Tag: The Beatles

Efter tre instruktører er ‘Midas Man’, filmen om Brian Epstein, endelig færdig

af Karsten Jørgensen

”Midas Man”, filmen om The Beatles’ manager Brian Epstein, er stødt ind i mange problemer, siden optagelserne begyndte i juli 2020.

Filmens første instruktør, Jonas Åkerlund, trak sig fra projektet i november 2021, og blev derefter erstattet af Sara Sugarman.

Herefter lå optagelserne stille i mere end et år, indtil maj 2023, hvor det meddeltes, at en tredje instruktør, Joe Stephenson, havde sat sig i den varme stol.

Seneste nyt er, at man langt om længe er kommet til vejs ende med de egentlige optagelser, men at en premieredato endnu ikke er fastlagt.

”Midas Man”, som har manuskript af Brigit Grant, følger Brian Epstein fra 1962, hvor han var fødselshjælper for de ukendte The Beatles, og frem til hans død i august 1967, kun 32 år gammel.

I hovedrollen som Epstein ses Jacob Fortune-Lloyd, mens rollerne som de fire beatler udfyldes af Jonah Lees, Blake Richardson, Leo Harvey Elledge og Campbell Wallace, der alle er forholdsvis ubeskrevne blade.

Død musiker vidste ikke hun spillede på en Beatles-sang

af Karsten Jørgensen

Da den engelske musiker Caroline Buckman i april 2022 spillede bratsch (et strygeinstrument) på det, hun troede var en indspilning med Paul McCartney med titlen ”Give & Take”, vidste hun ikke, at hun i virkeligheden spillede på en sang, som i november 2023 blev udsendt som den allersidste single med The Beatles.

I marts 2023 døde Caroline Buckman af brystkræft, i en alder af kun 48 år, og fik således aldrig at vide, at hun var tilstede på den senere nr. 1-single med The Beatles, ”Now And Then”.

Caroline Buckman, som tidligere medvirkede på filmmusik til ”Star Wars” og ”Breaking Bad”, samt indspilninger med både Brian Wilson, Neil Young og R.E.M., plejede ikke at bede om autografer fra dem, hun samarbejdede med. Men hun gjorde en undtagelse, og fik Paul McCartney til at signere hendes nodeark.

Dagen før ”Now And Then” blev udsendt den 2. november, ringede Paul McCartneys management til Carolines mor, Erika Buckman, og fortalte, at hendes datter medvirkede på det, der nu blev kendt som The Beatles’ sidste single.

”Hun ville have været helt oppe i skyerne over det”, sagde Erika. ”Og selv om det på en måde er sørgeligt, er jeg også meget stolt”.

”Now And Then” blev kun en uge efter udgivelsen nr. 1 på den engelske singlehitliste.

The Beatles’ ‘røde’ og ‘blå’ dobbeltalbum genudsendes med ekstra sange

af Karsten Jørgensen

I 1973 udsendte Apple Records og EMI/Capitol to opsamlingsplader med The Beatles, begge dobbeltalbums og med titlerne ”1962-1966” og ”1967-1970”.

Sangene på de to plader spændte over hele gruppens karriere fra 1962 til 1970, og var en reaktion på to dobbelte piratplader med titlen ”Alpha Omega, Volumes I & II: The Story of The Beatles”, som kort tid forinden blev annonceret på tv og sendt via postordre i USA, hvor de solgte som varmt brød.

De to ”officielle” dobbeltplader fra Apple, var på forsiden af omslaget prydet med Angus McBeans ikoniske fotografier af gruppen, hvor de stod på trappen udenfor EMIs hovedkvarter på Manchester Square i London, taget i samme positur i henholdsvis 1963 og 1969, og da rammen rundt om billederne var rød og blå, blev de to albums hurtigt kendt som ”det røde” og ”det blå” dobbeltalbum.

Nu, 50 år senere, genudsendes disse opsamlinger, både i nye remix og udvidet med en del sange, som ikke var med på de oprindelige. Også den ’nye’ single ”Now And Then”, der udkom 3. november, er med (på ”det blå” album).

De to opsamlinger udsendes i dag, den 10. november, både som dobbelt-cd’er og som tre-dobbelte vinylplader. ”Det røde” album er udvidet med 12 ekstra sange, ”det blå” med 9, men mærkeligt nok er der ikke fundet plads til de to ”nye” Beatles-singler fra 1995 og 1996, ”Free As A Bird” og ”Real Love”.

Trackliste for ”det røde” album, ”1962-1966”:

CD 1:
Love Me Do (2023 Mix)
Please Please Me (2023 Mix)
I Saw Her Standing There (2023 Mix) *
Twist And Shout (2023 Mix) *
From Me To You (2023 Mix)
She Loves You (2023 Mix)
I Want To Hold Your Hand (2023 Mix)
This Boy (2023 Mix) *
All My Loving (2023 Mix)
Roll Over Beethoven (2023 Mix) *
You Really Got A Hold On Me (2023 Mix) *
Can’t Buy Me Love (2023 Mix)
You Can’t Do That (2023 Mix) *
A Hard Day’s Night (2023 Mix)
And I Love Her (2023 Mix)
Eight Days A Week (2023 Mix)
I Feel Fine (2023 Mix)
Ticket To Ride (2023 Mix)
Yesterday (2023 Mix)

CD 2:
Help! (2023 Mix)
You’ve Got To Hide Your Love Away (2023 Mix)
We Can Work It Out (2023 Mix)
Day Tripper (2023 Mix)
Drive My Car (2023 Mix)
Norwegian Wood (This Bird Has Flown) (2023 Mix)
Nowhere Man (2023 Mix)
Michelle (2023 Mix)
In My Life (2023 Mix)
If I Needed Someone (2023 Mix) *
Girl (2023 Mix)
Paperback Writer (2022 Mix)
Eleanor Rigby (2022 Mix)
Yellow Submarine (2022 Mix)
Taxman (2022 Mix) *
Got To Get You Into My Life (2022 Mix) *
I’m Only Sleeping (2022 Mix) *
Here, There And Everywhere (2022 Mix) *
Tomorrow Never Knows (2022 Mix) *
*nye sange på 2023-versionen

Trackliste for ”det blå” album, ”1967-1970”:

CD 1:
Strawberry Fields Forever (2015 Stereo Mix / 2023 Dolby Atmos Mix)
Penny Lane (2017 Mix)
Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (2017 Mix)
With A Little Help From My Friends (2017 Mix)
Lucy In The Sky With Diamonds (2017 Mix)
Within You Without You (2017 Mix) *
A Day In The Life (2017 Mix)
All You Need Is Love (2015 Stereo Mix / 2023 Dolby Atmos Mix)
I Am The Walrus (2023 Mix)
Hello, Goodbye (2015 Stereo Mix / 2023 Dolby Atmos Mix)
The Fool On The Hill (2023 Mix)
Magical Mystery Tour (2023 Mix)
Lady Madonna (2015 Stereo Mix / 2023 Dolby Atmos Mix)
Hey Jude (2015 Stereo Mix / 2023 Dolby Atmos Mix)
Revolution (2023 Mix)

CD 2:
Back In The U.S.S.R. (2018 Mix)
Dear Prudence (2018 Mix) *
While My Guitar Gently Weeps (2018 Mix)
Ob-La-Di, Ob-La-Da (2018 Mix)
Glass Onion (2018 Mix) *
Blackbird (2018 Mix) *
Hey Bulldog (2023 Mix) *
Get Back (2015 Stereo Mix / 2023 Dolby Atmos Mix)
Don’t Let Me Down (2021 Mix)
The Ballad Of John And Yoko (2015 Stereo Mix / 2023 Dolby Atmos Mix)
Old Brown Shoe (2023 Mix)
Here Comes The Sun (2019 Mix)
Come Together (2019 Mix)
Something (2019 Mix)
Octopus’s Garden (2019 Mix)
Oh! Darling (2019 Mix) *
I Want You (She’s So Heavy) (2019 Mix) *
Let It Be (2021 Mix)
Across The Universe (2021 Mix)
I Me Mine (2021 Mix) *
The Long And Winding Road (2021 Mix)
Now And Then *
*nye sange på 2023-versionen

Definitivt sidste Beatles-sang, ’Now And Then’, udsendes i næste uge

af Karsten Jørgensen

Den definitivt sidste sang med The Beatles, bliver i næste uge udsendt, mere end 50 år efter gruppen blev opløst.

I 1995 og 1996, i forbindelse med gruppens store ”Anthology”-projekt, udsendte de tre overlevende beatler, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, to ”nye” sange, baseret på demo-optagelser med John Lennon fra 1977. Sangene ”Free As A Bird” og ”Real Love” blev begge krediteret til The Beatles.

Allerede dengang forsøgte de sig også med en tredje Lennon-demo, med titlen ”Now And Then”, men opgav, fordi kvaliteten, ifølge Harrison, var for dårlig.

Gentagne gange siden har McCartney i interviews svoret, at han ville arbejde videre på sangen, og nu er teknologien endelig forbedret så meget, at det er lykkedes McCartney og Starr at færdiggøre ”Now And Then”, med nye vokaler, trommer, bas, guitar og klaver. Harrison, som døde af kræft i 2001, er også med, idet hans elektriske og akustiske guitarspil, som blev indspillet i 1995, er bevaret.

”Now And Then” udsendes på en dobbelt A-side single sammen med ”Love Me Do” den 3. november, og en uge senere, den 10. november, også på genudgivelserne af opsamlingspladerne ”The Beatles 1962-1966” og ”The Beatles 1967-1970”, kendt som det ”røde” og det ”blå” dobbeltalbum, der oprindelig blev udgivet i 1973.

Ny biografi om The Beatles’ roadmanager Mal Evans

af Karsten Jørgensen

Den 14. november udkommer den første biografi om The Beatles’ roadmanager Mal Evans. Forfattet af Beatles-eksperten Kenneth Womack og rigt illustreret med hidtil usete fotos fra Evans’ eget arkiv, udsendes den 352 sider store bog på forlaget Dey Street Books, et datterselskab under HarperCollins.

Kenneth Womack, som tidligere bl.a. har skrevet bøgerne ”Long and Winding Roads: The Evolving Artistry of The Beatles” (2007) og ”The Beatles Encyclopedia: Everything Fab Four” (2014), blev i 2020 kontaktet af Evans’ søn, Gary Evans, med henblik på at få omarbejdet Mal Evans’ uudgivne dagbøger til en egentlig biografi.

Bogen, ”Living The Beatles Legend: The Untold Story of Mal Evans”, følger Evans fra han i 1963 bliver hyret som gruppens roadmanager, gennem årene med beatlemania og den psykedeliske periode, helt frem til The Beatles’ opløsning i april 1970.

Mal Evans

Evans’ kontakt med The Beatles ebbede gradvis ud i begyndelsen af 1970’erne, men han fik deres godkendelse til at udgive sine erindringer som ’fodslæber’ for The Fab Four.

Mal Evans arbejdede for The Beatles’ pladeselskab Apple Records, og var bl.a. producer på Badfinger-hittet ”No Matter What”, og senere skrev han enkelte sange sammen med George Harrison.

Desværre sluttede historien brat for Mal Evans på tragisk vis, da han i januar 1976 under husspektakler blev skudt og dræbt af politiet i Los Angeles.

I årtier har Beatles-fans kendt til eksistensen af Mal Evans’ uudgivne manuskript og dagbogsoptegnelser, og frygtet, at de var gået tabt. Det var de heldigvis ikke, og udsendes nu i redigeret, omskrevet form under titlen ”Living The Beatles Legend: The Untold Story of Mal Evans”.

Mal Evans sammen med Paul McCartney

Kenneth Womacks seneste bog, ”John Lennon 1980: The Last Days in the Life”, udkom i 2020.