Tag: paul mccartney

Dokumentarfilm om John Lennons ‘lost weekend’

af Karsten Jørgensen

Fra 1973 til begyndelsen af 1975 var John Lennon og Yoko Ono separeret, og Lennon boede sammen med parrets kinesisk-fødte assistent, May Pang.

May Pang med John Lennon

Denne tumultariske periode, hvor Lennon ofte slog sig løs med notoriske drukkenbolte som Harry Nilsson og The Who-trommeslageren Keith Moon, fik nye bekendtskaber som Elton John og David Bowie, og glimtvis blev genforenet med Ringo Starr og Paul McCartney, er gået over i Beatles-historien under navnet ”the lost weekend”.

John Lennon i midten, Harry Nilsson til venstre

May Pangs historie som John Lennons elskerinde, er blevet fortalt og genfortalt adskillige gange i både interviews, artikler og i May Pangs egne selvbiografier, og i dag, den 10. juni, er der premiere på en ny dokumentarfilm om perioden, ”The Lost Weekend: A Love Story”, som vises på den årlige Tribeca Film Festival i New York.

Filmen er instrueret af Eve Brandstein, Richard Kaufman og Stuart Samuels, og May Pang er den primære fortæller, krydret med interviews med bl.a. Lennons søn Julian, sangeren Alice Cooper og trommeslageren Jim Keltner.

John Lennon og May Pang i midten, Julian Lennon til venstre

Efter ”the lost weekend” sluttede i begyndelsen af 1975, blev Lennon genforenet med Yoko Ono, og senere samme år fik de sønnen Sean. May Pang blev senere gift med pladeproduceren Tony Visconti i 1989. De fik to børn sammen, inden de blev skilt i 2000.

Ny bog på dansk om Elvis Costello

af Karsten Jørgensen

Den 20. juni udsender Forlaget Mellemgaard min nye bog, ”Elvis Costello: Musikalsk kamæleon – en biografi”. Den er på 350 sider.

Det siges, at en rockbiografi uden sex og stoffer er som en bibel uden gud, og sagaen om Elvis Costello er forbavsende fattig på de to første ingredienser. Til gengæld er hans renommé solidt baseret på saglighed og seriøsitet og en sans for det musikalske, som rigeligt opvejer denne mangel – og skulle nogen være i tvivl, kan der søges bevis for det i de mere end 500 sange og langt over 30 studieplader, han har udgivet i en karriere hen over seks årtier.

Fra forlagets pressemeddelelse:

”Musiker og sangskriver Elvis Costello havde en rig musikalsk ballast med i bagagen, da han i 1977 debuterede som new wave-sanger med albummet My Aim Is True, og relativt hurtigt stod det klart, at én genre ikke kunne rumme hans musikalske vingefang.

Han brød tidligt ud af new wave-bølgen, og konsekvent har han siden hoppet fra genre til genre – country og klassisk over jazz til easy listening, opera og ballet – men er altid vendt tilbage til udgangspunktet i den rene, uforfalskede rockmusik.

Elvis Costello har arbejdet sammen med bl.a. Paul McCartney, Burt Bacharach og Carole King. Han har vundet to Grammyer, blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2003 og modtog OBE-ordenen af den engelske dronning i 2019.

Karsten Jørgensen guider læseren gennem Costellos karriere, krydret med vigtige nedslag fra de dele af hans baggrund og privatliv, der har været med til at forme ham som kunstner.

Karsten Jørgensen (f. 1955) er forfatter og freelancejournalist. Han har udgivet bøger siden 1979, primært musikbiografier om bl.a. The Beatles, John Lennon, Paul McCartney, Bob Dylan, Bruce Springsteen, Paul Simon og Brian Wilson, og betragtes som en af Danmarks bedste rockskribenter”.

Paul McCartneys håndskrevne tekst til ‘Maxwell’s Silver Hammer’ sælges

af Karsten Jørgensen

Det oprindelige håndskrevne tekstudkast til en af Paul McCartneys mest udskældte Beatles-sange, ”Maxwell’s Silver Hammer”, er udbudt til salg via online-auktionsfirmaet Moments In Time, og startprisen er på 425.000 $.

McCartneys originale tekstark

Sangen, som McCartney begyndte at arbejde på under The Beatles’ ophold i Maharishi Mahesh Yogis asram i den indiske by Rishikesh i februar/marts 1968, blev senere udsendt som sang nr. 3 på The Beatles’ legendariske album ”Abbey Road” i september 1969.

Alle medlemmerne af The Beatles, undtagen McCartney, havde et anstrengt forhold til sangen, som gruppen forsøgte at indspille utallige gange mellem januar til august 1969.

”Jeg hader den”, bedyrede John Lennon i et af sine sidste interview med Playboy i september 1980.

”Det er en sjov sang”, sagde George Harrison, ”men også lidt syg, fordi Maxwell bliver ved med at slå nogen ihjel”.

”Den værste sang, vi nogensinde indspillede”, mener Ringo Starr.

På det originale tekstark kan man se, hvordan Paul McCartney eksperimenterer med teksten, før den fandt sin endelige form.

”Back in school again/Maxwell is a tool again” og “Back in class again/Maxwell is an ass again” er to forsøg, som blev droppet, inden McCartney fandt på den linje, der udkom på sangen på ”Abbey Road”: “Back in school again/Maxwell plays the fool again”. Uvist af hvilken årsag, stopper tekstarket midt i andet vers, hvorefter resten mangler.

Selvom 425.000 $ lyder som en betragtelig sum for et stykke papir med McCartneys håndskrevne tekst, så er det alligevel peanuts, sammenlignet med John Lennons håndskrevne tekst til ”All You Need Is Love”, der gik for 1,2 millioner $ tilbage i 2005.

Hidtil uhørt demo-indspilning med Paul McCartney på auktion

af Karsten Jørgensen

Da Ringo Starr i 1981 indspillede albummet ”Stop And Smell The Roses”, donerede Paul McCartney en ny komposition til sin gamle Beatles-kollega.

Label fra ‘Stop And Smell The Roses’

”Attention” var titlen på sangen, og nu bliver McCartneys originale demo-indspilning udbudt til salg på auktion hos Omega Auctions, som forventer, at kassettebåndet med indspilningen vil indbringe den nuværende ejer en net sum på omkring 10.000 £.

Kassettebånd med McCartneys demo til ‘Attention’

Sælgeren af kassettebåndet er saxofonisten Howie Casey, som fik demoen af McCartney inden han gik i studiet og indspillede sangen med Ringo Starr.

Howie Casey, t.v., med Paul McCartney

Demo-båndet bliver solgt på auktionen den 26. april, og i Omega Auctions beskrivelse af demoen pointeres det, at en evt. køber kun får båndet, men uden ophavsrettighederne til hverken indspilningen eller kompositionen.

Julian Lennon udsender nyt album ‘JUDE’

af Karsten Jørgensen

Julian Lennon, John Lennons søn af første ægteskab med ungdomskæresten Cynthia Powell, udgiver sit syvende album og det første i 11 år med titlen ”JUDE”.

To nye sange, ”Every Little Moment” og “Freedom”, udkommer den 8. april – i øvrigt også Julians 59 års fødselsdag – og hele albummet følger senere i 2022.

Titlen på albummet henviser til Beatles-sangen ”Hey Jude”, som Paul McCartney angiveligt skrev til den fem-årige Julian i 1968, mens hans forældre lå i skilsmisse.

Julian som barn sammen med Paul McCartney

Oprindelig kaldte McCartney sangen for ”Hey Jules”, men ændrede senere titlen til ”Hey Jude”.

Julian Lennon indrømmer, at han har et had/kærligheds-forhold til den berømte Beatles-sang, fordi den minder ham om en ulykkelig periode i hans liv, men samtidig erkender han, at den er blevet en vigtig del af hans identitet.

”JUDE” er produceret af Julian Lennon selv og Justin Clayton, og er hans første album siden ”Everything Changes” i 2011.

Julian med moren Cynthia Powell (Lennon)