Tag: paul mccartney

Geoff Emerick, lydtekniker på plader med The Beatles og Paul McCartney, er død, 72 år

af Karsten Jørgensen

Den engelske lydtekniker og producer Geoff Emerick, som siden 1966 arbejdede sammen med The Beatles, Paul McCartney og mange andre, er død af hjertestop, 72 år.

Geoff Emerick - med Paul McCartney

Geoff Emerick i studiet med Paul McCartney

”En af de bedste og mest opfindsomme lydfolk”, skrev produceren Giles Martin, søn af afdøde Beatles-producer George Martin. ”Vi er alle påvirket af de lyde, han var med til at skabe på den mest fantastiske musik, der nogensinde er indspillet”.

Geoffrey Ernest Emerick blev født i London den 5. december 1945, og begyndte sin karriere som assisterende lydtekniker hos EMI Records som 15-årig. Han var første gang involveret i en indspilning med The Beatles i 1963, hvor han var båndoperatør på to sange, ”Misery” og ”Baby It’s You”.

Tre år senere, i april 1966, blev Emerick forfremmet til primær lydtekniker, og afløste Norman Smith ved The Beatles’ pladeindspilninger. De følgende tre år skabte trekløveret af The Beatles, produceren George Martin og Emerick pladerne ”Revolver”, ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, “Magical Mystery Tour”, “The Beatles (The White Album)”, “Yellow Submarine” og “Abbey Road”.

“Jeg blev lidt overrasket; ja, faktisk skræmte det mig”, sagde Emerick senere om det første samarbejde med The Beatles på “Revolver”. ”Ansvaret var enormt, men jeg sagde ja, og tænkte, at jeg måtte løse problemerne i takt med at de opstod”.

Senere kaldte Emerick ”A Day In The Life” for højdepunktet i sin karriere. ”Den aften, vi indspillede det store orkester, gik min og alle andres verden fra sort/hvid til farver”.

Geoff Emerick - i midten, med George Martin og Ringo Starr

Geoff Emerick, i midten, med George Martin og Ringo Starr

Efter opløsningen af The Beatles i 1970 fortsatte Emerick samarbejdet med Paul McCartney. Han var teknisk ansvarlig for en stribe Wings- og McCartney-albums: “Band On The Run”, 1973, “Venus And Mars”, 1975, “London Town”, 1978, “Tug Of War”, 1982, “Pipes of Peace”, 1983, “Give My Regards To Broad Street”, 1984, “Flowers in the Dirt”, 1989, “Unplugged – The Official Bootleg”, 1991, “Paul Is Live”, 1993, “Flaming Pie”, 1997, “Run Devil Run”, 1999, “Driving Rain”, 2001, og “Memory Almost Full”, 2007. Venskabet mellem dem var så tæt, at Paul McCartney var forlover, da Geoff Emerick i januar 1989 blev gift med Nicole Graham.

Geoff Emerick har endvidere arbejdet på albummet ”The Beatles At The Hollywood Bowl”, 1977, soundtrack-LP’en ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” (med The Bee Gees og Peter Frampton), 1978, og cd-trilogien ”Anthology”, med optagelser fra Beatles-arkiverne, 1995-96. Desuden har han produceret flere plader med andre kunstnere, bl.a. ”Imperial Bedroom”, 1982, og ”All This Useless Beauty”, 1996, med sangeren Elvis Costello, samt albums med både Kate Bush, Art Garfunkel, Judy Garland, America, Badfinger, Manfred Mann, The Zombies og mange andre.

Geoff Emerick modtog tre Grammy’er som lydtekniker, for hhv. ”Sgt. Pepper”, ”Abbey Road” og Wings’ ”Band On The Run”, og fik i 2003 en fjerde, en ”teknisk Grammy”, for ”at have flyttet grænserne i pladestudiet med sin kreativitet og fantasi”.

I 2006 udgav Geoff Emerick erindringsbogen ”Here, There and Everywhere: My Life Recording the Music of the Beatles”, og mange kritiserede ham efterfølgende for, at han i alt for høj grad fremhævede Paul McCartneys betydning, og nedtonede George Harrison og Ringo Starrs roller i The Beatles.

Geoff Emerick - Here, There And Everywhere

Geoff Emerick døde den 2. oktober 2018.

Lennon og McCartney onanerede sammen

af Karsten Jørgensen

I et interview fornylig med magasinet GQ fortalte Paul McCartney om en nærmest mytisk episode i Beatles-historien, som er beskrevet i forskellige versioner i adskillige Beatles-biografier.

Og årsagen til, at McCartney tidligere har undladt at omtale denne episode, kan skyldes dens noget anstødelige og provokerende karakter.

Mens The Beatles stadig var teenagere og stjerner in spe, og endnu ikke havde gjort indtryk på ret mange andre, end nogle få lokalpatrioter i Liverpool, sad de nogle gange sammen og talte om piger – og onanerede, samtidig med at de råbte navne på personer, som ophidsede dem.

I dag vil man omtale det som almindelig ungdommelig nysgerrighed og en udforskning af deres seksualitet, men dengang, lige omkring 1960, var det noget man gik meget stille med.

**FILE**   This Oct. 26, 1965 file photo shows John Lennon, left, and Paul McCartney as they smile during a ceremony at Buckingham Palace in London. The British Broadcasting Corp. will air a long lost Beatles interview featuring John Lennon and Paul McCartney talking about the day they met and their songwriting partnership. The precious film sat forgotten for 44 years in a garage in south London until film fan Richard Jeffs realized a piece of pop history was contained inside.    (AP Photo, FILE)
John Lennon & Paul McCartney

”Det var ovre hos John, og vi sad der, nogle stykker sammen”, siger McCartney til GQ.

”Og i stedet for at drikke os fulde og feste, sad vi på stole med lyset slukket, og én af os begyndte at onanere – så det gjorde vi alle sammen”.

De råbte, én efter én, navne på personer, primært kvindelige skuespillere, som fik fantasien i kog. Én af dem råbte f.eks. ”Brigitte Bardot”.

B.B. 6238

Brigitte Bardot

Pludselig råbte John Lennon: ”Winston Churchill!”, og det fik, som forventet, hele seancen til at gå i stå.

Winston Churchill

Winston Churchill

”Det var bare en éngangsforeteelse”, siger Paul. ”Eller måske en togangsforeteelse. Men det var ikke noget, vi tænkte særlig meget over…Nu bagefter, kan det selvfølgelig godt virke lidt underligt, men der er så mange ting, fra dengang vi var børn, som vi i dag tænker på og spørger os selv: ’Gjorde vi virkelig det?’ Men det var fuldstændig harmløst”.

”Det skadede ikke nogen – ikke engang Brigitte Bardot”, siger McCartney.

(Som en fodnote til historien bør det nævnes, at Lennon oprindelig blev døbt med mellemnavnet Winston, opkaldt efter netop den engelske premierminister Winston Churchill. )

McCartneys ‘Egypt Station’ nr. 1 i USA

af Karsten Jørgensen

For første gang i 36 år har Paul McCartney nået den eftertragtede placering som nr. 1 på albumhitlisten i det amerikanske brancheblad Billboard.

Det sker med albummet ”Egypt Station”, som McCartney udsendte den 7. september, og 1. pladsen er baseret på et salg i den forløbne uge på 153.000 eksemplarer i USA.

Egypt Station - Paul McCartney, cd, 2018, front 1

Sidste gang McCartney toppede Billboards albumhitliste var i 1982 med ”Tug Of War”.

I alt har McCartney-albums ligget på 1.pladsen i Billboard otte gange, første gang for 48 år siden med debut-pladen ”McCartney”. Yderligere har eks-beatlen haft 19 placeringer på førstepladsen med sin første gruppe The Beatles, senest i 2000 med opsamlingsalbummet ”1”.

”Egypt Station”s erobring af førstepladsen i Billboard betyder, at sidste uges nr. 1, Eminems ”Kamikaze”, rykker ned på andenpladsen.

Paul McCartney kommer til Royal Arena

af Karsten Jørgensen

Paul McCartneys hjemmeside, paulmccartney.com, har i dag annonceret, at Paul McCartney kommer til København og giver koncert i Royal Arena den 30. november.

Sidst Paul McCartney spillede i Danmark var for to år siden, den 27. juni 2016 i Jyske Bank Boksen i Herning, men eks-beatlens seneste besøg i København ligger hele femten år tilbage, nemlig da han spillede i Parken den 2. maj 2003.

– Første gang jeg var i København, var med The Beatles, og senere var jeg der også med Wings og igen som solist, men min sidste koncert der var, utroligt nok, for 15 år siden, skriver McCartney på sin hjemmeside.

– Vi har været i Danmark flere gange siden, og det har altid været sjovt. Vi har opdateret vores show siden sidst, og vi er spændt på, at spille nogle af de nye sange fra det nye album, sammen med alle de andre sange, som vi elsker at spille.

Freshen Up - logo

Pauls nye turné, som har fået navnet ”Freshen Up Tour”, starter i Quebec i Canada den 17. september og fortsætter senere i både Japan og Europa. Den 7. september udsender McCartney sit nye studiealbum, ”Egypt Station”, som er det første siden ”New” i 2013.

Billetterne til koncerten i Royal Arena den 30. november sættes til salg gennem Ticketmaster den 31. august kl. 10, og priserne ligger fra 650-1850 kr., inklusiv gebyr.

Paul McCartney tilbage i The Cavern

af Karsten Jørgensen

Som reklame for sit kommende nye album, ”Egypt Station”, der udkommer den 7. september, spillede Paul McCartney i går eftermiddags en ’surprise’-koncert for 350 mennesker i den legendariske Cavern Club i Liverpool.

Billetterne til koncerten, som startede kl. 14 og varede i godt to timer, blev givet væk gratis efter princippet først til mølle, og som forventet tog det ikke mange sekunder.

Beatles at The Cavern, 1961

The Beatles, med Pete Best, i The Cavern, 1961

Som medlem af The Beatles spillede McCartney i alt 292 gange i The Cavern Club mellem 1958 og 1963. Den oprindelige Cavern blev revet ned i 1973, men genåbnede elleve år senere i en nærliggende bygning på den anden side af Matthew Street, da byen opdagede, at Beatles-fænomenet var godt i gang med at blive en storindustri. I dag vurderes det, at hvert 10. job i Liverpool, på den ene eller anden måde har noget at gøre med The Beatles.

Siden 1963 har Paul McCartney kun spillet én gang i The Cavern, i december 1999, med et band, der bl.a. bestod af Pink Floyds David Gilmour.

Live at The Cavern Club - Paul McCartney, dvd, cover 2

McCartneys optræden i The Cavern i 1999 blev udsendt på dvd

Ved gårsdagens koncert spillede McCartney 28 sange, heribandt fire fra det nye album, samt udvalgte numre fra både tiden i The Beatles, i Wings og som solist. Én af sangene, ”In Spite Of All The Danger”, skrev han med George Harrison i 1958, dengang de senere beatler stadig kaldte sig The Quarrymen og endnu ikke havde fået Ringo Starr ind i folden.

Paul McCartney 80 - at The Cavern Club, 26. juli 2018

Paul McCartney på scenen i The Cavern igår

Sætlisten i Cavern Club, 26. juli 2018:

Jam
Twenty Flight Rock
Magical Mystery Tour
Jet
All My Loving
Letting Go
Come On To Me
Let Me Roll It
I Got A Feeling
My Valentine
Queenie Eye
1985
Lady Madonna
In Spite Of All The Danger
Things We Said Today
Confidante
Love Me Do
Who Cares
Birthday
I Wanna Be Your Man
Fuh You
Get Back
Ob-La-Di, Ob-La-Da
Band On The Run
Hi Hi Hi
I Saw Her Standing There
Sgt Pepper’s Lonely Hearts Club Band
Helter Skelter