Tag: paul mccartney

Portrætudsendelse om Paul McCartney på Danmarks Radio P1

af Karsten Jørgensen

I forbindelse med Paul McCartneys optræden på Roskilde Festivalen lørdag 4. juli, sender Danmarks Radio P1 en portrætudsendelse i to afsnit, tilrettelagt af Anders Dohn, som producerede et lignende portræt af Leonard Cohen op til hans 80 års fødselsdag i september sidste år.

Første del af programmet, med titlen ”Elsket og hadet – en radiobiografi om Paul McCartney”,  sendes på P1 torsdag den 25. juni fra kl. 10:03 til 11:00, mens anden del følger en uge senere, den 2. juli samme tid – og kun to dage før McCartney indtager Orange Scene i Roskilde.

I udsendelsen medvirker musikeren Tim Christensen, Beatles-kenderen Per Wium, samt undertegnede Karsten Jørgensen, som i 2007 udgav biografien ”Paul McCartney – Mennesket, Myten og Musikken” på forlaget Haase & Søn.

Fås stadig som både paperback og e-bog.

Paul McCartney - paperback, forside

 

Aldi supermarked afløser berømt hospital i Liverpool

af Karsten Jørgensen

På den store byggetomt i Rice Lane et par kilometer nord for det centrale Liverpool, som førhen husede Walton Hospital, hvor Paul McCartney kom til verden for 73 år siden, åbner i nær fremtid et Aldi supermarked med ca. 40 ansatte, der skal betjene beboerne i de planlagte 138 huse, 51 lejligheder og 6 bungalower, som opføres på det tidligere hospitalsområde.

Walton Hospital, Liverpool - 7

Walton Hospital, Liverpool

Walton Hospital blev opført i slutningen af 1800-tallet, og Paul McCartneys mor Mary Mohin (som var hendes pigenavn, indtil hun blev gift med Pauls far James) var tilknyttet det katolskdrevne hospital som jordemor fra 1933 og indtil kort før udbruddet af 2. verdenskrig i 1939. Efter en kort pause, hvor hun fødte sine to sønner, først Paul i 1942 og lillebror Michael i 1944, fortsatte hun som ’freelance’ jordemor med base i eget hjem, og stod bogstavelig talt til rådighed ved lokale hjemmefødsler i alle døgnets 24 timer, indtil hun i 1950 tog sin afsked og blev hjemmegående husmor. Desværre døde hun kun seks år senere af brystkræft.

Paul McCartney, Mary McCartney, Michael McCartney - 2

Paul McCartney (t.v.) med mor Mary og lillebror Michael

Walton Hospital lukkede i december 2010 og blev revet ned det følgende år, med undtagelse af det smukke klokketårn. På grunden opførtes et moderne psykiatrisk hospital.

På denne dag – 18. juni

Tillykke til Paul McCartney, som i dag kan sætte 73 lys i fødselsdagslagkagen. Han blev født den 18. juni 1942 på Walton Hospital i Allerton, Liverpool.

Den 18. juni 1940 blev Neil Youngs forældre, Edna ’Rassy’ Ragland og Scott Young, gift i Wardlaw United Church i Winnipeg, Canada.

Den 18. juni 1942 blev den amerikanske pladeproducer Richard Perry født i Brooklyn, New York. Han producerede to album med Ringo Starr – ”Ringo”, 1973, og ”Goodnight Vienna”, 1974 – samt en stribe af 1970’ernes mest populære sangere, bl.a. Harry Nilsson, Carly Simon, Barbra Streisand og Leo Sayer.

Ringo, LP, 1973

Den 18. juni 1967 optræder Buffalo Springfield på den legendariske Monterey Pop Festival i Californien. David Crosby fra The Byrds erstatter Neil Young, som midlertidigt har forladt gruppen.

Den 18. juni 1968 er der premiere i Old Vic Theatre i London på teaterstykket ”The John Lennon Play: In His Own Write”, instrueret af Victor Spinetti og baseret på John Lennons første bog fra 1964.

Den 18. juni 1972 udsendes livealbummet ”Elvis As Recorded At Madison Square Garden” med Elvis Presley.

Den 18. juni 1987 bliver Bruce Springsteen separeret fra sin første hustru, skuespilleren Julianne Phillip, efter kun to års ægteskab.

Den 18. juni 1990 bliver singlen ”Nobody’s Child” med The Traveling Wilburys udsendt i England.

Nobody's Child, single, U.K.

Den 18. juni 2011 dør saxofonisten Clarence Clemons fra Bruce Springsteens E Street Band, 69 år.

Candlestick Park i San Francisco jævnes med jorden

af Karsten Jørgensen

I øjeblikket er stadionet Candlestick Park i San Francisco under nedrivning, og endnu et vigtigt stykke Beatles-historie er ved at forsvinde.

Candlestick Park blev opført fra 1958 og åbnede den 12. april 1960, hvor daværende vicepræsident Richard Nixon kastede åbningsbolden i den første baseballkamp. Siden har stadionet været hjemmebane for baseballholdet San Francisco Giants indtil 2000, og for fodboldholdet San Francisco 49ers siden 1971.

The Beatles gav deres sidste offentlige koncert i Candlestick Park den 29. august 1966, og spillede 11 sange, heriblandt deres nye single ”Paperback Writer”, i løbet af knap 33 minutter. På det tidspunkt havde stadionet en publikumskapacitet på 42.500, men overraskende nok havde The Beatles kun formået at sælge godt 25.000 billetter til en pris af mellem 4,5 og 6,5 $. The Beatles’ honorar for koncerten var ca. 90.000 $, mens bystyret i San Francisco fik 15.000 $, og facit var, at arrangøren faktisk kom ud af arrangementet med underskud.

29. august 1966 - The Beatles, Candlestick Park - concert ticket

Billet til den sidste Beatles-koncert

48 år senere, da det var besluttet at nedrive stadionet, vendte Paul McCartney tilbage, og lukkede og slukkede da han den 14. august 2014 optrådte ved det sidste arrangement i Candlestick Parks lange, glorværdige historie.

De første sæder blev demonteret i november 2014. Den egentlige nedrivning begyndte den 4. februar 2015, og når nedrivningen om kort tid er fuldført, bliver der opført et beboelseskompleks med underjordisk parkeringsanlæg, samt tilhørende butikscenter på området, som forventes at stå færdig i 2017.

Nedrivningen af Candlestick Park, 2015 - 4

Candlestick Park under nedrivning

 

Skuespiller Christopher Lee, som er død 93 år gammel, var én af de ‘undvegne fanger’ på ”Band On The Run”

af Karsten Jørgensen

Den engelske skuespiller Christopher Lee, kendt for sine mange roller i bl.a. Bond-filmen ”The Man With The Golden Gun”, samt ikke mindst i ”Lord Of The Rings”-trilogien og de to første ”Hobbit”-film, er død i London, 93 år gammel.

Christopher Lee, som indimellem også beskæftigede sig med musik, var én af de ’undvegne fanger’ på omslaget af Paul McCartney og Wings’ 1973-album ”Band On The Run”, i selskab med talkshow-værten Michael Parkinson, skuespilleren James Coburn, politikeren Clement Freud, bokseren John Conteh, sangeren Kenny Lynch, og, naturligvis, Paul McCartney, hans kone Linda og guitaristen Denny Laine.

Paul_McCartney_&_Wings-Band_on_the_Run_album_cover

Billedet, hvor ’fangerne’ er frosset fast i lyskeglen, var oprindelig Lindas idé og blev taget af fotografen Clive Arrowsmith en sen aften, den 28. oktober 1973, foran slottet Osterley Park, som ligger i London-forstaden Hounslow.