkelte succeser, førte Parlophone i 1950’erne en henslumrende tilværelse, som ikke forbedredes væsentligt, da George Martin i 1955 overtog chefstolen.

Blandt de mere populære udgivelser var såkaldte ’comedy’-plader med folk som Peter Sellers, Spike Milligan og Bernard Cribbins, mens resten var en ujævn blanding af klassisk, skotsk folkemusik og big bands. Én af de helt store succeser var singlen ”Goodness, Gracious Me” fra 1961 med Peter Sellers og Sophia Loren, som Martin producerede.

Modsat andre afdelinger i EMI, f.eks. Columbia og HMV, som udsendte amerikanske plader i England, deriblandt den lukrative rock and roll, havde Parlophone ingen udenlandske licenser, og overlevede derfor udelukkende af det talent, som George Martin selv opdagede. Og desuden skal man huske på, at pladeindustrien i 1950’ernes England endnu ikke havde antaget de dimensioner af storindustri, den har i dag. ”Hvis man solgte 1500 plader, var man på vej til et gennembrud, og hvis man solgte 3000 var det et hit”, har George Martin senere sagt.

George Martin i studiet med The Beatles

George Martin i pladestudiet med The Beatles

Historien har sidenhen fremstillet George Martin som den store velynder, der generøst gav de upolerede Beatles en chance, da alle andre havde sagt nej tak. Men helt så eventyrligt var det ikke.

Realiteterne var faktisk, at Parlophone havde udvist så sløje resultater, at EMI’s ledelse alvorligt overvejede at nedlægge selskabet, og Martin ville derfor miste sit job. I betragtning af de fremtidsudsigter, kan man godt sige, at George Martin ikke løb nogen risiko. Snarere tværtimod. The Beatles var hans sidste chance, og denne desperation skinner da også klart igennem i hans senere beskrivelse af gruppen.

”Jeg var mere fascineret af dem som personligheder end som musikere. Der var bestemt ingen tegn på, at de kunne skrive de nødvendige hits, men jeg var overbevist om, at jeg havde en succes på hænderne, hvis jeg kunne finde de rigtige sange til dem”.

Om John Lennon og Paul McCartney som sangskrivere, havde han heller ikke for store tanker, og om The Beatles’ første single ”Love Me Do” fra oktober 1962, sagde George Martin: ”Den var det bedste de havde skrevet, og jeg syntes den var pokkers elendig”.

Én af de første ting Martin gjorde, var fundamentalt at ændre sammensætningen i The Beatles, som indtil mødet med produceren bestod af Lennon, McCartney, George Harrison og trommeslageren Pete Best.

”Jeg kunne godt li’ dem, men deres trommeslager var det svage led”, sagde Martin senere. ”Da jeg skrev kontrakt med dem, fortalte jeg deres manager Brian Epstein, at jeg ikke ville bruge Pete Best. Bevares, han så godt ud og sagde meget lidt, men trommerne duede han ikke til”.

Altså blev Pete Best fyret og erstattet af Ringo Starr.

De tidlige Beatles-plader fra 1963-64 blev ikke produceret i ordets egentlige forstand. Der var to guitarister, bas og trommer, så det hele gav sig selv. George Martins funktion bestod i at komme med gode råd, foreslå tempoet, beslutte hvordan sangene skulle indledes og hvor soloerne skulle komme, og først med LP’en ”Rubber Soul” fra 1965 blev Martin uundværlig i den kreative proces, som manden der omsatte de uskolede beatlers fantasifulde idéer til virkelighed. Hans ypperste øjeblikke findes på den skelsættende plade ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fra 1967, der vendte op og ned på alle regler og principper i populærmusikken, og netop her nød The Beatles godt af, at George Martin havde lang erfaring i næsten alle musikalske genrer.

”Jeg tror ikke vi kunne have lavet det vi gjorde på ”Sgt. Pepper”, hvis ikke jeg oprindelig havde lavet alle de spøjse plader med Peter Sellers”.

Samarbejdet mellem George Martin og The Beatles fortsatte med stor succes indtil 1970, hvor det sluttede på den vemodige tone, som ”Let It Be” var, og herefter vendte alle fire beatler Martin ryggen, i forsøget på at ryste Beatles-uhyret af sig.

George Martin med Cilla Black, 1965

George Martin og sangerinden Cilla Black, som døde sidste år

Selvom George Martin fortsatte som The Beatles’ producer helt frem til opløsningen, så havde han dog allerede i 1965 forladt Parlophone, på grund af selskabets fedtede lønpolitik. Kort tid efter oprettede han sit eget pladestudie, AIR, med hovedkontor i London og, noget senere, en eksotisk filial på den caribiske ø Montserrat, der blev ødelagt af en orkan i 1989. Så Martin blev ikke arbejdsløs efter The Beatles.

Han fortsatte som producer for andre grupper og solister, men undgik bevidst de lange forhold. Gennem 1970’erne lavede han plader med så forskellige folk som America, Neil Sedaka, Gary Brooker, John McLaughlin, Jeff Beck og sågar Paul McCartney (”Live And Let Die” i 1973). Han holdt lav profil og blev, med hans egne ord, lidt kynisk i forhold til musikken.

”Jeg er holdt op med at producere ukendte kunstnere. Jeg spørger altid mig selv, om det er noget der vil sælge, for jeg vil helst lave succeser”.

I 1980’erne blev Martin og Paul McCartney genforenet på flere LP’er, bl.a. den smukke ”Tug Of War”, men indtil det store ”Anthology”-projekt i 1995, hvor han var producer på alle de gamle Beatles-sange, som blev fundet frem fra EMI’s arkiver, har hans kontakt til beatlerne været sporadisk.

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet, 1996

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet

George Martin, som i 1996 blev adlet for sin lange og store indsats i engelsk musik, så tilbage på sit engagement i Beatles-historien med stolthed, og var ikke bleg for at indrømme, at samarbejdet med beatlerne ikke kun handlede om musikalske ambitioner.

”Dengang i 1962 nærmede jeg mig 40, og jeg tror, at dét at arbejde sammen med mennesker som var 16-17 år yngre end jeg selv, var en måde at få den ungdom tilbage, jeg selv var gået glip af. Min opvækst blev jo afbrudt af krigen. Jeg var i hæren som 17-årig og gift, da jeg var 22”.

Men samtidig var han stolt over, at han i højeste grad var med til at ændre den retning moderne popumusik tog, både med og efter The Beatles.

”Pop var en parentes før The Beatles, men sammen skabte vi en slags nutidig klassisk musik, der var et spejlbillede af vores tid. Måske lyder det højttravende og patetisk i dag, men det var dét, vi troede på og stræbte mod dengang”.

I 1999 blev George Martin optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, og i 2006 arbejdede han sammen med sønnen på sit sidste Beatles-projekt, teaterproduktionen ”Love”, som blev opført af gruppen Cirque de Soleil i Las Vegas og samtidig udsendt på cd.

George Martin med sønnen Giles

George Martin med sønnen Giles

George Martin modtog i alt seks Grammy’er, og udsendte en stribe bøger, bl.a. ”All You Need Is Ears”, 1979, ”Summer Of Love: The Making Of Sgt. Pepper”, 1994, og selvbiografien ”Playback” i 2003.

Han efterlader sig hustruen Judy, samt fire børn – Alexis, Lucy, Gregory Paul og Giles.