Tag: paul mccartney

McCartneys seneste album udsendes i ‘rejseudgave’

 

af Karsten Jørgensen 

Paul McCartneys seneste album, ”Egypt Station”, der udkom i september sidste år og efterfølgende indtog førstepladsen på den amerikanske hitliste, bliver nu genudgivet i en såkaldt ”Traveller’s Edition”.

Prisen på dette klenodie forudsætter, at man enten er superfan eller en meget barnlig sjæl. Eller også skal man have en god klat penge tilovers, og se det som en investering til mere magre tider som pensionist.

Sangene på ”Egypt Station” var løseligt bygget op omkring et rejsetema. Den nye specialudgivelse har taget tråden op, og er udformet som en kuffert, med alskens rejserelateret merchandise, bl.a. vejkort, rejseplan, postkort, kuffertmærker, billetter, spillekort, samt et puslespil med mere end 500 brikker.

Det mest interessante er dog, som altid med Paul McCartney, musikken, og deluxe-udgaven indeholder albummet som både cd, cassette og 180 grams sort vinyl dobbelt LP. Som noget nyt indeholder denne version også en LP med titlen ”Egypt Station 2”, med tre bonus-sange, som ikke er udgivet tidligere: ”Frank Sinatra’s Party”, ”Sixty Second Street” og en forlænget version af singlen ”Who Cares”. Hertil også fire live-versioner, optaget i henholdsvis Abbey Road Studios, Cavern Club, L.I.P.A. og Grand Central Station.

”Egypt Station (Traveller’s Edition)” bliver udsendt den 10. maj 2019, i begrænset oplag på 3000 eksemplarer og til en udsalgspris på 315 £ + forsendelse. Men forvent dog, at værket allerede nu, og på trods af prisen, er udsolgt.

Supertrommeslageren Hal Blaine er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske trommeslager Hal Blaine, som medvirkede på hundredevis af hitsange i 1960’erne med bl.a. Elvis Presley, The Beach Boys, Frank Sinatra, The Byrds, Simon & Garfunkel og mange andre, er død, 90 år.

Blaine, Hal - drummer, in 1970

Hal Blaine bag ‘gryderne’ i 1970

”Hal Blaine var en så fantastisk musiker og ven, at jeg slet ikke kan finde ord til at beskrive det”, skrev Brian Wilson på Twitter. ”Hal lærte mig så meget, og han havde stor andel i vores succés”.

Det sidste er en hentydning til, at Hal Blaine ofte erstattede Brians lillebror Dennis Wilson på The Beach Boys’ pladeindspilninger.

Hal Blaine blev født Harold Simon Blesky i Holyoke, Massachusetts, den 5. februar 1929, og allerede før han var fyldt 20 skabte han sig en karriere som én af verdens mest benyttede studiemusikere. Ifølge uofficielle kilder medvirkede han på omkring 35.000 indspilninger, men selv sagde Blaine, at det rigtige tal nok var nærmere 6000. Det gør ham dog alligevel til én af musikhistoriens mest benyttede trommeslagere, og ifølge The Rock And Roll Hall of Fame kan hans trommespil høres på mere end 40 popsange, som har indtaget førstepladsen på hitlisterne, plus et par hundrede, som ”kun” har ligget på Top 10.

Allerede som 8-årig var Hal Blaine aktiv på trommerne, i begyndelsen mest inspireret af jazz, men efter han som 20-årig blev professionel, var det overvejende rock- og popmusik.

I slutningen af 1940’erne blev han medlem af gruppen The Novelteers, og op gennem 1950’erne spillede han med bl.a. Vicki Young, Tommy Sands og Patti Page. I slutningen af årtiet valgte han imidlertid en karriere som studiemusiker, hvor han, primært i 1960’erne, medvirkede på op mod 300 hitsange med bl.a. Phil Spector (”Be My Baby”), Sam Cooke, The Righteous Brothers, Sonny & Cher (”I Got You Babe”), The Byrds (”Mr. Tambourine Man”), The Mamas & The Papas (”California Dreamin’”), The Beach Boys (”Good Vibrations”), Scott McKenzie (”San Francisco”), Frank Sinatra (“Strangers In The Night”), Simon & Garfunkel (“Mrs. Robinson” og “Bridge Over Troubled Water”), Ike & Tina Turner, The Carpenters (“Top Of The World”) og The Monkees. Samtidig er det værd at nævne, at Blaine er den eneste trommeslager, som har arbejdet sammen med alle fire medlemmer af The Beatles – John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr.

Blaine, Hal - drummer, in the studio with George Harrison

Hal Blaine i studiet med George Harrison

Hal Blaine spillede i begyndelsen af 1960’erne i grupperne The Catalinas, sammen med bl.a. Bruce Johnston, Billy Strange og Leon Russell, og Hal Blaine & The Young Cougars uden nævneværdig succes. Han spillede endvidere i den uformelle studiegruppe The Wrecking Crew, som bl.a. bestod af Glen Campbell, Billy Strange og Larry Knechtel, før han i 1970’erne satte tempoet ned og i det følgende årti helt trak sig tilbage fra musikbranchen. Herefter skrev han sin selvbiografi, ”Hal Blaine & The Wrecking Crew”, som blev udgivet i 1991.

Hal Blaines samarbejde med Elvis Presley begyndte den 21. marts 1961 med sangene til ”Blue Hawaii”. Siden var han en integreret del af Elvis’ studieorkester på pladerne ”Girls! Girls! Girls!”, ”Fun In Acapulco”, ”Roustabout”, ”Paradise, Hawaiian Style”, ”Easy Come, Easy Go” og ”Live A Little, Love A Little”. Hans svanesang i Elvis-regi var Presleys legendariske comeback-show for NBC i 1968.

Hal Blaine døde den 11. marts af naturlige årsager i sit hjem i Palm Desert, Californien.

Ny børnebog fra Paul McCartney

af Karsten Jørgensen

Paul McCartney har skrevet en illustreret børnebog med titlen ”Hey Grandude!”, som udkommer senere i år den 5. september.

McCartney, Paul - Hey Grandude! - book, 2019

Det meddeler forlaget Puffin Books, som står for udgivelsen i England, mens bogen, som er på 32 sider, udkommer på Random House Kids i USA.

Paul McCartney var tidligere medforfatter til børnebogen ”High In The Clouds” i 2005, sammen med Philip Ardagh, men ”Hey Grandude!” er eks-beatlens første bog som ene-forfatter.

”Jeg har skrevet en ny illustreret børnebog”, siger McCartney i en kort video fra forlaget. ”Den hedder ”Hey Grandude!”, og hvorfor det?…Ja, jeg har otte børnebørn”.

Durst, Kathryn - illustrator

Kathryn Durst

”Hey Grandude!” er illustreret af den canadiske tegner Kathryn Durst, som under sin uddannelse var praktikant i 2011 hos Pixar-studierne. Bogen kan allerede nu forudbestilles på bl.a. Amazon.

‘Glemt’ McCartney-film vises i udvalgte biografer

af Karsten Jørgensen

En hidtil ”glemt” film med Paul McCartney og Wings, optaget under gruppens første, europæiske turné i 1972, bliver den 21. januar vist i udvalgte biografer i USA, Canada, England og Australien – bl.a. New York, Los Angeles, London, Liverpool, Sydney og Montreal.

Filmen, ”The Bruce McMouse Show”, er delvis en koncertfilm og delvis en tegnefilm – en teknik, der ligner den Walt Disney brugte i ”Mary Poppins” – og handler om en animeret musefamilie, som bor under en scene, hvor Wings optræder.

Bruce McMouse by Paul McCartney - sketch

Én af Paul McCartneys originale skitser

Filmen blev instrueret af Barry Chattington, efter en idé, McCartney fik, og musene blev tegnet af Eric Wylam. Både Paul og Linda, samt flere andre, lagde efterfølgende stemmer til medlemmerne af musefamilien, og optagelserne med Wings blev filmet i Holland og Tyskland.

Den endelige film var længe undervejs og blev først færdig i 1977, hvor den blev skrinlagt. Men sidste år i december blev den udsendt på dvd, som en del af bokssættet ”Wings 1971-73”, og nu bliver den også vist i udvalgte biografer, men kun én dag.

Wings over Europe, tour bus, 1972

 

Den psykedelisk-inspirerede turnébus, Wings brugte under turneen i Europa i 1972

 

 

Pegi Young, sanger og Neil Youngs eks, død af kræft

af Karsten Jørgensen

Pegi Young, musiker og sanger, som var gift med Neil Young i 36 år, er død af kræft, 66 år.

Pegi Young - undated 2

”Det er med stor sorg, vi bekræfter, at den 1. januar, efter en årelang kamp mod kræft, døde Pegi Young – mor, bedstemor, søster, tante, musiker, aktivist og medstifter af The Bridge School – omgivet af sine venner og familie”, stod der torsdag morgen i et opslag på Pegis Facebook-side.

Og Graham Nash, som arbejdede sammen med Neil Young i supergruppen Crosby, Stills, Nash & Young, fortalte Billboard: ”Pegi var på mange måder en stærk kvinde, som folk beundrede”.

Pegi Young, som blev født med navnet Margaret Morton i San Mateo i Californien den 1. december 1952, mødte Neil Young i 1974, mens hun arbejdede som servitrice på et cafeteria nær hans ranch i La Honda i Californien. Neil var på daværende tidspunkt gift med skuespilleren Carrie Snodgrass, som han i 1975 blev skilt fra, og tre år senere giftede Pegi sig med Neil Young.

Senere i 1978 fødte Pegi sønnen Ben, som havde en svær hjerneskade, efterfulgt af en datter, Amber Jean, i 1984, som lider af epilepsi. Samtidig blev Pegi også stedmor til Neils søn fra ægteskabet med Carrie Snodgrass, Zeke, som var født i 1972 – også med hjerneskade.

Da Ben blev ældre, søgte forældrene en skole, som kunne opfylde hans specielle behov. De fandt ingen, og i 1986 oprettede de deres egen, The Bridge School, hvor de ansatte lærere og pædagoger, der arbejder med banebrydende metoder, som har vundet anerkendelse og har spredt sig til hele verden.

”Det var min drøm”, sagde Pegi, som var primus motor i driften af skolen. ”Men at se det blive realiseret, det var virkelig stort”.

Hvert år indtil 2016 stod Neil og Pegi for en støttekoncert for The Bridge School, som rejste penge til skolen, og gennem årene har megastjerner som bl.a. Paul McCartney, Bob Dylan, Bruce Springsteen, Tom Petty, Brian Wilson, Elton John, Metallica, Elvis Costello, Willie Nelson, Crosby, Stills, Nash & Young og Buffalo Springsteen optrådt.

Gennem årene inspirerede Pegi sin mand til at skrive en lang række sange, bl.a. ”Unknown Legend” på albummet ”Harvest Moon” i 1992, samt ”Such A Woman” og ”Once An Angel”.

Pegi Young - and Neil Young 2

Pegi Young sammen med Neil

Pegi Young havde også en musikkarriere, men det tog en del år før hun kom i gang, primært ”fordi jeg er for genert og for usikker til, at stå på egne ben”.

Oprindelig var hun korsanger i The Pinkettes, som akkompagnerede Neil Young på Rock-a-Billy Shocking Pinks-turneen i 1983. Senere sang hun kor på Neils Oscar-nominerede sang ”Philadelphia” i 1994, og optrådte regelmæssigt ved hans koncerter. Siden 2007, hvor hun dannede gruppen The Survivors og solodebuterede med albummet ”Pegi Young”, har hun udsendt flere plader: ”Foul Deeds” i 2010, ”Bracing For Impact” i 2011, ”Lonely In A Crowded Room”, 2014, og senest ”Raw” i 2017.

I juli 2014, efter 36 års ægteskab, indgav Neil skilsmissebegæring, efter han havde indledt et forhold til skuespilleren og aktivisten Daryl Hannah, som han senere giftede sig med i august 2018.

Pegis sidste album ”Raw” udkom i 2017 i efterdønningerne fra skilsmissen, og i flere af sangene forholdt hun sig nøgtern og betragtende, og afholdt sig fra bitre angreb, selv i åbningssangen ”Why” hvor hun begynder med linjen ”Why’d you have to ruin my life?”

”Den proces er min, men det er også en almen oplevelse, uanset om det er et brud sent i livet eller et dødsfald eller et andet tab”, sagde hun efter udgivelsen af ”Raw”. ”Man er nødt til at lære at leve i den nye verdensorden – og det er dét, jeg gør”.

Neil Young har endnu ikke kommenteret sin tidligere kones død.

Pegi Young efterlader sig børnene Ben og Amber, stedsønnen Zeke, to børnebørn, to søstre og to ældre brødre.

 

Opdateret:

Den 5. januar 2019 lagde Neil Young en udtalelse på sin internetside NeilYoungArchives.com, med overskriften ”Such A Woman: Pegi Young 1952-2019”, hvor han citerede fra sin egen sang med samme titel, oprindelig udsendt på albummet ”Harvest Moon” i 1992: ”You are such a woman to me/And I love you/Our love will live/Until the end of all time”.

Disse linjer blev efterfulgt af en meget kort, personlig udtalelse: ”Tak Pegi, fordi du har været en vidunderlig mor for vores børn. Du lever videre i dem og i så mange andre, du har haft berøring med”.