Tag: The Beatles

It Was 50 Years Ago Today – ‘Sgt. Pepper’ genudgives

af Karsten Jørgensen

Efter rygter i flere uger har cirkuleret i medierne, er det nu officielt, at The Beatles’ legendariske album ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” udkommer i en række forskellige udgaver i anledning af værkets forestående 50 års jubilæum.

Udgivelsesdagen for alle variationer er den 26. maj (det originale album udkom 1. juni 1967), og foreløbig er pladen planlagt som en speciel Super Deluxe Edition (6 cd’er), en dobbelt-cd, et dobbelt-vinylalbum samt en enkelt cd.

Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band (50th Anniversary) - 6 cd, 2017

Super Deluxe udgaven, 6 cd’er

Detaljerne om indholdet er endnu sparsomme, men det skulle ligge fast, at de oprindelige 13 sange bliver suppleret med dobbelt-singlen ”Strawberry Fields Forever” og ”Penny Lane”, som var tænkt som en del af det oprindelige ”Sgt. Pepper”-koncept. Hvor mange outtakes og alternative versioner der endnu ligger i arkiverne er uvist, idet adskillige blev brugt til ”Anthology”-projektet for mere end tyve år siden.

Det formodes, at Giles Martin – søn af den legendariske Beatles-producer George Martin – har stået for det tekniske bag den nye udgivelse. Giles’ kredit i Beatles-regi er efterhånden omfattende, idet han arbejdede med sin far på Cirque du Soleil-projektet ”Love” og senere var ophavsmand til den remasterede version af ”Live At The Hollywood Bowl” i 2016. Endvidere har han arbejdet på George Harrison-dokumentarfilmen ”Living In The Material World” og producerede flere sange på Paul McCartneys seneste studiealbum ”New” fra 2013.

Allan Williams, The Beatles’ første manager, er død, 86 år

af Karsten Jørgensen

Allan Williams, der forevigt er indskrevet i historiebøgerne som manden, der sendte de purunge The Beatles til Hamborg i 1960, er død i Liverpool, 86 år gammel. The Jacaranda, en klub i Liverpool, som Williams ejede siden slutningen af 1958, skrev i går på deres Facebook-side: ”I dag er en af de mest triste dage i vores historie. The Jacaranda’s oprindelige ejer og manden, der opdagede The Beatles, Allan Williams, er død, 86 år. Alle vores tanker og ønsker går til hans familie og hans hustru Beryl”.

allan-williams-foran-the-jacaranda

Allan Williams foran The Jacaranda

Allan Williams blev født i Liverpool den 17. marts 1930, og arbejdede som blikkenslager, da han, efter en pludselig indskydelse, lejede en nedlagt butik i Slater Street i Liverpool og i september 1958 åbnede The Jacaranda Coffee Club, en kaffebar hvor John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Stuart Sutcliffe, tilsammen The Quarrymen, begyndte at komme i det følgende år. De plagede Williams om at få lov til at optræde i The Jacaranda, og selvom han ikke var imponeret over deres musikalske færdigheder, lod han dem dog indrette kaffebarens kælder til øvelokale.

Efterhånden som The Quarrymen blev dygtigere på deres instrumenter, voksede Williams’ interesse, og den 10. maj 1960 lod han dem medvirke ved en prøveaudition for London-impressarioen Larry Parnes, som søgte en backinggruppe til sin kunstner Billy Fury. The Silver Beatles, som gruppen nu kaldte sig, blev ikke udtaget, men auditionen resulterede alligevel i en ti-dages turne i Skotland, som backinggruppe for en anden af Parnes’ solister, sangeren Johnny Gentle. Senere bookede Williams gruppen til flere koncerter i og omkring Liverpool, før han i august 1960 arrangerede deres første engagement på Indra Club i Hamborg – en handling, der viste sig at være altafgørende for gruppens senere udvikling.

Allan Williams og The Beatles brød med hinanden i april 1961, efter at gruppen selv fik en aftale i stand om et nyt engagement på en anden musikklub i Hamborg, Top Ten Club, og derfor, forståeligt nok, nægtede at betale provision til Williams. I et brev til dem, dateret den 20. april 1961, nedlagde han sit hverv som uofficiel manager, og mange år senere sagde han: ”Uden at vide det, sagde jeg nej til millioner af pund og verdensomspændende berømmelse. Men det er jo altid let at være bagklog”.

Senere på året blev Allan Williams opsøgt af Brian Epstein, som overvejede at blive The Beatles’ manager og derfor lavede lidt research, før han besluttede sig. Williams’ råd til Epstein var: ”Det er en fantastisk gruppe, men de vil uden tvivl blot blive en skuffelse, og hvis jeg var dig, ville jeg ikke røre dem med en ildtang. De har ry for altid at komme for sent, specielt Paul McCartney”.

Brian Epstein tog ikke imod hans advarsel, og senere indrømmede Williams: ”Jeg var ikke den rette mand for The Beatles. Jeg var ikke villig til at give dem min fulde opmærksomhed 24 timer i døgnet, sådan som Brian Epstein var. Han troede på dem, på et tidspunkt hvor de havde et næsten desperat behov for at blive troet på”.

the-man-who-gave-the-beatles-away-book-cover

I marts 1961 åbnede Allan Williams en natklub, The Blue Angel, i Liverpool, og var nogle år senere initiativtager til en kampagne for at få rejst en statue af The Beatles i byen. I 1975 udgav han sine erindringer i bogen ”The Man Who Gave The Beatles Away”, hvor han med sympati skildrede The Beatles’ tidlige år, men med en tendens til at overvurdere egen betydning. I 1977 var han involveret i udgivelsen af LP’en ”The Beatles Live! At The Star Club In Hamburg, Germany, 1962”. Siden 1980 har han hyppigt været gæstetaler ved Beatles Conventions i det meste af verden.

Manden bag ‘Yellow Submarine’ tegnefilmen er død

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske film- og tv-producer Al Brodax, som var både producer og med-manuskriptforfatter til Beatles-tegnefilmen ”Yellow Submarine”, er død, 90 år.

brodax-al-i-2010

Al Brodax i 2010

Albert P. Brodax blev født i The Bronx, New York, den 14. februar 1926. Han meldte sig til militærtjeneste som 17-årig og deltog i 2. verdenskrig, hvor han blev såret. Senere fik han tildelt krigsmedaljen Purple Heart.

I 1950’erne arbejdede han for William Morris Agency med at udvikle ideer til fjernsynet, og fra 1960 var han ansat hos King Features Syndicate, hvor han skrev og producerede mere end 500 episoder af tegnefilmsserierne ”Popeye”, ”Krazy Kat” og ”Barney Google”. Fra midten af 1960’erne var han hjernen bag 39 episoder af de legendariske ”The Beatles” tegnefilm, som blev vist i amerikansk tv, og som senere førte til, at han fik lov til at lave en tegnefilm i fuld længde over Beatles-sangen ”Yellow Submarine”.

I 1968 producerede han tegnefilmen ”Yellow Submarine”, som han også var medforfatter til. Det var en eventyrtegnefilm, som brugte symbolikken fra adskillige tidligere udsendte og enkelte nykomponerede Beatles-sange. The Beatles selv var ikke særlig begejstrede for projektet og samarbejdede kun modvilligt med Brodax, som til gengæld var skuffet over beatlerne og beskrev Ringo som ”en fordrukken bondeknold” og Paul som ”en selvoptaget Karl Smart”.

yellow-submarine-film-plakat

Plakat for tegnefilmen ‘Yellow Submarine’

Filmen, som blev udsendt af United Artists, vandt sidenhen mere end 30 forskellige priser, bl.a. New York Film Critics Circle Award i 1969, og Brodax udgav i 2004 erindringsbogen ”Up Periscope Yellow: The Making Of The Beatles’ Yellow Submarine” om sine oplevelser.

I 1970’erne arbejdede Al Brodax som animations-konsulent for tv-stationen ABC og senere, i det meste af 1980’erne var han tilknyttet Marvel Comics.

Al Brodax døde i Danbury den 24. november, og efterlader sig hustruen Joan, tre børn og seks børnebørn.

Robert Bateman, medkomponist til ‘Please Mr. Postman’, er død, 80 år

af Karsten Jørgensen

Komponisten og produceren Robert Bateman, som opdagede soulgruppen The Marvelettes og var med til at skrive deres første hit ”Please Mr. Postman”, er død af hjertestop i Sherman Oaks, Californien, 80 år gammel.

Robert Bateman var født i Illinois, men voksede op i Detroit og var en af de første musikere, som fik arbejde på Berry Gordys nystartede pladeselskab Tamla Motown. Bateman dannede i 1959 gruppen The Satintones og deres debutplade, ”Going To The Hop”, var den første singleudgivelse på Motown. De udsendte endnu fire singler, før de i 1961 blev opløst.

please-mr-postman-the-marvelettes

Herefter begyndte Bateman både at producere og komponere, oftest sammen med Brian Holland (under pseudonymet Brianbert), og efter at have opdaget pigekvartetten The Marvelettes, skrev han også deres debutsingle, ”Please Mr. Postman”, som blev nr. 1 på den amerikanske hitliste i december 1961. Året efter skrev han også ”Playboy” og ”Twistin’ Postman” til gruppen, og arbejdede sideløbende som producer for bl.a. The Falcons, Wilson Pickett og Florence Ballard. I 1963 forlod han Motown.

”Please Mr. Postman” er krediteret til hele fem komponister – foruden Robert Bateman er Georgia Dobbins, William Garrett, Freddie Gorman og Brian Holland også påført som medkomponister. The Beatles havde ”Please Mr. Postman” på deres liverepertoire i 1962 og indspillede sangen til deres første album, ”With The Beatles”, i 1963, og mere end ti år senere, i 1975, var sangen igen nr. 1 i USA, dennegang med søskendeduoen The Carpenters.

please-mr-postman-the-beatles-japan

please-mr-postman-the-beatles-canada

The Beatles udsendte ‘Please Mr. Postman’ på single i både Japan (øverst) og Canada (nederst)

 

 

Ringo Starr bliver oldefar

af Karsten Jørgensen

Det måtte jo ske. Men midt i 1960’erne, da The Beatles var verdens største teenageidoler, var det sikkert de færreste, som kunne forestille sig, at de en skønne dag blev bedsteforældre. Og endnu mindre oldeforældre.

Ringo med hans første kone Maureen og sønnen Zak

Ringo med hans første hustru Maureen og sønnen Zak

Nu er Ringo Starr, som den første af beatlerne, blevet oldefar, da barnebarnet Tatia Starkey (datter af Ringos søn Zak) den 14. august nedkom med en søn, som får navnet Stone Zakamo Low.

Stone Zakamo Low, son of Tatia Starkey and Adam Low, born August 14, 2016

Ringos oldebarn Stone Zakamo Low

Tilbage i 1985 var Ringo også den første af The Beatles, som blev bedstefar, da selvsamme Tatia kom til verden den 7. september.