Category: Nyhed

Komponisten Mark James, som skrev flere sange til Elvis, er død, 83 år

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske sanger og komponist Mark James, der skrev adskillige sange som blev indspillet af Elvis Presley, bl.a. ”Suspicious Minds” og ”Always On My Mind”, er død, 83 år.

Mark James blev født Francis Rodney Zambon i Texas den 29. november 1940. Han voksede op i Houston, hvor han som helt lille lærte at spille violin. Senere, da han blev teenager, skiftede han imidlertid instrumentet ud med en guitar.

I slutningen af 1950’erne udsendte han sin første plade, sangen ”Jive Note”, og ændrede i den forbindelse sit navn til Mark James. Herefter indspillede han yderligere to singler, ”Running Back” og ”She’s Gone Away”, som var mindre lokale hits, inden karrieren for en periode blev afbrudt af militærtjeneste, hvor James var udsendt som soldat i Vietnam.

Da James vendte hjem, flyttede han til Memphis, hvor han senere, i 1968, blev tilknyttet pladeproduceren Chips Momans musikforlag som sangskriver. Vennen, sangeren B.J. Thomas, indspillede James’ ”The Eyes of a New York Woman” i 1968, som blev sangskriverens første rigtige hit, og året efter udgav Thomas yderligere to sange, dels ”Hooked On A Feeling”, som opnåede en 5. plads, og dels ”It’s Only Love”.

I 1968 indspillede og udsendte Mark James sin egen sang ”Suspicious Minds”, som imidlertid var et flop. Men allerede året efter blev sangen udsendt i en ny version med Elvis Presley, som både fik et nr. 1-hit med den og samtidig satte sin musikalske karriere tilbage på skinnerne, efter mange år, hvor populariteten var gået støt nedad bakke med en stribe middelmådige film.

Elvis’ succes med ”Suspicious Minds” førte til flere indspilninger af James’ kompositioner. I 1972 udsendte Elvis ”Always On My Mind”, en sang som Brenda Lee tidligere på året havde udgivet uden større succes, og derefter både ”Raised On Rock”, ”It’s Only Love” og ”Moody Blue”, som blev titelsangen på Presleys sidste studie-LP i 1977.

“Always On My Mind” blev oprindelig udsendt som B-side på singlen “Separate Ways”

Mark James har oplevet, at hans kompositioner flere gange har fået nyt liv. ”Suspicious Minds” blev i 1976 et mindre hit for countrysangerne Waylon Jennings og Jessi Colter, mens ”Hooked On A Feeling” i 1974 blev et nr. 1-hit for den svenske gruppe Blue Swede. ”Always On My Mind”, i Willie Nelsons version fra 1982, røg både ind på førstepladsen af countryhitlisten og modtog året efter en Grammy i kategorien Song of the Year. Sangen blev også indspillet af Pet Shop Boys i 1988, hvor den gik helt til tops i England, og har i øvrigt været så populær, at den er indspillet i mere end 300 forskellige versioner.

Endvidere er James’ sange adskillige gange blevet brugt i film, bl.a. i ”Reservoir Dogs” (”Hooked on a Feeling”), ”Honeymoon in Vegas” (”Suspicious Minds”), ”Practical Magic” (”Always On My Mind”) og ”Guardians of the Galaxy” (”Hooked On A Feeling”).

Mark James har også udsendt plader i eget navn, bl.a. ”Mark James”, 1973, og ”She’s Gone Away”, 1978, sidstnævnte krediteret til The Mark James Trio.

I 2014 blev James optaget i Songwriters Hall of Fame og året efter i Nashville Songwriters Hall of Fame.

Mark James døde i Nashville, Tennessee, den 8. juni 2024, og efterlader sig hustruen Karen, som han var gift med i 53 år, to døtre, Sammie og Dana, samt flere børnebørn.

Legendarisk McCartney-projekt fra 1974 ser dagens lys

af Karsten Jørgensen

I august 1974, mens ”Band on the Run” stadig lå blandt de øverste plader på den engelske albumhitliste, satte Paul McCartney sig selv og sin gruppe Wings stævne i EMI-studiet på Abbey Road i London.

Her indspillede de en række sange, både lidt ældre – dels Wings/McCartney-hits og dels Beatles-klassikere – og helt nye uudgivne, og filmede samtidig hele seancen. Dette projekt fik navnet ”One Hand Clapping”, men som tiden viste, blev det, ligesom flere andre McCartney-projekter i begyndelsen af 1970’erne, aldrig udsendt.

Indtil nu.

For den 14. juni udsender Ume/Capitol ”One Hand Clapping” som både dobbelt-cd og dobbelt-LP.

Al musikken blev indspillet henover fire dage med Wings’ nye besætning, som, udover Paul, hans hustru Linda og guitaristen Denny Laine – bestod af en ny guitarist, Jimmy McCulloch, og en ny trommeslager, Geoff Britton.

2 cd udgaven

Udover velkendte sange som ”Live And Let Die”, ”My Love”, ”Let It Be” og ”Maybe I’m Amazed”, indspillede Paul og Wings også en coverversion af Tin Pan Alley-klassikeren ”Baby Face”, samt nogle helt nye McCartney-kompositioner, dels ”I’ll Give You A Ring” og ”Let’s Love”, hvoraf førstnævnte senere blev udgivet som B-side på en single i 1982, mens sidstnævnte endte som titelsang på et album med jazzsangerinden Peggy Lee i 1974. Og dels titelnummeret ”One Hand Clapping” og ”All Of You”, der ikke har været udsendt officielt før.

En speciel deluxe-udgave af dobbelt-LP’en, som kun kan bestilles via McCartney/Universal Musics egen butik, er udvidet med en 7”-single, som har seks eksklusive numre, bl.a. det uudgivne ”Blackpool”.

Deluxe-udgaven med 2 LP’er og en 7″ single

Trackliste for ”One Hand Clapping” som dobbelt-LP med 7” single:

Side 1:
One Hand Clapping* 02:15
Jet* 03:59
Soily* 03:55
C Moon/Little Woman Love* 03:19
Maybe I’m Amazed* 04:52
My Love* 04:15

Side 2:
Bluebird* 03:27
Let’s Love* 01:09
All of You* 02:04
I’ll Give You a Ring* 02:03
Band on the Run* 05:20
Live and Let Die* 03:26
Nineteen Hundred and Eighty Five* 05:50
Baby Face* 01:56

Side 3:
Let Me Roll It** 04:28
Blue Moon of Kentucky 03:05
Power Cut 01:33
Love My Baby 01:13
Let It Be 01:02
The Long and Winding Road/Lady Madonna 02:10

Side 4:
Junior’s Farm 04:17
Sally G 03:28
Tomorrow 02:12
Go Now 03:35
Wild Life 04:30
Hi, Hi, Hi 03:57

7″ Single – exklusiv med 2 LP:
Side 1:
Blackpool 01:43
Blackbird 02:27
Country Dreamer** 02:17

Side 2:
Twenty Flight Rock 02:08
Peggy Sue 01:24
I’m Gonna Love You Too 01:10

* Tidligere udgivet på ”Band on the Run Archive Collection DVD”, 2010.
** Tidligere udgivet som bonus track på Archive Collection.

Mere arkivmateriale med Neil Young og Crazy Horse

af Karsten Jørgensen

Efter Neil Young i 1968 opløste gruppen Buffalo Springfield, udsendte han kort tid senere samme år sit første soloalbum, blot med titlen ”Neil Young”.

Derefter fandt Neil Young sammen med en ukendt gruppe, The Rockets, som omdøbtes til Crazy Horse, og i 1969 udsendte de sammen albummet ”Everybody Knows This Is Nowhere”. De fire medlemmer af denne tidlige udgave af Crazy Horse, var trommeslageren Ralph Molina, bassisten Billy Talbot, guitaristen Danny Whitten og Jack Nitzsche på keyboard.

Nu udsendes et helt album, med titlen ”Early Daze”, som fortrinsvis består af hidtil uudgivne indspilninger fra netop året 1969, sammen med Crazy Horse. Der er tale om dels alternative udgaver af sange, som senere fandt vej til ”Everybody Knows…”, og dels sange, som det følgende år blev udsendt på både Youngs eget album ”After the Gold Rush”, samt ”Deja Vu” med supergruppen Crosby Stills Nash & Young, hvor Neil Young blev genforenet med sin gamle kollega fra Buffalo Springfield, Stephen Stills.

”Early Daze” udsendes 28. juni både på cd, vinyl og digitalt, og har følgende trackliste:

Dance Dance Dance (tidligere udsendt på ”Neil Young Archives Vol. I”)
Come On Baby Let’s Go Downtown (uudgivet version)
Winterlong (uudgivet version)
Everybody’s Alone (nyt mix, udsendt på ”Archives Vol. I”)
Wonderin’ (uudgivet version)
Cinnamon Girl (original 7” mono mix)
Look At All The Things (uudgivet version)
Helpless (uudgivet version)
Birds (uudgivet stereo mix)
Down By The River (uudgivet version med alternative vokaler)

‘Get Back’ til ‘Let It Be’

af Karsten Jørgensen

Efter filminstruktøren Peter Jacksons dokumentarserie ”The Beatles: Get Back”, som blev vist i tre afsnit på Disney+ i november 2021, og i væsentlig grad var baseret på de oprindelige optagelser, og især fraklip, til den mere end 50 år gamle film ”Let It Be”, får vi nu også ’den ægte vare’.

Filmen ”Let It Be” blev lavet af filminstruktøren Michael Lindsay-Hogg i begyndelsen af 1969, og skulle dokumentere The Beatles i studiet, mens de indspillede et nyt album, som på det tidspunkt havde arbejdstitlen ”Get Back”. Eller som John Lennon lakonisk udtrykte det: ”Det er os uden bukser på”.

Den oprindelige filmplakat, 1970

Atmosfæren i pladestudiet mellem The Beatles’ fire medlemmer, var imidlertid så dårlig, at da optagelserne sluttede efter en måned ved udgangen af januar 1969, var de alle så trætte af projektet, at de ikke orkede at gennemgå optagelserne og derfor lod det ligge.

Senere i 1969 indspillede de i stedet et andet nyt album, ”Abbey Road”, og først det følgende år, efter Paul McCartney havde meddelt, at han forlod gruppen, blev både sange og filmoptagelser udsendt under titlen ”Let It Be”.

Filmen, som oprindelig skulle dokumentere, hvordan verdens største rockgruppe arbejdede, når de befandt sig i et pladestudie, blev nu i stedet for en trist og bitter dokumentation af, hvordan gruppen skændtes og gradvis gik i opløsning mens kameraerne rullede.

En stærkt redigeret version af Lindsay-Hoggs optagelser, med det formål at gøre det til en ’pænere’ film, havde premiere i biograferne i maj 1970, og efter en kort periode i begyndelsen af 1980’erne, hvor den blev udsendt på VHS-video i dårlig kvalitet, har ”Let It Be” ikke været tilgængelig for offentligheden, hverken i biograferne eller på dvd eller Blu-ray.

Men nu er det offentliggjort, at en ny udgave af ”Let It Be”, bearbejdet og restaureret af føromtalte Peter Jackson, bliver streamet på Disney+ fra den 8. maj, og med Michael Lindsay-Hoggs velsignelse.

”Peter Jackson ser ’Let It Be’ og ’Get Back’ som to sider af samme sag”, sagde Lindsay-Hogg fornylig. ”Han synes det er vigtigt, at begge film er tilgængelige … ’Get Back’ er som en fantastisk roman, mens ’Let It Be’ er en fantastisk novelle”.

Taylor Swift overrasker med dobbeltalbum

af Karsten Jørgensen

Ved midnat, amerikansk tid, udsendte Taylor Swift sit nyeste og 11. album, ”The Tortured Poets Department”, med 16 dugfriske sange.

Albummet, som Taylor selv har beskrevet som sit ”livline-album”, har været undervejs i to år og efterfølger det forrige, populære ”Midnights”, som udkom i 2022.

Som en overraskelse udsendtes albummet allerede efter to timer også som et dobbeltalbum, ”The Tortured Poets Department: The Anthology”, med i alt 31 sange. Dels hele standardalbummet, samt de hidtil fire bonus-sange fra lige så mange varianter (”The Manuscript”, ”The Bolter”, ”The Albatross” og ”The Black Dog”), og dertil yderligere elleve helt nye sange.

Trackliste for ”The Tortured Poets Department: The Anthology”:

CD 1:
Fortnight (med Post Malone)
The Tortured Poets Department
My Boy Only Breaks His Favorite Toys
Down Bad
So Long, London
But Daddy I Love Him
Fresh Out the Slammer
Florida!!! (med Florence and the Machine)
Guilty as Sin?
Who’s Afraid of Little Old Me?
I Can Fix Him (No Really I Can)
Loml
I Can Do It With a Broken Heart
The Smallest Man Who Ever Lived
The Alchemy
Clara Bow

CD 2:
The Black Dog
Imgonnagetyouback
The Albatross
Chloe or Sam or Sophia or Marcus
How Did It End?
So High School
I Hate It Here
Thank You Aimee
I Look in People’s Windows
The Prophecy
Cassandra
Peter
The Bolter
Robin
The Manuscript