Tillykke til Crazy Horse-bassisten Billy Talbot – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

Billy Talbot – som er født med navnet William Hammond Talbot – har siden 1969 været sanger og bassist i gruppen Crazy Horse, som i samme periode og helt op til i dag har fungeret som backinggruppe og musikalske sparringspartnere for den canadiske sanger Neil Young.

Talbot blev født i New York City den 23. oktober 1943, og begyndte allerede som 14-årig at synge på gadehjørner i The Big Apple. Senere flyttede han med sin familie til New Jersey, og som 17-årig tog han til Los Angeles, hvor han mødte Ralph Molina, Danny Whitten og Benjamin Rocco, som han dannede doo-wop gruppen Danny & The Memories sammen med.

Efter gruppen var flyttet til San Francisco, ændrede den navn til The Psyrcle, og fik tre nye medlemmer: brødrene Leon og George Whitsell, samt Bobby Notkoff. Samtidig ændrede de navn endnu en gang til The Rockets.

Denne konstellation indspillede albummet, og gruppens eneste, med titlen ”The Rockets” i 1968, og selvom pladen kun solgte i omkring 5000 eksemplarer, tiltrak den sig Neil Youngs opmærksomhed.

Crazy Horse, 1972, Billy Talbot nr. 2 fra højre

Neil Young, som havde forladt gruppen Buffalo Springfield i maj 1968, hyrede The Rockets som sin backinggruppe, da han i begyndelsen af 1969 indspillede sit andet soloalbum, ”Everybody Knows This Is Nowhere”, der på pladeomslaget var krediteret til Neil Young & Crazy Horse, som derfor blev gruppens nye navn.

Billy Talbot til højre, med Crazy Horse og Neil Young

Samarbejdet mellem Young og Crazy har fortsat, on and off, lige siden, og har resulteret i klassiske værker som ”Rust Never Sleeps”, ”Sleeps With Angels”, ”Psychedelic Pill”, ”Colorado” og senest ”World Record” i 2022.

Siden 1999 har Billy Talbot indimellem optrådt solo, og i 2004 turnerede han som The Billy Talbot Band.

I 2013 dannede Talbot gruppen The Wolves sammen med Ralph Molina, George Whitsell og Ryan James Holzer, som udsendte en EP, før han året efter måtte trække sig fra Crazy Horse efter et mindre slagtilfælde.

Billy Talbot kom dog hurtigt til hægterne igen, og var tilbage i Crazy Horse i god tid, inden de i 2018 igen turnerede med Neil Young.

Senest medvirkede Talbot på albummet ”All Roads Lead Home”, udsendt i marts 2023, og krediteret til Molina, Talbot, Lofgren & Young.

Albummet ‘All Roads Lead Home’

Ny bog om musikfænomenet Taylor Swift

af Karsten Jørgensen

Den 12. oktober udgiver jeg en ny bog, ”Taylor Swift – en kvinde i tiden”, på Forlaget Brilleuglen, om musikfænomenet, som i mere end femten år bare er vokset og vokset til eksplosive højder. Både på hitlisterne og ved prisuddelinger har hun slået den ene rekord efter den anden med sine alsidige, genreoverskridende og iørefaldende sange.

”Taylor Swift – en kvinde i tiden” er bogen, som fortæller den fantastiske historie om, hvordan en lille pige med store drømme fra Pennsylvania udlevede sine ambitioner og blev en af verdens rigeste og mest feterede kvinder – og hvordan hun gjorde det, uden at miste hverken sin personlighed eller selvstændighed undervejs.

Forfatteren Karsten Jørgensen, som tidligere har skrevet biografier om blandt andre John Lennon, Paul McCartney, Bruce Springsteen og Elvis Costello, tegner et detaljeret portræt af musik-, mode- og stilikonet Taylor Swift, som appellerer til et bredt publikum i alle aldre og har vendt op og ned på alle de gængse regler i en mandsdomineret musikbranche.

Bogen kan bl.a. forudbestilles her.

Ny biografi om The Beatles’ roadmanager Mal Evans

af Karsten Jørgensen

Den 14. november udkommer den første biografi om The Beatles’ roadmanager Mal Evans. Forfattet af Beatles-eksperten Kenneth Womack og rigt illustreret med hidtil usete fotos fra Evans’ eget arkiv, udsendes den 352 sider store bog på forlaget Dey Street Books, et datterselskab under HarperCollins.

Kenneth Womack, som tidligere bl.a. har skrevet bøgerne ”Long and Winding Roads: The Evolving Artistry of The Beatles” (2007) og ”The Beatles Encyclopedia: Everything Fab Four” (2014), blev i 2020 kontaktet af Evans’ søn, Gary Evans, med henblik på at få omarbejdet Mal Evans’ uudgivne dagbøger til en egentlig biografi.

Bogen, ”Living The Beatles Legend: The Untold Story of Mal Evans”, følger Evans fra han i 1963 bliver hyret som gruppens roadmanager, gennem årene med beatlemania og den psykedeliske periode, helt frem til The Beatles’ opløsning i april 1970.

Mal Evans

Evans’ kontakt med The Beatles ebbede gradvis ud i begyndelsen af 1970’erne, men han fik deres godkendelse til at udgive sine erindringer som ’fodslæber’ for The Fab Four.

Mal Evans arbejdede for The Beatles’ pladeselskab Apple Records, og var bl.a. producer på Badfinger-hittet ”No Matter What”, og senere skrev han enkelte sange sammen med George Harrison.

Desværre sluttede historien brat for Mal Evans på tragisk vis, da han i januar 1976 under husspektakler blev skudt og dræbt af politiet i Los Angeles.

I årtier har Beatles-fans kendt til eksistensen af Mal Evans’ uudgivne manuskript og dagbogsoptegnelser, og frygtet, at de var gået tabt. Det var de heldigvis ikke, og udsendes nu i redigeret, omskrevet form under titlen ”Living The Beatles Legend: The Untold Story of Mal Evans”.

Mal Evans sammen med Paul McCartney

Kenneth Womacks seneste bog, ”John Lennon 1980: The Last Days in the Life”, udkom i 2020.

Paul McCartney bidrager med ny sang til Ringo Starr-EP

af Karsten Jørgensen

Når Ringo Starr den 13. oktober udsender sin næste EP – den fjerde indenfor de seneste tre år – er én af sangene en nyskrevet komposition af hans gamle Beatles-kollega Paul McCartney, som han stadig har et både personligt og musikalsk tæt venskab med.

EP’en ”Rewind Forward”, som følger efter ”Zoom In” og ”Change the World” i 2021 og ”EP3” i 2022, indeholder fire sange. Titelsangen ”Rewind Forward” har Ringo selv skrevet sammen med Bruce Sugar, mens tidligere medlem af Toto og nuværende medlem af Ringos All-Starr Band, Steve Lukather, er medkomponist til ”Shadows on the Wall”. ”Miss Jean” er skrevet af Mike Campbell og Benmont Tench, tidligere medlemmer af Tom Petty & The Heartbreakers, mens Paul McCartney bidrager med den nye ”Feeling The Sunlight”.

Alle sange blev indspillet i Ringos hjemmestudie i Los Angeles, bortset fra sidstnævnte, som overvejende er optaget i England. Blandt musikerne på EP’en finder vi Ringos svoger Joe Walsh, samt Steve Dudas, Lance Morrison og Matt Bissonnette.

Den 15. september begyndte Ringo Starr & The All-Starr Band en ny USA-turne, der slutter i Thackerville i Oklahoma den samme dag, 13. oktober, som udgivelsen af ”Rewind Forward”.

Trackliste for ”Rewind Forward”:

1. “Shadows on the Wall”
2. “Feeling the Sunlight”
3. “Rewind Forward”
4. “Miss Jean”

Ny Elvis-film har fokus på Priscilla

af Karsten Jørgensen

Baz Luhrmanns ”Elvis”-film var én af sidste års store filmoplevelser, og de fleste var enige om, at Austin Butlers optræden i rollen som Elvis Presley var uovertruffen.

Men samtidig var mange skuffede over, at Elvis’ hustru, Priscilla Presley, spillet af Olivia DeJonge, var nedtonet til en uvæsentlig birolle i det store billede af ”The King of Rock’n’Roll”, og slet ikke fik credit for den betydning og indflydelse, hun havde på hans liv.

Det har filminstruktøren Sofia Coppola nu rådet bod på i den 110 minutter lange portrætfilm ”Priscilla”, som holder fokus på den feminine halvdel af Presley-parret, i en fortælling af, mere eller mindre, den samme historie og med de samme aktører.

Filmen følger Priscilla fra hun var 14 år og indtil hun som 27-årig blev skilt fra Elvis, og fremstiller hendes ofte kontroversielle kærlighedsforhold til den mand, som i årtier var et kønsobjekt og musikalsk idol.

Forholdet mellem dem begyndte, da Elvis var udstationeret som soldat i Vesttyskland, og Priscilla var datter af en højtstående militærperson. På daværende tidspunkt var Elvis 24 år, mens Priscilla kun var 14.

Elvis og Priscilla blev gift i 1967, og året efter fik de deres eneste barn sammen, datteren Lisa Marie, som i øvrigt døde i januar, kun 54 år gammel.

Filmen ”Priscilla”, som Sofia Coppola beskriver som en slags ”Marie Antoinette på Graceland”, er baseret på Priscilla Presleys egne erindringer, som blev udgivet i bogen ”Elvis & Me” i 1985, og præsenteres 4. september på filmfestivalen i Venedig, inden den får biografpremiere den 27. oktober. Hovedrollen som Priscilla spilles af Cailee Spaeny, mens Elvis spilles af Jacob Elordi.

Elvis Presley Enterprises, som ejer musikrettighederne, har nægtet Coppola tilladelse til at bruge originale Elvis-sange i filmen, og derfor består filmens soundtrack af musik, spillet af bandet Phoenix, som har Coppolas ægtemand Thomas Mars i front.