Category: Nyhed

Genudgivelse af ‘Beatles 1’, med musikvideoer

af Karsten Jørgensen

Årets store Beatles-nyhed fra Apple/Universal op til julesalget bliver en genudgivelse af storsælgeren ”Beatles 1” fra november 2000, som på verdensplan har solgt mere end 31 millioner eksemplarer. Albummet, med 27 af gruppens nr. 1-hits, var endvidere det mest solgte album i USA i årtiet fra 2000 til 2009, og blev genudgivet i en remixet version i september 2011. Den nyeste udgivelse, som slippes løs i butikkerne fra den 6. november, har fået den store forkromede behandling og suppleres med dvd og blu-ray med tilhørende musikvideoer – deriblandt mange, som ikke har været almindelig tilgængelige i årtier.

Beatles 1 + - The Beatles, cd + dvd, 2015, front

Udgaven med cd + dvd

”Beatles 1” bliver naturligvis også udsendt i en eksklusiv deluxe-version for feinschmeckere, med titlen ”Beatles 1+”, der udover den ordinære cd og dvd/blu-ray har en ekstra skive, med yderligere tretten mere eller mindre sjældne videoer. Endvidere udsendes en superdeluxe-version med en 124 sider tyk bog i stift bind.

Beatles 1 + (deluxe) - The Beatles, cd + 2 blu-ray, 2015

Deluxe-udgaven med cd + 2 blu-ray + bog

Trackliste for både cd og dvd/blu-ray 1 er:
Love Me Do
From Me To You
She Loves You
I Want To Hold Your Hand
Can’t Buy Me Love
A Hard Day’s Night
I Feel Fine
Eight Days a Week
Ticket To Ride
Help!
Yesterday
Day Tripper
We Can Work It Out
Paperback Writer
Yellow Submarine
Eleanor Rigby
Penny Lane
All You Need Is Love
Hello, Goodbye
Lady Madonna
Hey Jude
Get Back
The Ballad of John and Yoko
Something
Come Together
Let It Be
The Long and Winding Road

Tracklisten for den ekstra dvd/blu-ray er:
Twist & Shout
Baby It’s You
Words Of Love
Please Please Me
I Feel Fine
Day Tripper *
Day Tripper *
We Can Work It Out *
Paperback Writer *
Rain *
Rain *
Strawberry Fields Forever
Within You Without You/Tomorrow Never Knows
A Day In The Life
Hello, Goodbye *
Hello, Goodbye *
Hey Bulldog
Hey Jude *
Revolution
Get Back *
Don’t Let Me Down
Free As A Bird
Real Love

Titler angivet med * er alternative versioner.

Ny auktion, ny kontrakt

af Karsten Jørgensen

Endnu et vigtigt Beatles-dokument bliver nu udbudt til salg, når den kontrakt de fire medlemmer indgik med manageren Brian Epstein i oktober 1962 kommer på Sotheby’s auktioner i London den 29. september. Det er anden gang indenfor få år, at kontrakten er til salg. Sidst var i september 2008, hvor dokumentet blev solgt for 240.000 £ ved en auktion, dengang gennem The Fame Bureau. Ved det aktuelle salg forventes det, at kontrakten vil indbringe mellem 300.000 og 500.000 £.

The Beatles' contract with Brian Epstein - 1. oktober 1962 - 2

Oprindelig underskrev The Beatles allerede i januar 1962 en kontrakt, som vel at mærke ikke blev underskrevet af Brian Epstein. Otte måneder senere, da trommeslageren Pete Best var blevet fyret og erstattet af Ringo Starr, og Epstein havde opfyldt sit løfte om at skaffe gruppen en pladekontrakt, blev kontrakten taget frem igen og dennegang, helt præcist den 1. oktober 1962, skrev alle gruppens medlemmer og Brian Epstein under – John Lennon endda hele to gange, idet han ved en fejl skrev under det forkerte sted første gang. Også Paul McCartney og George Harrisons fædre skrev under, idet de to musikere ikke var fyldt 21 og derfor endnu ikke var myndige.

The Beatles med Brian Epstein

The Beatles med Brian Epstein

Kontrakten, som blev underskrevet kun fire dage før The Beatles den 5. oktober 1962 udsendte deres første single, ”Love Me Do”, beseglede et kompagniskab, som de følgende år erobrede hele verden, men samtidig var det også den eneste managementkontrakt, som både Beatles og Epstein underskrev, idet Epstein døde få måneder før kontrakten, som løb i fem år, skulle fornyes i oktober 1967.

En nærlæsning af kontraktens mange punkter og klausuler er ganske interessant. Et punkt siger, at Epstein skulle modtage 10 pct. af gruppens indtjening af beløb op til 100 £ pr. uge. Af beløb mellem 100-200 £ fik Epstein 20 pct. Og derefter fik han 25 pct. Et andet punkt gav The Beatles ret til, med tre måneders varsel, at kunne annullere kontrakten, men gruppen stolede så meget på Epstein, at denne klausul blev strøget kun fem måneder senere.

The Beatles' contract with Brian Epstein - 1. oktober 1962

Kontrakten med Lennons signatur hele to gange

Kontrakten gav også Brian Epstein autoritet til at bestemme gruppens image, herunder brugen af scenetøj og make-up, mens en anden klausul sagde, sikkert inspireret af den nylige afskedigelse af Pete Best, at to medlemmer af The Beatles kunne beslutte at ekskludere et andet medlem af gruppen – med managerens accept, vel at mærke.

Blandt Sotheby’s øvrige effekter ved salget den 29. september er signerede eksemplarer af LP’erne ”Please Please Me” og ”With The Beatles”, samt et nummereret eksemplar (nr. 01) af ”The White Album”. Sidstnævnte er vurderet til at blive solgt for mellem 5000 og 7000 £.

Blandt de øvrige effekter er Eric Claptons Fender Stratocaster-guitar fra 2009, og et maskinskrevet manuskript af Bob Dylans ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall”, suppleret med Dylans egne håndskrevne noter, som forventes at sælge for mindst 150.000 £.

A Hard Rain's A-Gonna Fall - typed manuscript with handwritten notes

Manuskriptet til ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ med Dylans håndskrevne noter

 

 

The Beatles’ første pladekontrakt kommer på auktion

af Karsten Jørgensen

Den 19. september kommer The Beatles’ første pladekontrakt under hammeren på Heritage Auctions i New York, og det forventes at dokumentet vil indbringe mindst 150.000 dollar – en hel del mere end de 300 tyske d-mark pr. person, som The Beatles fik ved underskrivelsen i 1961.

Beatles' første pladekontrakt, 1961

Kontrakten, som gruppen indgik med produceren Bert Kaempfert og Polydor Records i Tyskland, blev underskrevet i Hamborg i slutningen af maj eller begyndelsen af juni 1961, og førte til indspilninger som backinggruppe for den engelske sanger Tony Sheridan på sange som ”My Bonnie” og ”The Saints”, samt ”Ain’t She Sweet” (med John Lennon på vokal) og instrumentalnummeret ”Cry For A Shadow”.

På det tidspunkt, i 1961, spillede The Beatles i natklubber i Hamborgs luderkvarter Reeperbahn, og bestod af John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og trommeslageren Pete Best, som et år senere blev erstattet af Ringo Starr.

Da sangen ”My Bonnie” blev udsendt på single i Tyskland i oktober 1961, var gruppen ikke krediteret som The Beatles, men derimod som The Beat Brothers, og selvom sangen ikke dengang blev et hit, fik den stor betydning ved at være den sang, som førte The Beatles direkte i armene på Brian Epstein, en lokal forretningsmand i Liverpool, som få måneder senere blev gruppens dynamiske manager.

Beatles' første pladekontrakt, 1961, deres underskrifter

Den seks sider lange kontrakt, hvor John Lennon underskrev sig ’JW Lennon’ og McCartney brugte sit fulde navn James Paul McCartney, er en del af en større privatsamling fra den tyske designer og Beatles-historiker Uwe Blaschke, som døde i 2010.

Ved auktionen på Heritage Auctions i september, kan interesserede også byde på et signeret eksemplar af The Beatles’ første ’officielle’ single, ”Love Me Do”, som vurderes til 10.000 dollar.

1962 - Love Me Do - 7 inch single, U.K., A-side label, signed by The Beatles

 

Yvonne Craig, som medvirkede i to Elvis-film, er død, 78 år

af Karsten Jørgensen

Mandag aften den 17. august døde skuespillerinden Yvonne Craig af brystkræft i sit hjem i Pacific Palisades i Californien, skriver filmmagasinet The Hollywood Reporter.

Yvonne Craig med Elvis i 'Kissin' Cousins'

Yvonne Craig med Elvis i filmen ‘Kissin’ Cousins’, 1964

Yvonne Craig blev født i Taylorville, Illinois, den 16. maj 1937, og begyndte sin karriere da hun var 17, som danser i ballettruppen The Ballet Russe de Monte Carlo.

Tre år senere fik hun sin første filmrolle i westernfilmen ”The Young Land”, og medvirkede i de følgende år i flere film sammen med bl.a. Bing Crosby.

I 1963 havde hun en mindre rolle i Elvis-filmen ”It Happened At The World’s Fair” og året efter avancerede hun til den kvindelige hovedrolle i ”Kissin’ Cousins”.

Yvonne er dog mest kendt for rollen som ’Batgirl’ Barbara Gordon i TV-serien ”Batman”, 1967, og en medvirken i en enkelt episode af serien ”Star Trek” i 1969.

Craig, Yvonne - actress, who played in two Elvis films

Yvonne Craig i rollen som ‘Batgirl’, 1967

Yvonne Craig, som blev 78 år, efterlader sig manden Kenneth og to nevøer.

Bob Johnston, som producerede Dylans mesterværker, er død, 83 år

af Karsten Jørgensen

Produceren Bob Johnston, som i 1960’erne producerede de plader næsten alle er enige om er Bob Dylans bedste, er død, 83 år gammel. Udover Dylan håndterede Johnston også lyden på berømte plader med flere af hans samtidige, heriblandt Simon & Garfunkel, Johnny Cash, Leonard Cohen og Willie Nelson.

Bob Johnston blev født 14. maj 1932 i Hillsboro, Texas, og i slutningen af 1950’erne indspillede han flere sange under kunstnernavnet Don Johnston. Men Bobs fremtid var ikke som sanger. I 1959 indledte han en karriere som producer, da han producerede enkelte sange med gruppen The Jaguars, og arbejdede for både Kapp Records og Dot Records. Det var imidlertid først i midten af 1960’erne, da han blev tilknyttet Columbia Records, at han blev kendt i bredere kredse, og kom i kontakt med Bob Dylan, som han havde et lettere underdanigt forhold til. Han sagde bl.a.: ”Dylan er kongen, og det er ikke min opgave at fortælle ham, hvad jeg mener om hans sange, medmindre han spørger mig om det”.

Bob Johnston med Bob Dylan og Johnny Cash, 1969

Bob Johnston med Bob Dylan og Johnny Cash, 1969

I juli 1965 erstattede Johnston Dylans hidtidige producer Tom Wilson, og var vital i Dylans forvandling fra folkesanger til elektrisk idol. Fra 1965 til 1970 producerede han de legendariske plader ”Highway 61 Revisited” (med undtagelse af ”Like A Rolling Stone”), dobbeltalbummet ”Blonde On Blonde”, ”John Wesley Harding”, ”Nashville Skyline”, dobbeltalbummet ”Self Portrait” og ”New Morning”. Også albummet ”Dylan”, som blev indspillet i 1970 men først udgivet i 1973, var produceret af Johnston.

Sideløbende med sit engagement hos Dylan, producerede Bob Johnston også plader med andre kunstnere, bl.a. Simon & Garfunkel (”Sounds Of Silence” og ”Parsley, Sage, Rosemary & Thyme”), Leonard Cohen (”Songs From A Room og ”Songs of Love And Hate”), Johnny Cash (”At San Quentin” samt flere andre) og The Byrds (”Dr. Byrds & Mr. Hyde”). Johnston har også arbejdet inden for andre genrer end rock, bl.a. jazz og soul med Louis Armstrong og Aretha Franklin.

Bob Johnston med Paul Simon, 1965

Bob Johnston med Paul Simon, 1965

Som producer havde Bob Johnston ingen ambitioner om, som han selv udtrykte det, at ”blive den næste Phil Spector”. Han ville bare gerne have, at de kunstnere han arbejdede med lavede gode plader. ”Bob Johnston er en producer, som er enhver kunstners drøm”, er Johnny Cash citeret for at sige i filmen ”The Other Side of Nashville”. ”Bob foretrækker, at læne sig tilbage og se på, at kunstneren producerer sig selv”.

Bob Johnston blev i 1967 chef for Columbia Records country & western-afdeling, og har endvidere virket som komponist til flere sange, bl.a. ”There Ain’t Nothing Like A Song”, som i 1968 blev indspillet af Elvis Presley. Johnstons hustru, komponisten Joy Byers, skrev adskillige sange til Elvis, og i de senere år hævdede Johnston, at han var medkomponist til de fleste, men ikke var blevet krediteret af kontraktlige årsager.

Efter Johnston forlod Columbia Records – på grund af en tvist om royalties – arbejdede han som selvstændig producer, bl.a. på albummet ”Fog On The Tyne” fra 1972 med den populære engelske folkrockgruppe Lindisfarne.

I 1990’erne producerede han plader med både Willie Nelson og Carl Perkins, før han trak sig tilbage fra musikbranchen. I fredags, den 14. august, døde Bob Johnston på et hospice i Nashville, og efterlader sig hustruen Joy Byers og sønnen Kevin.