Tag: The Beatles

Beatles-sangene på vej tilbage til McCartney?

af Karsten Jørgensen

Med nyheden om, at Sony for 750 millioner dollar har købt Michael Jacksons andel af Sony/ATV-sangkataloget, der bl.a. inkluderer rettighederne til de fleste af Beatles-sangene, er Paul McCartneys rolle i den spegede sag igen blevet aktuel.

Paul McCartney og Michael Jackson

Paul McCartney og Michael Jackson

Beatles-sangene, hvis rettigheder i 1960’erne blev placeret i selskabet Northern Songs, har ført en omtumlet tilværelse efter de i 1969 blev solgt til mediekoncernen ATV. I 1982 købte den australske forretningsmand Robert Holmes á Court selskabet, for i august 1985 at sælge det videre til superstjernen Michael Jackson for 47,5 millioner dollar. Jackson afhændede derefter i 1995 halvdelen af rettighederne til Sony Music.

Paul McCartney, som arbejdede sammen med Jackson i begyndelsen af 1980’erne – bl.a. på singlerne ”The Girl Is Mine” og ”Say, Say, Say” – og opfordrede ham til at investere i musikrettigheder, har siden salget i 1985 forståeligt nok følt sig bedraget, ikke alene af Michael Jackson, men også af Lennons enke, Yoko Ono, som adskillige kilder hævder førte hemmelige forhandlinger med Jackson bag ryggen af McCartney.

Say, Say, Say

Singlen ‘Say, Say, Say’ fra 1983

Nu forlyder det, at Paul McCartney allerede i midten af december 2015 foretog de indledende skridt til at generhverve rettighederne til de gamle Beatles-sange, i hvert fald i USA.

Ifølge amerikansk lovgivning fra 1976 kan sangskrivere få rettighederne til deres sange tilbage, helt gratis, hvis der er gået tilstrækkelig mange år og hvis de vel at mærke ansøger rettidigt om det – og senest to år før rettighederne udløber. For sange skrevet før 1978 er grænsen 56 år (eller to separate perioder af 28 år), og i forbindelse med Beatles-sangene vil de tidligste sange nå denne grænse i 2018, hvorefter Sonys rettigheder til de resterende sange udløber i årene frem til 2025.

Men som forfatteren Peter Hodgson, der har bistået med research til andre Beatles-skribenter som Mark Lewisohn og Philip Norman, siger, vil det dog kun være en halv sejr for McCartney, idet Sony/ATV stadig vil eje rettighederne til sangene i resten af verden udenfor USA. Og selv i USA vil Paul stadig kun eje halvdelen af sangene, idet Yoko Ono for længe siden solgte John Lennons halvdel af dem til Sony.

‘Den femte beatle’, produceren George Martin er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Manden, der producerede alle Beatles-pladerne fra 1962 til 1970, døde tirsdag, 90 år gammel, og selvom han i sin lange karriere arbejdede med et utal af kunstnere i mange forskellige genrer, så vil han for altid fortrinsvis blive husket for sit visionære og loyale samarbejde med John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, der vendte op og ned på alle populærmusikkens konventioner. Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.

Photo of George Martin

George Martin som ung

Titlen ’Den femte beatle’ er for længst blevet et begreb i popmusikken, og gennem tiderne har mange mennesker flygtigt solet sig i den berømmelse der fulgte med, når de af medierne blev udnævnt til ’Den femte beatle’. Det gjaldt bl.a. manageren Brian Epstein, reservetrommeslageren Jimmy Nicol og pianisten Billy Preston, mens andre var døde, før begrebet opstod (Stuart Sutcliffe). For andre igen, først og fremmest Pete Best, var kælenavnet kun årsag til smerte og bitterhed.

Men én person har dog haft et lykkeligt forhold til begrebet og samtidig haft så stor indflydelse på The Beatles’ musik, at hvis man nødvendigvis skal hæfte titlen på nogen, må det være produceren George Martin, som stod last og brast med gruppen gennem hele dens karriere i 1960’erne.

Da George Martin i 1997, som 71-årig, meddelte at han ville trække sig tilbage for at nyde sit otium, var der alvor i beslutningen. Han havde tidligere kommet med lignende udtalelser, men den megen musik havde næsten gjort Martin døv, og samtidig var der naturligvis også en vis symbolik i, at hans sidste værker som aktiv producer dels var verdens dengang mest solgte single nogensinde, nemlig ”Candle In The Wind”, som Elton John nyfortolkede til minde om netop afdøde prinsesse Diana. Singlen solgte mere end 37 mill. eksemplarer.

Som underlægningsmusik til sin absolutte svanesang havde George Martin selvfølgelig valgt The Beatles, og i midten af marts 1998 udkom albummet ”In My Life”, hvor tekst og musik var af John Lennon og Paul McCartney, fortolket af en skønsom blanding af kunstnere, spændende fra Goldie Hawn og Sean Connery til Phil Collins og Celine Dion.

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers, 1961

George Martin adskilte sig markant fra alle de andre engelske pladeproducere i 1960’erne, som enten var jævnaldrende med eller yngre end de popstjerner de producerede. Martin var betydeligt ældre, idet han allerede før rock and roll-æraen havde etableret sig i pladebranchen, både som producer, komponist og musiker.

George Martin blev født 3. januar 1926 i Highbury, London, og begyndte tidligt at spille klaver. Under 2. verdenskrigs sidste år gjorde han tjeneste ved Royal Air Force, førend han i 1945 blev optaget på musikkonservatoriet i Guildhall, hvor han fik en klassisk uddannelse. Senere arbejdede han freelance med obo som speciale, og blev samtidig ansat i musikafdelingen ved den engelske statsradio BBC.

Men det første skridt på den kurs, som førte fremad til Martins egentlige mission, nemlig som producer, blev taget i november 1950, da han blev ansat på pladeselskabet Parlophone som assistent og medhjælp for selskabets daværende direktør Oscar Preuss.

Parlophone var, og er stadig, en selvstændig underafdeling i EMI/Universal-koncernen, og Martins arbejde bestod i, at finde talenter og deres materiale, at booke studier, hyre musikere og sørge for, at det alt sammen blev betalt. Men bortset fra enkelte succeser, førte Parlophone i 1950’erne en henslumrende tilværelse, som ikke forbedredes væsentligt, da George Martin i 1955 overtog chefstolen.

Blandt de mere populære udgivelser var såkaldte ’comedy’-plader med folk som Peter Sellers, Spike Milligan og Bernard Cribbins, mens resten var en ujævn blanding af klassisk, skotsk folkemusik og big bands. Én af de helt store succeser var singlen ”Goodness, Gracious Me” fra 1961 med Peter Sellers og Sophia Loren, som Martin producerede.

Modsat andre afdelinger i EMI, f.eks. Columbia og HMV, som udsendte amerikanske plader i England, deriblandt den lukrative rock and roll, havde Parlophone ingen udenlandske licenser, og overlevede derfor udelukkende af det talent, som George Martin selv opdagede. Og desuden skal man huske på, at pladeindustrien i 1950’ernes England endnu ikke havde antaget de dimensioner af storindustri, den har i dag. ”Hvis man solgte 1500 plader, var man på vej til et gennembrud, og hvis man solgte 3000 var det et hit”, har George Martin senere sagt.

George Martin i studiet med The Beatles

George Martin i pladestudiet med The Beatles

Historien har sidenhen fremstillet George Martin som den store velynder, der generøst gav de upolerede Beatles en chance, da alle andre havde sagt nej tak. Men helt så eventyrligt var det ikke.

Realiteterne var faktisk, at Parlophone havde udvist så sløje resultater, at EMI’s ledelse alvorligt overvejede at nedlægge selskabet, og Martin ville derfor miste sit job. I betragtning af de fremtidsudsigter, kan man godt sige, at George Martin ikke løb nogen risiko. Snarere tværtimod. The Beatles var hans sidste chance, og denne desperation skinner da også klart igennem i hans senere beskrivelse af gruppen.

”Jeg var mere fascineret af dem som personligheder end som musikere. Der var bestemt ingen tegn på, at de kunne skrive de nødvendige hits, men jeg var overbevist om, at jeg havde en succes på hænderne, hvis jeg kunne finde de rigtige sange til dem”.

Om John Lennon og Paul McCartney som sangskrivere, havde han heller ikke for store tanker, og om The Beatles’ første single ”Love Me Do” fra oktober 1962, sagde George Martin: ”Den var det bedste de havde skrevet, og jeg syntes den var pokkers elendig”.

Én af de første ting Martin gjorde, var fundamentalt at ændre sammensætningen i The Beatles, som indtil mødet med produceren bestod af Lennon, McCartney, George Harrison og trommeslageren Pete Best.

”Jeg kunne godt li’ dem, men deres trommeslager var det svage led”, sagde Martin senere. ”Da jeg skrev kontrakt med dem, fortalte jeg deres manager Brian Epstein, at jeg ikke ville bruge Pete Best. Bevares, han så godt ud og sagde meget lidt, men trommerne duede han ikke til”.

Altså blev Pete Best fyret og erstattet af Ringo Starr.

De tidlige Beatles-plader fra 1963-64 blev ikke produceret i ordets egentlige forstand. Der var to guitarister, bas og trommer, så det hele gav sig selv. George Martins funktion bestod i at komme med gode råd, foreslå tempoet, beslutte hvordan sangene skulle indledes og hvor soloerne skulle komme, og først med LP’en ”Rubber Soul” fra 1965 blev Martin uundværlig i den kreative proces, som manden der omsatte de uskolede beatlers fantasifulde idéer til virkelighed. Hans ypperste øjeblikke findes på den skelsættende plade ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fra 1967, der vendte op og ned på alle regler og principper i populærmusikken, og netop her nød The Beatles godt af, at George Martin havde lang erfaring i næsten alle musikalske genrer.

”Jeg tror ikke vi kunne have lavet det vi gjorde på ”Sgt. Pepper”, hvis ikke jeg oprindelig havde lavet alle de spøjse plader med Peter Sellers”.

Samarbejdet mellem George Martin og The Beatles fortsatte med stor succes indtil 1970, hvor det sluttede på den vemodige tone, som ”Let It Be” var, og herefter vendte alle fire beatler Martin ryggen, i forsøget på at ryste Beatles-uhyret af sig.

George Martin med Cilla Black, 1965

George Martin og sangerinden Cilla Black, som døde sidste år

Selvom George Martin fortsatte som The Beatles’ producer helt frem til opløsningen, så havde han dog allerede i 1965 forladt Parlophone, på grund af selskabets fedtede lønpolitik. Kort tid efter oprettede han sit eget pladestudie, AIR, med hovedkontor i London og, noget senere, en eksotisk filial på den caribiske ø Montserrat, der blev ødelagt af en orkan i 1989. Så Martin blev ikke arbejdsløs efter The Beatles.

Han fortsatte som producer for andre grupper og solister, men undgik bevidst de lange forhold. Gennem 1970’erne lavede han plader med så forskellige folk som America, Neil Sedaka, Gary Brooker, John McLaughlin, Jeff Beck og sågar Paul McCartney (”Live And Let Die” i 1973). Han holdt lav profil og blev, med hans egne ord, lidt kynisk i forhold til musikken.

”Jeg er holdt op med at producere ukendte kunstnere. Jeg spørger altid mig selv, om det er noget der vil sælge, for jeg vil helst lave succeser”.

I 1980’erne blev Martin og Paul McCartney genforenet på flere LP’er, bl.a. den smukke ”Tug Of War”, men indtil det store ”Anthology”-projekt i 1995, hvor han var producer på alle de gamle Beatles-sange, som blev fundet frem fra EMI’s arkiver, har hans kontakt til beatlerne været sporadisk.

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet, 1996

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet

George Martin, som i 1996 blev adlet for sin lange og store indsats i engelsk musik, så tilbage på sit engagement i Beatles-historien med stolthed, og var ikke bleg for at indrømme, at samarbejdet med beatlerne ikke kun handlede om musikalske ambitioner.

”Dengang i 1962 nærmede jeg mig 40, og jeg tror, at dét at arbejde sammen med mennesker som var 16-17 år yngre end jeg selv, var en måde at få den ungdom tilbage, jeg selv var gået glip af. Min opvækst blev jo afbrudt af krigen. Jeg var i hæren som 17-årig og gift, da jeg var 22”.

Men samtidig var han stolt over, at han i højeste grad var med til at ændre den retning moderne popumusik tog, både med og efter The Beatles.

”Pop var en parentes før The Beatles, men sammen skabte vi en slags nutidig klassisk musik, der var et spejlbillede af vores tid. Måske lyder det højttravende og patetisk i dag, men det var dét, vi troede på og stræbte mod dengang”.

I 1999 blev George Martin optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, og i 2006 arbejdede han sammen med sønnen på sit sidste Beatles-projekt, teaterproduktionen ”Love”, som blev opført af gruppen Cirque de Soleil i Las Vegas og samtidig udsendt på cd.

George Martin med sønnen Giles

George Martin med sønnen Giles

George Martin modtog i alt seks Grammy’er, og udsendte en stribe bøger, bl.a. ”All You Need Is Ears”, 1979, ”Summer Of Love: The Making Of Sgt. Pepper”, 1994, og selvbiografien ”Playback” i 2003.

Han efterlader sig hustruen Judy, samt fire børn – Alexis, Lucy, Gregory Paul og Giles.

Var denne svenske EP inspirationen bag ‘Sgt. Pepper’?

af Karsten Jørgensen

Den 28. og 29. juli 1964 spillede The Beatles i alt fire koncerter på Johanneshov Isstadion i Stockholm.

I lufthavnen, hvor de landede kl. 11:10, blev de mødt af mere end 3.000 skrigende fans, på trods af, at lufthavnen ligger ca. 40 km fra Stockholms centrum. Men de blev også mødt af orkestret Mercblecket, som havde taget opstilling i ankomsthallen og spillede Beatles-sange.

Et af medlemmerne i Mercblecket var den engelske udvekslingsstudent Roger Wallis. Han havde arrangeret fire Beatles-sange – ”I Want To Hold Your Hand”, ”This Boy”, ”All My Loving” og ”I Saw Her Standing There” – som i begyndelsen af 1964 blev udsendt af pladeselskabet Philips på en EP.

Så det var en helt naturlig ting, at Roger Wallis personligt overrakte Paul McCartney et eksemplar af denne EP, da The Beatles ankom til Arlanda-lufthavnen. Nu spekuleres der i, om denne obskure EP var den hemmelige inspiration, da The Beatles tre år senere indspillede og udsendte det legendariske ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” album, hvor de på omslaget står i deres farvestrålende uniformer?

“Beats The Beatles”-EP med Mercblecket, 1964

Manden bag det ikoniske omslag til ”Sgt. Pepper” er popkunstneren Peter Blake. Men det var et bestillingsarbejde, og han arbejdede efter en tegnet skitse, som han havde fået af Paul McCartney. Og spørgsmålet er, om McCartney fik ideen fra svenske Mercbleckets ”Beats The Beatles”-EP?

Ny bog om Paul McCartney

af Karsten Jørgensen

Forfatteren Philip Norman, som bl.a. er kendt for sine roste biografier om The Beatles og John Lennon, har nu rettet blikket mod Paul McCartney og udsender 5. maj en biografi om eks-beatlen og hans fantastiske karriere.

Norman, Philip - Paul McCartney, The Life - book, 2016

”Paul McCartney: The Life” er på mere end 600 sider, og forlaget bag, Little, Brown & Company, kalder biografien for ”the definitive biography of a musical legend”.

Blandt Philip Normans tidligere bøger er:
”Shout! The True Story of The Beatles”, 1981
“Days In The Life: John Lennon Remembered”, 1990
“John Lennon: The Life”, 2008
samt bøger om The Rolling Stones, Elton John, Buddy Holly og Mick Jagger.

Vil du hellere læse om Paul McCartney på dansk, kan jeg anbefale denne bog: “Paul McCartney – Mennesket, Myten og Musikken”, som både fås i fysisk form og som e-bog.

Ringos barndomshjem på auktion

af Karsten Jørgensen

Et fast stoppested på de mange Beatles-relaterede turist-busture i Liverpool, er et lille hus på Admiral Grove i kvarteret Toxteth, hvor trommeslageren Ringo Starr boede fra han var tre år og indtil gennembruddet med The Beatles tyve år senere i 1963. Nu bliver huset udbudt til salg ved en auktion, som bliver afholdt i den legendariske The Cavern Club den 24. marts 2016.

Admiral Grove nr. 10

Admiral Grove nr. 10

Den noget ydmyge bolig, som har to små værelser i stuen og to på førstesalen, blev opført i 1920’erne, og Ringo flyttede hertil med sin mor Elsie efter forældrenes skilsmisse i 1944. Da Ringo var blevet en velhavende mand i kølvandet på The Beatles’ kometsucces, købte han et større og bedre hus til sin mor og sin stedfar Harry, som flyttede fra Admiral Grove nr. 10 i 1965.

Ringo med sin mor Elsie og stedfader Harry foran huset i Admiral Grove

Ringo foran huset i Admiral Grove, sammen med mor Elsie og stedfaderen Harry

Men at Ringo var meget knyttet til barndomshjemmet kunne tydeligt ses, da han i 1970 udsendte sit første soloalbum ”Sentimental Journey” og på omslaget brugte et billede af den lokale pub, The Empress, som lå for enden af Admiral Grove, og hvor hans mor i en periode havde været servitrice.

Sentimental Journey - Ringo Starr, LP, 1970, front

Albummet “Sentimental Journey” fra 1970

Den foreløbige pris ved auktionen i The Cavern Club er sat til 55.000 £, men firmaet Countrywide, som står for salget, forventer international interesse og en eventuel højere salgspris pga. stedets tilknytning til The Beatles.

I de senere år har alle beatlernes barndomshjem været solgt på auktioner. I oktober 2013 var det Newcastle Road nr. 9 i Wavertree, hvor John Lennon tilbragte sine første år, som blev solgt for 480.000 £. Året efter, i oktober 2014, var det George Harrisons barndomshjem på Upton Green i Speke, som blev afhændet til en anonym køber for 156.000 £. Og i februar og marts 2015 blev huse på Western Avenue nr. 72 (Paul McCartney) og Bloomfield Road i Allerton (hvor Lennons mor Julia boede indtil hun blev dræbt ved en trafikulykke i 1958) solgt for hhv. 150.000 og 155.000 £.