Tag: The Beatles

Beatles filmproduceren Denis O’Dell er død, 98 år

af Karsten Jørgensen

Filmproduceren Denis O’Dell, som producerede flere film med The Beatles, er død af naturlige årsager i sit hjem i Almeria i Spanien, 98 år. Nyheden om dødsfaldet blev meddelt af O’Dells søn Arran via nyhedsbureauet Associated Press.

Denis O’Dell

Denis O’Dells første kontakt med The Beatles var i rollen som assisterende producer af filmen ”A Hard Day’s Night” i 1964, som blev instrueret af Richard Lester. Men allerede inden dette scoop havde Denis O’Dell, som var født i 1923, etableret sig i filmbranchen, og havde bl.a. været en del af holdet bag succesfilmen ”It’s A Wonderful Life” i 1958.

The Beatles i “A Hard Day’s Night”

Tre år efter ”A Hard Day’s Night” blev O’Dell hyret som co-producer af antikrigs-filmen ”How I Won The War”, der havde John Lennon i en birolle, og samme år var O’Dell også producer af The Beatles’ egen tv-film ”Magical Mystery Tour”.

Samarbejdet med The Beatles førte til, at Denis O’Dell i 1968 blev direktør for den nyoprettede filmafdeling i The Beatles’ eget selskab Apple. Men som O’Dell senere beskrev det i sine erindringer, ”At The Apple’s Core: The Beatles From The Inside” (2003), var det en frustrerende oplevelse, og han mindedes, hvordan han fik overtalt United Artists til at finansiere en filmatisering af JRR Tolkiens ”Ringenes herre” med The Beatles i hovedrollerne, hvorefter projektet grundstødte og aldrig blev realiseret. Denis O’Dell forlod sin stilling i Apple allerede det følgende år, 1969, efter Allen Klein var blevet The Beatles’ nye manager.

Denis O’Dell, til højre, med Paul og Linda McCartney, 1968

I 1969 producerede O’Dell filmen ”The Magic Christian” med Ringo Starr og Peter Sellers i hovedrollerne, og samme år gav han The Beatles tilladelse til at bruge Twickenham-filmstudierne til optagelserne af den film, som senere blev til ”Let It Be”.

Efter samarbejdet med The Beatles producerede Denis O’Dell en lang række film, hvoraf flere blev succeser, bl.a. ”The Offense”, 1973, ”Juggernaut”, 1974, “Royal Flash”, 1975, ”Robin and Marian”, 1976, og ”Heaven’s Gate”, 1980.

O’Dells sidste film credit var som hjælpeproducer på Peter Jacksons dokumentarfilm i tre dele, ”The Beatles: Get Back”, som blev vist på Disney + i slutningen af november 2021.

“At The Apple’s Core”, O’Dells erindringer fra 2003

O’Dell efterlader sig hustruen Donna O’Dell, to døtre (Denise og Laragh), to sønner (Shaun og Arran), samt 13 børnebørn. Datteren Denise O’Dell er også filmproducer, bl.a. af filmen ”Exodus: Gods and Kings”.

Denis O’Dell døde i Almeria, Spanien, den 30. december 2021.

Engelsk journalist med tæt forbindelse til The Beatles er død

af Karsten Jørgensen

Den engelske journalist Maureen Cleave, som er død i en alder af 87, er mest kendt som den, der viderebragte John Lennons udtalelse om, at The Beatles var ”mere populær end Jesus”. Endvidere var hun kendt, som den journalist, der skrev den første artikel om gruppen, som blev trykt i en landsdækkende engelsk avis, Evening Standard.

Journalisten Maureen Cleave

Maureen Cleave blev født i Indien den 20. oktober 1934, som den ældste af tre søstre. Efter skolen og en uddannelse i Oxford, med en eksamen i moderne historie, begyndte Maureen Cleave at arbejde på avisen Evening Standard.

I 1961 foreslog hun ledelsen på avisen, at have en fast klumme om popmusik, og under overskriften ”Disc Date” blev Cleave således en af arkitekterne bag vor tids musik-journalistik.

I januar 1963 – to måneder før The Beatles udsendte deres debutalbum ”Please Please Me” – rejste Maureen Cleave til Liverpool for at interviewe gruppen. Hendes artikel, ”The Year of The Beatles”, blev trykt i Evening Standard senere på året, og var første gang en af landets førende aviser skrev om The Beatles.

Denne relation skabte en tæt forbindelse mellem Cleave og The Beatles, og gav hende de følgende år eksklusiv adgang til både deres professionelle liv og deres privatliv.

Maureen Cleave sammen med The Beatles, 1964

I et interview, som blev trykt i Evening Standard den 4. marts 1966, kom John Lennon med sit berømte/berygtede udsagn om The Beatles og kristendommen.

”Kristendommen vil forsvinde”, sagde Lennon. ”Jeg behøver ikke forsvare denne påstand, for jeg har ret og tiden vil vise, at jeg har ret. Vi (The Beatles) er mere populære end Jesus nu. Jeg ved ikke, hvad der forsvinder først – rock’n’roll eller kristendommen”.

I England tog ingen anstød af denne bemærkning. Men da den blev bragt, ude af sammenhæng, i det amerikanske magasin Datebook den 29. juli 1966, kun fjorten dage før The Beatles’ tredje turne i USA, skabte den furore og forargelse, specielt i ”bibelbæltet” i religiøse sydstater som Alabama. Her blev der i protest mod den – påståede – blasfemiske påstand afholdt offentlige afbrændinger af Beatles-plader og -plakater. Ku Klux Klan-organiserede protestmarcher og radiostationer i stort antal nægtede at spille musik med The Beatles. I Memphis, Tennessee, opfordrede byrådet gruppen til at aflyse deres planlagte koncert i byen.

The Beatles’ manager Brian Epstein fløj til USA for at dæmpe gemytterne, og var i første omgang indstillet på at aflyse gruppens turne. Men den 12. august, ved et pressemøde i Chicago, måtte John Lennon fornægte og undskylde sin bemærkning. ”Jeg er ikke anti-Gud, anti-Krist eller anti-religion. Jeg mente heller ikke, at vi er større eller bedre. Jeg tror på Gud, men ikke som en gammel mand oppe i himlen. Jeg tror på, at Gud findes i os alle sammen, og jeg mente ikke, at The Beatles er bedre end Gud eller Jesus. Jeg brugte ordet Beatles, fordi det er noget jeg kan forholde mig til”.

Undskyldningen, som Lennon senere bittert fortrød, gydede olie på vandene og den amerikanske turne begyndte som planlagt; men episoden var medvirkende til, at beatlerne satte et effektivt punktum for turnelivet efter den sidste koncert i San Franciscos Candlestick Park den 29. august 1966. En udløber af kontroversen var, at Beatles-musik blev forbudt i den sydafrikanske radio – et forbud, som først blev ophævet i 1971.

Senere sagde Maureen Cleave: ”Jeg tror ikke et øjeblik på, at det var Johns mening at være respektløs. Han sagde bare, at kristendommens position var svækket og at The Beatles, hos mange mennesker, var mere populære end kirken”.

En biskop fra Montreal i Canada sagde, at det ikke skulle undre ham, om The Beatles virkelig var mere populære end Jesus, og fortsatte: ”I den eneste popularitets-afstemning Jesus deltog i, blev han endda nummer to – efter morderen Barabbas”.

Og selv Vatikanets officielle avis erkendte, at ”der er et gran af sandhed i hans påstand om, at kristendommens store indflydelse er svækket”.

Senere hævdede John Lennon, at sangen ”Norwegian Wood” handlede om en udenoms-ægteskabelig affære han havde med netop Maureen Cleave – en påstand, som Cleave benægtede, og som Lennon, mange år senere, trak tilbage.

Senere forlod Maureen Cleave sin faste stilling på Evening Standard for at blive freelance-journalist. Cleave var gift med Francis Nichols fra 1966 indtil hans død i 2015. Næsten samtidig fik Maureen Cleave stillet diagnosen demens, og døde den 6. november 2021, efter kort tids sygdom.

Hun efterlader sig tre børn – døtrene Dora og Sadie, samt sønnen Bertie.

George Harrisons barndomshjem sælges på auktion

af Karsten Jørgensen

Et hus i Liverpool-kvarteret Speke, hvor Beatles-medlemmet George Harrison boede fra 1949, da han var seks år, og indtil 1962, hvor The Beatles havde fået en pladekontrakt med selskabet Parlophone, bliver solgt på en auktion den 30. november.

Harrisons barndomshjem på Upton Green

Huset, med adressen Upton Green nr. 25, er et rækkehus i to etager, og ifølge auktionshuset Omega Auctions har det stadig det oprindelige badeværelse, samt vask og døre.

Huset var også stedet, hvor Harrison sidst i 1950’erne ofte øvede med John Lennon og Paul McCartney, mens gruppen stadig kaldte sig The Quarrymen, og stedets historiske værdi betyder, at salgsprisen anslås at kunne blive på mellem 160.000 og 200.000 £.

Sidst huset i Upton Green skiftede ejer, var tilbage i 2014, hvor det blev købt af en Beatles-fan for 156.000 £.

Efter George Harrison flyttede til London, da The Beatles fik succes, fortsatte hans forældre med at bo på Upton Green indtil 1965, hvor Harrison købte en bungalow til dem i Appleton, nær Warrington.

George udenfor huset på Upton Green, sidst i 1950’erne

Ved auktionen den 30. november bliver også andre Beatles-relaterede effekter udbudt til salg, bl.a. et brev fra deres manager Brian Epstein til Decca Records fra februar 1962, som forventes at indbringe mellem 2.000 og 4.000 £.

 

Opdateret: Huset på Upton Street nr. 25 blev 30. november købt af en amerikansk Beatles-fan for 171.000 £. Ifølge auktionsholderen Paul Fairweather sagde køberen, at han var fan af The Beatles, men også “så på det som en god investering”.

Tillykke til Pete Best – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

Trommeslageren Pete Best, som spillede trommer i The Beatles før Ringo Starr overtog hans plads, fylder i dag 80 år.

Pete Best blev født i Madras i Indien den 24. november 1941, som søn af Mona Best og Donald Peter Scanland. Senere blev forældrene skilt, og Pete tog efternavnet efter sin stedfar, Johnny Best.

Sidst i 1950’erne dannede Pete Best sin egen gruppe, The Black Jacks, men i august 1960, da The Beatles havde sikret sig et engagement i Indra Club i Hamborgs berygtede luderdistrikt Reeperbahn, men ikke havde nogen trommeslager, sprang Pete Best til og blev gruppens første stabile trommeslager.

The Beatles – John Lennon, George Harrison, Pete Best og Paul McCartney

Efter to år med The Beatles, blev Pete Best pludselig fyret den 16. august 1962 og blev erstattet af Ringo Starr.

The Beatles i The Cavern, 1962 – Pete helt til højre

Senere var Pete Best medlem af gruppen Lee Curtis & The All-Stars, som blev til Pete Best & The All Stars. Denne gruppe skiftede de følgende år navn til først Pete Best Four og derefter Pete Best Combo, men hverken koncerter eller pladeindspilninger var nogen større succes.

Efter et selvmordsforsøg, trak Pete Best sig helt tilbage fra musikbranchen, og arbejdede periodevis i et bageri og senere på arbejdsformidlingen i Liverpool.

I 1988 forsonede Pete Best sig endelig med sin uheldige fortid, og har siden været aktiv musiker igen. Han turnerer, udsender plader (bl.a. “Hayman’s Green” i 2008) og bøger (“Beatle! The Pete Best Story”, 1985, og “The Beatles, The True Beginnings”, 2007).

I 2011 blev en ny vej i Liverpool opkaldt efter ham, Pete Best Drive.

 

Brian Epstein-film midlertidigt på pause

af Karsten Jørgensen

Indspilningen af en film om Beatles-manageren Brian Epstein, ”Midas Man”, er midlertidig sat på pause, efter instruktøren Jonas Akerlund har forladt projektet.

Optagelser til filmen, som har Jacob Fortune-Lloyd i hovedrollen som Epstein og Rosie Day som hans protegé Cilla Black, begyndte i oktober i Liverpool, og ifølge en pressemeddelelse bliver de genoptaget senere i november i London og i januar i Los Angeles.

Anonyme kilder har sagt, at Akerlund forlader Epstein-filmen på grund af andre forpligtelser og at produktionsselskabet bag ”Midas Man” i stedet har engageret instruktøren Sara Sugarman (”Vinyl” og ”House of Versace”) til at fuldføre projektet. Akerlund bliver dog stadig krediteret som instruktør, da de allerede indspillede scener ikke bliver genindspillet.

Filmen følger Brian Epstein fra han ”opdagede” The Beatles i 1961 og indtil hans tidlige død i august 1967, af en overdosis piller.