Category: Nyhed

Paul McCartney skifter til Capitol Records

af Karsten Jørgensen

Efter knap ti år på Hear Music skifter Paul McCartney pladeselskab igen. Og overraskende nok er det tilbage til Capitol Records, selskabet som oprindelig udsendte Beatles-pladerne i USA tilbage i 1960’erne.

I England var The Beatles knyttet til Parlophone Records, et datterselskab i EMI-koncernen, men i guds eget land landede rettighederne hos Capitol Records, som udsendte de primære albums og singler med The Beatles fra ”Meet The Beatles” i 1964 til ”Magical Mystery Tour” i 1967. Herefter dannede The Beatles deres eget pladeselskab Apple, men fik dog stadig distribueret pladerne gennem Capitol.

Paul McCartney foran Capitol-bygningen

McCartney foran Capitol-bygningen i Los Angeles

Paul McCartneys soloplader efter opløsningen af The Beatles blev også distribueret af Capitol, indtil 1979, hvor han skiftede til Columbia, som udsendte det sidste Wings-album ”Back To The Egg” og McCartneys soloplader indtil midten af 1980’erne. Fra ”Press To Play” (1986) var han tilbage på Capitol og blev her indtil ”Chaos And Creation In The Backyard” i 2005.

I 2007 indgik han kontrakt med det Starbucks-ejede Hear Music, som siden har udsendt tre studiealbums med McCartney: ”Memory Almost Full”, 2007, ”Kisses On The Bottom”, 2012, og det foreløbig seneste ”New” fra 2013. Hertil kommer også flere deluxe-genudgivelser fra bagkataloget, samt opsamlingspladen ”Pure McCartney”, som udkom tidligere i 2016.

Efter McCartney, som var den første kunstner på Hear Music, fik selskabet vokseværk og skrev også kontrakter med bl.a. Joni Mitchell, Carly Simon, James Taylor og Elvis Costello. Hvad årsagen er til, at McCartney nu forlader Hear Music kendes ikke.

Paul McCartney er i gang med indspilningen af et nyt album, som måske/måske ikke udkommer senere i 2016, og det bliver hans første udgivelse under den nye kontrakt med Capitol Records, som også kommer til at stå for genudgivelsen af resten af McCartneys gamle albums i deluxe-versioner. Capitol er i dag en del af Universal Music Group.

Ringo Starr bliver oldefar

af Karsten Jørgensen

Det måtte jo ske. Men midt i 1960’erne, da The Beatles var verdens største teenageidoler, var det sikkert de færreste, som kunne forestille sig, at de en skønne dag blev bedsteforældre. Og endnu mindre oldeforældre.

Ringo med hans første kone Maureen og sønnen Zak

Ringo med hans første hustru Maureen og sønnen Zak

Nu er Ringo Starr, som den første af beatlerne, blevet oldefar, da barnebarnet Tatia Starkey (datter af Ringos søn Zak) den 14. august nedkom med en søn, som får navnet Stone Zakamo Low.

Stone Zakamo Low, son of Tatia Starkey and Adam Low, born August 14, 2016

Ringos oldebarn Stone Zakamo Low

Tilbage i 1985 var Ringo også den første af The Beatles, som blev bedstefar, da selvsamme Tatia kom til verden den 7. september.

‘The Beatles At The Hollywood Bowl’ udsendes på cd efter 40 år

af Karsten Jørgensen

Det eneste ’rigtig’ officielle live-album med The Beatles, ”The Beatles At The Hollywood Bowl”, som oprindelig udkom i 1977 og aldrig siden har været tilgængelig på cd, bliver 9. september 2016 genudsendt i udvidet og remixet udgave på cd med både ny titel og flere bonus-numre, og senere, den 18. november, også som dobbelt vinylplade. Ansvarlig for den forbedrede lyd er produceren Giles Martin, som er søn af The Beatles’ oprindelige producer George Martin, samt lydmanden Sam Okell.

Den aktuelle anledning til genudgivelsen skal findes i en ny dokumentarfilm om The Beatles’ tidlige år som turnerende orkester fra 1962 til 1966, ”The Beatles: Eight Days A Week – The Touring Years”, instrueret af Ron Howard, som har verdenspremiere i London den 15. september 2016.

at the hollywood bowl, 2016

Cover på den nye udgivelse, ifølge Amazon

Oprindelig optog Capitol Records, selskabet som udsendte Beatles-pladerne i USA, gruppens første koncert på Hollywood Bowl den 23. august 1964, med henblik på at udsende en live-plade. Men i første omgang besluttede man imidlertid, at optagelserne lydmæssigt var for dårlige. Året efter, 29. og 30. august 1965, optog man igen to Beatles-koncerter på Hollywood Bowl, men desværre med samme skuffende resultat.

Optagelserne blev herefter lagt på hylden indtil 1971, hvor producer Phil Spector, som stod bag lyden på gruppens sidste album ”Let It Be”, fik overladt båndene med henblik på at få et album ud af dem. Det er uvist, om Spector overhovedet arbejdede på sagen eller om resultatet igen var utilfredsstillende, men fakta var, at optagelserne fra Hollywood Bowl igen blev lagt til side.

Først i 1977, da EMI opdagede, at et tysk pladeselskab Lingasong Records planlagde at udgive semi-legale optagelser fra The Beatles’ engagement i Star Club i Hamborg i december 1962, kom der skub i arbejdet med at gøre Hollywood Bowl-båndene klar til udgivelse. George Martin arbejdede på højtryk med at gøre lyden acceptabel, og i april 1977 blev ”The Beatles At The Hollywood Bowl” udsendt på LP og blev henholdsvis nr. 1 og nr. 2 på hitlisterne i England og USA. Albummet var på markedet i nogle år, indtil 1984, hvor det udgik af både EMI og Capitols katalog.

at the hollywood bowl, front

Den oprindelige vinyl-plade fra 1977

Som mange i de forløbne snart 40 år har påpeget, er berettigelsen for at udsende koncertoptagelserne på plade, både dengang og nu, udelukkende som historisk dokumentation. Musikalsk set er der ikke meget at komme efter, men da The Beatles altid har været en pengemaskine kan det alligevel undre, at ”The Beatles At The Hollywood Bowl” som officiel udgivelse har været ude af cirkulation i så mange år.

Den nye udgave af albummet, som har fået den let ændrede titel ”The Beatles: Live At The Hollywood Bowl”, indeholder 17 sange i stedet for de oprindelige 13. Blandt de fire hidtil ’uudgivne’ numre er ”Baby’s In Black” fra 30. august 1965, som imidlertid har været tilgængelig i tyve år, som B-side på Beatles-singlen ”Real Love” fra 1996.

Trackliste på ”The Beatles: Live At The Hollywood Bowl”:

“Twist and Shout” [August 30, 1965]
“She’s a Woman” [August 30, 1965]
“Dizzy Miss Lizzy” [August 30, 1965 / August 29, 1965 – one edit]
“Ticket to Ride” [August 29, 1965]
“Can’t Buy Me Love” [August 30, 1965]
“Things We Said Today” [August 23, 1964]
“Roll Over Beethoven” [August 23, 1964]
“Boys” [August 23, 1964]
“A Hard Day’s Night” [August 30, 1965]
“Help!” [August 29, 1965]
“All My Loving” [August 23, 1964]
“She Loves You” [August 23, 1964]
“Long Tall Sally” [August 23, 1964]
“You Can’t Do That” [August 23, 1964 – hidtil uudgivet]
“I Want to Hold Your Hand” [August 23, 1964 – hidtil uudgivet]
“Everybody’s Trying to Be My Baby” [August 30, 1965 – hidtil uudgivet]
“Baby’s in Black” [August 30, 1965 – udsendt som B-side på singlen “Real Love”]

Springsteen-biografi ledsages af nyt album

af Karsten Jørgensen

Som tidligere annonceret udsender Bruce Springsteen den 27. september sin selvbiografi, ”Born To Run”, på forlaget Simon & Schuster, og nu er det så blevet offentliggjort, at erindringerne ledsages af en ny cd, ”Chapter And Verse”, der både er et soundtrack til ’Bossens’ memoirer, men også indeholder fem hidtil uudgivne sange fra årene før han pladedebuterede på Columbia Records i 1973.

Chapter And Verse - Bruce Springsteen, cd, 2016, front

”Chapter And Verse” udkommer både som cd og dobbelt-LP på Bruces 67 års fødselsdag, den 23. september, og indeholder i alt 18 sange. De fem uudgivne sange er to med Springsteens første band The Castiles fra 1966 og 1967, en med Steel Mill fra 1970 samt en hver med The Bruce Springsteen Band og Springsteen solo fra 1972. Resten er et udvalg af hans største succeser fra ”Greetings From Asbury Park, N.J.” fra 1973 og frem til ”Wrecking Ball” fra 2012, bl.a. ”Born To Run”, ”Badlands”, ”The River”, ”Born In The USA” og ”Brilliant Disguise”.

Samtidig har Springsteens manager Jon Landau udtalt, at Bruce arbejder på et nyt solo-album, som forventes udgivet næste år, og med ’solo’ mener han ikke et akustisk album á la ”Nebraska” eller ”The Ghost Of Tom Joad”, men et album uden The E Street Band.

Trackliste på ”Chapter And Verse”:

1. “Baby I” — The Castiles
2. “You Can’t Judge a Book by the Cover” — The Castiles
3. “He’s Guilty (The Judge Song)” — Steel Mill
4. “Ballad of Jesse James” — The Bruce Springsteen Band
5. “Henry Boy”
6. “Growin’ Up”
7. “4th of July, Asbury Park (Sandy)”
8. “Born to Run”
9. “Badlands”
10. “The River”
11. “My Father’s House”
12. “Born in the U.S.A.”
13. “Brilliant Disguise”
14. “Living Proof”
15. “The Ghost of Tom Joad”
16. “The Rising”
17. “Long Time Comin'”
18. “Wrecking Ball”

”Chapter And Verse”, Columbia Records, 23. september 2016.

Demo-indspilning med McCartney fundet i klædeskab

af Karsten Jørgensen

En demo-indspilning med Paul McCartney er fundet blandt sangerinden Cilla Blacks efterladte ejendele. Cilla døde sidste år efter et fald i sin spanske villa, og under en oprydning af hendes hjem fandt arvingerne fornylig en kuvert med den sjældne demo-indspilning, som har været forsvundet i 52 år.

1964 - It's For You - Paul McCartney demo, Dick James Music

Sangen ”It’s For You” blev indspillet af Cilla Black i Abbey Road-studiet i London i juli 1964, produceret af George Martin, og senere udsendt på single fik den en placering på den engelske hitliste som nr. 7.

”It’s For You” er officielt krediteret til både John Lennon og Paul McCartney, men som tilfældet er med de fleste Beatles-sange, der er skrevet af enten KUN Lennon eller KUN McCartney, er ”It’s For You” en ren McCartney-komposition uden input fra Lennon.

”It’s For You” blev aldrig indspillet af The Beatles selv, men foræret væk til Cilla Black. Det samme skete med mange andre Lennon- og McCartney-kompositioner som ”Bad To Me”, ”A World Without Love” og ”Love Of The Loved” fra gruppens tidlige år, hvor Lennon og McCartney var så produktive som sangskrivere, at de sagtens kunne tillade sig at forære hits væk til andre kunstnere som Billy J. Kramer, Peter & Gordon, The Applejacks og The Fourmost.

1964 - It's For You - Cilla Black, 7 inch EP, U.K., front & back

“It’s For You” blev også udsendt på en engelsk EP i 1964

Demoen med ”It’s For You”, som McCartney indspillede den 3. juni 1964, bliver udbudt til salg ved en auktion på Liverpool Institute for Performing Arts den 27. august 2016 og forventes at indbringe mellem 15.000 og 20.000 £.